Ord om Undtagelsen

Til de af jer, der ikke kender konceptet Månedens udfordring, er det kort fortalt, at vi her på Ord om_ skiftes til at give hinanden en læseudfordring. De af jer, der mangler inspiration til læsning, kan eventuelt påtage jer samme udfordring, eller finde inspiration i de tidligere udfordringer (se vores challenge-highlight på insta). Selvom det denne gang var Birgitte, der skulle tildele mig en udfordring, havde jeg selv et forslag, der blev taget pænt imod – nemlig “at læse en bog, der er aktuel på skærmen”. Jeg havde allerede en idé om, hvilken det skulle være; nemlig Christian Jungersens Undtagelsen.

Bogen
I romanen følger vi skiftevis Iben, Malene, Anne-Lise og senere Camilla, som alle arbejder sammen på Dansk Center for Information om Folkedrab. En dag modtager Malene og Iben hver en trusselmail, og nu begynder paranoiaen – for hvem har sendt dem? En af aktørerne i de folkedrab, de skriver om på centeret? Eller er det i virkeligheden en kollega?

Psykologiske thrillere er mit jam. Jeg elsker tvetydigheden, usikkerheden, den potentielle fare alle vegne. Dog skulle jeg lige et stykke ind i bogen, inden jeg blev helt fanget. Karakterer, deres baggrunde og holdninger blev til tider refereret mere, end de blev oplevet, og det fungerede ikke for mig. Dertil kom der meget information om forskellige folkedrab, som jeg i starten fandt irrelevant for plottet.
Jeg tog fejl. I virkeligheden udforsker bogen begrebet ondskab på en utrolig intelligent måde. I makroperspektiv undersøges folkedrab, i mikroperspektiv mobning på arbejdspladsen. Nogle af centerets artikler om “ondskabens psykologi” omhandler de faktorer, der leder folk til at handle mod deres moralske overbevisning, og disse faktorer ses i samme skala, når det omhandler kvindernes opførsel overfor hinanden på kontoret. Det er vildt ubehageligt at læse, men også vanvittigt fascinerende. Det eskalerer – selvfølgelig gør det det – og jeg var vild med det!

Bogen er en skønlitterær roman, men samtidig også en filosofisk udforskning af ondskaben i mennesket; om det er mere reglen end undtagelsen, at man handler i egen favør, uanset hvad konsekvensen end måtte være for andre. Romanen som værk var der delelementer af, jeg ikke var komplet hype over, men som helhed kan jeg ikke slippe den. I sit eget efterspil er den fantastisk.

Filmen:
Jeg kunne ikke lave et indlæg over “en bog, der er aktuel på skærmen”, uden at se selve adapteringen – en undskyldning for at gå i biografen, eller en dedikeret, hårdtarbejdende litteraturanmelder? Your call.
Filmen var god; den var faktisk rigtig god. Dog har jeg efterhånden lært, at man bør se filmen før man læser bogen; som oftest er bøgerne overlegne, og derfor undgår man skuffelsen ved at nedgradere til et filmisk værk efter det litterære. Filmen er en lille, kort appetizer, bogen er en treretters menu. Jeg gjorde det forkert denne gang.

Ikke at jeg blev skuffet, men jeg bliver altid usikker på andres vegne – forstår de overhovedet problematikkerne, eskaleringen, karaktererne, når halvdelen af bogen er røget i svinget i et forsøg på at holde filmen på under to timer? Min kæreste nikkede ja, bekræftede, at den var god, og vi blev ved med at diskutere begrebet ondskab, lige til vi lagde os til at sove. Filmen fanger det relevante og præsenterer karakterernes mørke historie på smukkeste vis. Alt i alt var det en meget veludført adaptation af bogen – som dog må siges at være filmen overlegen, som bøger jo næsten altid er.

//Caroline

Hvor intet bryder vinden

Månedens udfordring: Juni

Caroline har i denne måned udfordret mig til at læse en genre, jeg normalt ikke ville læse. Jeg var omkring lidt forskellige idéer, men valgte i sidste ende Leonora Christina Skovs Hvor intet bryder vinden, som længe har stået og pyntet på min bogreol.

