Tag: books

Ord om LiteratureXchange: Ida Marie Hede og Caspar Eric

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

Det var virkeligt mærkeligt at være tilbage i Nobelauditoriet på Aarhus Universitet, hvor jeg har tilbragt så uendeligt (!) mange timer under mit studie. Det føles som en menneskealder siden her to år senere. Denne gang var anledningen dog ikke to timers støvet sætningsanalyse men en samtale imellem forfatterne Ida Marie Hede (Suget eller vasker du vores fuckfingre med dine tårer?) og Caspar Eric (Jeg vil ikke tilbage). Hovedtemaet for samtalen, som blev modereret af Katherine Diez, var forældreskabet og skildringen heraf i den nyeste danske litteratur.

Aftenen startede med, at de to forfattere fik lov til at læse op af deres nyeste bøger, Ida Marie Hedes crazy Suget, som hun kalder en parodi på Margaret Atwoods The Handmaid’s Tale og Caspar Erics digtsamling Jeg vil ikke tilbage om coronakrisens første måneder. Suget handler i høj grad om det komplicerede moderskab. Hovedkarakteren nærmest begraves i børn og lortebleer, og hendes fertilitet monitoreres af et velfungerende bureaukrati i Den Usikre og Megalomane Landsby. Koblingen imellem forældreskabstematikken og Erics digtsamling Jeg vil ikke tilbage, hvor vi ganske vist får nogle skildringer af sønnens relation til sin far, synes dog mere søgt. Det havde været mere oplagt at tale om Alt, hvad du ejer, som handler om et pars spontane abort. Det er ikke fordi, bogen slet ikke bliver nævnt, men det føltes meget kort og overfladisk, noget der lige skulle afvikles før pausen, og der åbnes op for spørgsmål.

Ida Marie Hedes moderskabsskildring er anderledes fra tidligere tiders, fordi moderskabet i Suget ikke er indadvendt og privat men snarere udadvendt. Hun skildrer det paradoksale i at ville være politisk aktiv og bekæmpe et system, man selv er en del af, og som man også forsøger at lykkes i som mor.

Caspar Eric taler om det fædrende fællesskab, og hvordan faderskabet kan være en mulighed for at komme tættere på sin egen far. Samtidig handler Erics Alt, hvad du ejer om et faderskab, som aldrig blev, og hvor svært det er at finde ord for det, der ikke er. Hos Eric er der et tomrum, som man kan insistere på, uden at tomrummet eller traumet bliver produktivt.

//Birgitte

Cocaïne

~ Caroline ~ 1 kommentar

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Silkefyret]

Førstehåndsindtryk af bogen baseret på omslaget: Meget pink. Kokain (titlen Cocaïne) og kaniner får mig til at tænke på fest, fart, og hvileløshed. Og så tænker jeg selvfølgelig på det der med, at man kan bolle som kaniner. Det spiller meget godt sammen med den hektiske, hvileløshed som hører kokainen – og romanen! – til.

Handling:

Cocaïne følger primært et forfatterjeg kaldet jeg eller forfatteren (som ikke er helt identiske i den forstand at forfatteren også skaber jeget, men mere om det senere). Jeget/forfatteren følger vi over en periode i hans liv fra arbejdet med det, der bliver til ”Roman om kaniner” over hans rejse til Stockholm og hjem igen. I Stockholm skal han modtage Nobels Fredspris. Undervejs introduceres vi for en række personer i jegets liv, hans kone, søn, en familie bestående af Kurt, hans kone og datter samt jegets tabte kærlighed Nadja.

Når man ridser plottet op på den måde, lyder det relativt lige til, men det er det bestemt ikke. Der er masser af episoder undervejs, som er enten absurde eller slet ikke kan lade sig gøre. Tag bare følgende eksempel: Jeget introduceres for Det Svenske Akademis ældste medlem som er sengeliggende. Første gang vi møder ham parteres han og smides i en kødhakker. Anden gang er han levende og i et stykke men fodres med en portiers amputerede arm, som ligeledes køres igennem kødhakkeren.

I Cocäine blandes fiktion, virkelighed og drøm. Vi kan ikke altid kende forskel på, hvad der er hvad, men vi vænner os med tiden til de mange skift. Det mærkelige accepteres med tiden, og hen imod slutningen studser man ikke længere over de sære episoder, som i starten kunne være decideret forstyrrende for læsningen.

Den minder mig om:

For mig er Cocaïne metafiktion to the max – i hvert fald i starten. Vi følger jeget, som skriver på en roman og lader forskellige personer (hans kone, Nadja) læse med undervejs. Herigennem tematiserer Skorobogatov forholdet imellem læser og forfatter i skriveprocessen og efter udgivelsen. Her er læserne i stand til at pinpointe forfatterens logiske fejlslutninger og forholde sig kritisk til værket. Samtidig får hans skriverier, som han baserer på sit eget liv, konsekvenser for ham. Det kender vi fra autofiktionen, hvor man ofte ser at forfatteres familier bryder med dem, fordi de har skrevet noget, de nære relationer er uenige i eller ikke kan se sig selv i.

