Tag: debut

Ord om ”Intethedens Tegn”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Snepryd]

En ældgammel profeti er ved at blive opfyldt, og en snigmorder og en kejser skal nu afgøre menneskehedens fremtid. Intriguing? Meget.

Vi er ude i en fantasy-roman, men jeg kan ikke vurdere målgruppen: den er skrevet ret ungt, og jeg får helt klare Skammerens Datter-vibes. Snigmorderen Zynn og kejseren Palasander mødes, som profetien har forudsagt, og skal sammen blive enige om, hvad der skal ske med menneskeheden. Både Zynn og Palasander er tranzends; mennesker, der kan styre et bestemt aspekt af livet. Deres særlige evner gør dem magtfulde, hvorfor de nu sidder med denne beslutning.

Zynn er ikke overbevist om menneskets videre færd, og for at de to kan blive enige, skal Zynn dele sin historie.

Jeg håbede – forventede – at blive involveret i deres filosofiske tanker om menneskeheden, om bevidsthed, om livets værdi og intethedens potentiale. I virkeligheden er disse overvejelser langt mere subtile i romanen. Frem for de store diskussioner, er samtalen mere en monolog: Zynn deler sin historie med Palisander. Selvom historien, stederne, karaktererne er en velformet fantasy historie, så manglede den det filosofiske element, som jeg var blevet lovet. Der er action, moraler, forskellige religioner, kulturer, mystiske evner og twists, og i bund og grund et velfungerende plot og en spændende præmis.

Alligevel var jeg ikke udelukkende begejstret. Bogen er Zynns historiefortælling, og hvor dette er en god måde at sikre et specifikt narrativ, skabte det også en distance. Vi oplever ikke historien, vi får den forklaret. Frem for at have tillid til, at læseren nok skal forstå, bliver Zynns fortælling til Palasander en undskyldning for at udpensle dele af især kultur, religion og baggrund i den verden, vi befinder os i.

Bagsideteksten ender med ”For hvad vil det i det hele taget sige at være menneske – og er menneskeheden overhovedet værd at bevare?” Det er en vanvittigt interessant tanke, og jeg tror virkeligt der kunne komme en vild diskussion ud af det. Dog forblev diskussionen pakket godt ind, og frem for en hybrid mellem fantasy og filosofi, føltes det som en ganske almen fantasy-roman til en lidt yngre målgruppe end jeg selv.

Den kan helt sikkert noget, men mine forventninger og selve oplevelsen matchede bare ikke rigtigt. Dog vil jeg sige, at hvis man er til en solid gang ungdoms-fantasy med alle de klassiske elementer, så er Intethedens tegn et rigtig fint bud.

//Caroline

Ord om ”Jeg hedder Folkví”

~ Caroline ~ 1 kommentar

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Gutkind]

Begejstring, nervøsitet og forløsning – det var den rutsjebane jeg oplevede, da jeg så, at Maria Hesselager udgav sin debutroman hos Gutkind. Her er mine faktiske tanker:

  • Begejstring: Jeg kender Maria! Hun var min skrivementor på DTA, og hjalp mig til at færdiggøre min første roman, Carnivora. Hun er fagligt dygtig, en skøn formidler, velreflekteret og super intelligent – det kan kun blive godt! *Skriver straks for at få et anmeldereksemplar*
  • Nervøsitet: Vent, hvad nu hvis jeg ikke synes om bogen? Det er altid svært at skrive kritisk om bøger, der ikke falder i ens smag, så det bliver jo kæmpe svært, hvis det endda er en man kender! Fandme en dårlig idé, Caroline.
  • Forløsning: Are you kidding me, den er vitterligt fantastisk! Den minder om første del af Rosarium af Charlotte Weitze – som jeg ELSKEDE – og dertil tilsat et drys Vikings. Både dramatisk og poetisk, fyldt med store følelser, bedrag, forbudt kærlighed og mystik. Jeg er så glad!

Vi befinder os i Vikingetiden, og følger den unge Folkví og hendes bror Áslakr. Deres tætte forhold bliver sat på prøve, da Áslakr forlover sig, og Folkví sygner hen i jalousi og vrede. Romanens nutidsspor bliver suppleret fortidens hændelser, og hele tiden lærer vi de to søskende bedre at kende, mens tragedierne rammer dem hver især. Der er en stor distance mellem deres higen og realitet, begge kæmper de en kamp for at nedlægge den distance. Spørgsmålet er, om det er det værd – og om de nogensinde når det?