Argumentet for at vælge bogen til udfordringen var, at jeg gerne ville læse en krimi. Romanen var en del af et valgfrit pensum, da jeg havde et fag om krimigenren på universitetet. Den spiller helt klart også op til vores forventninger til krimien. I bogen får syv kreative danskere og akademikere et rejseophold på øen Stormø, hvor de hver især kan arbejde på deres forskellige projekter, men – og nu citerer jeg bagsideteksten ”Stemningen [på øen] bliver hurtigt anspændt, og da en af dem forsvinder i skoven, og en anden falder i døden, indser resten, at noget er helt galt. Er der en morder iblandt dem? Og hvem er næste offer?”

Bagsideteksten får mig til med det samme at tænke krimi, selvom der egentligt ikke står nogen steder, at Hvor intet bryder vinden er en krimi. I nedenstående dykker jeg lidt ned i, hvordan man kan kategorisere romanen som krimi – og hvordan man på en måde ikke kan

(Nedenstående indeholder spoilers)

Krimielementer

Der er ingen tvivl om, at romanen indeholder krimielementer. Hvor intet bryder vinden er nærmest bygget op på Agatha Christies En af os er morderen fra 1939. I Christies roman får ti personer tildelt et ophold på en øde ø ud for Englands kyst. Her anklages de af en ukendt stemme for et mord, de hver især skulle have begået. På øen bliver gæsterne dræbt en efter en, og de overlevende begynder herefter at gå på opdagelse, mistænke hinanden og stille spørgsmål. I Christies roman får vi til sidst morderens tilståelse i en flaskepost.

Hvor intet bryder vinden er en moderniseret version af Christies roman. Handlingen er henlagt til en fiktiv ø ud for Esbjergs kyst. Ligesom i En af os er morderen inviteres gæsterne til et ophold på øen for derefter at forsvinde en efter en. I Christies roman dropper hun en række hints til karaktererne om deres snarlige endeligt igennem ti små porcelænsfigurer, som smadres en efter en som karaktererne forsvinder. I Skovs roman er figurerne repræsenteret i de fajance hunde, som findes på hvert værelse. Vi får også information om, hvorfor karaktererne er på øen. Hos Christie anklager en ukendt stemme gæsterne for at have begået et mord, hos Skov er anklagen mere diskret. Hun lader et reb falde fra loftet som henvisning til to dødsfald, som har fundet sted forud for opholdet.

Hvor intet bryder vinden minder om det klassiske mordmysterie alá Agatha Christie, men der er også væsentlige forskelle. Hvis vi skal gå helt i genre-mode, er krimien defineret ved at handle om opklaringen af en mordsag. Det er altså ikke nok, at der sker et mord, det skal også opklares, og den opklaring skal være central for bogens plot. Jeg vil vove at påstå, at ingen af dødsfaldene i Skovs bog bliver opklaret, heller ikke selvom vi får en skriftlig tilståelse til sidst. Tilståelsen afslører identiteten på den person, som har invitereret dem til øen og forklarer hvorfor gæsterne blev inviteret, det er alt.

En gotisk spøgelsesfortælling

Skovs roman giver også vibe af den gotiske fortælling. Den gotiske fortælling viser en eller flere karakterers subjektive oplevelse af en række begivenheder. Den oplevelse er præget af manglende orden, forfald, undergang og uløselighed.

Lad os se nærmere på det:

Det subjektive: i romanen skifter vi hele tiden imellem de forskellige karakterers perspektiver. Det skiftende perspektiv hjælper os med at kunne stykke sammen, hvordan personerne er forbundet med hinanden. Skiftet bidrager med en fragmenteret feeling, som også er kendetegnende for den gotiske fortælling. Det fragmentariske og subjektive er også til stede i nogle ufærdige tekster en af gæsterne arbejder på og i tilståelsesbrevet.

Forfald: Forfaldet i den gotiske fortælling kan vise sig i form af fysisk, mentalt og moralsk forfald. I Hvor intet bryder vinden viser det fysiske og mentale forfald sig igennem dødsfaldene og Joachims (en af gæsterne) depression, som han behandler med lykkepiller. Det moralske forfald er repræsenteret i den måde gæsterne, hver især har behandlet Marcella Storm (no spoilers).  

