Tag: birgitte

Ord om Min kinesiske farmor

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Grif]

Kender I det der med, at man får en bog stukket i hånden, som trækker på klassiske temaer, man kender til hudløshed, og så liiiige drejer dem, så man alligevel tænker hva faen? Sådan har jeg det med Lars Saabye Christensens nye roman “Min kinesiske farmor”.

“Jamen havde han så en kinesisk farmor?” spurgte min veninde mig, da jeg mødte hende tilfældigt på gaden i går efter et smuttur hjem til Caroline. Vi har læst sammen på universitetet, og hun kender til Saabye Christensen. Og nej, Saabye Christensen har ikke i bogstavelig forstand en kinesisk farmor – han er så hvid, som de kommer – men det kinesiske peger på romanens centrale temaer: dels farmoren og farfarens bosættelse i Hongkong i starten af 1900-tallet, da Hongkong, dels farmorens fortælling som et kinesisk æskesystem. Den er (i overført betydning) en kasse inden i en kasse, inden i en kasse osv. osv.

For at kende sig selv må man kende sin slægt i fem generationer

“Min kinesiske farmor” minder ved første øjekast mig om den klassiske autofiktive fortælling alá Karl Ove Knausgårds kæmpe værk “Min Kamp” (jeg erkender åbent, jeg gik i stå halvvejs igennem bind 1. sorry Knausi men du fangede mig ikke), som, ligesom “Min kinesiske farmor”, tager sit udgangspunkt i Karl Oves fars død. Hovedkarakteren er Karl Ove selv på samme måde som Lars Saabye Christensen også er en hovedkarakter i “Min kinesiske farmor”. I begyndelsen af romanen møder vi hovedkarakteren ved sin fars dødsleje, hvilket selvsagt sætter gang i en række refleksioner over vores eksistens i en verden, hvor tiden går, og hvor vi kun har et mikroskopisk tidsrum til at sætte vores præg på verden.

Selvom vi dør, sætter vi vores præg på eftertiden, og det er den hovedpersonen forfølger i romanen. For ifølge en kinesisk lærdom Lars’ farfar giver videre til Lars’ far, er det vigtigt “at forstå sig selv” for at kunne vide “hvor man kommer fra, helst fem generationer tilbage”. Det er altså vigtigt for Lars at forstå sin farmor, hvis han skal forstå sig selv. Og hun har ikke efterladt sig mange spor. Lars forsøger at nærme sig hende igennem billeder, interviews, breve og tilfældige film fra perioden, som er optaget i Hongkong. Problemet er bare, at han kun kan nærme sig hende indirekte. Hun har ikke efterladt sig nogen breve. Det eneste der er bevaret, er farfarens breve til hende, et interview han gav, da han blev pensioneret, og en nekrolog over ham. Det er kvindens lod i starten af 1900-tallet.

Men selvom farmoren aldrig kommer direkte til orde, spiller hun alligevel en central rolle i eftertiden. Hun har båret slægten i bogstavelig forstand, men det er også hende, der sår frøet til Lars’ forfatterskab. Hun giver ham en erindringsbog, da han er dreng, som han kan nedskrive sine erindringer i. Da det er barnets forundt at være uden fortid, skriver Lars i stedet de adresser ned, han leverer blomster på. Det bliver til et erindringskort, der også har haft kæmpe indflydelse på forfatterskabet.

Det kinesiske æskesystem

For at vende tilbage til det kinesiske æskesystem, synes jeg det er spændende, hvordan Saabye lader farmorens fortælling være en del af et større system. Hendes fortælling er ikke kun fortællingen om farmoren men også kvindekønnets historie, fortællingen om kolonisering, teknologihistorie, litteraturhistorie – og selvfølgelig en almenmenneskelig fortælling om liv, død, familie, erindring.

//Birgitte

Ord om “En fryd for foreningen”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra forlaget Harpyie]

Kan vi lige tage et øjeblik til at overveje, hvor lidt vi orienterer os mod Tyskland, og hvor vildt det egentligt er taget i betragtning af, hvor stor indflydelse landet har haft på den danske (og europæiske) kultur og det 20. århundredes historie. Mit sparsomme kendskab begrænser sig groft sagt til enkelte film om 2. verdenskrig og DDR, tysk romantisk musik og selvfølgelig Tokyo Hotel (shoutout til 14-årige mig). Men nu skal det altså være slut med den uvidenhed, og min vej mod kundskaben starter med Marieluise Fleissers “En fryd for foreningen”

And all that jazz

I romanen følger vi svømmer/tobakforretningsindehaver Gustl og melforhandleren Frieda og det kærlighedsforhold, som opstår imellem dem i mellemkrigstidens Tyskland. Den historiske ramme er på én gang altafgørende for handlingen og samtidig ubetydelig. Den eksisterer ikke som glitrende dekadence alá TV-serien “Babylon Berlin”, for der er meget lidt sex, drugs and rock’n’roll over “En fryd for foreningen”. Snarere er det de økonomiske udfordringer, med høj inflation og arbejdsløshed, som præger hovedpersonerne og de valg, de træffer. Det bliver særligt understreget, da indledningen gentages et godt stykke inde i bogen i forbindelse med en beskrivelse af den historiske kontekst. Den er, med undtagelse af enkelte bemærkninger, udeladt i begyndelsen. Læseren skal altså spores ind på, at det er hovedkarakterne og deres forhold, som er vigtige.

Toksisk maskulinitet

Det er da også i karakterbeskrivelsen, Fleisser udmærker sig. Selvom romanen har en overordnet kronologi, mødet mellem Frieda og Gustl og udviklingen i deres relation, er bogen ikke udpræget kronologisk. Den springer i stedet imellem forskellige episoder, hypoteser om hvordan personerne vil handle i givne situationer og synsvinkel. Alle disse små fortællinger underbygger beskrivelsen af Frieda og Gustl som mennesker.

Det er den interne dynamik imellem Frieda og Gustl, som gør romanen aktuel i dag. Ingen af de to lever op til de forventninger, der er til kønnene. Gustl udlever sin maskuline styrke i svømmeklubben, han redder endda nogle liv – men han kan ikke få Frieda til at indordne sig under ham i et traditionelt ægteskab. Hans butik går det heller ikke videre godt med, han har svært ved at få solgt sine varer og skaffe de fornødne penge til huslejen. Frieda er omvendt økonomisk uafhængig, lidt for frigjort ifølge Gustls mor og den primære forsøger af lillesøsteren Linchen, som hun for alt i verden ønsker at give en uddannelse. Den dynamik har afgørende konsekvenser for parret – og særligt for Frieda.

Jeg har ikke lyst til at spoile for meget af bogen, men jeg mener sagtens, man kan læse bogen ind i de diskussioner, vi har i øjeblikket om toksisk maskulinitet, overgreb og entitlement. Det er særligt der, den er spændende og utroligt forudseende, synes jeg.

Man skal lige vænne sig til sproget

Bare lige et heads-up til læsningen: Man skal lige ind i sproget, når man først begynder at læse den. Fleissers stil er underfundig og anderledes fra noget andet, jeg lige kan komme i tanke om, jeg har læst. Både fordi hun springer imellem nutid, fortid og hypoteser om karakterernes ageren i tænkte scenarier, men også fordi hendes sproglige stil demonstrerer en stor alsidighed. Den er på en gang humoristisk, dramatisk (crazy!), underfundig med mærkelige udtryk, læseren studser over og romantiske beskrivelser. Form og indhold smelter overraskende godt sammen – og det synes jeg faktisk sjældent sker i prosafortællinger.

