Tag: grif

Ord om “SCUM Manifest” af Valerie Solanas

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Grif]

Læsningen af “SCUM Manifest” (‘Society for Cutting Up Men’) satte flere ting i gang i mig, nogle gode, andre mindre gode. Dens bramfri (og satiriske) måde at observere og reflektere over manden på som køn, går nemlig lige i mine usikkerheder som feminist.

“Feminister er ekstremister, de hader mænd, de vil undertrykke mænd, de tror de er mænd overlegne, de er psykopater.” Jeg har mødt alle disse påstande, og ved godt, at det er direkte vanvid. Samtidig er det underligt at læse en bog, der – ganske vist med humor – netop argumenterer for, at manden bør udryddes. Noget ved det gør mig utryg. Når jeg læser det, og hvis jeg endda nyder det, bliver de ovenstående påstande så mere rigtige?

Selvfølgelig ikke. Bogen er både humoristisk, men den er også dybt tragisk. Jeg læser dens kritik af mænd som en parodi på den retorik der igen og igen er blevet anvendt mod kvinder igennem historien: som ynkelige, ikke-selvstændige, hysteriske væsner, der ikke bør tages seriøst og som man ikke bør lytte på. Det er på en gang sjovt at se de overdrivelser, som Solanas skriver ud i ekstremer, men samtidig også ubehageligt at se, hvor absurde tilskrivninger man kan lave til et helt køn. Det gør mig mere vred på kvinders vegne, og jeg ønsker på ingen måde det samme for mænd. Jeg elsker mænd. Men jeg hader dem også.

Alt for meget kognitiv dissonans – for hvad betyder det, når jeg siger, at jeg hader mænd? Hvad betyder det, når Solanas siger, at vi skal slå mændene ihjel?

Begrebet ‘mænd’ er mere symbolsk end det er bogstaveligt. Der bliver flere gange skrevet, at det ikke er en kamp mellem mænd og kvinder. Alligevel bliver de to køn konstant sat op mod hinanden (yes, den er ren binær og ikke inkluderende like that). ‘Manden’ bliver reelt en manifestationen af patriarkatet. I stedet for at læse “manden”; kunne man læse “toxic maskulinity”, og stadig få det samme ud af bogen – måske endda mere. Frem for at gå efter at udrydde manden som køn, går bogen efter at udrydde de giftige maskuline tendenser og de undertrykkende strukturer som vores samfund er bygget op af.

Da det gik op for mig, at bogen kunne læses sådan, føltes det som en forløsning. Min usikkerhed og dårlige samvittighed forsvandt. Pludselig kunne jeg relatere til bogen, til Solanas, til det Utopia, hun beskriver. Den bevidsthed tror jeg er god at have med, når man læser bogen – også selvom Sanne Søndergaards forord i sig selv er meget meget fint.

// Caroline

Ord om “Lamento”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar modtaget fra Grif]

“Lamento” er, som titlen antyder, en klagesang. Her beretter jegfortælleren om sin brændende (bogstaveligt talt!) forelskelse i sin nu eksmand, og tabet af kærligheden. Tilhøreren er parrets fælles datter.

Romanen står i høj grad på skuldrene af et bredt repertoire af kærlighedsfortællinger fra den græske mytologi, romantikken og kristendommen (to name a few). Den skriver sig også ud af dem, for jeget og eksmandens forhold er ikke som i fiktionen. Den er nok brændende, ja sågar vanvittig, i starten, men den falder også fra hinanden. Kærligheden er et script, der udspilles, og det kan sommetider være svært at kende forskel på virkeligheden og kunsten. Scriptsne (de forloves, bliver gift og får barn) er hele tiden en rejse mod det fælles liv – det attråede liv, ægteskabet med barn og fælles hjem – men kærlighedens flammer kvæles i hverdagen.

