Forfatter: R. F. Kuang Antal sider: 557 Udgivelsesår: 2022
Jeg forsøger jævnligt at dyppe fødderne i fantasy, ofte med meget forskellige resultater. “The poppy war” – eller “Opiumskrigen” er hypet enormt meget på #booktok, og jeg blev nødt til at se, hvad the hype was all about.
Rin vokser op hos en plejefamilie, hvor hun behandles mere som ansat end familie. Allerede som 14-årig er hendes fremtidsudsigter ægteskab med en handelsmand der er tre gange så gammel som hende, og derfor ser hun militærakademiet Sinegard som sin eneste flugt. Med hårdt arbejde lykkedes det hende at komme ind, og gennem undervisning (og kamp) opdager Rin og hendes mystiske lærer, at hun har ukendte evner.
Bogen starter meget ala YA – Rin er barn, hun starter på en ny skole, får venner og fjender og studerer. Som hun bliver ældre, bliver bogen også mere voksen – brutalitet, militærstrategi og filosofiske overvejelser bliver mere udtalte, og det fungerer. Vi følger ikke blot elever i skole, men soldater i krig. Selvfølgelig ender vi i en udstødt division med magi og evner, og soldaterne her er stadig meget unge – og bogen stemmer dermed direkte in i NA (New Adult). Læsere af “Divergent” og “Hunger Games” vil helt sikkert også finde sig godt til rette i “Opiumskrigen”.
Historien er meget original på trods af velkendte fantasyelementer, og Rins oplevelser kan både være en origin-historie for en helt eller skurk. Rin er drevet af ambition, hævn og magt, og gråzonerne er et særligt sted for en bog som denne.
Forfatter: Louise H. A. Trankjær Udgivelsesår: 2020 Antal sider: 422
Kort og godt – jeg er ikke den rette læser til “Lysets datter”. Mine forventninger og ønsker til denne fantasy matchede simpelthen ikke indholdet. Jeg vil derfor gennemgå tre ting – plot, karakterer og sprog – og prøve at markere, hvordan de hver især bidrog til romanen på godt og ondt, for der er helt sikkert læsere, der til de ting, som ikke rammer plet hos mig.
Først, plot. Vi befinder os i en verden af Lys og Mørke – det er både i form af magi, væsner og intentioner. Vi følger Enilia, Lysets datter, som leder efter sin bror, der er taget af sted for at deltage i den store krig. Hun holder ikke ud, at han har forladt hende, ikke bare fysisk, men også i hjertet, hvor de ellers kan kommunikere på tværs af fysisk distance og uden ord. De to er skjulte børn af Kong Calras, ainatunariernes konge, hvor broren Elior er ainatunari, og Enilia er halvt ainatunari, halvt menneske – en jani. Begge er de en del af en profeti, der skal sikre Laru (deres verden) mod det mørke.
Jeg er helt klar på en god profeti, men jeg oplever faktisk at konflikten ikke er særlig tydelig: Mørket kommer, og der skal være krig. Mørket kan overtage folks sind. Mere ved jeg faktisk ikke, om den store krig og det onde. I stedet ved jeg utroligt meget om Enilias love life, som de fleste kapitler centrerer sig om.
Derfor: Karakterer, herunder Enilia, vores main character. Det starter godt ud! Hun er en selvstændig kvinde på 23, der i trods og sorg rider ud efter sin bror – hun savner ham, hun vil passe på ham, og hun har brug for ham. De to har et utroligt tæt søskendeforhold, og måske har jeg læst for meget incestuøs litteratur (“Jeg heddder Folkví”, “Rosarium” og “Kafka på stranden” to name a few), eller også er jeg bare ikke god til hele “lys vs. mørke” idéen. Jeg forventede en voksenbog, hvor det godt kunne fungere, og i hvert fald håbede jeg på noget, der kunne bryde med de enten fuldkomment gode eller onde – den har jeg svært ved at købe. Derfor var tilbageblikket på side 397-399 også min yndlingsscene – i et øjeblik får man fornemmelsen af, at Elior og Enilia ikke er bare er gode, men kontrollerende, ubehagelige, magtsyge. Det er kun et glimt, og den tanke bliver ikke forfulgt yderligere, men gid den gjorde.