//Birgitte

Kløe af Fríða Ísberg

~ Caroline ~ 1 kommentar

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Torgard)

Læsningens udgangspunkt er aldrig neutralt. Læseren er ikke en clean slate klar til passivt at indoptage bogens indhold. Det gælder i første omgang det helt personlige: hvilken stemning er jeg i under læsningen, hvor læser jeg, hvilke andre bøger / film / tv-serier etc. er jeg optaget af og under coronakrisen særligt også hvilken situation udspiller sig nationalt og globalt. Det er ikke tilfældigt, at alle lige pludseligt læser Albert Camus’ Pesten og Angie Thomas’ The Hate U Give. 

I dette lille skriv tænker jeg at tage jer med i min læseoplevelse og fortælle om mit udgangspunkt for læsningen, hvad jeg oplevede undervejs, og hvad jeg tænker i skrivende stund.

Udgangspunktet

Lad mig starte med udgangspunktet for min læseoplevelse. Kløe er den første bog jeg læser af en islandsk forfatter. Eller lad mig korrigere: det er det første egentligt moderne stykke litteratur jeg læser. Jeg har selvfølgelig været tvangsindlagt til at læse sagaer på gymnasiet og studiet. Dertil kommer at jeg har sunget en række sange på islandsk (hvorfor jeg også har en god fornemmelse af sproget). I skrivende stund har jeg folkesangen ”Sá ég spóa” på hjernen, som jeg lærte på min første tur til Island i 2006. Jeg har været der to gange siden da helt tilfældigt. Det giver mig en følelse af noget familiært eller bekendt, som jeg tager med mig ind i min læsning. 

Ellers træder jeg ind i læsningen med følgende indtryk

  1. Bogen er insisterende rød (postkasserød faktisk) med gul og blå skrift og en brunlig cirkel under forfatterens navn. Min efterrationalisering er, at cirklen muligvis refererer til det kløhul kvinden i ”At undertrykke eller blive undertrykt” har i sine trusser
  2. At bogen jf. bagsideteksten handler om mennesker, der ”får fnat af deres samtids forventninger eller krav”. Her er det selvfølgelig denne kløe, irritationsmomentet men ikke den altoverskyggende smerte, som sættes i centrum – og seksualiteten som også er vigtig i Ísbergs tekster
  3. At Weekendavisen har skrevet det eneste problem med bogen er, at den ikke er ond nok. Det var det, der oprindeligt fangede mig – og jeg er tilbøjelig til at give dem ret, for karaktererne flipper aldrig ud for good

Kløe

Kløe er en efter min mening lang novellesamling med sine lige knap 200 sider, hvorfor jeg vil spare jer for at gennemgå dem hver og en (som jeg oprindeligt havde tænkt hæhæ). Jeg synes, teksterne taler bedst for sig selv, så lad mig i stedet gennemgå nogle af de mest centrale temaer. Det er også på det tematiske Ísberg virkeligt viser, at Kløe er en tekst til tiden.

Identitet, særligt i kategorien køn, seksualitet og alder.

Kløe lægger sig fint i forlængelse af den fjerdebølge feminisme, som særligt fokuserer på kvinder som seksuelle væsener med ret til at forfølge egen nydelse (uden at skulle slutshames) og kampen mod alle slags seksuelle overgreb i forbindelse med #Metoo. I den indledende novelle ”Lysekronen” belærer en svigerdatter sine svigerforældre om kvindens ret til orgasmen. Den nye frigørelsesbølge bliver særligt tydelig i generationsclashet imellem forældrene, deres søn og svigerdatter. I ”En dukke” onanerer en ung kvinde til sin kærestes pornofilm, selvom hun føler, hun ikke bør blive opstemt af filmen, fordi skuespilleren med al sandsynlighed er et offer for industrien. I ”Hjem” følger vi en kvinde som forbereder sig på at kunne forsvare sig selv mod en potentiel overfaldsmand på vej hjem fra en bytur.

Der er også noveller som tematiserer køn på en mere traditionel måde. I ”Havet” performer to kvinder forskellige kønsstereotyper fra populærkulturen, imens de gør sig klar til fest. I ”At undertrykke eller blive undertrykt” lever kvinden i et parforhold ikke op til idéen om den pæne kvinde. Hun tisser i badet, barberer sig ikke og har huller i sine trusser, hvor hun kan klø sig. Der er også noveller, som i høj grad forholder sig til forskellige aldersgrupper. I ”Præcis” forlader en mand sin ungdomsidealisme, i ”Fingre” plages to personer i slutningen af 20’erne af deres omgivelser, fordi de er ugifte og barnløse

Kriser i det sociale  

De nære relationer i familien, parforholdet og venskaberne, og de problemer der kan opstå her er også centrale i bogen. Konflikterne Ísberg behandler er små men repræsenterer typisk også noget meget større. I ”En dukke” præsenteres vi igennem pornofilmen for deres parforholds krise. I ”Syv” og ”Flugt” tematiseres konsekvenserne af dødsfald i den nære familie. I ”Syv” er sproget fragmenteret og tydeligt præget af hovedpersonens mentale tilstand, ligesom brorens død skjules for læseren indtil sidste side. Det samme gør sig gældende for hovedpersonen i ”Flugt”. Hun forsøger at flygte fra realiteten af tvillingebrorens død ved at skrive breve til ham og løbe frem og tilbage over gulvet i sin lejlighed. Der er også mere hverdagsagtige kriser i det sociale, som handler om, hvordan man forholder sig til gamle klassekammerater man møder tilfældigt i supermarkedet og behovet for at fremstå godt på de sociale medier.

Minder om Thomas Korsgaard

Kløe minder mig meget om Thomas Korsgaards novellesamling Tyverier (2019). Som hos Korsgaard gør sproget ikke det vilde nummer ud af sig selv. I stedet flyder det relativt enkelt og lige til med undtagelse af en enkelt novelle ”Syv”. Her matcher sprogets fragmenterede karakter meget fint den mentale tilstand, tekstens hovedkarakter befinder sig i. Både Korsgaards og Ísbergs tekster er eksempler på, at novellelæsning ikke nødvendigvis behøver at være et omstændeligt heldagsprojekt. Der er nogle forfattere som skriver noveller på en måde, hvor man bliver nødt til at dedikere oceaner af tid til at læse dem. Ikke fordi de nødvendigvis er omstændeligt skrevet, men fordi de er pakket med informationer særligt i kraft af en række referencer. Ísberg gør også brug af referencer, men jeg synes ikke det bremser læseoplevelsen. 

Ligesom Korsgaard zoomer Ísbergs tekster ind på en enkelt episode i karakterernes liv for herigennem at udstille større problemstillinger. Det er ofte situationer, som er pinlige på den der ondt-i-maven måde, måske fordi man godt kan genkende episoderne fra sig selv. Karaktererne i Kløe har kløe. Men kløen er symptom på større problemer, som vi kan udpakke, hvis blot vi graver lidt dybere. Det minder mig om et citat fra den kinesiske digter Lu Chi, som Inger Christensen var inspireret af. Han skrev at ”I en enkelt meter silke findes det uendelige verdensrum”.  

Det er det novellegenren (også) kan.

//Birgitte

Månen over Øen af Anne-Marie Vedsø Olesen

~ Caroline ~ 1 kommentar

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof.

Jeg har længe været en sucker for skønlitteratur, der undersøger, hvordan vi forstår vores omverden og dermed skaber vores egen version af den. Efter min mening er det et af hovedargumenterne for overhovedet at beskæftige os med litteratur. Det giver en større indsigt i, hvordan andre mennesker tænker.

Da jeg så læste følgende sætning på bagsiden af Anne-Marie Vedsø Olesens Månen over Øen, ”Men hvilken verden er egentlig den virkeligelige verden? Hvordan kan vi overhovedet erfare den og tale sammen om den?” vidste jeg, at jeg straks måtte læse den.  

