Tag: gladiator

Ord om Øjets anatomi

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Lycius – Forlaget Gladiator]

Jeg forsøgte for nyligt at beskrive indholdet af “Øjets anatomi” til en ven, som herefter konstaterede: Det er en bog om en uempatisk og desperat hovedperson. Hvordan kan du holde det ud?

Svaret er faktisk simpelt; fordi bogen er meget mere end det. Hovedpersonen er mangelfuld på mange planer, hun er bitter og egoistisk, men hun er først og fremmest bange. Bogen er en poetisk beskrevet flugt fra en genetisk disposition, som jeget aldrig kan løbe fra, uanset hvor meget hun prøver. Eskapisme er dragende, men som oftest mere destruktivt end konstruktivt, og det ser vi her.

Kroppens svigt

Lad os træde et par skridt tilbage; for hvad handler bogen overhovedet om? “Øjets anatomi” er en debutroman af Tina Frank, om en kvinde, der langsomt er ved at miste synet. På én gang ønsker hun at gøre noget, at stoppe forværringen, at passe på det, der er tilbage, og samtidig flygter hun ud i verden i en søgen efter et andet liv. Hun svigter sine nære relationer, fordi hendes krop svigter hende. Det er ikke fair, men det er sådan, det er.

Hele situationen gør jeget sårbart, og der skal ikke meget til at slå hende omkuld, selvom hun forsøger at holde sig oprejst ved at finde kræfter i sin vrede. Der er bare ingen, der har fortalt hende, at man bruger meget mere energi på at være vred, og snart slipper kræfterne op. En beslutning skal tages.

Øjets anatomi som modpol til flugten

Den meget almene hverdag bliver et mareridt, og jo mere man forstår årsagerne, jo mere forstår man desperationen. Forfatter Tina Frank har skrevet en meget fin debut, hvor bitterheden dækker over sorg, og hvor behovet for at flygte kommer af den forværring af synet, der er ved at overhale psykens stabilitet. Ser man smerten bag vreden, så ser man også, at hovedpersonen er menneskelig, og det er kan jeg virkelig godt lide. Passagerne om øjets anatomi er en meget konkret måde jeget forsøger at forstå sin situation på, og det meget kropslige bliver en modpol til flugten, hvilket hele tiden skaber en balance; et ønske om at vide, og behov for at forsvinde. De to er svære at sammenholde, og netop derfor er situationen så svær at håndtere for det stakkels, vrede, usikre jeg.

// Caroline

Ord om “Så tavsheden ikke længere kun er mellemrum i min tale”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[TW: seksuelle overgreb, vold, selvmord]

[Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Gladiator]

Ved første øjekast ligner Casper Havsers debutdigtsamling “Så tavsheden ikke længere kun er mellemrum i min tale” endnu en bog om klimaet. Omslaget prydes af en sort skov, på bagsiden står der blot “Om dyret, dyrene”, og digtene præsenteres af et uddrag af en tekst om, hvordan man skal avle på hunde fra Dansk Kennelklub. Her har vi det jo, tænkte jeg! Menneskets indgriben i naturen. Dyrevelfærd. Bæredygtighed. Min hjerne har sporet sig ind på tekstens centrale tematikker. Men det har den så ikke, for digtsamlingen handler ikke om klima, men snarere om incest og vold i de nære relationer, og de voldsomme konsekvenser, overgrebene har på jeget, der som barn udsættes for seksuelle overgreb af sin far.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om Havser burde have foregrebet, at man som læser automatisk ville komme til at tænke på klimaet. For mig betød det i hvert fald et rimeligt dramatisk skifte, da overgrebene introduceres. Så afbryder man selvfølgelig sin læsning og går tilbage, men det betyder også, at bogens naturlige progressionen tilsidesættes en smule.

Det naturstridige

Digtsamlingen er en barsk beretning om et barn, der misbruges seksuelt af sin far, og de konsekvenser det har for jeget som barn. Det naturstridige, som også præsenteres i det indledende uddrag fra Dansk Kennelklub, består både i farens seksuelle misbrug, i jegets tidlige seksuelle debut, der tvinger ham til at blive voksen, men også det fuldstændigt fucked up forhold han får til, hvad kærlighed er.

Volden er noget der gives videre i arv fra far til søn. Faren udøver vold på jeget (ikke kun seksuelt), de går på jagt sammen, og jeget slår deres hund ihjel. Ved sidstnævnte begår han også vold på sig selv, for han deler navn med hunden og gør sig ulækker som en hund, for at faren skal lade ham være. Volden er både destruktion og trøst. Det er en trøst for jeget, at han kan begå selvmord. Børnene gøres stumme for at bevare familiehemmeligheden og familietraumet lægges, om man så må sige, i graven. I døden er jeget tilsvarende tavs.

Samtidig hænger volden uigenkaldeligt sammen med kærligheden: “kærlighed er sygdom / og kærlighed er smerte / og drab”. Selvom kærligheden associeres med vold og seksuelle overgreb, higer jeget efter det, imens han samtidig ønsker dødens befrielse. Det er et hårdtslående problem i digtsamlingen, og utroligt svært fordi det nærmest er umuligt at se sig ud af. Hvad jeget i digtsamlingen da også giver udtryk for.

Der er ikke meget håb at hente i den barske beretning. Og så alligevel. For selvom digtene tematiserer tavsheden, så taler jeget jo igennem digtene – og det er der alligevel et skud håb i, for hans historie er vigtig.

//Birgitte