Trods sine 23 år, opfører Enilia sig generelt mere som en ung teenager; tvær og trodsig, hvis ikke fjantet og fjalet. Derfor har jeg som læser svært ved at forstå, hvorfor voksne mænd falder for hende på stribe. De synes hun er betagende smuk, modig og intelligent. Smuk er jeg med på, modig yes, men intelligent – nej. Hun er dumdristig, bliver distraheret af intet mindre end tre hankøn på sin vej, og tror at gud og hver mand hader hende fordi hun er jani, uanset hvor meget de ellers erklærer hende deres troskab og kærlighed. Problemet er ikke, at hun har de dårlige traits – problemet er, at hun bliver beskrevet på én måde, men hendes adfærd er en helt anden. Der er noget, der ikke stemmer, og det stikker ud under læsningen.
Dog er det nice med en kvindelig fantasyhelt, der ikke kører hele den der jomfruelige tilgang. Enilia har en fortid med mænd, og det er forfriskende. Hun har ikke bare følelser men også lyster, og det er sådan set mere autentisk på den måde – jeg tror langt mere på begær ved første blik end kærlighed.
Udover Enilia møder vi et hav af karakterer, og desværre også så mange, at jeg aldrig når at blive investeret i størstedelen af dem. Det går meget hurtigt, og bogen vil for meget til at det hele kan lykkes.
Til sidst – sproget. Isoleret set var sproget faktisk virkelig fint. Mange sætninger er poetiske, der er et flot billedsprog, og man fornemmer en meget smuk verden. Laru er natur, skønhed og lys – og dermed er det også et dejligt sted at befinde sig. Scenerne med fejring og fest er søde; hele den vibrerende glæde og de tætte relationer er til at røre og føle på.
Så hvis man er til kærlighedsdrama i en fantasy-setting – og hvis man ikke forventer en voksen fantasy, men en YA-bog med lidt spice (et par peachy sex-scener her og der, som jeg tbh selv ville have elsket som 14-årig), så er kan den helt sikkert noget.
En ældgammel profeti er ved at blive opfyldt, og en snigmorder og en kejser skal nu afgøre menneskehedens fremtid. Intriguing? Meget.
Vi er ude i en fantasy-roman, men jeg kan ikke vurdere målgruppen: den er skrevet ret ungt, og jeg får helt klare Skammerens Datter-vibes. Snigmorderen Zynn og kejseren Palasander mødes, som profetien har forudsagt, og skal sammen blive enige om, hvad der skal ske med menneskeheden. Både Zynn og Palasander er tranzends; mennesker, der kan styre et bestemt aspekt af livet. Deres særlige evner gør dem magtfulde, hvorfor de nu sidder med denne beslutning.
Zynn er ikke overbevist om menneskets videre færd, og for at de to kan blive enige, skal Zynn dele sin historie.
Jeg håbede – forventede – at blive involveret i deres filosofiske tanker om menneskeheden, om bevidsthed, om livets værdi og intethedens potentiale. I virkeligheden er disse overvejelser langt mere subtile i romanen. Frem for de store diskussioner, er samtalen mere en monolog: Zynn deler sin historie med Palisander. Selvom historien, stederne, karaktererne er en velformet fantasy historie, så manglede den det filosofiske element, som jeg var blevet lovet. Der er action, moraler, forskellige religioner, kulturer, mystiske evner og twists, og i bund og grund et velfungerende plot og en spændende præmis.
Alligevel var jeg ikke udelukkende begejstret. Bogen er Zynns historiefortælling, og hvor dette er en god måde at sikre et specifikt narrativ, skabte det også en distance. Vi oplever ikke historien, vi får den forklaret. Frem for at have tillid til, at læseren nok skal forstå, bliver Zynns fortælling til Palasander en undskyldning for at udpensle dele af især kultur, religion og baggrund i den verden, vi befinder os i.
Bagsideteksten ender med ”For hvad vil det i det hele taget sige at være menneske – og er menneskeheden overhovedet værd at bevare?” Det er en vanvittigt interessant tanke, og jeg tror virkeligt der kunne komme en vild diskussion ud af det. Dog forblev diskussionen pakket godt ind, og frem for en hybrid mellem fantasy og filosofi, føltes det som en ganske almen fantasy-roman til en lidt yngre målgruppe end jeg selv.
Den kan helt sikkert noget, men mine forventninger og selve oplevelsen matchede bare ikke rigtigt. Dog vil jeg sige, at hvis man er til en solid gang ungdoms-fantasy med alle de klassiske elementer, så er Intethedens tegn et rigtig fint bud.
ord om _ 