Det er helt klart spørgsmålet om, hvordan vi kan forstå virkeligheden, som er centralt i romanen. Før jeg vender tilbage til det, vil jeg dog bruge lidt tid på at beskrive den virkelighed, som er bogens:

En dystopisk sci-fi

Månen over Øen er på mange måder en klassisk sci-fi dystopi, som giver mig vibes både af TV-serierne Mr. Robot og Black Mirror samt bogserien The Hunger Games.

Vi befinder os i demokratiet Superesse år 2687 post Luna. Månen er ramt af en meteor, som fundamentalt har ændret menneskenes liv på Jorden. Den verden vi møder er groft sagt opdelt i tre: enklaverne, hvor menneskene bor (jeg forestiller mig dem som distrikterne i The Hunger Games, hvor hvert enkelt distrikt bidrager til fællesskabet ved at varetage en arbejdsopgave), Spøgelsesland (en art Det Vilde Vesten, hvor man lever på må og få uden for enklaverne), og Øen som er fuldstændigt renset for enklavernes teknologi.

Bogen præsenterer os for en overordnet problemstilling, som i øjeblikket er meget aktuel. Det handler om konsekvenserne af vores afhængighed af teknologien. Menneskene i Superesse lider af en nedarvet afhængighed af Supernettet. Supernettet kan bedst forklares som en smartphone, man enten bærer som visir eller får indopereret i sig, hvorigennem man konstant kan stimuleres. Fodres afhængigheden ikke med stimuli fra Supernettet har det fatale konsekvenser, medmindre man som hovedpersonen Hypatia er født uafhængig af Supernettet, eller man injiceres med et stof, som gør det muligt at leve uden i noget tid. Det er dog ikke alle, som tåler stoffet.

Teknologi-kritik

For at blive i genresporet er dystopien kendetegnet ved at forholde sig kritisk til vores samtid. Hypatia gør det muligt at rejse den kritik af vores teknologiske afhængighed – og herigennem afstand til naturen – fordi hendes perspektiv på virkeligheden afviger fra de andre karakterers. Det gælder Frans, 0som injicerer sig med stoffet, og Hypatias datter og mand som begge er afhængige.

Romanen romantiserer i vid udstrækning Øens oprindelige natur renset for enhver teknologisk indblanding. Trosretningen Domus Dei betegner den som en art fredfuldt, utilgængeligt Paradis. Det er dog ikke udelukkende entydigt, for Øen (som på mange måder er en tredje hovedkarakter) minder også om Supernettet. På den sameksisterer alle tider: gladiatorer og atombomber sidestilles i en og samme sætning. Den præsenterer også syner for Hypatia og Frans. De syner minder om Supernettets stimuli.

Problemet i bogen er således ikke udelukkende et spørgsmål om teknologi vs. natur. Problemet er, at menneskene, Hypatia inklusiv, er blevet berøvet muligheden for at erfare verden og tale om den sammen. Det isolerer dem fra hinanden, og den isolation må man erkende for at finde en vej ud. I den forstand slutter romanen, trods sit dystopiske islæt, håbefuldt (jeg skal nok lade være med at spoile).  

En krævende bog

Generelt er Månen over Øen en god bog med et til tider poetisk sprog, som retter en velfortjent kritik mod den teknologiske udviklings menneskelige konsekvenser. Det er også en roman, der kræver ekstremt meget af sine læsere sprogligt og med en lang række direkte og indirekte referencer til videnskaberne. Jeg skal da være ærlig at indrømme, at jeg ikke har fanget det hele, og det er meget muligt, at min læseoplevelse havde været en lidt anden, hvis jeg havde gidet at slå alle referencer op. Det vidner selvfølgelig om en forfatter, der er ekstremt vidende, men det kan også være en hæmsko for læseoplevelsen. Jeg synes også, bogen var en anelse kort (165 sider) til at udfolde et så omfattende univers, men jeg synes Vedsø Olesen kommer fint omkring det ved at forklare de mest gængse termer med små wikipedia-agtige afsnit (selvom det stadig tager noget tid lige at lande i romanens univers).

//Birgitte

Om Ocean Vuongs “On Earth we’re briefly gorgeous”

~ Caroline ~ 1 kommentar

DEN. HER. BOG. seriøst. Selvom det her indlæg eksisterer, synes jeg virkeligt, man skal læse bogen.

Ocean Vuongs sprog skal opleves first hand. Med sin poetiske brevroman indfanger han læseren fra første færd med et billede, der er fuldstændigt vanvittigt godt formuleret: en buk der hænger udstoppet på væggen, og jegets mor som spejles i dets døde øjne. Tre centrale temaer præsenteres hermed: Moren, døden og blikket.

Den kortsluttede brevroman

Romanen er udformet som et brev fra jeget til sin mor og falder dermed ind under genren brevroman. Lad os lige dvæle lidt ved det, for jeg tænker ikke, det er helt tilfældigt. Brevromanen var særligt populær i 1700-1800-tallet blandt kvindelige læsere. I romanerne kunne kvinderne være hovedperson i deres egen fortælling, hvilket var nyt. Det er interessant for Ocean Vuong i forhold til genren. Han vil fortælle de marginaliseredes historie: den vietnamesiske flygtning, gule kroppe (hans ord), brune kroppe; queer kroppe, fattige kroppe. Samtidig er formen problematisk, fordi moren ikke taler det sprog, brevet skrives på. Kommunikationen er allerede kortsluttet fra starten.

Det hele starter med litteraturkritikeren Roland Barthes’ Sorgens Dagbog. Bogen indeholder dagbogsnotater fra hver dag op til et år efter Barthes’ mors død. Men jeget vil ikke skrive om moren, som hun var, men som hun er nu. Brevet rummer hermed også et håb om, at hun en dag vil forstå.

At skrive de marginaliserede frem

I On Earth We’re Briefly Gorgeous repræsenterer sproget både en afstand og et håb. Ord går tabt, lader sig ikke oversætte, har dobbelte betydninger, er umulige at få over sine læber. Sproget er en afstand imellem jeget og moren. Jeget bemestrer et formfuldent engelsk, imens moren knap taler sproget. De taler begge vietnamesisk men på et utilstrækkeligt niveau, fordi moren måtte droppe ud af skolen i en tidlig alder da den brændte ned.

På trods af det finder mor og søn en måde at kommunikere på, om end denne er ordløs. Fosteret ligner et komma, påpeger Vuong et sted. Ikke et punktum, en endegyldig afslutning, men en fortsættelse. Sproget er iboende i forholdet imellem mor og søn. Samtidig er morens navngivning af barnet “Little Dog” en beskyttelse, fordi de onde ånder kun bortfører børn, hvis navne bærer en skønhed i sig.

Sproget er også mulighed for at skrive de marginaliserede frem og fortælle deres historie.

“I never wanted to build a “body of work”, but to preserve these, our bodies, breathing and unaccounted for, inside the work”

At være forfatter er en måde, hvorpå man kan holde de marginaliserede i live og fortælle deres historie. Det er en måde at få den privilegerede til at forstå: “I’m worried they will get us before they get us“. Der er mindre sandsynlighed for altødelæggende krige, hvis blot vi forstår hinanden.