Jeg tænker også de mange absurde hændelser ind i denne kommentar på fiktionen. På et tidspunkt formår jeget at tænde en cigaret uden hverken cigaret eller tændstikker/lighter. Det kan selvsagt ikke ske i virkeligheden, men i fiktionen kan alt ske. Og jeg bliver faktisk provokeret af tekster, når de ikke giver mening. Jeg brugte de første sider på, at være irriteret over, at jegets barn havde sultet i en uge, fordi hans kone ikke kunne amme ham, når nu jeget bare kunne gå ned i kiosken og købe babymad. For mig er det faktisk en større udfordring end al den grafiske vold, som er til stede i bogen. Det at verden, som den er beskrevet i bogen, ikke giver mening. 

Ift. metafiktion vil jeg påpege, at selvom jeg synes, det er vigtigt at studere, hvordan bøger bliver til (det kan lære os en del om fortællinger generelt), så synes jeg, det bliver lige lovligt navlepillende og verdensfjernt – og meget 1990’er-agtigt

Kritik:

Det sjove ved metafiktion er jo, at det handler om fiktion – men det betyder ikke, at bogen ikke også siger noget om den verden, den beskriver eller i det mindste er skrevet i. Representation matters.

Når man udgiver et værk i oversættelse, skal man altid overveje det publikum, som modtager bogen. Det gør sig også gældende, når man genudgiver et historisk værk. I sidste tilfælde er spørgsmålet, hvorfor det giver mening at genudgive et værk som måske er 100 år gammelt eller ældre.

I Cocaïnes tilfælde kan jeg forstå, at man synes, det er interessant at udgive noget, der leger så radikalt med fortællingen, som Skorobogatov gør. Men jeg synes godt nok ikke repræsentationen af kvinder og LGBT-personer hører hjemme i DK.

Lad mig tage et grelt eksempel. I Stockholm møder jeget Sarah, som er forelsket i hende, og som han beslutter sig for at give en art medlidenhedsknald ”Du er en mand, og en mand må opføre sig som en mand”, som han påpeger. Herefter sker der noget, som han faktisk ikke har lyst til at fortælle, men han gør det alligevel. Han opdager, at Sarah er en mand, hvilket får ham til at freake ud som det kræves af ham som en ægte mande-mand. Han bevæger sig videre til at udspørge Sarah om hendes køn, men – og så sker der nemlig noget latterligt. Sarah fortæller at hun er et hunkønsvæsen, men at hun samtidig identificerer sig som en stol. Scenen spiller lige ind i en af de klassiske måder, transpersoner latterliggøres på: hvis du identificerer sig som [det modsatte køn], så identificerer jeg mig som en marsmand / et træ / en hund. Ærligt talt

Og jeg har ikke engang nævnt hvordan de få kvinder, som optræder i romanen, primært eksisterer som objekter for mandens begær, som små piger og som utro kærester/koner.

Hvem skal læse bogen: Den som elsker metafiktion og kan holde tungen lige i munden igennem Skorobogatovs mange fabulerende, absurde indfald, og som samtidig kan leve med de lidet flatterende skildringer af kvinder og LGBT-personer.

//Birgitte

Hvor intet bryder vinden

~ Caroline ~ 1 kommentar

Månedens udfordring: Juni

Caroline har i denne måned udfordret mig til at læse en genre, jeg normalt ikke ville læse. Jeg var omkring lidt forskellige idéer, men valgte i sidste ende Leonora Christina Skovs Hvor intet bryder vinden, som længe har stået og pyntet på min bogreol.

Argumentet for at vælge bogen til udfordringen var, at jeg gerne ville læse en krimi. Romanen var en del af et valgfrit pensum, da jeg havde et fag om krimigenren på universitetet. Den spiller helt klart også op til vores forventninger til krimien. I bogen får syv kreative danskere og akademikere et rejseophold på øen Stormø, hvor de hver især kan arbejde på deres forskellige projekter, men – og nu citerer jeg bagsideteksten ”Stemningen [på øen] bliver hurtigt anspændt, og da en af dem forsvinder i skoven, og en anden falder i døden, indser resten, at noget er helt galt. Er der en morder iblandt dem? Og hvem er næste offer?”

Bagsideteksten får mig til med det samme at tænke krimi, selvom der egentligt ikke står nogen steder, at Hvor intet bryder vinden er en krimi. I nedenstående dykker jeg lidt ned i, hvordan man kan kategorisere romanen som krimi – og hvordan man på en måde ikke kan

(Nedenstående indeholder spoilers)

Krimielementer

Der er ingen tvivl om, at romanen indeholder krimielementer. Hvor intet bryder vinden er nærmest bygget op på Agatha Christies En af os er morderen fra 1939. I Christies roman får ti personer tildelt et ophold på en øde ø ud for Englands kyst. Her anklages de af en ukendt stemme for et mord, de hver især skulle have begået. På øen bliver gæsterne dræbt en efter en, og de overlevende begynder herefter at gå på opdagelse, mistænke hinanden og stille spørgsmål. I Christies roman får vi til sidst morderens tilståelse i en flaskepost.