Undergang: Det som gør gotikkens fortælling uhyggelig er fortællerens (eller hovedkarakterens) følelse af, at vedkommendes tilintetgørelse er nær, og at der ikke er noget at gøre ved det. Døden er selvfølgelig et eksempel på denne tilintetgørelse, og den er til stede over det hele: Poul Erik spekulerer over, hvordan man kan dø på øen, og folk forsvinder. En af gæsterne Anne arbejder desuden på et projekt, hvor hun skaber Sodoma og Gomorra i papir (Sodoma og Gomorra var to byer i Biblen, som blev tilintetgjort af Gud for deres synder).

Uløselighed: I Hvor intet bryder vinden er enden nær, og der er intet de kan gøre ved det. Det er ikke til at slippe væk fra øen, hvor der hverken er mobilsignal eller mulighed for at komme ved færgen væk. Nogle af karaktererne finder desuden en kirkegård med gravsten med deres egne navne på. En anden ting ved uløseligheden er desuden, at man står tilbage som læser med en række spørgsmål, man aldrig får besvaret. Det ville man aldrig se i en klassisk krimi som Agatha Christie, hvor alle sporene samles i sidste ende.

Hvor intet bryder vinden er en god bog, men altså jeg må også bare konstatere, at jeg failede min challenge lidt, hvis målet var at læse en krimi   

//Birgitte

Meter i Sekundet af Stine Pilgaard

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Gutkind.

I virkeligheden er der noget vildt tidstypisk ved Stine Pilgaards tredje roman Meter i Sekundet. Her introduceres vi for hovedpersonen jeget, som flytter med sin kæreste og deres etårige søn til den vestjyske by Velling, da kæresten får job på en højskole. Jeget kæmper med at finde sin plads i det lille samfund. Hun er ikke en del af højskolen som sådan. Hun er bare sin kærestes påhæng. Samtidig mestrer hun ikke den vestjyske samtale, hvor kortfattethed er key, og alle taler i afbrudte sætninger og faste vendinger.

Ingen skriver som Stine Pilgaard

En hovedperson der kæmper med sit liv i de små byer, hvor ingen er i stand til at føre en samtale: tjek. En skrigende unge, der ikke vil sove om natten og forældre der morer sig med fantasier om hævn ud i fremtiden for at illustrere, at 1) det at være forældre ikke er en dans på roser 2) at forældre også er mennesker. Temaerne er genkendelige, men ingen skriver som Stine Pilgaard.

I Meter i Sekundet demonstrerer hun virkeligt sin sproglige kunnen. Hun er en fantastisk dygtig observatør, som skildrer hverdagens små og store problemer med sproglig præcision og humoristisk sans. Man griner faktisk højt, når man læser bogen – og det sker altså sjældent for mig! Samtidig mestrer Pilgaard de forskellige genrer, når hun ubesværet veksler imellem sangtekster, brevkasse og prosa. Prosaen er fuldstændigt renset for poesien, som til gengæld får sin plads i de atypiske brevkassesvar og i sangene. Romanen handler i høj grad om genrer. Jeget beundrer Anders Agger, fordi han er dygtig til at samtale med mange forskellige mennesker i forskellige samtalegenrer. Brevkassen og sangteksterne demonstrerer på finurlig vis, hvordan poesiens former rummer svar på livets spørgsmål, som ellers ikke er tilgængelige for os.

Samtalesorg og samtaleskam

Det er sproget og dets underkategorier, der er i centrum i romanen. Både glæden ved sønnens begyndende sprog men også den ensomhed, der opstår, når man er ude af stand til at kommunikere med de personer, man er tæt på. I bogen kaldes det så fint for “samtalesorg”.

Jeget har det svært med den vestjyske jargon. Hun har svært ved at fange nuancerne og de faste vendingers underliggende betydninger, som altid forblive usagte. Tavsheden er særligt svær at afkode. Vestjyder taler ganske enkelt mindre, end hun er vant til, og hun har svært ved at finde ud af, hvilken betydning den har for hendes spirende venskaber. Den er ildevarslende og utryg. Jeg er selv fra Vestjylland, faktisk fra en af små byer hun nævner, og jeg kan 100 % genkende portrætteringen. Men som en insider vil jeg også tillade mig at vende den rundt. Jeg synes ligesom Pilgaards hovedperson, at den mellemmenneskelige stilhed kan være ubehagelig. Den kan opleves som en social falliterklæring, som det er tilfældet for jeget i romanen. For mig personligt føler jeg det sommetider som en personlig falliterklæring. At man ganske enkelt ikke er interessant nok til at holde en endeløs, stimulerende samtale gående. Hvis Pilgaards personer oplever samtalesorg, så lider jeg af samtaleskam. I modsætning til mange andre romaner, som også handler om provinsens kommunikative kortslutning, er romanen ikke fordømmende overfor de umælende landsbyboere. De er formet af det landskab de er en del af – og de er gode nok. Det dulmer samtaleskammen.

