Om at snyde med lydbøger

Jeg er i øjeblikket i gang med årets ottende bog, og jeg er meget stolt over det. Nogle af jer vil synes, at det er mange, andre vil sikkert være langt foran, men her husker jeg mig selv på, at den eneste man må sammenligne sig med, er sig selv.

Kigger man tilbage på de sidste mange, mange, mange år, vil otte bøge nok være det, jeg nåede igennem i løbet af tolv måneder – hvis jeg var god. Jeg kan godt lide at læse, det har jeg altid kunnet, men jeg har ofte været dårlig til at vælge det. Undskyldninger, I ved. Det var faktisk også et af mine nytårsforsæt; at læse mere. Det er det eneste forsæt, der går godt, men det gør mig ingenting. At der i marts overhovedet er et eneste forsæt, der stadig bliver overholdt, det er i sig selv ret vildt.

En af grundene til, at jeg er kommet igennem så mange bøger, er på grund af lydbøgerne. De har halvdelen af æren for, hvor mange bøger, jeg har slugt. Jeg troede ærlig talt ikke, at jeg var lydbogstypen (som om der er en type). Samtidig er jeg dog en af de personer, der gerne har høretelefoner i ørene størstedelen af dagen, om jeg går, er med bussen, vasker op, laver mad, vander planter, you get the drill. Så hvorfor skulle jeg ikke kunne lide lydbøger? Der var et par muligheder; 1) jeg ville skulle koncentrere mig for meget, sammenlignet med når jeg hører musik eller podcasts, 2) oplæseren kunne have en irriterende stemme eller måde at læse højt på og 3) jeg anede ikke, om der overhovedet var nogle bøger, jeg ville synes om at få læst højt.

Jeg prøvede alligevel. Først med Og sådan blev det, dernæst Døden kører Audi (som jeg flere gange fik kaldt Døden kører Ferrari, potato, tomato), så Pigebørn og sidst Hver morgen kryber jeg op af havet. Jeg slugte dem. Jeg vænnede mig til den ene irriterende fortæller, jeg stødte på, og kan ikke engang nu sige, hvorfor han var irriterende. Jeg er omvendt, konverteret, hvad end vi skal kalde det – jeg elsker lydbøger. Jeg føler mig produktiv OG underholdt, og er det ikke det, vi alle sammen ønsker af livet?

Til gengæld føler jeg også lidt, at jeg snyder. Den anden dag talte jeg med en veninde om Pigebørn (som kommer i biografen om meget snart, og som jeg hungrer efter at se), og fik sagt, at “den har jeg netop læst”. Så tøvede jeg. For havde jeg reelt det? Ikke helt, vel? Oplæseren har læst den – jeg har bare lyttet. Jeg kender handlingen fra ende til anden, alle steder, alle karakterer, alle ord, og alligevel føler jeg, at jeg har snydt og ladt en anden gøre arbejdet for mig.

Det her er ikke et indlæg med en færdiggjort refleksion eller en intelligent pointe til slut – det er oprigtigt bare sådan jeg har det. En sværm af tanker og en lille smule dårlig samvittighed somehow. Måske sidder I med det samme, måske er det komplet urelaterbart, but there it is. Jeg stopper ikke med at høre lydbøger (eller, lige nu holder jeg pause, men det er fordi den nye opdatering på eReolen fucker med Android, og jeg venter utålmodigt på, at det bliver fikset), men jeg tænker lidt over, hvordan jeg formulerer det, når jeg fortæller om de bøger, jeg har hørt. Giver det på nogen måde mening? Er jeg alene med det? Meld gerne ind, hvis I har gjort jer nogle tanker om samme emne, så jeg ikke føler mig totalt forkert. Og indtil da vil jeg læse (ægte læse) i Det europæiske forår af Kasper Colling Nielsen lige her i sofaen.