Hvor intet bryder vinden er en moderniseret version af Christies roman. Handlingen er henlagt til en fiktiv ø ud for Esbjergs kyst. Ligesom i En af os er morderen inviteres gæsterne til et ophold på øen for derefter at forsvinde en efter en. I Christies roman dropper hun en række hints til karaktererne om deres snarlige endeligt igennem ti små porcelænsfigurer, som smadres en efter en som karaktererne forsvinder. I Skovs roman er figurerne repræsenteret i de fajance hunde, som findes på hvert værelse. Vi får også information om, hvorfor karaktererne er på øen. Hos Christie anklager en ukendt stemme gæsterne for at have begået et mord, hos Skov er anklagen mere diskret. Hun lader et reb falde fra loftet som henvisning til to dødsfald, som har fundet sted forud for opholdet.

Hvor intet bryder vinden minder om det klassiske mordmysterie alá Agatha Christie, men der er også væsentlige forskelle. Hvis vi skal gå helt i genre-mode, er krimien defineret ved at handle om opklaringen af en mordsag. Det er altså ikke nok, at der sker et mord, det skal også opklares, og den opklaring skal være central for bogens plot. Jeg vil vove at påstå, at ingen af dødsfaldene i Skovs bog bliver opklaret, heller ikke selvom vi får en skriftlig tilståelse til sidst. Tilståelsen afslører identiteten på den person, som har invitereret dem til øen og forklarer hvorfor gæsterne blev inviteret, det er alt.

En gotisk spøgelsesfortælling

Skovs roman giver også vibe af den gotiske fortælling. Den gotiske fortælling viser en eller flere karakterers subjektive oplevelse af en række begivenheder. Den oplevelse er præget af manglende orden, forfald, undergang og uløselighed.

Lad os se nærmere på det:

Det subjektive: i romanen skifter vi hele tiden imellem de forskellige karakterers perspektiver. Det skiftende perspektiv hjælper os med at kunne stykke sammen, hvordan personerne er forbundet med hinanden. Skiftet bidrager med en fragmenteret feeling, som også er kendetegnende for den gotiske fortælling. Det fragmentariske og subjektive er også til stede i nogle ufærdige tekster en af gæsterne arbejder på og i tilståelsesbrevet.

Forfald: Forfaldet i den gotiske fortælling kan vise sig i form af fysisk, mentalt og moralsk forfald. I Hvor intet bryder vinden viser det fysiske og mentale forfald sig igennem dødsfaldene og Joachims (en af gæsterne) depression, som han behandler med lykkepiller. Det moralske forfald er repræsenteret i den måde gæsterne, hver især har behandlet Marcella Storm (no spoilers).  

Undergang: Det som gør gotikkens fortælling uhyggelig er fortællerens (eller hovedkarakterens) følelse af, at vedkommendes tilintetgørelse er nær, og at der ikke er noget at gøre ved det. Døden er selvfølgelig et eksempel på denne tilintetgørelse, og den er til stede over det hele: Poul Erik spekulerer over, hvordan man kan dø på øen, og folk forsvinder. En af gæsterne Anne arbejder desuden på et projekt, hvor hun skaber Sodoma og Gomorra i papir (Sodoma og Gomorra var to byer i Biblen, som blev tilintetgjort af Gud for deres synder).

Uløselighed: I Hvor intet bryder vinden er enden nær, og der er intet de kan gøre ved det. Det er ikke til at slippe væk fra øen, hvor der hverken er mobilsignal eller mulighed for at komme ved færgen væk. Nogle af karaktererne finder desuden en kirkegård med gravsten med deres egne navne på. En anden ting ved uløseligheden er desuden, at man står tilbage som læser med en række spørgsmål, man aldrig får besvaret. Det ville man aldrig se i en klassisk krimi som Agatha Christie, hvor alle sporene samles i sidste ende.

Hvor intet bryder vinden er en god bog, men altså jeg må også bare konstatere, at jeg failede min challenge lidt, hvis målet var at læse en krimi   

//Birgitte

Kløe af Fríða Ísberg

~ Caroline ~ 1 kommentar

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Torgard)

Læsningens udgangspunkt er aldrig neutralt. Læseren er ikke en clean slate klar til passivt at indoptage bogens indhold. Det gælder i første omgang det helt personlige: hvilken stemning er jeg i under læsningen, hvor læser jeg, hvilke andre bøger / film / tv-serier etc. er jeg optaget af og under coronakrisen særligt også hvilken situation udspiller sig nationalt og globalt. Det er ikke tilfældigt, at alle lige pludseligt læser Albert Camus’ Pesten og Angie Thomas’ The Hate U Give. 