Poetik og politik

Teksten er i højere grad poetisk end politisk, men for Ocean Vuong kan de to ting ikke skilles ad. Visse litteraturtyper, påpeger han, vil mene at den gode tekst ikke er politisk, men forener folk ved at vise universelle sandheder. For Vuong gælder det, at man ikke kan adskille kunsten og kunsteren “As if the first chair was hammered into existence without considering the human form”

Idéen Vuong sætter sig imod stammer dog fra en tid, hvor de litterære kredse primært bestod af hvide mænd. I den sammenhæng er det nemmere at tale om almenmenneskelige erfaringer. Men jeg synes også, der var noget meget almenmenneskeligt ved romanen. Når Vietnamkrigen og sprogbarriererne skildres, tænker jeg både på den måde Yahya Hassan viser livet imellem to kulturer og efterkrigstiden i Danmark. Det er meget langt fra Vuongs erfaringer, men det er et fællesskab nontheless.

At insistere på skønheden

Skønheden er også vigtig i romanen. Den hænger sammen med synet. Om noget er smukt kan man kun vurdere ved at se på det, og at se er at fordoble eller genskabe det. Og man genskaber altid smukke ting, fordi man vil eje det eller bevare det. Jegets bedstemor Lan gør det, når hun fortæller historier. Ocean Vuong gør det, når han fortæller sine karakterers historie.

Skønheden er en måde hvorpå, man kan sikre sig overlevelsen. Jeget insisterer på skønheden, som sejrer over døden og krigens rædsler. Den eksisterer i poesien og i sproget. Mormoren giver sig navnet Lan, efter orkidéen og giver jegets mor navnet Rose. I navnene er skønheden:

“All this time I told myself we were born from war – but I was wrong. We were born from beauty. Let no one mistake us for the fruit of violence – but that violence, having passed through the fruit, failed to spoil it“

I den sammenhæng er mine primære anke imod bogen, at den vold karaktererne oplever på egen krop er for æstetisk. Uanset om det handler om død, vold, krig, den udhungrede krop eller de mange stoffer jeget og vennen Trevor tager undervejs. Skæbnerne for de mange karakterer er fuldstændigt forfærdelige, og jeg synes nogle gange, teksten er lidt for dekadent heroin-chic til et punkt, hvor destruktionen accepteres fordi den er æstetisk. Måske fordi Vuong hele tiden insisterer på skønheden.

Teksten findes også i dansk oversættelse “Vi er kortvarigt smukke her på jorden” af Caspar Eric, hvis man hellere vil læse den på dansk.

//Birgitte

Ord om håb

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

I disse dage læser alle Albert Camus, J.P. Jacobsen og Boccacio. Dagbladene flyder over med anbefalinger af kriselitteratur, som skal lære os at forstå nutiden. Det er en god idé, fordi bøgerne hjælper os med at forstå vores samtid. Vi føler os mindre alene, når vi er fælles om krisens erfaringer.

Personligt er jeg stoppet med at forholde mig til corona. Jeg følger med i myndighedernes anbefalinger men er ellers lukket helt ned. Ellers drukner jeg i statistikker over antallet af omkomne. Det giver mig hjertebanken og ondt i maven,

Men krisetid er også en kulturel blomstringstid. Vi synger sange og forholder os herigennem til livets store temaer. Det handler om kærlighed, natur, kunst og eksistens – det der rent faktisk betyder noget, og som det kræver en undtagelsestilstand at forholde sig til. Denne her post er nok både storladen og sentimental (God forbid i 2020), men jeg har samlet nogle digte, som på en eller anden måde sætter gang i noget i mig. Enten fordi de beskriver naturen på en smuk og til tider mystisk måde, eller fordi de emmer af livsglæde, forår og eksistentiel mening. De findes tilfældigvis også alle sammen som sange – det er sådan jeg mest forholder mig til digte – så man kan jo overveje, om man skal ind og lytte lidt på dem:

Se nu stiger solen

“Se nu stiger solen” (1891) skrevet af den relativt ukendte digter Jakob Knudsen er efter min mening en af de smukkeste salmer, der findes. Den kæder menneskets livsforløb sammen med dagens gang fra morgen til aften og tematiserer store temaer som kærlighed, liv, død og opstandelse. Jeg tror særligt, det er idéen om opstandelsen, som gør den populær til bisættelser og begravelser. Næstsidste strofe lyder sådan her:

“Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn“

Interessant nok blev teksten først optaget i salmebogen 60 år efter, den blev skrevet, fordi teologerne misforstod den: de troede, den handlede om nordisk mytologi og hedensk soldyrkelse, og ikke kristendommen. Det er måske også den misforståelse, der gør teksten universel. Uanset hvad man tror på (eller ikke tror på), kan man have et behov for at føle sig selv og sine nære beskyttet i svære tider.

“Hvor Nilen vander ægypterens jord”

“Hvor Nilen vander ægypterens jord” er et digt af H.C. Andersen fra 1842. Digtet starter en kende nationalromantisk ud, med to fugle som mødes i Afrika, hvor de taler om den danske sommer og længes hjem til Danmark (et tema vi også kender fra Oehlenschlägers “Hjemvee”). Gurre slotsruin og sagnet om Kong Valdemar, der går igen, var central i romantikkens digtning, og det handler de to sidste strofer i digtet om. Det sjove er, at H.C. Andersen (og en række andre romantikere givetvis) blander to sagn sammen om hhv. Valdemar den store og Valdemar Atterdag. De to sidste vers fortæller om Valdemar den Stores affære med Tove, som Dronning Sophie fik dræbt i jalousi:

“Hans glæde blev skrinlagt bag kirkens mur,
hvor de vilde skovduer kurre.
Om Tovelille sang Guds natur
dejligst i Gurre!“

Ifølge sagnet går Valdemar igen ved Gurre slotsruin, blandt andet fordi han ikke levede et for letsindigt liv. I sidste strofe af digtet spotter Valdemar (dette citat stammer fra Valdemar Atterdag, som døde på slottet) således Gud:

“Lad Gud beholde sit himmerig,
har jeg kun Gurre!”

Ikke nok med, at der er smukt i Gurre, så emmer naturen af Valdemar og Toves udødelige kærlighed til hinanden:

“Det er så dejligt en sommerdag,
men dejligst i nattens stille,
når stjernerne blinker, og droslens slag
fortæller om Tovelille“

Kærligheden overvinder i digtet alt, eller “Alt er love” for at citere Julie Andem

“Alle de voksende skygger”

Og så bare lige til sidst dette smukke digt af J.P. Jacobsen, som er blevet sat til musik af blandt andre Hugo Alfvén, Wilhelm Stenhammar, Rued Langgaard. Der er noget melankolsk og mystisk over Jacobsens smukke naturbilleder. Jeg gengiver digtet her i sin fulde form, da det er ganske kort:

“Alle de voksende Skygger
Har vævet sig sammen til en,
Ensom paa Himmelen lyser
En Stjærne saa straalende ren,
Skyerne have saa tunge Drømme,
Blomsternes Øjne i Duggraad svømme,    
Underligt Aftenvinden
Suser i Linden“

Man kan med fordel lytte til Stenhammars version, som vist også er den mest kendte. Så bliver man vugget sødt i søvn samtidig med, at man fornemmer noget uhyggeligt magisk mystisk alá Harald Bergstedts “Solen er så rød, mor”

//Birgitte

#vmoaarhus – Line Jensen og Amalie Langballe

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Det er vist gået de færrestes næse forbi, at Caroline og jeg var til litteraturfestivallen ‘Vild Med Ord’ i weekenden, som vi var så heldige at få billetter til #reklame. Vi har i hvert fald hygget os med at spamme story på Instagram med alt og intet – ikke mindst på live-video feat. den selvopfundne leg “spot forfatteren” (fordi det sjove ved bøger er, at man ikke nødvendigvis ved, hvordan forfatteren ser ud). I det her indlæg vil jeg recappe to af de talks vi var til med hhv. Line Jensen (forfatter til bøgerne Det store regnestykke og Hver dag starter det forfra) og Amalie Langballe (forfatter til forsvindingsnumre)

Line Jensen: Moderens sårbarhed

Jeg skal indrømme, jeg ikke kendte så meget til Line Jensen, da jeg satte mig klar med notesbog og kuglepen. Hendes navn kom op, da jeg skrev en artikelserie til Heartbeats om forfatteren på Instagram, hvor flere forfattere anbefalede hendes profil linejensen_illu, men ellers havde jeg ingen anelse om, hvem hun var. Moderator Camilla Pejtersen fra Kristian F. Møller boghandlen fik ellers nævnt, som noget af det første, at der nærmest er en kultdyrkelse omkring Line Jensen og hendes tegninger (så meget for at være opdateret).