// Caroline

Om bøger der rammer plet (fx Misery af Stephen King) og bøger, der ikke gør (fx Animal Farm af George Orwell)

Et af mine nytårsforsæt var at læse mere – jeg er på den anden side af Harry Potter-tågen (er I snart trætte af at høre om det?), og alle muligheder er åbne. Jeg startede med en bog, jeg var sikker på, jeg ville falde pladask for, fordi de folk, der introducerede mig for den, talte højt og godt om den – Animal Farm af George Orwell.

Sidste år overraskede hans roman 1984 mig, da jeg tilfældigvis hev den med hjem fra biblioteket. Det er en sidenote, men en god en af slagsen, så lad os lige tage den: Op til valentinsdag havde min lokale bogpusher (læs; Åby Bibliotek) pakket en bunke bøger helt ind, så man ikke kunne se, hvad det var for nogle, og skrevet en lille introduktion foran. De blev beskrevet som dates – “Tag denne bog, hvis du vil på en date, hvor du føler dig overvåget”. Det var den bog jeg tog, og det var 1984. Den var skrevet fint – tempoet var ikke ligefrem højt, men stemningen var hele tiden skræmmende, og gav mig en fornemmelse af at have slugt den røde pille i The Matrix. Det fungerede godt for mig, og jeg glædede mig derfor til George Orwells bog Animal Farm.

Det startede godt – så godt, at jeg glædede mig til at læse den færdig, og at jeg bestemte mig for at skrive et indlæg om den. Men den blev ved i samme smøre, og egentligt var det kun starten og slutningen, der gjorde noget for mig – hele den midterste del var gentagelse på gentagelse på gentagelse, dog i større ekstremer, men komplet gennemskueligt. Måske var det meningen. Det er en fabel om politik, strategier og manipulation, om magt og følelsen af frihed, og jo, på den måde holder den, hvad den lover. Det burde have været storslået, men den sagde mig ikke så meget. Den ramte mig ikke der, hvor jeg føler noget. Jeg havde troet, at dette indlæg skulle handle om den kritiske vinkel, fablen har, men den var så grå, at det ville føles som tvang. Som en opgave i gymnasiet, hvor jeg skulle analysere en kedelig bog, jeg ikke selv havde valgt.

Jeg havde brug for en oprejsning efter at have gjort bogen færdig, og tyede derfor til noget, jeg håbede kunne skabe en reaktion hos mig; Stephen King. Og gode gud, hvor havde jeg ret. Min trang til det makabre betyder ikke, at hvad som helst giver mening for mig. Horror kan hurtigt blive ynkeligt på en eller anden måde. For nemt. Sådan er det med både erotisk litteratur og horror, hvor sex og blod kun er rekvisitter uden egentlige formål. Måske vil Misery være det samme for nogle mennesker, med dens sadistiske tortur og manipulation, med økser og blod og ‘idder-adder snoskeboller’ (hvilken fantastisk oversættelse, det må man give dem). Men for mig, åh, for mig var den et velkomment temposkift, som indebar en utroligt dygtig forfatters evner. Da opdagede jeg, hvad det faktisk var, jeg havde brug for at skrive om i dette indlæg.

Jeg læser tit langsomt; nipper til bøgerne, og falder ind og ud af kapitler uden at blive fanget helt ind. Jeg finder bøger, som har fået status eller lyder fine eller andre har sagt noget flot om. Det er bare ikke altid pointen ved at være læsende; det handler om at finde det, der giver mening for en selv. At finde ud af, hvor man bliver pirret, fanget, inspireret eller noget andet, man har lyst til at opleve. Horror, fantasy, romantik, det har kun den status, man selv giver det. Mærk efter og nyd bøgerne (og det siger jeg lige så meget til mig selv som til dig, der læser med): bøger skal ikke være en pligt. Det skal være nydelse. Derfor kan man godt tygge sig igennem en semi-god bog engang imellem, fordi man har lyst til at forstå, hvad andre har fået ud af den. Ellers kan man gøre som min bedstemor; læs slutningen først, bare for at være sikker på, at bogen i det mindste ender godt, inden du går i gang.