Samtalen findes

Og samtalen etableres alligevel på sin egen forunderlige vis, om end denne samtale ikke er storbyens. Måske fordi mennesker trenger mennesker, som de ville sige i Skam.

Jeget oplever på en gang at stå uden for, men finder også et fællesskab og en funktion i Velling. Hun besvarer breve i lokalavisens brevkasse, bliver et fast inventar ved den lokale køreskole og indgår på en mærkelig måde i fællesskabet på højskolen, ved sønnens dagpleje og med sine nye venner Krisser fra mødregruppen og Sebastian, som er påhæng ligesom jeget. Pilgaards hovedkarakter rummer både fællesskab og ensomhed. De to ting kan godt være til stede samtidig, og det er der noget forfriskende i.

//Birgitte

Om nytårsforsæt for 2020 (writers edition)

Det eneste nytårsforsæt jeg har – og måske mere et mål end et forsæt – er, at jeg skal skrive min roman færdig. Hvilken roman spørger du nu, og hvordan går man overhovedet til sådan et projekt? Skal vi lige tage en snak om det? (Læs; her kommer en monolog fra en forfatter in spe).

Følger I med på vores instagram? I så fald vil nogle af jer have opdaget mit igangværende romanprojekt. Det er et projekt, der har været længe undervejs (tre år, host host) – men jeg begynder nu at kunne se en ende på det. I december skrev jeg slutningen på bogen, efter en samtale med noget så leverpostej som jobcenteret. Kvinden på kontoret, hvor jeg blev placeret, var min motivation. Mine ambitioner om at blive forfatter – og om at kunne leve af det – væltede ud af min mund, og hun greb ordvandfaldet med en skål formet af hænderne. Hun anerkendte det. Det var det, der skulle til. Jeg satte mig på en café og skrev den færdig.

Selvom den jo ikke er færdig. Jeg sidder nu med en kladde af romanen, et første udkast af en ægte bog. Nu begynder en kæmpe redigeringsproces, som på den ene side virker komplet uoverskuelig, på den anden side fandens nem. Nu har jeg arbejdet med karaktererne, plottet, temaerne i evigheder, hvilket gør det her til slutspurten. Jeg har endnu et halvt år, hvor jeg er i et mentorforløb på Dansk Talent Akademi, og jeg har min skrivegruppe, som måske et mit vigtigste skriveredskab, og de skal hjælpe mig, som de altid gør. 
Jeg har prøvet at dele det op – at markere alle de steder, hvor jeg skal skrive nye scener, hvor jeg skal ændre eller tilføje noget, og skrevet noter til mig selv om småting, jeg skal huske undervejs (fx at det er forår, ikke efterår, at Hannah skal lyde mere overbevisende, når hun lyver, og at jeg skal nævne Leos fyldepen). Det er lettere at gå til det med en lille opgave ad gangen (næste stop; én scene, der skal skrives til fra side 47) frem for at sidde og stirre på alle de røde klistermærker, der markerer større ændringer. Jeg forsøger på alle måder at gøre det overskueligt for mig selv.

Det er den ene del – at gøre den færdig. Den anden del er at sende den ind til et forlag. Et faktisk forlag med faktiske redaktører og en faktisk mulighed for at blive udgivet. Det er to forventninger jeg har til mig selv, for det er mig der styrer de to ting. Hvordan den bliver taget imod, og om der overhovedet er nogen der vil udgive den (pleasepleaseplease), det er ude af mine hænder. Selvom min ønsketænkning indebærer, at jeg i år 2020 bliver antaget af et forlag, så er det ikke en forventning eller et mål. Det er et håb. At skrive bogen til, at rette den og at sende den til nogen, der har mulighed for at gøre mere ved den, det er til gengæld op til mig, og jeg ser det som min vigtigste opgave i år.
Det betyder også, at skriveriet igen i år kommer til at fylde meget for mig, og jeg vil gerne dele den proces herinde. Hvordan redigering foregår, hvordan jeg bruger henholdsvis min mentor og min skrivegruppe, hvordan jeg skriver og hvad man skal gøre, når man sender et manuskript ind. Det er nemlig det, jeg skal bruge min tid på. Og når dette indlæg er udgivet og jeg har taget et billede til instagram (det vil sige nu, hvor du læser dette), er jeg igen i gang med at redigere den. Min bog.