Hun er uddannet grafisk designer og arbejder med både illustration og tekst. Forfatterskabet startede på Instagram og er (indtil videre) blevet til to bogudgivelser. Da Line Jensen var på barsel, ønskede hun at udnytte tiden til at blive bedre til at tegne. Hun ville lave en ny tegning til Instagram hver dag med scener fra hverdagen. Det blev til den helt særlige skæve tegnestil, som er karakteristisk for Line Jensen er kendt for i dag. Stilen opstod tilfældigt, imens hun var for barsel. Der var ikke tid til at lave skitser. Hun tegnede imens hun ammede, til tider med venstre hånd og i mørke rum. Og så havde hun fundet sin stil.

Tegningerne affødte en dybfølt respons fra adskillige kvinder. Line Jensen fortæller, hvordan flere kvinder henvendte sig til hende og fortalte, at de følte sig set i hendes tegninger. Samtidig var der flere, der takkede hende for at være ærlig omkring de uskønne sider af moderskabet. Og det var hele tiden meningen at tegningerne skulle fungere som det, Line Jensen beskriver som et “omvendt Instagram-filter”, for hvis det skal være interessant for andre end ens venner og familie, er man nødt til at vise det, der er svært. Det drejer sig blandt andet om sårbarheden og usikkerheden. Og så er det vigtigt for hende at bevare troværdigheden og ægtheden i de erfaringer, hun formidler.

Det betyder dog ikke, at Line Jensen ikke har noget filter. Nu da hun har fået en større platform med mange aktive følgere, er hun også mere påpasselig med, hvad hun lægger ud. Samtidig er der også sket en udvikling i hendes families liv, som gør at hun i højere grad må tage hensyn. Hendes børn er ikke længere babyer men små personer, hvis privatliv man skal tage hensyn til.

Mor i litteraturen

Mor i litteraturen fylder en del for tiden, og moderrollen er særligt op til debat. Både fordi forfattere som Cecilie Lind, Maja Lucas og Dy Plambeck skriver om at være mor, men også fordi forfattere gør op med sine egne mødre i deres bøger. Det drejer sig om forfattere som Peter Øvig Knudsen, som selv var til stede på ‘Vild med Ord’, norske Niels Fredrik Dahl, Malene Lei Rabens og Leonora Christina Skov (der er uden tvivl flere).

For Line Jensen er det vigtigt at sætte spot på den usikkerhed og tvivl, som er forbundet med moderskabet, og som alle mødre rummer. Hun fortæller, hvordan det er meget forskellige kvinder, der føler sig genkendt i tegningerne. De oplever alle sammen, at moderskabet kan være en udfordring, og at man hele tiden må forsøge sig frem for at se, hvad der virker. Med tegningerne kan man slippe masken og indrømme sine usikkerheder. Det kan være vanskeligt, fordi det er Line Jensens erfaring, at der er en tendens til at udskamme mødre, som indrømmer, at moderskabet kan være svært. Og thank God for modige kvinder, der tør tage bladet fra munden og berette om sine usikkerheder, siger jeg bare.

Amalie Langballe: at forsvinde fra sorgen

Amalie Langballe har skrevet en fin debutbog forsvindingsnumre om hovedpersonen Agnes’ sorg efter morens død. Jeg havde ikke læst bogen, før arrangementet, men jeg købte den på ‘Vild med Ord’ og slugte de godt 200 sider virkeligt hurtigt. Amalie Langballe skriver virkelig Agnes’ sorg frem på en måde, som føles stærkt af læseren, og som vidner om en usigelig smerte og sårbarhed. Jeg er særligt vild med fuglemotivet, som går igen i bogen. Agnes kigger på fugle og er særligt optaget af den uddøde gejrfugl. Motivet minder mig om Blichers trækfugle i “Sig nærmer tiden”, et billede på livets ophør og forgængelighed. Samtidig er jeg vild med bogomslaget, som bogstaveligt talt er skarpskåret. Min hardbacks kanter er ikke rundet af. Man kan bogstaveligt talt skære sig på bogen, som man kan tage del i Agnes’ hjerteskærende sorg. Hvis man skal problematisere noget i bogen, er det måske mest romantiseringen af smerten hos Agnes og Josef, den triste rigmand, som Agnes og vennen Ofir flytter ind med i Israel, og som Langballe beskriver som en Gatsby-karakter (med reference til Fitzgeralds The Great Gatsby). Jeg selv får associationer til Michael Strunges digt “Natmaskinen” og hans forkomne englebørn. Agnes, Josef og Ofir tager stoffer, dyrker sex, kører for stærkt og smadrer sig selv hensynsløst. Og de er selvfølgelig dybt ulykkelige og tragiske skikkelser, men man bliver på en måde draget af vanviddet, som med så mange andre tragiske og tillokkende skikkelser før dem.

Når jeg mest skriver om mine egne observationer forbundet med at læse bogen, skyldes det ikke, at Amalie Langballe ikke sagde nogle interessante ting på ‘Vild med Ord’ om sorgen, som samtalen mellem hende og moderator Karoline Kjær Hansen centrerede sig om. Langballe talte fint om den sorg, Agnes oplever i romanen. Om hvordan sorgen skaber afstand til virkeligheden, og hvordan man kan forsøge at forsvinde fra sin sorg (som Agnes gør i bogen) for ikke at skulle konfrontere den. At forsvinde er et centralt tema i bogen. Moren forsvinder, og Agnes leder. Hun har svært ved at forlige sig med, at noget er væk for evigt, hvorfor hun også tager til Norge for at lede efter den uddøde gejrfugl.

Langballe fortæller også om arbejdet med bogen, som er baseret på hendes egne oplevelser med at miste sin mor. Hun fortæller, hvordan skrivningen var en måde at holde moren og minderne om hende i live. Minderne vendte tilbage i skrivningen af bogen, hvor Agnes gennemlever det Langballe betegner som et “destillat” af hendes egen værste sorg. Jeg synes desværre, at Karoline Kjær Hansen var alt for optaget af overlappet mellem Agnes og Amalie. Det fik en stor indflydelse på de spørgsmål, der blev stillet til forfatteren. Der blev ved flere lejligheder spurgt ind til, hvor stor en del af bogen var selvbiografisk, hvor store overlap der var imellem Agnes’ og Amalies sorg herunder også de erfaringer, hun og hovedpersonen har gjort sig, når det kommer til at leve med sorgen. Jeg synes ikke biografiske læsninger altid er uinteressante. Det havde været uhørt at læse Yahya Hassans digtsamling uden at skele til forfatteren og forfatterens baggrund. Men jeg syntes ærligt talt, at det var både irrelevant og en lille smule upassende at bede forfatteren om at udlevere sine private følelser og erfaringer om tabet af moren (Ja det er på trods af, at hun skriver om det i en roman, for der ER forskel). Jeg ville under alle omstændigheder hellere have hørt om den gode bog, som Langballe har skrevet. Men altså, what do I know.