// Caroline

Ord om læsesteder

Jeg har altid ønsket mig en læsekrog. Et hjørne i mit hjem, hvor tiden går i stå. Et sted, hvor luften fanger mig og holder mig nede i lænestolen, holder mig fast, til sidste side er læst. I vores nye lejlighed har jeg endda forsøgt at skabe dette; et område dedikeret til læsningens ro.Det bliver bare aldrig brugt. Min lænestol er en kurvestol, man ikke sidder særlig godt i. Jeg ved ikke, om det er det, der gør udfaldet, men faktum er, at jeg har siddet med en bog i stolen en enkelt gang på et halvt år.  Til gengæld er der andre steder, jeg får læst langt mere, og de steder skal også hyldes.

I toget 

Eller ved alle andre former for transport, hvor du passivt bevæger dig af sted; i bussen, på en færge, på flyet, i en GoMore, hvor stemningen oser af konsensus om, at turen foregår i stilhed. Der er et begrænset udvalg af aktiviteter i disse tilfælde, og bogen er her din bedsteven. Selvom mine togture er minimeret de sidste par år, er der ikke noget som at læse i toget. Rejsen eksisterer ikke, det gør de fem kapitler, du når at sluge, mens du glemmer at kigge ud ad vinduet og se de smukke søer omkring Laven og Ry. Tænkt eksempel.

På Espressohouse 

Det kunne være hvilken som helst anden café, og det er helt sikkert et sted, der deler vandene. Der bliver spillet musik, du skal huske din kaffe, hvis ikke den skal blive lunken (ellers kan du bestille en frappino caramel, den er kold og tilgiver dig for perioder uden opmærksomhed), og der er mennesker der vandrer ind og ud hele tiden. Der er dog et eller andet ved at bevæge sig ud for at læse. At sidde her fordi du vil læse. Intentionen om at tage din bog på en date og give den ens fulde opmærksomhed er rar. Som regel sidder jeg med høretelefoner i ørene uden musik, for at dæmpe lydene på caféen – men aktiviteten udenom kan også være god. Som en scene i alle rockpoppede musikvideoer fra 2000’erne, hvor du står på gaden, og alle bevæger sig omkring dig i 4x hastighed – bare på en café.

Biblioteket

Det er mit absolutte yndlingssted at være. Der er ro, der er bøger, der er ofte behagelige stole og sofaer. Det er ikke bare et sted, du skal tage hen, for at finde nye bøger, det er et sted hvor du kan nyde de selvsamme bøger. Det er den største læsekrog, indrettet med det specifikke formål at give dig den plads du har brug for. Gud ved at jeg har brugt uendeligt mange timer på biblioteker rundt omkring, fordi den indforståede stemning går på, at her læser vi. Hvis ikke det er en gave, så ved jeg ikke, hvad der er.

Sengen eller sofaen

For det meste har jeg ikke tænkt mig at bevæge mig ud, for at læse i en bog – det er de særlige tilfælde, hvor jeg har brug for luftforandring og motivation. Som oftest sidder jeg og læser i min slidte sofa eller under dynen med sengelampen tændt. Der er ingen, der kigger på dine underlige læsestillinger (er jeg den eneste der har dem?), der er al den ro, dine overboer tillader, og du kan sidde i nattøj (eller ingen tøj) på alle tidspunkter af døgnet. Du har din egen bogreol tilgængelig. Du behøver ikke at forholde dig til andre mennesker. På den ene side er dette punkt ligegyldigt; vi gør det alle sammen, så hvad inspirerende er der i det? På den anden side falder man hurtigt i overspringsfælden – du skal have vasket op, vasket tøj, støvsuget, du kunne sortere dit tøjskab og i øvrigt burde du rengøre køleskabet engang. Til gengæld: Når man slipper det, og vælger bogen til, så er der intet som at læse in the comfort of your own home. 