I dette lille skriv tænker jeg at tage jer med i min læseoplevelse og fortælle om mit udgangspunkt for læsningen, hvad jeg oplevede undervejs, og hvad jeg tænker i skrivende stund.

Udgangspunktet

Lad mig starte med udgangspunktet for min læseoplevelse. Kløe er den første bog jeg læser af en islandsk forfatter. Eller lad mig korrigere: det er det første egentligt moderne stykke litteratur jeg læser. Jeg har selvfølgelig været tvangsindlagt til at læse sagaer på gymnasiet og studiet. Dertil kommer at jeg har sunget en række sange på islandsk (hvorfor jeg også har en god fornemmelse af sproget). I skrivende stund har jeg folkesangen ”Sá ég spóa” på hjernen, som jeg lærte på min første tur til Island i 2006. Jeg har været der to gange siden da helt tilfældigt. Det giver mig en følelse af noget familiært eller bekendt, som jeg tager med mig ind i min læsning. 

Ellers træder jeg ind i læsningen med følgende indtryk

  1. Bogen er insisterende rød (postkasserød faktisk) med gul og blå skrift og en brunlig cirkel under forfatterens navn. Min efterrationalisering er, at cirklen muligvis refererer til det kløhul kvinden i ”At undertrykke eller blive undertrykt” har i sine trusser
  2. At bogen jf. bagsideteksten handler om mennesker, der ”får fnat af deres samtids forventninger eller krav”. Her er det selvfølgelig denne kløe, irritationsmomentet men ikke den altoverskyggende smerte, som sættes i centrum – og seksualiteten som også er vigtig i Ísbergs tekster
  3. At Weekendavisen har skrevet det eneste problem med bogen er, at den ikke er ond nok. Det var det, der oprindeligt fangede mig – og jeg er tilbøjelig til at give dem ret, for karaktererne flipper aldrig ud for good

Kløe

Kløe er en efter min mening lang novellesamling med sine lige knap 200 sider, hvorfor jeg vil spare jer for at gennemgå dem hver og en (som jeg oprindeligt havde tænkt hæhæ). Jeg synes, teksterne taler bedst for sig selv, så lad mig i stedet gennemgå nogle af de mest centrale temaer. Det er også på det tematiske Ísberg virkeligt viser, at Kløe er en tekst til tiden.

Identitet, særligt i kategorien køn, seksualitet og alder.

Kløe lægger sig fint i forlængelse af den fjerdebølge feminisme, som særligt fokuserer på kvinder som seksuelle væsener med ret til at forfølge egen nydelse (uden at skulle slutshames) og kampen mod alle slags seksuelle overgreb i forbindelse med #Metoo. I den indledende novelle ”Lysekronen” belærer en svigerdatter sine svigerforældre om kvindens ret til orgasmen. Den nye frigørelsesbølge bliver særligt tydelig i generationsclashet imellem forældrene, deres søn og svigerdatter. I ”En dukke” onanerer en ung kvinde til sin kærestes pornofilm, selvom hun føler, hun ikke bør blive opstemt af filmen, fordi skuespilleren med al sandsynlighed er et offer for industrien. I ”Hjem” følger vi en kvinde som forbereder sig på at kunne forsvare sig selv mod en potentiel overfaldsmand på vej hjem fra en bytur.

Der er også noveller som tematiserer køn på en mere traditionel måde. I ”Havet” performer to kvinder forskellige kønsstereotyper fra populærkulturen, imens de gør sig klar til fest. I ”At undertrykke eller blive undertrykt” lever kvinden i et parforhold ikke op til idéen om den pæne kvinde. Hun tisser i badet, barberer sig ikke og har huller i sine trusser, hvor hun kan klø sig. Der er også noveller, som i høj grad forholder sig til forskellige aldersgrupper. I ”Præcis” forlader en mand sin ungdomsidealisme, i ”Fingre” plages to personer i slutningen af 20’erne af deres omgivelser, fordi de er ugifte og barnløse

Kriser i det sociale  

De nære relationer i familien, parforholdet og venskaberne, og de problemer der kan opstå her er også centrale i bogen. Konflikterne Ísberg behandler er små men repræsenterer typisk også noget meget større. I ”En dukke” præsenteres vi igennem pornofilmen for deres parforholds krise. I ”Syv” og ”Flugt” tematiseres konsekvenserne af dødsfald i den nære familie. I ”Syv” er sproget fragmenteret og tydeligt præget af hovedpersonens mentale tilstand, ligesom brorens død skjules for læseren indtil sidste side. Det samme gør sig gældende for hovedpersonen i ”Flugt”. Hun forsøger at flygte fra realiteten af tvillingebrorens død ved at skrive breve til ham og løbe frem og tilbage over gulvet i sin lejlighed. Der er også mere hverdagsagtige kriser i det sociale, som handler om, hvordan man forholder sig til gamle klassekammerater man møder tilfældigt i supermarkedet og behovet for at fremstå godt på de sociale medier.