//Birgitte

Vild med Ord 2020

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

#reklame

På lørdag skal Caroline og jeg til den århusianske litteraturfestival ‘Vild med Ord’, og vi glæder os helt vildt til en hel dag i litteraturens tegn! 🎉 .. Jeg dækkede festivallen sidste år for kulturmagasinet VINK Aarhus, så jeg er særligt glad for at få lov til at være med endnu en gang. Sidste år bød i hvert fald på nogle spændende samtaler om litteraturen og et rimeligt gakkelak show med Jens Blendstrup og Lars Bukdahl.

Programmet på ‘Vild med Ord’ i år er bygget op omkring temaet ‘Udsathed’. Man kan føle sig udsat, hvis man er psykisk syg, arbejdsløs eller ikke passer ind. ‘Vild med Ord’ har inviteret en række forfattere og fagpersoner, som vil tale om udsatheden med afsæt i litteraturen. På listen er Karen Fastrup, forfatteren bag den selvbiografiske roman Hungerhjerte om psykose og psykiatri. Peter Øvig Knudsen kommer forbi og taler om sin roman Min mor var besat, om at være barn af en psykisk syg mor og selv lide af depression. Debutanten Amalie Langballe, som vandt Bogforums debutantpris for Forsvindingsnumre i 2019, taler om bogen, der behandler en ung kvindes sorg over morens død.

Jeg glæder mig særligt til Kristian Bang Foss, som vil tale om publikumsbaskeren og Lykke-Per anno 2019 (men bedre lets be real) Frank vender hjem. Det er seriøst en god bog, som du bør læse, hvis du ikke allerede har gjort det. Den er fremragende og intelligent skrevet, og så får den dig med garanti både til at grine og græde. Maren Uthaug og Thomas Korsgaard skal desuden tale om deres forfatterskaber og drikke rødvin, hvilket allerede der skaber en anderledes stemning. Jeg har lige læst Uthaugs nyeste slægtsroman En lykkelig slutning om en nekrofil bedemand (need I say more!) og hans familie. Caroline har lige hørt Og sådan blev det på lydbog og var ret creepet ud over den. Du har måske set på story, at hun blev nødt til at slukke for den i noget tid, fordi den var så ulækker. Jeg er også i gang med den i øjeblikket, men jeg er ikke kommet så langt i min lytning endnu. Eller også har jeg bare læst for mange klamme ting, at jeg ikke bliver påvirket af det. Thomas Korsgaard taler formodentligt om novellesamlingen Tyverier, som udkom sidste år og de selvbiografiske romaner Hvis der skulle komme et menneske forbi og En dag vil vi grine af det, om Tues opvækst i en udsat familie på landet.

Nå men nu kan vi konstatere, at jeg har rantet rimeligt længe om bøger (intet nyt der), så jeg tænkte, jeg ville komme til sagen. Caroline og jeg kommer til at dække festivallen og de forskellige arrangementer, så i kan følge med, uanset om man er i Aarhus eller ej. Men det bliver også meget hurtigt referat-tagning på den der lidt stenede måde, som nok kan være fint og informativt, men som ikke udfordrer hverken os eller jer. Jeg har aftalt med Caroline, at jeg laver en challenge, som vi begge tager del i på dagen. Hvis du er på ‘Vild med Ord’, kan du selv deltage. Den kommer her:

  1. Optag en video fra et arrangement og læg den på Instagram
  2. Lav et ‘Vild med Ord’-meme
  3. Tag til et arrangement med en forfatter, du aldrig har læst noget af før
  4. Tag et selfie med en forfatter (flere point for flere forfattere!)
  5. Send live på Instagram
  6. Stil et spørgsmål til en paneldebat
  7. Find det vildeste ‘Vild med Ord’-merch
  8. Tag det bedste stemningsbillede
  9. Find inspiration til nye læseoplevelser
  10. Post en liste med dagens top tre af oplevelser/erfaringer/erkendelser du tager med fra dagen

Jeg glæder mig – og jeg glæder mig til at se hvem af Caroline og jeg (eller jer derude!), der får flest point i vores lille challenge

‘Vild med ord’ finder sted på lørdag fra kl. 10:00 på Godsbanen i Aarhus. Du kan finde det fulde program for festivallen her.

// Birgitte

Om Athena Farrokhzads I rörelse (2019)

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Der er ikke mange i Danmark, som kender til den svensk-iranske digter Athena Farrokhzad. Hun debuterede i 2013 (samme år som home boy Yahya Hassan) med digtsamlingen Vitsvit. I Danmark blev hun særligt kendt for at have kritiseret indholdet af Yahya Hassans digtsamling. Hun mente, bogen forsynede islamofobiske debattører med argumenter imod muslimske flygtninge og indvandrere. YAHYA HASSAN forværrede en i forvejen betændt situation.

Vitsvit minder tematisk om YAHYA HASSAN. Den beretter om at være svensk-iraner. Om at vokse op langt væk fra forældrenes hjemland. Om revolution og racisme. Om jegets stigende angst for en herskende islamofobi, som hun sammenligner med den antisemitisme, som ledte til holocaust. I rörelse fortsætter på mange måder af samme spor som Vitsvit, men er også i høj grad præget af de politiske kriser post 2013: bådflygtninge, den danske smykkelov, Brexit og nedbrændinger af flygtningelejre.

Jeg skriver ikke den her tekst for at gå ind i en længere diskussion om Athena Farrokhzads politiske udsagn, og hvorvidt jeg selv er enige eller uenig i dem. I rörelse er en politisk bog med et klart politisk standpunkt. Farrokhzad er (blod)rød. Digtet ”Brev till Europa” er en lang kritik af racismen, flygtningekrisen, klimakrisen koloniseringen og krigene i Mellemøsten, som de europæiske lande er ansvarlige for. Europa kaldes en ”överdimensionerad skamfläck på kartan”. Samtidig bærer mange af digtene vidne om et håb om en bedre fremtid, hvor nysvenskere kan leve frit og accepteres som en del af det svenske samfund på linje med hvide svenskere. Digtene er velskrevne. Farrokhzad behersker fremragende poetiske figurer, hvor særligt gentagelsen skaber en følelse af nødvendighed i det udtalte. Voldens sprog er gennemgående i digtsamlingen: had, uretfærdighed, vrede, slå ihjel. Og jeget er bevidst om sprogets magt: ”ord kan vara som mycket små arsenikdoser”. Det vidner det indledende citat fra et Adrienne Rich digt også om:

”Poesin har aldrig haft någon chans / att ställa sig utanför historien / En rad som maskinskrevs för tjugo år sedan / kan sprejas på en vägg  […] Vi är i rörelse   men våra ord står kvar / blir ansvariga / för mer än vi tänkt oss”

Jeg synes ”Brev till Europa” er det mest provokerende digt i samlingen. Europa (og europæerne) reduceres til navnløse personer og steder, som dæmoniseres, straffes og handles med. Det er de koloniserede, som tager hævn for racismen og kapitalismen, som de europæiske lande er ophavsmænd til. Jeg synes ikke omvendt racisme er den bedste måde er få sin pointe igennem på. Det skaber i højere grad afstand end sympati.

Bevægelse er et centralt ord i Athena Farrokhzads digtsamling. Det kan være bevægelsen fra et land til et andet: fra Iran til Sverige; slavehandel fra Afrika til USA; bådflygtningene over middelhavet. Det kan også være forandringer i tiden. Revolutionen er et central. Det drejer sig konkret om den iranske revolution, men også om LGBT+-bevægelsen, kvindebevægelsen og arbejderstrejker. Der er med andre ord noget på spil i digtsamlingen. Den behandler klassiske digteriske temaer som kærlighed, død, sorg, angst og naturen. Det kan godt blive lidt højtstemt nogle gange, men der er også meget på spil. Det handler bogstaveligt talt om liv og død.