// Caroline

Mit læsehjørne

Da jeg flyttede ind i den lejlighed jeg bor i nu, var det vigtigt for mig at indrette et egentligt læsehjørne. Et sted trygt placeret imellem vinduet og bogreolen. Der er dagslys om dagen og en hyggelig standerlampe til når mørket falder på. I gyngestolen kan man krølle sig sammen med et tæppe og en kop te og vugge sig selv ind i litteraturens verden. Læsehjørnet giver et andet perspektiv på mine bøger. Jeg læste Tove Ditlevsens Ansigterne, fordi de mange ansigter fra bogens cover stirrede på mig fra det specifikke spot i reolen. Jeg var ellers i gang med at læse Lykke-Per, men Tove var uimodståelig. Jeg slugte bogen hel.

Mine forældres lænestol

Min forældres lænestol er et tilsvarende godt læsespot. Lænestolen står ved terrassedøren, så langt væk fra fjernsynet med dertilhørende sofaarrangement, man kan komme uden at træde ud af stuen. Stolen balancerer perfekt mellem det stille og det larmende; det sociale og det asociale. Man kan ikke læse i sofaen, for så bliver man forstyrret af fjernsynets lyd og billede. Som barn lå jeg ofte med mit hoved på min mors ben og læste, imens fjernsynet kørte i baggrunden. Det kan min skærmtilvendte hjerne ikke i dag. De skiftende billeder og lydene overtager min opmærksomhed. Nogle gange vender jeg mig med ryggen fra fjernsynet, det er stadig ikke nok. Læsningen kræver sin afstand. Et aktivt tilvalg. Og det er måske meget godt.  

På offentlige transportmidler

Når jeg ikke bliver køresyg eller hører podcasts (pænt meget dødvande på den front efter 24syv dog am I right), læser jeg i bussen og i toget. Jeg har nogle gange haft virkeligt lange busture, fordi det tager 100 år at bevæge sig seks kilometer inde i byen, og så er det nemt at fordrive tiden med læsning. Skal man skifte bus kan det også anbefales, at læse imens man venter ved bussen. Så kan man dyrke sin cool nerd aura imens lidt alá de der high school film, hvor nørderne altid læser, når de går (kan dog ikke umiddelbart anbefales).  

// Birgitte

Om nytårsforsæt for 2020 (writers edition)

Det eneste nytårsforsæt jeg har – og måske mere et mål end et forsæt – er, at jeg skal skrive min roman færdig. Hvilken roman spørger du nu, og hvordan går man overhovedet til sådan et projekt? Skal vi lige tage en snak om det? (Læs; her kommer en monolog fra en forfatter in spe).

Følger I med på vores instagram? I så fald vil nogle af jer have opdaget mit igangværende romanprojekt. Det er et projekt, der har været længe undervejs (tre år, host host) – men jeg begynder nu at kunne se en ende på det. I december skrev jeg slutningen på bogen, efter en samtale med noget så leverpostej som jobcenteret. Kvinden på kontoret, hvor jeg blev placeret, var min motivation. Mine ambitioner om at blive forfatter – og om at kunne leve af det – væltede ud af min mund, og hun greb ordvandfaldet med en skål formet af hænderne. Hun anerkendte det. Det var det, der skulle til. Jeg satte mig på en café og skrev den færdig.