Jeg hedder Folkví er på mange måder en tragisk historie, men også en smuk en. Sproget er dragende, og hele bogen føles som et drømmespind, sommetider let og fint, andre gange tungt og kaotisk. Vi følger mørket i de to, mørket der lever i Folkví og kravler over i Áslakr. Både omgivelser og følelser er så simpelt og sikkert beskrevet, at de mindste ting får stor tyngde, ordene rummer en dybde, jeg sjældent oplever.

Specielt var Folkvís ikke altid særligt sympatiske væsen forunderligt, både i dets arrigskab og sårbarhed. Hendes usikkerhed i vølve-gerningen, hendes boblende glæde med dem hun elsker, hendes halvhjertede forsøg på at opretholde hierarkiet blandt de arbejdende, hendes store og altædende savn til dem, der forlader hende – de mange facetter gør hende til en vildt interessant karakter. Det gør romanen til et reelt drama, der manifesterer sig i krop og sjæl.

I bogens midte dukker Nornerne op, som en menneskelig opdeling mellem Folkví og Áslakrs historier. Deres opgave, at flette skæbnetråde, bliver præsenteret som et snørklet foretagende, og bogen er opbygget på samme måde: skæbnetråde af forskellige tider, erindringer, handlinger skaber et samlet værk, en helhed der er større end sine enkeltdele. Det der kan forekomme kaotisk på grund af menneskets sammenfiltrede historie, men leder alle i retning af enden.

Og selvom alt bevæger sig mod enden, stille men stødt, er intet som man forventer det.

//Caroline

Ord om Velvet Morning

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Brændpunkt]

Det er ikke kun omslaget, der imiterer en lavalampe – bogens indre gør det samme; der er ikke noget mål, ikke nogen retning, bare løsrevne brudstykker af en helhed, der forsøger at leve deres eget liv, før de igen bliver opslugt af det resterende lyserøde materie. Silke forsøger at løsrive sig, samtidig med hun igen og igen oplever, hvor afhængig hun er af andre. Hun opsluges af rastløshed, men hun er langt fra den eneste. Aida, Silkes nye veninde, kæmper endnu mere, hun eksisterer i ekstremerne, der essentielt set er hendes tryghedszone.

Velvet morning mindede mig om filmen Ladybird. Det er en coming of age historie om ikke bare en enkelt pige, men en gruppe af mennesker, der stiller spørgsmålstegn til det samfund, de lever i. Hvad sker der, hvis man ikke følger konventionerne, normerne, forventningerne? Det er hele tiden det, karaktererne udforsker. Bogen er én lang stemning, en oplevelse af Camden i 1995, med al den vildskab og kaos ungdommen bringer til bordet, af frygt for tomgang og ensformighed. Det er derfor paradoksalt, at deres evindelige fester og grænseoverskridende adfærd bliver deres egen tomgang, et hamsterhjul, som de sidder mere og mere fast i.

Trine Bøhm skriver meget smukt – hvor jeg først mente, at der var en tand for mange karakterer og beskrivelser, lod jeg mig lidt efter lidt rive med af dem, og nød virkeligt det levende sprog. Fuldskab, skævhed, effekten af utallige stoffer var litterært hamrende fint, og selvom frustrationen over de unges manglende forhold til konsekvenser somme tider drev mig til vanvid, så var det også sigende for deres perspektiv – antiautoritære, antikapitalistiske idealister med en idé om, at det er bedst at live wild, die young.

Selvom idealismen manifesterer sig i en kaotisk tilgang til livet, er der interessante tanker bag, og flere gange har jeg sat streger under Aidas ytringer, der ofte er ret så fine, omend en smule dystre.

“Det er der livet er i al sin enkelthed, én lang opløsning. Vi desintegrerer i slow motion og bilder os selv ind, at vi er udødelige. Vi lever og ånder vores egen død. Det er et faktum.” – Aida om glitrende støvfnug, der danser i sollyset fra vinduet.

Selvom mange af 90’er referencerne røg over hovedet på mig, og selvom en del af karaktererne forblev flygtige bekendtskaber, sidder jeg tilbage med en nostalgisk følelse. Der er noget fint ved det smukke, rolige sprog, og den hektiske, spontane hverdag, der på én gang ikke matcher, og alligevel forstærker hinanden med deres kontrast.

// Caroline

Ord om Øjets anatomi

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Lycius – Forlaget Gladiator]

Jeg forsøgte for nyligt at beskrive indholdet af “Øjets anatomi” til en ven, som herefter konstaterede: Det er en bog om en uempatisk og desperat hovedperson. Hvordan kan du holde det ud?