Jeg tror, det er det højstemte, der gør hendes bog følsom for kritik. Det er store temaer, som er på spil i bogen. I rörelse er præget af en følelse af politisk uretfærdighed og angst, og derfor mister den også lidt sine nuancer. Sproget bliver bombastisk. Farrokhzad kommer da også kritikken i møde i den afsluttende tekst ”De enstaviga orden”. Det menneskelige ønske om fred, brød og jord er simpelt. Men set i kontekst bliver det komplekst. Bevægelsen er kompliceret, og Farrokhzad er, som alle andre, skyldige i at reproducere samfundet. Det er ikke enkelt, og man er dømt til at gentage sig selv både historisk og poetisk: ”Nu börjar Athena Farrokhzads bok. / Nu börjar den om”  

// Birgitte  

Ord om læsesteder

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Jeg har altid ønsket mig en læsekrog. Et hjørne i mit hjem, hvor tiden går i stå. Et sted, hvor luften fanger mig og holder mig nede i lænestolen, holder mig fast, til sidste side er læst. I vores nye lejlighed har jeg endda forsøgt at skabe dette; et område dedikeret til læsningens ro.Det bliver bare aldrig brugt. Min lænestol er en kurvestol, man ikke sidder særlig godt i. Jeg ved ikke, om det er det, der gør udfaldet, men faktum er, at jeg har siddet med en bog i stolen en enkelt gang på et halvt år.  Til gengæld er der andre steder, jeg får læst langt mere, og de steder skal også hyldes.

I toget 

Eller ved alle andre former for transport, hvor du passivt bevæger dig af sted; i bussen, på en færge, på flyet, i en GoMore, hvor stemningen oser af konsensus om, at turen foregår i stilhed. Der er et begrænset udvalg af aktiviteter i disse tilfælde, og bogen er her din bedsteven. Selvom mine togture er minimeret de sidste par år, er der ikke noget som at læse i toget. Rejsen eksisterer ikke, det gør de fem kapitler, du når at sluge, mens du glemmer at kigge ud ad vinduet og se de smukke søer omkring Laven og Ry. Tænkt eksempel.

På Espressohouse 

Det kunne være hvilken som helst anden café, og det er helt sikkert et sted, der deler vandene. Der bliver spillet musik, du skal huske din kaffe, hvis ikke den skal blive lunken (ellers kan du bestille en frappino caramel, den er kold og tilgiver dig for perioder uden opmærksomhed), og der er mennesker der vandrer ind og ud hele tiden. Der er dog et eller andet ved at bevæge sig ud for at læse. At sidde her fordi du vil læse. Intentionen om at tage din bog på en date og give den ens fulde opmærksomhed er rar. Som regel sidder jeg med høretelefoner i ørene uden musik, for at dæmpe lydene på caféen – men aktiviteten udenom kan også være god. Som en scene i alle rockpoppede musikvideoer fra 2000’erne, hvor du står på gaden, og alle bevæger sig omkring dig i 4x hastighed – bare på en café.

Biblioteket

Det er mit absolutte yndlingssted at være. Der er ro, der er bøger, der er ofte behagelige stole og sofaer. Det er ikke bare et sted, du skal tage hen, for at finde nye bøger, det er et sted hvor du kan nyde de selvsamme bøger. Det er den største læsekrog, indrettet med det specifikke formål at give dig den plads du har brug for. Gud ved at jeg har brugt uendeligt mange timer på biblioteker rundt omkring, fordi den indforståede stemning går på, at her læser vi. Hvis ikke det er en gave, så ved jeg ikke, hvad der er.

Sengen eller sofaen

For det meste har jeg ikke tænkt mig at bevæge mig ud, for at læse i en bog – det er de særlige tilfælde, hvor jeg har brug for luftforandring og motivation. Som oftest sidder jeg og læser i min slidte sofa eller under dynen med sengelampen tændt. Der er ingen, der kigger på dine underlige læsestillinger (er jeg den eneste der har dem?), der er al den ro, dine overboer tillader, og du kan sidde i nattøj (eller ingen tøj) på alle tidspunkter af døgnet. Du har din egen bogreol tilgængelig. Du behøver ikke at forholde dig til andre mennesker. På den ene side er dette punkt ligegyldigt; vi gør det alle sammen, så hvad inspirerende er der i det? På den anden side falder man hurtigt i overspringsfælden – du skal have vasket op, vasket tøj, støvsuget, du kunne sortere dit tøjskab og i øvrigt burde du rengøre køleskabet engang. Til gengæld: Når man slipper det, og vælger bogen til, så er der intet som at læse in the comfort of your own home. 

// Caroline

Mit læsehjørne

Da jeg flyttede ind i den lejlighed jeg bor i nu, var det vigtigt for mig at indrette et egentligt læsehjørne. Et sted trygt placeret imellem vinduet og bogreolen. Der er dagslys om dagen og en hyggelig standerlampe til når mørket falder på. I gyngestolen kan man krølle sig sammen med et tæppe og en kop te og vugge sig selv ind i litteraturens verden. Læsehjørnet giver et andet perspektiv på mine bøger. Jeg læste Tove Ditlevsens Ansigterne, fordi de mange ansigter fra bogens cover stirrede på mig fra det specifikke spot i reolen. Jeg var ellers i gang med at læse Lykke-Per, men Tove var uimodståelig. Jeg slugte bogen hel.

Mine forældres lænestol

Min forældres lænestol er et tilsvarende godt læsespot. Lænestolen står ved terrassedøren, så langt væk fra fjernsynet med dertilhørende sofaarrangement, man kan komme uden at træde ud af stuen. Stolen balancerer perfekt mellem det stille og det larmende; det sociale og det asociale. Man kan ikke læse i sofaen, for så bliver man forstyrret af fjernsynets lyd og billede. Som barn lå jeg ofte med mit hoved på min mors ben og læste, imens fjernsynet kørte i baggrunden. Det kan min skærmtilvendte hjerne ikke i dag. De skiftende billeder og lydene overtager min opmærksomhed. Nogle gange vender jeg mig med ryggen fra fjernsynet, det er stadig ikke nok. Læsningen kræver sin afstand. Et aktivt tilvalg. Og det er måske meget godt.  

På offentlige transportmidler

Når jeg ikke bliver køresyg eller hører podcasts (pænt meget dødvande på den front efter 24syv dog am I right), læser jeg i bussen og i toget. Jeg har nogle gange haft virkeligt lange busture, fordi det tager 100 år at bevæge sig seks kilometer inde i byen, og så er det nemt at fordrive tiden med læsning. Skal man skifte bus kan det også anbefales, at læse imens man venter ved bussen. Så kan man dyrke sin cool nerd aura imens lidt alá de der high school film, hvor nørderne altid læser, når de går (kan dog ikke umiddelbart anbefales).  

// Birgitte

Ord om Maren Uthaugs En lykkelig slutning (2019)

~ Caroline ~ 1 kommentar

Følgende indeholder spoilere fra Maren Uthaugs En lykkelig slutning (2019)

Om tre dage er det juleaften. Vi skal voldhygge os, så det næsten bliver for meget. Bægeret flyder over. Vi brækker os på den der Family Guy-agtige måde. Får du lyst til at give følelsesregistret en lille rystetur og bytte det hyggelige ud med det uhyggelige, kan du læse Maren Uthaugs bog En lykkelig slutning. En fremragende slægtsroman, som følger en københavnsk bedemandsfamilie i syv generationer.