Selvom den jo ikke er færdig. Jeg sidder nu med en kladde af romanen, et første udkast af en ægte bog. Nu begynder en kæmpe redigeringsproces, som på den ene side virker komplet uoverskuelig, på den anden side fandens nem. Nu har jeg arbejdet med karaktererne, plottet, temaerne i evigheder, hvilket gør det her til slutspurten. Jeg har endnu et halvt år, hvor jeg er i et mentorforløb på Dansk Talent Akademi, og jeg har min skrivegruppe, som måske et mit vigtigste skriveredskab, og de skal hjælpe mig, som de altid gør. 
Jeg har prøvet at dele det op – at markere alle de steder, hvor jeg skal skrive nye scener, hvor jeg skal ændre eller tilføje noget, og skrevet noter til mig selv om småting, jeg skal huske undervejs (fx at det er forår, ikke efterår, at Hannah skal lyde mere overbevisende, når hun lyver, og at jeg skal nævne Leos fyldepen). Det er lettere at gå til det med en lille opgave ad gangen (næste stop; én scene, der skal skrives til fra side 47) frem for at sidde og stirre på alle de røde klistermærker, der markerer større ændringer. Jeg forsøger på alle måder at gøre det overskueligt for mig selv.

Det er den ene del – at gøre den færdig. Den anden del er at sende den ind til et forlag. Et faktisk forlag med faktiske redaktører og en faktisk mulighed for at blive udgivet. Det er to forventninger jeg har til mig selv, for det er mig der styrer de to ting. Hvordan den bliver taget imod, og om der overhovedet er nogen der vil udgive den (pleasepleaseplease), det er ude af mine hænder. Selvom min ønsketænkning indebærer, at jeg i år 2020 bliver antaget af et forlag, så er det ikke en forventning eller et mål. Det er et håb. At skrive bogen til, at rette den og at sende den til nogen, der har mulighed for at gøre mere ved den, det er til gengæld op til mig, og jeg ser det som min vigtigste opgave i år.
Det betyder også, at skriveriet igen i år kommer til at fylde meget for mig, og jeg vil gerne dele den proces herinde. Hvordan redigering foregår, hvordan jeg bruger henholdsvis min mentor og min skrivegruppe, hvordan jeg skriver og hvad man skal gøre, når man sender et manuskript ind. Det er nemlig det, jeg skal bruge min tid på. Og når dette indlæg er udgivet og jeg har taget et billede til instagram (det vil sige nu, hvor du læser dette), er jeg igen i gang med at redigere den. Min bog.

//Caroline

Om forventninger til bøger i 2020

Hvor optakten til nytårsaften handler om at se tilbage på året der gik (og i dette tilfælde årtiet), retter man i januar linsen mod det, der kommer. På Ord om_ ser vi med årets to første indlæg frem imod den kommende tids bøger og læseoplevelser. Her er første del:

Jeg ser filmene, inden jeg læser bøgerne. Det er den omvendte tilgang, end mange andre har, men der er en mening med galskaben: Vi kan alle sammen blive enige om, at bøgerne er bedre end filmene. Så hvorfor tage det bedste først, blot for at blive skuffet senere? Det er lidt som at spise desserten først, og så gemme suppen til sidst – ellers tak. Jeg vil lokkes ind af en god film, og derefter dvæle i dens oprindelse, i de ord, der skaber hele fortællingen.

Hvorfor starter jeg et forventningsindlæg med dette? Jo, det sidste stykke tid – over alt, alt for lang tid – har jeg læst Harry Potter. Jeg kan ikke svare på, hvorfor det har taget så lang tid, andet end at mine perioder med læsning kommer og går. Det er ikke en konstant altopslugende mund, der tygger sig gennem enhver bog i sin nærhed, men nærmere end sult der opstår sporadisk. Altså, det har taget mig lang tid at læse Harry Potter-serien. Er jeg færdig nu, spørger du så? Nej, jeg mangler stadig 100 sider, som jeg til gengæld får læst færdig i denne her uge, for i juleferien så jeg den sidste film, og dermed er enden nær. Enden for Harry-æraen i hvert fald.