Minder om Thomas Korsgaard

Kløe minder mig meget om Thomas Korsgaards novellesamling Tyverier (2019). Som hos Korsgaard gør sproget ikke det vilde nummer ud af sig selv. I stedet flyder det relativt enkelt og lige til med undtagelse af en enkelt novelle ”Syv”. Her matcher sprogets fragmenterede karakter meget fint den mentale tilstand, tekstens hovedkarakter befinder sig i. Både Korsgaards og Ísbergs tekster er eksempler på, at novellelæsning ikke nødvendigvis behøver at være et omstændeligt heldagsprojekt. Der er nogle forfattere som skriver noveller på en måde, hvor man bliver nødt til at dedikere oceaner af tid til at læse dem. Ikke fordi de nødvendigvis er omstændeligt skrevet, men fordi de er pakket med informationer særligt i kraft af en række referencer. Ísberg gør også brug af referencer, men jeg synes ikke det bremser læseoplevelsen. 

Ligesom Korsgaard zoomer Ísbergs tekster ind på en enkelt episode i karakterernes liv for herigennem at udstille større problemstillinger. Det er ofte situationer, som er pinlige på den der ondt-i-maven måde, måske fordi man godt kan genkende episoderne fra sig selv. Karaktererne i Kløe har kløe. Men kløen er symptom på større problemer, som vi kan udpakke, hvis blot vi graver lidt dybere. Det minder mig om et citat fra den kinesiske digter Lu Chi, som Inger Christensen var inspireret af. Han skrev at ”I en enkelt meter silke findes det uendelige verdensrum”.  

Det er det novellegenren (også) kan.

//Birgitte

Om Ocean Vuongs “On Earth we’re briefly gorgeous”

~ Caroline ~ 1 kommentar

DEN. HER. BOG. seriøst. Selvom det her indlæg eksisterer, synes jeg virkeligt, man skal læse bogen.

Ocean Vuongs sprog skal opleves first hand. Med sin poetiske brevroman indfanger han læseren fra første færd med et billede, der er fuldstændigt vanvittigt godt formuleret: en buk der hænger udstoppet på væggen, og jegets mor som spejles i dets døde øjne. Tre centrale temaer præsenteres hermed: Moren, døden og blikket.

Den kortsluttede brevroman

Romanen er udformet som et brev fra jeget til sin mor og falder dermed ind under genren brevroman. Lad os lige dvæle lidt ved det, for jeg tænker ikke, det er helt tilfældigt. Brevromanen var særligt populær i 1700-1800-tallet blandt kvindelige læsere. I romanerne kunne kvinderne være hovedperson i deres egen fortælling, hvilket var nyt. Det er interessant for Ocean Vuong i forhold til genren. Han vil fortælle de marginaliseredes historie: den vietnamesiske flygtning, gule kroppe (hans ord), brune kroppe; queer kroppe, fattige kroppe. Samtidig er formen problematisk, fordi moren ikke taler det sprog, brevet skrives på. Kommunikationen er allerede kortsluttet fra starten.

Det hele starter med litteraturkritikeren Roland Barthes’ Sorgens Dagbog. Bogen indeholder dagbogsnotater fra hver dag op til et år efter Barthes’ mors død. Men jeget vil ikke skrive om moren, som hun var, men som hun er nu. Brevet rummer hermed også et håb om, at hun en dag vil forstå.

At skrive de marginaliserede frem

I On Earth We’re Briefly Gorgeous repræsenterer sproget både en afstand og et håb. Ord går tabt, lader sig ikke oversætte, har dobbelte betydninger, er umulige at få over sine læber. Sproget er en afstand imellem jeget og moren. Jeget bemestrer et formfuldent engelsk, imens moren knap taler sproget. De taler begge vietnamesisk men på et utilstrækkeligt niveau, fordi moren måtte droppe ud af skolen i en tidlig alder da den brændte ned.

På trods af det finder mor og søn en måde at kommunikere på, om end denne er ordløs. Fosteret ligner et komma, påpeger Vuong et sted. Ikke et punktum, en endegyldig afslutning, men en fortsættelse. Sproget er iboende i forholdet imellem mor og søn. Samtidig er morens navngivning af barnet “Little Dog” en beskyttelse, fordi de onde ånder kun bortfører børn, hvis navne bærer en skønhed i sig.

Sproget er også mulighed for at skrive de marginaliserede frem og fortælle deres historie.

“I never wanted to build a “body of work”, but to preserve these, our bodies, breathing and unaccounted for, inside the work”

At være forfatter er en måde, hvorpå man kan holde de marginaliserede i live og fortælle deres historie. Det er en måde at få den privilegerede til at forstå: “I’m worried they will get us before they get us“. Der er mindre sandsynlighed for altødelæggende krige, hvis blot vi forstår hinanden.

