Vi er kommet dertil i denne føljeton, hvor jeg er færdig med romanen. Jeg har flyttet rundt på kapitler (det er noget forfærdeligt rod at gøre, dugodegud), rettet, læst igennem, og endnu længere end det – jeg har sendt manuskriptet af sted. Sommerfuglene stormer stadig rundt indeni mig.
Måske skal vi gå et skridt tilbage og se på, hvad der skal til (udover et færdigt manuskript), inden man sender det ud. Hvad er et følgebrev, hvem skal man sende til, og hvad så nu?

Helt konkret er der de praktiske ting ved at sende en bog ud i verden. Først og fremmest forventes der, at man vedhæfter et følgebrev eller en synopsis, når man sender sit manuskript til et forlag. Her præsenterer man romanen (genre, målgruppe, plot, protagonist og baggrund for historien) samt sig selv helt kort. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det en ret besværlig opgave. Det er basically et forsøg på at sælge sig selv og sin bog på en halv til en hel side. Det er det første forlaget møder, når du kontakter dem, og derfor føles det ret vigtigt – det har det i hvert fald gjort for mig.
Jeg gjorde tre ting, for at få mere styr på følgebrevet. 1) Jeg lyttede til Bogskaberiets podcastafsnit “Find dit forlag”, hvor de blandt andet taler om at skrive et følgebrev. 2) Jeg skrev en kladde, som jeg delte med min skrivegruppe, der gav mig feedback. 3) Jeg tilpassede følgebrevet, og sendte det til min skrivementor fra Dansk Talentakademi, som hjalp med at få de sidste detaljer på plads.

Når man har styr på manuskript og følgebrev, så er der faktisk ikke rigtigt andet at gøre, end at få sendt af sted (og det er her mine ben bliver til gele). Jeg har forsøgt at gå mere praktisk til værks, for ikke at blive alt for investeret (as if). Derfor har jeg researchet på diverse forlag, for at få kendskab til både dem og deres udgivelsesprofil. Herefter har jeg rangeret hvert forlag fra et til tre, alt efter, hvem jeg helst vil udgives hos. Jeg har derfor tre grupperinger med tre-fire forlag under hver rang pt.
Jeg sender allerførst manuskriptet til de forlag, der ligger i første gruppering. Det betyder, at jeg sender til flere ad gangen, og det ved jeg godt, at der er delte meninger om den slags. Forlagene skriver ofte, at de helst ser, at man kun sender til ét forlag ad gangen, og det er på alle måder for at stille sig selv i den bedste position muligt. Der er op til tre måneders svartid per forlag (plus-minus), og det betyder altså, at hvis man kun sender til ét ad gangen, og det først er forlag nummer 15 der antager en, så kan det tage rigtig, rigtig lang tid. Forestil dig at være arbejdsløs, og kun måtte sende én ansøgning af gangen, fordi du hver gang skal vente på at få et svar. Det ville være håbløst! Derfor har jeg valgt at gøre det på denne måde.

Jeg sidder nu her, en uge efter at have sendt min roman af sted for første gang, og kan mærke, hvordan det stadig kribler i mig, når jeg tænker på det. Det var med bankende hjerte, jeg trykkede ‘send’ – selv til mine eksaminer på uni har jeg ikke været så nervøs. Ærefrygt, et ord jeg nok aldrig rigtig har brugt, er det mest sigende for situationen. Tankerne svinger som et pendul fra “så god er den heller ikke, måske er den helt væk, hvorfor skulle de nogensinde ville udgive den?” til “ærlig talt, det kunne godt blive en international bestseller, og hvad hvis de vil filmatisere den?”. Ikke bare fra dag til dag, nogle gange fra minut til minut.
Jeg har fået råd om at glemme bogen på grund af den lange svartid (som i sig selv er ren tortur) og bare begynde på noget nyt.

Noget nyt? Jeg føler, at jeg har løbet et maraton, og endelig er jeg færdig. Mine ben syrer, jeg skal overveje hvert eneste skridt, for ikke at falde sammen, og nu bliver jeg bedt om at løbe videre. Det er ikke fordi, jeg ikke har lyst – men jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal få mine ben til at virke igen. Hvordan slipper jeg karaktererne, den verden, det plot, jeg har brugt al min energi på, til fordel for noget, der ikke eksisterer endnu? Det er det næste skridt, og det er overraskende svært. Men det er her jeg står pt. – med et færdigt manuskript, der er ude og lede efter sin plads i verden, og et hoved, der er alt for tomt og stille. I hvert fald i et øjeblik endnu.

// Caroline