Til gengæld er det starten på et nyt år, og for mit vedkommende en mulighed for at indlede mig selv i relationer til nye forfattere og hovedpersoner. Jeg elsker Harry Potter, og er helt sikkert blevet en af nørderne (fun fact, jeg er slytherin, og den mørke del af mig er stolt) – men jeg glæder mig virkelig også til at kaste mig over noget andet. På grund af min lidt tørre periode i 2019, tror jeg på, at 2020 bliver langt mere frodigt. Jeg skal tilgå bøger med lyst – og jeg skal gøre mere brug af Goodreads, både til at få styr på mine mål og mine fremskridt. Mine øjne kigger dagligt spændt henover min bogreol, hvor jeg overvejer min næste ret. For jeg føler mig sulten igen, og det er rart.

Generelt bliver jeg ofte draget af store, tykke, imponerende bøger, men jeg vil starte ud med en appetizer eller to. Animal Farm, som jeg fik i julegave, ligger først. Derefter måske Fluernes Herre, en klassiker, jeg aldrig har fået læst færdig. Så tror jeg, at det bliver en blanding af de store læseoplevelser og de letlæste mainstreambøger. Bare for at prøve, bare for at se, hvor jeg bliver fanget. For at have en eller anden form for balanceret kost. Jeg læste lige om en, der havde det dogme for året, at hun skiftevis ville læse bøger af henholdsvis mandlige og kvindelige forfattere, hvilket også lyder spændende (dog ikke at forglemme ikke-binære). Jeg glæder mig blandt andet utroligt meget til at læse noget Stephen King, og også til at komme i gang med noget fint som Anne of Green Gables. Derudover ligger Det Europæiske Forår og Fagre Nye Verden også højt på listen. Krimier som En Lille Tjeneste og Kvinden i Toget er også et par stykker, der har fanget min opmærksomhed, efter at være faldet lidt for genren på grund af Kvinden Der Forsvandt (Gillian Flynn skriver jo vanvittigt!).

Jeg forventer at holde mig til min bogreol, frem for at finde nyt hele tiden. Måske er det stenbukkeenergien, men jeg har et behov for at rydde ud og få brugt de ting, jeg har. Ligesom at jeg har lyst til at få brugt den mad, der er i mine skabe, og som jeg sjældent gør brug af, vil jeg gerne æde mig igennem min bogreol i en eller anden grad. Jeg har alt for meget, jeg ikke har læst, og det irriterer mig (det er der blandt andet et helt skriv under titlen “Om de støvede bøger, der fylder på reolen”). 2020 er året for opdagelsesrejsen i mit eget hjem. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kommer til at købe nye bøger – det ville være at sætte mig selv op til at fejle – men det føles som et meget godt sted at starte. Lige her.

//Caroline

Ord om bøger som tankeeksperimenter

For nogle år siden faldt jeg over en flot bog i en genbrugsbutik. Det er i sig selv ikke noget nyt. Den første tiltrækning var det visuelle – den anden tiltrækning var titlen; Mr. Y’s Forbandelse (på engelsk; The end of Mr. Y (og ja, jeg har den både på dansk og engelsk nu)). Det er nu heller ikke noget nyt – alt der lyder magisk eller okkult suger mig direkte ind, og bogen kom med mig hjem. Det der var nyt, var den tanke bogen forlod mig med, da jeg var færdig med den.

Kort og godt handler bogen om en bog, der er forbandet. Den forbandede bog er et tankeeksperiment over idéen om, at der er et sted kaldet Troposfæren, hvorfra man kan tilgå en fælles bevidsthed. Vores hovedperson, som læser den forbandede bog, får herefter selv adgang til Troposfæren.

Som læser bliver Mr. Y’s Forbandelse (i et metaformat) et konkret tankeeksperiment, hvorfra filosofier og idéer omkring fælles bevidsthed bliver undersøgt, og hvor rum og tid eksisterer på en ny måde. Der bliver taget en abstrakt filosofi – hvad nu hvis vi kunne få adgang til en fælles bevidsthed? – som herefter bliver specificeret og konkretiseret ned i en fiktiv manifestation af netop dette.