Poetik og politik

Teksten er i højere grad poetisk end politisk, men for Ocean Vuong kan de to ting ikke skilles ad. Visse litteraturtyper, påpeger han, vil mene at den gode tekst ikke er politisk, men forener folk ved at vise universelle sandheder. For Vuong gælder det, at man ikke kan adskille kunsten og kunsteren “As if the first chair was hammered into existence without considering the human form”

Idéen Vuong sætter sig imod stammer dog fra en tid, hvor de litterære kredse primært bestod af hvide mænd. I den sammenhæng er det nemmere at tale om almenmenneskelige erfaringer. Men jeg synes også, der var noget meget almenmenneskeligt ved romanen. Når Vietnamkrigen og sprogbarriererne skildres, tænker jeg både på den måde Yahya Hassan viser livet imellem to kulturer og efterkrigstiden i Danmark. Det er meget langt fra Vuongs erfaringer, men det er et fællesskab nontheless.

At insistere på skønheden

Skønheden er også vigtig i romanen. Den hænger sammen med synet. Om noget er smukt kan man kun vurdere ved at se på det, og at se er at fordoble eller genskabe det. Og man genskaber altid smukke ting, fordi man vil eje det eller bevare det. Jegets bedstemor Lan gør det, når hun fortæller historier. Ocean Vuong gør det, når han fortæller sine karakterers historie.

Skønheden er en måde hvorpå, man kan sikre sig overlevelsen. Jeget insisterer på skønheden, som sejrer over døden og krigens rædsler. Den eksisterer i poesien og i sproget. Mormoren giver sig navnet Lan, efter orkidéen og giver jegets mor navnet Rose. I navnene er skønheden:

“All this time I told myself we were born from war – but I was wrong. We were born from beauty. Let no one mistake us for the fruit of violence – but that violence, having passed through the fruit, failed to spoil it“

I den sammenhæng er mine primære anke imod bogen, at den vold karaktererne oplever på egen krop er for æstetisk. Uanset om det handler om død, vold, krig, den udhungrede krop eller de mange stoffer jeget og vennen Trevor tager undervejs. Skæbnerne for de mange karakterer er fuldstændigt forfærdelige, og jeg synes nogle gange, teksten er lidt for dekadent heroin-chic til et punkt, hvor destruktionen accepteres fordi den er æstetisk. Måske fordi Vuong hele tiden insisterer på skønheden.

Teksten findes også i dansk oversættelse “Vi er kortvarigt smukke her på jorden” af Caspar Eric, hvis man hellere vil læse den på dansk.

//Birgitte

Om nytårsforsæt for 2020 (writers edition)

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Det eneste nytårsforsæt jeg har – og måske mere et mål end et forsæt – er, at jeg skal skrive min roman færdig. Hvilken roman spørger du nu, og hvordan går man overhovedet til sådan et projekt? Skal vi lige tage en snak om det? (Læs; her kommer en monolog fra en forfatter in spe).

Følger I med på vores instagram? I så fald vil nogle af jer have opdaget mit igangværende romanprojekt. Det er et projekt, der har været længe undervejs (tre år, host host) – men jeg begynder nu at kunne se en ende på det. I december skrev jeg slutningen på bogen, efter en samtale med noget så leverpostej som jobcenteret. Kvinden på kontoret, hvor jeg blev placeret, var min motivation. Mine ambitioner om at blive forfatter – og om at kunne leve af det – væltede ud af min mund, og hun greb ordvandfaldet med en skål formet af hænderne. Hun anerkendte det. Det var det, der skulle til. Jeg satte mig på en café og skrev den færdig.

Selvom den jo ikke er færdig. Jeg sidder nu med en kladde af romanen, et første udkast af en ægte bog. Nu begynder en kæmpe redigeringsproces, som på den ene side virker komplet uoverskuelig, på den anden side fandens nem. Nu har jeg arbejdet med karaktererne, plottet, temaerne i evigheder, hvilket gør det her til slutspurten. Jeg har endnu et halvt år, hvor jeg er i et mentorforløb på Dansk Talent Akademi, og jeg har min skrivegruppe, som måske et mit vigtigste skriveredskab, og de skal hjælpe mig, som de altid gør. 
Jeg har prøvet at dele det op – at markere alle de steder, hvor jeg skal skrive nye scener, hvor jeg skal ændre eller tilføje noget, og skrevet noter til mig selv om småting, jeg skal huske undervejs (fx at det er forår, ikke efterår, at Hannah skal lyde mere overbevisende, når hun lyver, og at jeg skal nævne Leos fyldepen). Det er lettere at gå til det med en lille opgave ad gangen (næste stop; én scene, der skal skrives til fra side 47) frem for at sidde og stirre på alle de røde klistermærker, der markerer større ændringer. Jeg forsøger på alle måder at gøre det overskueligt for mig selv.