//Caroline

Ord om Maren Uthaugs En lykkelig slutning (2019)

Følgende indeholder spoilere fra Maren Uthaugs En lykkelig slutning (2019)

Om tre dage er det juleaften. Vi skal voldhygge os, så det næsten bliver for meget. Bægeret flyder over. Vi brækker os på den der Family Guy-agtige måde. Får du lyst til at give følelsesregistret en lille rystetur og bytte det hyggelige ud med det uhyggelige, kan du læse Maren Uthaugs bog En lykkelig slutning. En fremragende slægtsroman, som følger en københavnsk bedemandsfamilie i syv generationer.

En klassisk spøgelsesfortælling – og så alligevel ikke

Det vrimler med spøgelser i En lykkelig slutning. Fortælleren Nicolas og hans familie hjemsøges af fortiden. Slægtshistorien beretter om en familie i afvikling. De er en familie af afvigere med hver deres individuelle særhed. Samtidig er de en del af et mønster: hvert førstefødt drengebarn døbes Christian, Nicolas er undtagelsen. Generationerne er skæbnebestemt til at gentage mønsteret. Det er det, der er uhyggeligt. Skæbnen har taget i dem. Nicolas forsøger at genvinde kontrollen. Det bliver en regulær dødsdom over familien.  

Det skaber en følelse af uhygge at vi ved, at slægten er dødsdømt fra første afsnit. Samtidig bidrager de mange troper fra den klassiske spøgelseshistorie til følelsen af uhygge. Bogen vrimler med dobbeltgængere, gengagere, spøgelser, ritualer, besættelser og afvigere. Der er en atmosfære af død og forfald overalt. København er vidne til et hav af sygdomsepidemier og krige i løbet af fortællingen. Nicolas’ mor og husholdersken Helga flytter ind i en forladt lejlighed, hvor det før i tiden vrimlede med spøgelser, og afdødes ting stadig står, som da de levede.

Familiens medlemmer lader sig imidlertid ikke forskrække heraf. Det skyldes måske, at deres forhold til døden er blevet for intimt. De bruger unaturligt meget tid med døden. Det som vi normalt forbindes med uhygge, er det ikke for hovedkaraktererne. For Christian 4 er spøgelserne hans følgesvende i et ensomt liv. Familien lider af en kollektiv dødsfascination. Nicolas er nekrofil, Christian 6 slår familiens kæledyr ihjel, og Nicolas’ mor flytter ind i de afdøde familiemedlemmers efterladte lejlighed. Maren Uthaug illustrerer hermed fint, hvordan vores forhold til død og uhygge ikke blot er kulturelt bestemt men også individuelt.

Det uhyggeligt komiske

Jeg så Maren Uthaug fortælle om bogen i DR-programmet Vild med bøger. Her gik diskussionen på, hvorvidt bogen var komisk eller ej. Dramatiker og forfatter Hassan Preisler mente ikke, bogen var morsom, og jeg var tilbøjelig til at give ham ret på daværende tidspunkt. Der er imidlertid momenter i bogen, som er komiske. Som spøgelset Jacob, der besætter andre mænd, så han kan få sex. Men generelt bidrager det komiske til den uhyggelige atmosfære. I bogen er det ironiske til tider bærer af et varsel om undergang. Bedemandsforretningens motto citerer salmen ”Dejlig er jorden” med verset ”Slægt skal følge slægters gang”. Citatet rummer et løfte om en fremtid. Men den fremtid indfries ikke. Og så er der bogens titel En lykkelig slutning. Hvis den da skal læses ironisk. Den rummer i hvert fald ironiens uhyggelige tvetydighed. Jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvad jeg skal tænke.

// Birgitte

Ord om bøger som tankeeksperimenter

For nogle år siden faldt jeg over en flot bog i en genbrugsbutik. Det er i sig selv ikke noget nyt. Den første tiltrækning var det visuelle – den anden tiltrækning var titlen; Mr. Y’s Forbandelse (på engelsk; The end of Mr. Y (og ja, jeg har den både på dansk og engelsk nu)). Det er nu heller ikke noget nyt – alt der lyder magisk eller okkult suger mig direkte ind, og bogen kom med mig hjem. Det der var nyt, var den tanke bogen forlod mig med, da jeg var færdig med den.