Dette indlæg skal ikke være et referat eller en anmeldelse af bogen. Til gengæld blev bogen en måde for mig, hvorpå jeg kunne forstå andre bøger. En åbning til bøgernes fælles bevidsthed, om man vil. For enhver bog starter med et ‘hvad nu hvis’. Hvad nu hvis en pige forelsker sig i en vampyr? Hvad nu hvis en dreng opdager, at han i virkeligheden er en troldmand? Hvad nu hvis man ikke kunne kende forskel på mennesker og menneskelignende?

Den resterende historie bliver en undersøgelse af, hvordan det ville være. Hvordan ville pigen reagere, hvordan ser troldmandsverdenen ud, hvordan lever de to menneskeformer side om side, og hvori ligger forskellene på dem? Det er det vi kalder fiktion. Det er opfundet, det er ikke virkeligt. I sin definition er et tankeeksperiment en måde at tænke konsekvenserne igennem ved en given hypotese eller teori, et forestillet eksperiment, der ikke kan lade sig undersøge i den virkelige verden. Vil det sige, at jeg nu vil erklære al skønlitteratur for værende tankeeksperimenter? Objektivt nej, subjektivt ja. For det meste er bøgerne, blot til for underholdningens skyld, men der er et sted, en genre, hvor tankeeksperimentet bliver langt mere tydeligt, foruroligende og relaterbart; nemlig i science fiction.

Det er ikke alles kop te, men det er på alle måder min. Science fiction bliver et direkte tankeeksperiment over fremtidens potentialer. Tænk på George Orwells 1984. Overvågning og kontrol bliver udvidet i en sådan grad, der kan virke absurd – og så alligevel. Sci-fi bliver tit en eskalering af en given praksis, et specifikt samfund, et produkt eller en teknologi, som, i store træk, udfordrer bagsiden eller ekstremen ved denne. Ja, det er underholdning, og ja, det er sjovt at læse, men der er hele dimensionen i det faktiske potentiale og de mere filosofiske undertoner, der bliver undersøgt og overvejet undervejs. Giver det mening?

Jeg ved ikke, om man kan kalde alle bøger for tankeeksperimenter i ordets definitive forstand, og jeg ved ikke om al sci-fi overhovedet passer ind i den måde at læse dem på, men med den bevidsthed; at bogen er en manifestation af en undren, en filosofi, en frygt, en drøm, der bliver konkretiseret som værende en konkret (fiktionel, bevares) historie, det sætter mit hoved på arbejde på en anden måde, og det er pirrende.

// Caroline

Om at være læsende

Bloggen handler om læsning og skrivning om læsningen, så hvorfor ikke starte med, hvem vi er som læsere. Der er ikke én måde at læse på. Vi forandrer os som læsere over tid, er ikke den samme på forskellige dage eller i forskellige kontekster: vi læser et Strunge digt på en anden måde end vi ville læse undertekster eller et vejskilt fx. Når vi lærer at læse afkoder vi ord, som bliver til sætninger med mere eller mindre kompleks mening, som relaterer sig til den verden, vi er en del af.

Birgitte:

Jeg husker tydeligt den første roman, jeg læste: Harry Potter og Fangen fra Azkaban. Plottets spænding, humoren og de velskrevne karakterer fangede mig med det samme. Jeg ønskede brændende at det var sandt, at Rowlings univers faktisk eksisterede. Mit barnejeg drømte sig væk i fiktionens verden og kampen mellem det gode og det onde og ønskede inderligt, at mit Hogwartsbrev ville komme.