“Lamento” er klassisk i den forstand, at den tager et tema ‘kærlighed’ og en genre ‘klagesang’, som vi kender godt. Men romanen får alligevel et Nielsensk twist. Fortællingerne om kærlighed afvises som fortællinger (selvom jeget længes efter deres gyldighed). Samtidig er romanen præget af lange, snørklede sætninger, som vi kender det fra hende. Og så er hun ikke uden humor og et lille glimt i øjet. Som da hun ganske diskret, og for de indviede, skriver sig selv og sit eget forfatterskab ind i bogen.

Om den unge mand, Madame Nielsen engang var

Kender man en lille smule til Nielsens forfatterskab og hendes mange manifestationer og personaer, vil man kunne huske tiden før Madame Nielsen. Her gik hun på gaden som den hjemløse Claus Nielsen, som ganske vist havde hukommelsestab men intet CPR-nr. Der blev en større sag ud af det i aviserne, før det blev afsløret, og arbejdet blev sidenhen til biografien “Claus Beck-Nielsen. 1963-2001”.

I “Lamento” afsløres det, omend indirekte, at manden netop er Claus Beck-Nielsen, Nielsen før Madame Nielsen. Hun har da også selv skrevet, at manden i ægteskabet netop er den unge mand, hun engang selv var. At forelskelsen gjorde jeget og manden til incestuøse siametiske tvillinger får i den sammenhæng en lidt anden betydning.

//Birgitte

Ord om “10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra forlaget Grif]

Ret ofte løber der vand ud af mine øjne. Der skal ikke meget til; en filmtrailer, en reklame, en god tiktok. Alligevel er det sjældent, jeg græder over en bog. Det gjorde jeg denne gang. Flere gange. Elif Shafak skriver om de sidste øjeblikke af Leilas liv, som hun ligger myrdet i en container et sted i Istanbul. Man opdager hurtigt, at det ikke blot er Leilas død, der er tragisk – livet har vist sig at være en stor prøvelse i sig selv.

De fordømte
Sådan lyder navnet på et af kapitlerne, og det er sådan omverdenen ser på Leila og hendes venner, en broget flok, der ikke lever op til de forventninger, der pålægges dem. Leila, også kendt som Tequila-Leila, er sexarbejder, og det er noget nær det eneste, samfundet vedhæfter sig hos hende. Ikke hendes opvækst med de mange hemmeligheder, hendes loyale venskab, hendes ikke-dømmende syn på andre. Det blik, det helhedsbillede, sørger Elif Shafak dog for at skabe, og gennem det sidste stykke tid af Leilas ikke-levende, ikke-døde eksistens, følger vi episoder og brudstykker fra hendes liv i første del af bogen, Sindet.
I anden del af bogen har sindet forladt os, og vi følger nu Kroppen. Her er det Leilas fem venner, historien bliver fortalt fra, og jeg må indrømme, at jeg begyndte at savne Leila en smule. Til gengæld nød jeg sidste del, Sjælen, som er afslutningen på Leilas historie.

“Istanbul er, og har altid været, en she-city“
Det er primært kvinder, vi følger i bogen, da det er kvinden, der bliver gjort til genstand for mange problemer; det er hende, der tænder mandens begær, hende, der bærer familiens ære, hende, der skal udvise overbærenhed, velvilje og underdanighed. Det er en ufrivillig rolle, kvinderne har fået tildelt, og de fordømte, Leila og hendes venner, har ikke tænkt sig at opfylde dem. En er uden religion, en har tilpasset sin fysiske krop til sin kønsidentitet, flere har solgt deres kroppe af nød eller tvang, men fælles er, at de overlever på trods.
Fordi vi allerede kender slutningen fra starten af – Leila er død og på vej til at forsvinde – er bogen tung, men med sammenhold, fællesskab, omsorg og loyalitet overfor hinanden, og med håbet, især håbet, kommer man igennem bogen. Den rørte mig meget, det var skønt at høre stemmerne fra folk, der ellers bliver tiet ihjel.

//Caroline