Kort og godt handler bogen om en bog, der er forbandet. Den forbandede bog er et tankeeksperiment over idéen om, at der er et sted kaldet Troposfæren, hvorfra man kan tilgå en fælles bevidsthed. Vores hovedperson, som læser den forbandede bog, får herefter selv adgang til Troposfæren.

Som læser bliver Mr. Y’s Forbandelse (i et metaformat) et konkret tankeeksperiment, hvorfra filosofier og idéer omkring fælles bevidsthed bliver undersøgt, og hvor rum og tid eksisterer på en ny måde. Der bliver taget en abstrakt filosofi – hvad nu hvis vi kunne få adgang til en fælles bevidsthed? – som herefter bliver specificeret og konkretiseret ned i en fiktiv manifestation af netop dette.

Dette indlæg skal ikke være et referat eller en anmeldelse af bogen. Til gengæld blev bogen en måde for mig, hvorpå jeg kunne forstå andre bøger. En åbning til bøgernes fælles bevidsthed, om man vil. For enhver bog starter med et ‘hvad nu hvis’. Hvad nu hvis en pige forelsker sig i en vampyr? Hvad nu hvis en dreng opdager, at han i virkeligheden er en troldmand? Hvad nu hvis man ikke kunne kende forskel på mennesker og menneskelignende?

Den resterende historie bliver en undersøgelse af, hvordan det ville være. Hvordan ville pigen reagere, hvordan ser troldmandsverdenen ud, hvordan lever de to menneskeformer side om side, og hvori ligger forskellene på dem? Det er det vi kalder fiktion. Det er opfundet, det er ikke virkeligt. I sin definition er et tankeeksperiment en måde at tænke konsekvenserne igennem ved en given hypotese eller teori, et forestillet eksperiment, der ikke kan lade sig undersøge i den virkelige verden. Vil det sige, at jeg nu vil erklære al skønlitteratur for værende tankeeksperimenter? Objektivt nej, subjektivt ja. For det meste er bøgerne, blot til for underholdningens skyld, men der er et sted, en genre, hvor tankeeksperimentet bliver langt mere tydeligt, foruroligende og relaterbart; nemlig i science fiction.

Det er ikke alles kop te, men det er på alle måder min. Science fiction bliver et direkte tankeeksperiment over fremtidens potentialer. Tænk på George Orwells 1984. Overvågning og kontrol bliver udvidet i en sådan grad, der kan virke absurd – og så alligevel. Sci-fi bliver tit en eskalering af en given praksis, et specifikt samfund, et produkt eller en teknologi, som, i store træk, udfordrer bagsiden eller ekstremen ved denne. Ja, det er underholdning, og ja, det er sjovt at læse, men der er hele dimensionen i det faktiske potentiale og de mere filosofiske undertoner, der bliver undersøgt og overvejet undervejs. Giver det mening?

Jeg ved ikke, om man kan kalde alle bøger for tankeeksperimenter i ordets definitive forstand, og jeg ved ikke om al sci-fi overhovedet passer ind i den måde at læse dem på, men med den bevidsthed; at bogen er en manifestation af en undren, en filosofi, en frygt, en drøm, der bliver konkretiseret som værende en konkret (fiktionel, bevares) historie, det sætter mit hoved på arbejde på en anden måde, og det er pirrende.

// Caroline

Om at være læsende

Bloggen handler om læsning og skrivning om læsningen, så hvorfor ikke starte med, hvem vi er som læsere. Der er ikke én måde at læse på. Vi forandrer os som læsere over tid, er ikke den samme på forskellige dage eller i forskellige kontekster: vi læser et Strunge digt på en anden måde end vi ville læse undertekster eller et vejskilt fx. Når vi lærer at læse afkoder vi ord, som bliver til sætninger med mere eller mindre kompleks mening, som relaterer sig til den verden, vi er en del af.

Birgitte:

Jeg husker tydeligt den første roman, jeg læste: Harry Potter og Fangen fra Azkaban. Plottets spænding, humoren og de velskrevne karakterer fangede mig med det samme. Jeg ønskede brændende at det var sandt, at Rowlings univers faktisk eksisterede. Mit barnejeg drømte sig væk i fiktionens verden og kampen mellem det gode og det onde og ønskede inderligt, at mit Hogwartsbrev ville komme.