Det er den ene del – at gøre den færdig. Den anden del er at sende den ind til et forlag. Et faktisk forlag med faktiske redaktører og en faktisk mulighed for at blive udgivet. Det er to forventninger jeg har til mig selv, for det er mig der styrer de to ting. Hvordan den bliver taget imod, og om der overhovedet er nogen der vil udgive den (pleasepleaseplease), det er ude af mine hænder. Selvom min ønsketænkning indebærer, at jeg i år 2020 bliver antaget af et forlag, så er det ikke en forventning eller et mål. Det er et håb. At skrive bogen til, at rette den og at sende den til nogen, der har mulighed for at gøre mere ved den, det er til gengæld op til mig, og jeg ser det som min vigtigste opgave i år.
Det betyder også, at skriveriet igen i år kommer til at fylde meget for mig, og jeg vil gerne dele den proces herinde. Hvordan redigering foregår, hvordan jeg bruger henholdsvis min mentor og min skrivegruppe, hvordan jeg skriver og hvad man skal gøre, når man sender et manuskript ind. Det er nemlig det, jeg skal bruge min tid på. Og når dette indlæg er udgivet og jeg har taget et billede til instagram (det vil sige nu, hvor du læser dette), er jeg igen i gang med at redigere den. Min bog.

//Caroline

Ord om Maren Uthaugs En lykkelig slutning (2019)

~ Caroline ~ 1 kommentar

Følgende indeholder spoilere fra Maren Uthaugs En lykkelig slutning (2019)

Om tre dage er det juleaften. Vi skal voldhygge os, så det næsten bliver for meget. Bægeret flyder over. Vi brækker os på den der Family Guy-agtige måde. Får du lyst til at give følelsesregistret en lille rystetur og bytte det hyggelige ud med det uhyggelige, kan du læse Maren Uthaugs bog En lykkelig slutning. En fremragende slægtsroman, som følger en københavnsk bedemandsfamilie i syv generationer.

En klassisk spøgelsesfortælling – og så alligevel ikke

Det vrimler med spøgelser i En lykkelig slutning. Fortælleren Nicolas og hans familie hjemsøges af fortiden. Slægtshistorien beretter om en familie i afvikling. De er en familie af afvigere med hver deres individuelle særhed. Samtidig er de en del af et mønster: hvert førstefødt drengebarn døbes Christian, Nicolas er undtagelsen. Generationerne er skæbnebestemt til at gentage mønsteret. Det er det, der er uhyggeligt. Skæbnen har taget i dem. Nicolas forsøger at genvinde kontrollen. Det bliver en regulær dødsdom over familien.  

Det skaber en følelse af uhygge at vi ved, at slægten er dødsdømt fra første afsnit. Samtidig bidrager de mange troper fra den klassiske spøgelseshistorie til følelsen af uhygge. Bogen vrimler med dobbeltgængere, gengagere, spøgelser, ritualer, besættelser og afvigere. Der er en atmosfære af død og forfald overalt. København er vidne til et hav af sygdomsepidemier og krige i løbet af fortællingen. Nicolas’ mor og husholdersken Helga flytter ind i en forladt lejlighed, hvor det før i tiden vrimlede med spøgelser, og afdødes ting stadig står, som da de levede.

Familiens medlemmer lader sig imidlertid ikke forskrække heraf. Det skyldes måske, at deres forhold til døden er blevet for intimt. De bruger unaturligt meget tid med døden. Det som vi normalt forbindes med uhygge, er det ikke for hovedkaraktererne. For Christian 4 er spøgelserne hans følgesvende i et ensomt liv. Familien lider af en kollektiv dødsfascination. Nicolas er nekrofil, Christian 6 slår familiens kæledyr ihjel, og Nicolas’ mor flytter ind i de afdøde familiemedlemmers efterladte lejlighed. Maren Uthaug illustrerer hermed fint, hvordan vores forhold til død og uhygge ikke blot er kulturelt bestemt men også individuelt.

Det uhyggeligt komiske

Jeg så Maren Uthaug fortælle om bogen i DR-programmet Vild med bøger. Her gik diskussionen på, hvorvidt bogen var komisk eller ej. Dramatiker og forfatter Hassan Preisler mente ikke, bogen var morsom, og jeg var tilbøjelig til at give ham ret på daværende tidspunkt. Der er imidlertid momenter i bogen, som er komiske. Som spøgelset Jacob, der besætter andre mænd, så han kan få sex. Men generelt bidrager det komiske til den uhyggelige atmosfære. I bogen er det ironiske til tider bærer af et varsel om undergang. Bedemandsforretningens motto citerer salmen ”Dejlig er jorden” med verset ”Slægt skal følge slægters gang”. Citatet rummer et løfte om en fremtid. Men den fremtid indfries ikke. Og så er der bogens titel En lykkelig slutning. Hvis den da skal læses ironisk. Den rummer i hvert fald ironiens uhyggelige tvetydighed. Jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvad jeg skal tænke.