Jeg har ikke følt på samme måde om nogen anden bogserie, selvom jeg i mine teenageår var begejstret for Twilight-bøgerne (rip) og Hunger Games-trilogien. Harry Potter vender jeg fortsat tilbage til. Jeg connecter med andre voksne over bøgerne. Jeg kender universitet indgående men bliver samtidig ved med at opdage nye ting. Der gik mange år før jeg så, at Harry Potter i virkeligheden er en allegori på jødeforfølgelsen, og da jeg intenst studerede døds- og sorgrepræsentationer i litteraturen på uni, opdagede jeg, at Harry Potter i virkeligheden handler om døden.

Jeg læste Harry Potter, før jeg lærte at læse på den der intensive uni-agtige måde, hvor man vejer alle ord og betydninger og sætter teksten i relation til en teori – det kunne være Foucault eller Freud. Det er en hård mental øvelse, men man kommer ikke desto mindre tættere på teksten. Samtidig bremser det læselysten, fordi det føles som arbejde – det er opslidende at tænke 24/7. Mindre kan også gøre det. De bøger jeg senest har læst, som har engageret mig mest, taler til mig følelsesmæssigt og etisk fx Kristian Bang Foss’ Frank vender hjem og Veronika Katinka Martzens Jeg bruger min krop som et møbel. Begge balancerer imellem det komiske og det tragiske og kalder på læserens stillingtagen. Det er en kæmpe kvalitet.

Læsningen er også en oplevelse. Derfor: fyr den af med at læse, og tag det med, du kan. Når jeg tænker tilbage på lille niårige mig med min Harry Potter-bog, så husker jeg først om fremmest stemningen: at ligge på maven på sofaen i mine forældres kolonihavehus med bogen foran mig, mens mine forældre puslede i køkkenet og en støvet stribe sollys faldt ind igennem vinduet og varmede mig. 

Caroline: 

Det kan i virkeligheden starte i alle aldre, men jeg husker bedst da jeg begyndte med W.I.T.C.H.-bøgerne. Jeg læste også inden det, men det er de første bøger jeg husker at have elsket, sådan rigtigt. De startede som tegneserier, hvor det primært er det visuelle der er i fokus med dertilhørende tekst, men udviklede sig, sådan som det læsende individ selv gør. Billederne fylder mindre, ordene fylder mere. De er ikke bare sorte tegn mod hvidt papir, det er hele verdener og historier. Ordene kan ramme dybere end bare hovedet eller hjertet, med en god historie – de kan fylde mig op ind i knoglerne.

Overdrivelse fremmer forståelsen og klichéerne lever i bedste velgående, både i bøgerne og lige her. Man kan sagtens læse uden at hungre. Man kan læse SoMe-tekster, nyhedsartikler, filmanmeldelser. Det er også at læse. Alligevel adskiller sammensætningen og intentionen bag ordene sig på alle planer sig. Det handler ikke om hvorvidt du sidder med en finlitterær elitær roman, eller om det er en beskeden chick-lit. Det handler om oplevelsen. Det ved du, hvis du læser.

Det handler om fordybelsen. Om at give sig selv til bogen; at give sin tid, sin koncentration, sin fantasi. Fiktionen eksisterer kun i kraft af læseren. Indtil du læser, indtil oversættelsen fra enkelte bogstaver til hele historier, i dig, er der intet. Stephen Hawking beskriver i sin bog Om at skrive bøger som tidsrejser. Ikke bare i den forstand, at man bliver suget ind i en anden tid, hvor historien eksisterer; faktiske tidsrejser. Dette skriv er skrevet i min nutid, hvilket er din fortid; men den bliver læst i din nutid, det vil sige min fremtid. Hvem sagde, at bøger ikke er magiske?

Hvis du er læsende, vil du forstå. Hvis du ikke er, vil jeg invitere dig til at prøve at læse – også selvom den sidste bog du læste, var under tvang i niende klasse. Overvej hvad du kan lide, spørg om de har noget om det på biblioteket eller hos boghandleren – who cares om det er om drager eller romantik eller død eller sex. Jeg lover dig, de har det. Hvad har du at miste?