Svaret er faktisk simpelt; fordi bogen er meget mere end det. Hovedpersonen er mangelfuld på mange planer, hun er bitter og egoistisk, men hun er først og fremmest bange. Bogen er en poetisk beskrevet flugt fra en genetisk disposition, som jeget aldrig kan løbe fra, uanset hvor meget hun prøver. Eskapisme er dragende, men som oftest mere destruktivt end konstruktivt, og det ser vi her.

Kroppens svigt

Lad os træde et par skridt tilbage; for hvad handler bogen overhovedet om? “Øjets anatomi” er en debutroman af Tina Frank, om en kvinde, der langsomt er ved at miste synet. På én gang ønsker hun at gøre noget, at stoppe forværringen, at passe på det, der er tilbage, og samtidig flygter hun ud i verden i en søgen efter et andet liv. Hun svigter sine nære relationer, fordi hendes krop svigter hende. Det er ikke fair, men det er sådan, det er.

Hele situationen gør jeget sårbart, og der skal ikke meget til at slå hende omkuld, selvom hun forsøger at holde sig oprejst ved at finde kræfter i sin vrede. Der er bare ingen, der har fortalt hende, at man bruger meget mere energi på at være vred, og snart slipper kræfterne op. En beslutning skal tages.

Øjets anatomi som modpol til flugten

Den meget almene hverdag bliver et mareridt, og jo mere man forstår årsagerne, jo mere forstår man desperationen. Forfatter Tina Frank har skrevet en meget fin debut, hvor bitterheden dækker over sorg, og hvor behovet for at flygte kommer af den forværring af synet, der er ved at overhale psykens stabilitet. Ser man smerten bag vreden, så ser man også, at hovedpersonen er menneskelig, og det er kan jeg virkelig godt lide. Passagerne om øjets anatomi er en meget konkret måde jeget forsøger at forstå sin situation på, og det meget kropslige bliver en modpol til flugten, hvilket hele tiden skaber en balance; et ønske om at vide, og behov for at forsvinde. De to er svære at sammenholde, og netop derfor er situationen så svær at håndtere for det stakkels, vrede, usikre jeg.

// Caroline

Ord om Sortsyge

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Vild Maskine]

Har du set bogens forside? Hvis ikke, så prøv at google den. Det er vildt smukt. Forsiden matcher bogens indre, det fine, nøgne, sårbare, rå, feminine. Romanen er Cecilie Bødkers debut, men ligeså nysgerrige ordene er, ligeså erfaren føles skriften.

Polyamori skaber nye relationer, situationer, refleksioner
Bogen handler om Freja, der indgår i et polyamorøst forhold med den svenske August. Hans andre relationer, hans elskere, bliver en del af deres forhold, og Freja opsluges af jalousi – af sortsyge, som det hedder på svensk. Hun bliver optaget af de andre kvinder, og kæmper hele tiden en kamp for at være den bedste, samtidig med, at hun har forståelse for, at der ikke eksisterer nogen konkurrence, hvis ikke man selv skaber den.
Grundet det åbne forhold bliver de sammenflettede relationer, samtalerne, de moralske dilemmaer Freja havner i, meget anderledes og skaber en helt ny oplevelse. Den er relaterbar i sine følelser, men ny i sine kontekster; man forstår forelskelsen, jalousien, den masochistiske handling at sammenligne sig selv med andre, konkurrencen i altid at ville være den bedste, den smukkeste. De optræder bare på en ny måde, og med en eskalerende galskab, et vanvid, der ikke kan undviges.

Sammenligningens giftige kultur
Sortsygen viser sig fysisk, for Freja bliver syg af jalousien. Kiloene rasler af hende, hun tvivler på sig selv, sine relationer, alle de ord, der bliver sagt til hende. På et tidspunkt overvejer hun, om hun reelt er ved at blive sindssyg, og som læser eksisterer tvivlen også konstant.
Alt er rod – kærlighed, begær, lyst, og så rod igen. Og igen og igen. Cirkler af destruktiv adfærd, subtile magtkampe, det hele er ødelæggende, og samtidig er det velkendt. Når en person kalder dig “den smukkeste”, sætter vedkommende dig i konkurrence med hele din omverden. Den konkurrence bliver mere og mere indædt, selvom Freja konstant forsøger at stoppe den – men hvordan skal man stoppe en samfundsstruktur? En stereotyp fortælling om, hvad der er godt og smukt og rigtigt? Normalt?


Bogen er god – sådan rigtig god. Den er aktuel, den er moderne i sit udtryk med mails, beskeder og evige insta-stalking, men den tager også teknologien, ungdommen, forelskelsen og svigtene seriøst. Enhver følelse bliver ekstrem, følelserne er sygdommen, og det perspektiv er vanvittigt interessant.

//Caroline