// Birgitte

Om at være læsende

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Bloggen handler om læsning og skrivning om læsningen, så hvorfor ikke starte med, hvem vi er som læsere. Der er ikke én måde at læse på. Vi forandrer os som læsere over tid, er ikke den samme på forskellige dage eller i forskellige kontekster: vi læser et Strunge digt på en anden måde end vi ville læse undertekster eller et vejskilt fx. Når vi lærer at læse afkoder vi ord, som bliver til sætninger med mere eller mindre kompleks mening, som relaterer sig til den verden, vi er en del af.

Birgitte:

Jeg husker tydeligt den første roman, jeg læste: Harry Potter og Fangen fra Azkaban. Plottets spænding, humoren og de velskrevne karakterer fangede mig med det samme. Jeg ønskede brændende at det var sandt, at Rowlings univers faktisk eksisterede. Mit barnejeg drømte sig væk i fiktionens verden og kampen mellem det gode og det onde og ønskede inderligt, at mit Hogwartsbrev ville komme.

Jeg har ikke følt på samme måde om nogen anden bogserie, selvom jeg i mine teenageår var begejstret for Twilight-bøgerne (rip) og Hunger Games-trilogien. Harry Potter vender jeg fortsat tilbage til. Jeg connecter med andre voksne over bøgerne. Jeg kender universitet indgående men bliver samtidig ved med at opdage nye ting. Der gik mange år før jeg så, at Harry Potter i virkeligheden er en allegori på jødeforfølgelsen, og da jeg intenst studerede døds- og sorgrepræsentationer i litteraturen på uni, opdagede jeg, at Harry Potter i virkeligheden handler om døden.

Jeg læste Harry Potter, før jeg lærte at læse på den der intensive uni-agtige måde, hvor man vejer alle ord og betydninger og sætter teksten i relation til en teori – det kunne være Foucault eller Freud. Det er en hård mental øvelse, men man kommer ikke desto mindre tættere på teksten. Samtidig bremser det læselysten, fordi det føles som arbejde – det er opslidende at tænke 24/7. Mindre kan også gøre det. De bøger jeg senest har læst, som har engageret mig mest, taler til mig følelsesmæssigt og etisk fx Kristian Bang Foss’ Frank vender hjem og Veronika Katinka Martzens Jeg bruger min krop som et møbel. Begge balancerer imellem det komiske og det tragiske og kalder på læserens stillingtagen. Det er en kæmpe kvalitet.

Læsningen er også en oplevelse. Derfor: fyr den af med at læse, og tag det med, du kan. Når jeg tænker tilbage på lille niårige mig med min Harry Potter-bog, så husker jeg først om fremmest stemningen: at ligge på maven på sofaen i mine forældres kolonihavehus med bogen foran mig, mens mine forældre puslede i køkkenet og en støvet stribe sollys faldt ind igennem vinduet og varmede mig. 

Caroline: 

Det kan i virkeligheden starte i alle aldre, men jeg husker bedst da jeg begyndte med W.I.T.C.H.-bøgerne. Jeg læste også inden det, men det er de første bøger jeg husker at have elsket, sådan rigtigt. De startede som tegneserier, hvor det primært er det visuelle der er i fokus med dertilhørende tekst, men udviklede sig, sådan som det læsende individ selv gør. Billederne fylder mindre, ordene fylder mere. De er ikke bare sorte tegn mod hvidt papir, det er hele verdener og historier. Ordene kan ramme dybere end bare hovedet eller hjertet, med en god historie – de kan fylde mig op ind i knoglerne.

Overdrivelse fremmer forståelsen og klichéerne lever i bedste velgående, både i bøgerne og lige her. Man kan sagtens læse uden at hungre. Man kan læse SoMe-tekster, nyhedsartikler, filmanmeldelser. Det er også at læse. Alligevel adskiller sammensætningen og intentionen bag ordene sig på alle planer sig. Det handler ikke om hvorvidt du sidder med en finlitterær elitær roman, eller om det er en beskeden chick-lit. Det handler om oplevelsen. Det ved du, hvis du læser.

Det handler om fordybelsen. Om at give sig selv til bogen; at give sin tid, sin koncentration, sin fantasi. Fiktionen eksisterer kun i kraft af læseren. Indtil du læser, indtil oversættelsen fra enkelte bogstaver til hele historier, i dig, er der intet. Stephen Hawking beskriver i sin bog Om at skrive bøger som tidsrejser. Ikke bare i den forstand, at man bliver suget ind i en anden tid, hvor historien eksisterer; faktiske tidsrejser. Dette skriv er skrevet i min nutid, hvilket er din fortid; men den bliver læst i din nutid, det vil sige min fremtid. Hvem sagde, at bøger ikke er magiske?

Hvis du er læsende, vil du forstå. Hvis du ikke er, vil jeg invitere dig til at prøve at læse – også selvom den sidste bog du læste, var under tvang i niende klasse. Overvej hvad du kan lide, spørg om de har noget om det på biblioteket eller hos boghandleren – who cares om det er om drager eller romantik eller død eller sex. Jeg lover dig, de har det. Hvad har du at miste?