Jeg har ikke følt på samme måde om nogen anden bogserie, selvom jeg i mine teenageår var begejstret for Twilight-bøgerne (rip) og Hunger Games-trilogien. Harry Potter vender jeg fortsat tilbage til. Jeg connecter med andre voksne over bøgerne. Jeg kender universitet indgående men bliver samtidig ved med at opdage nye ting. Der gik mange år før jeg så, at Harry Potter i virkeligheden er en allegori på jødeforfølgelsen, og da jeg intenst studerede døds- og sorgrepræsentationer i litteraturen på uni, opdagede jeg, at Harry Potter i virkeligheden handler om døden.

Jeg læste Harry Potter, før jeg lærte at læse på den der intensive uni-agtige måde, hvor man vejer alle ord og betydninger og sætter teksten i relation til en teori – det kunne være Foucault eller Freud. Det er en hård mental øvelse, men man kommer ikke desto mindre tættere på teksten. Samtidig bremser det læselysten, fordi det føles som arbejde – det er opslidende at tænke 24/7. Mindre kan også gøre det. De bøger jeg senest har læst, som har engageret mig mest, taler til mig følelsesmæssigt og etisk fx Kristian Bang Foss’ Frank vender hjem og Veronika Katinka Martzens Jeg bruger min krop som et møbel. Begge balancerer imellem det komiske og det tragiske og kalder på læserens stillingtagen. Det er en kæmpe kvalitet.

Læsningen er også en oplevelse. Derfor: fyr den af med at læse, og tag det med, du kan. Når jeg tænker tilbage på lille niårige mig med min Harry Potter-bog, så husker jeg først om fremmest stemningen: at ligge på maven på sofaen i mine forældres kolonihavehus med bogen foran mig, mens mine forældre puslede i køkkenet og en støvet stribe sollys faldt ind igennem vinduet og varmede mig. 

Caroline: 

Det kan i virkeligheden starte i alle aldre, men jeg husker bedst da jeg begyndte med W.I.T.C.H.-bøgerne. Jeg læste også inden det, men det er de første bøger jeg husker at have elsket, sådan rigtigt. De startede som tegneserier, hvor det primært er det visuelle der er i fokus med dertilhørende tekst, men udviklede sig, sådan som det læsende individ selv gør. Billederne fylder mindre, ordene fylder mere. De er ikke bare sorte tegn mod hvidt papir, det er hele verdener og historier. Ordene kan ramme dybere end bare hovedet eller hjertet, med en god historie – de kan fylde mig op ind i knoglerne.

Overdrivelse fremmer forståelsen og klichéerne lever i bedste velgående, både i bøgerne og lige her. Man kan sagtens læse uden at hungre. Man kan læse SoMe-tekster, nyhedsartikler, filmanmeldelser. Det er også at læse. Alligevel adskiller sammensætningen og intentionen bag ordene sig på alle planer sig. Det handler ikke om hvorvidt du sidder med en finlitterær elitær roman, eller om det er en beskeden chick-lit. Det handler om oplevelsen. Det ved du, hvis du læser.

Det handler om fordybelsen. Om at give sig selv til bogen; at give sin tid, sin koncentration, sin fantasi. Fiktionen eksisterer kun i kraft af læseren. Indtil du læser, indtil oversættelsen fra enkelte bogstaver til hele historier, i dig, er der intet. Stephen Hawking beskriver i sin bog Om at skrive bøger som tidsrejser. Ikke bare i den forstand, at man bliver suget ind i en anden tid, hvor historien eksisterer; faktiske tidsrejser. Dette skriv er skrevet i min nutid, hvilket er din fortid; men den bliver læst i din nutid, det vil sige min fremtid. Hvem sagde, at bøger ikke er magiske?

Hvis du er læsende, vil du forstå. Hvis du ikke er, vil jeg invitere dig til at prøve at læse – også selvom den sidste bog du læste, var under tvang i niende klasse. Overvej hvad du kan lide, spørg om de har noget om det på biblioteket eller hos boghandleren – who cares om det er om drager eller romantik eller død eller sex. Jeg lover dig, de har det. Hvad har du at miste?