En klassisk spøgelsesfortælling – og så alligevel ikke

Det vrimler med spøgelser i En lykkelig slutning. Fortælleren Nicolas og hans familie hjemsøges af fortiden. Slægtshistorien beretter om en familie i afvikling. De er en familie af afvigere med hver deres individuelle særhed. Samtidig er de en del af et mønster: hvert førstefødt drengebarn døbes Christian, Nicolas er undtagelsen. Generationerne er skæbnebestemt til at gentage mønsteret. Det er det, der er uhyggeligt. Skæbnen har taget i dem. Nicolas forsøger at genvinde kontrollen. Det bliver en regulær dødsdom over familien.  

Det skaber en følelse af uhygge at vi ved, at slægten er dødsdømt fra første afsnit. Samtidig bidrager de mange troper fra den klassiske spøgelseshistorie til følelsen af uhygge. Bogen vrimler med dobbeltgængere, gengagere, spøgelser, ritualer, besættelser og afvigere. Der er en atmosfære af død og forfald overalt. København er vidne til et hav af sygdomsepidemier og krige i løbet af fortællingen. Nicolas’ mor og husholdersken Helga flytter ind i en forladt lejlighed, hvor det før i tiden vrimlede med spøgelser, og afdødes ting stadig står, som da de levede.

Familiens medlemmer lader sig imidlertid ikke forskrække heraf. Det skyldes måske, at deres forhold til døden er blevet for intimt. De bruger unaturligt meget tid med døden. Det som vi normalt forbindes med uhygge, er det ikke for hovedkaraktererne. For Christian 4 er spøgelserne hans følgesvende i et ensomt liv. Familien lider af en kollektiv dødsfascination. Nicolas er nekrofil, Christian 6 slår familiens kæledyr ihjel, og Nicolas’ mor flytter ind i de afdøde familiemedlemmers efterladte lejlighed. Maren Uthaug illustrerer hermed fint, hvordan vores forhold til død og uhygge ikke blot er kulturelt bestemt men også individuelt.

Det uhyggeligt komiske

Jeg så Maren Uthaug fortælle om bogen i DR-programmet Vild med bøger. Her gik diskussionen på, hvorvidt bogen var komisk eller ej. Dramatiker og forfatter Hassan Preisler mente ikke, bogen var morsom, og jeg var tilbøjelig til at give ham ret på daværende tidspunkt. Der er imidlertid momenter i bogen, som er komiske. Som spøgelset Jacob, der besætter andre mænd, så han kan få sex. Men generelt bidrager det komiske til den uhyggelige atmosfære. I bogen er det ironiske til tider bærer af et varsel om undergang. Bedemandsforretningens motto citerer salmen ”Dejlig er jorden” med verset ”Slægt skal følge slægters gang”. Citatet rummer et løfte om en fremtid. Men den fremtid indfries ikke. Og så er der bogens titel En lykkelig slutning. Hvis den da skal læses ironisk. Den rummer i hvert fald ironiens uhyggelige tvetydighed. Jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvad jeg skal tænke.

// Birgitte

Om at være læsende

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Bloggen handler om læsning og skrivning om læsningen, så hvorfor ikke starte med, hvem vi er som læsere. Der er ikke én måde at læse på. Vi forandrer os som læsere over tid, er ikke den samme på forskellige dage eller i forskellige kontekster: vi læser et Strunge digt på en anden måde end vi ville læse undertekster eller et vejskilt fx. Når vi lærer at læse afkoder vi ord, som bliver til sætninger med mere eller mindre kompleks mening, som relaterer sig til den verden, vi er en del af.

Birgitte:

Jeg husker tydeligt den første roman, jeg læste: Harry Potter og Fangen fra Azkaban. Plottets spænding, humoren og de velskrevne karakterer fangede mig med det samme. Jeg ønskede brændende at det var sandt, at Rowlings univers faktisk eksisterede. Mit barnejeg drømte sig væk i fiktionens verden og kampen mellem det gode og det onde og ønskede inderligt, at mit Hogwartsbrev ville komme.

Jeg har ikke følt på samme måde om nogen anden bogserie, selvom jeg i mine teenageår var begejstret for Twilight-bøgerne (rip) og Hunger Games-trilogien. Harry Potter vender jeg fortsat tilbage til. Jeg connecter med andre voksne over bøgerne. Jeg kender universitet indgående men bliver samtidig ved med at opdage nye ting. Der gik mange år før jeg så, at Harry Potter i virkeligheden er en allegori på jødeforfølgelsen, og da jeg intenst studerede døds- og sorgrepræsentationer i litteraturen på uni, opdagede jeg, at Harry Potter i virkeligheden handler om døden.

Jeg læste Harry Potter, før jeg lærte at læse på den der intensive uni-agtige måde, hvor man vejer alle ord og betydninger og sætter teksten i relation til en teori – det kunne være Foucault eller Freud. Det er en hård mental øvelse, men man kommer ikke desto mindre tættere på teksten. Samtidig bremser det læselysten, fordi det føles som arbejde – det er opslidende at tænke 24/7. Mindre kan også gøre det. De bøger jeg senest har læst, som har engageret mig mest, taler til mig følelsesmæssigt og etisk fx Kristian Bang Foss’ Frank vender hjem og Veronika Katinka Martzens Jeg bruger min krop som et møbel. Begge balancerer imellem det komiske og det tragiske og kalder på læserens stillingtagen. Det er en kæmpe kvalitet.

Læsningen er også en oplevelse. Derfor: fyr den af med at læse, og tag det med, du kan. Når jeg tænker tilbage på lille niårige mig med min Harry Potter-bog, så husker jeg først om fremmest stemningen: at ligge på maven på sofaen i mine forældres kolonihavehus med bogen foran mig, mens mine forældre puslede i køkkenet og en støvet stribe sollys faldt ind igennem vinduet og varmede mig. 

Caroline: 

Det kan i virkeligheden starte i alle aldre, men jeg husker bedst da jeg begyndte med W.I.T.C.H.-bøgerne. Jeg læste også inden det, men det er de første bøger jeg husker at have elsket, sådan rigtigt. De startede som tegneserier, hvor det primært er det visuelle der er i fokus med dertilhørende tekst, men udviklede sig, sådan som det læsende individ selv gør. Billederne fylder mindre, ordene fylder mere. De er ikke bare sorte tegn mod hvidt papir, det er hele verdener og historier. Ordene kan ramme dybere end bare hovedet eller hjertet, med en god historie – de kan fylde mig op ind i knoglerne.

Overdrivelse fremmer forståelsen og klichéerne lever i bedste velgående, både i bøgerne og lige her. Man kan sagtens læse uden at hungre. Man kan læse SoMe-tekster, nyhedsartikler, filmanmeldelser. Det er også at læse. Alligevel adskiller sammensætningen og intentionen bag ordene sig på alle planer sig. Det handler ikke om hvorvidt du sidder med en finlitterær elitær roman, eller om det er en beskeden chick-lit. Det handler om oplevelsen. Det ved du, hvis du læser.

Det handler om fordybelsen. Om at give sig selv til bogen; at give sin tid, sin koncentration, sin fantasi. Fiktionen eksisterer kun i kraft af læseren. Indtil du læser, indtil oversættelsen fra enkelte bogstaver til hele historier, i dig, er der intet. Stephen Hawking beskriver i sin bog Om at skrive bøger som tidsrejser. Ikke bare i den forstand, at man bliver suget ind i en anden tid, hvor historien eksisterer; faktiske tidsrejser. Dette skriv er skrevet i min nutid, hvilket er din fortid; men den bliver læst i din nutid, det vil sige min fremtid. Hvem sagde, at bøger ikke er magiske?

Hvis du er læsende, vil du forstå. Hvis du ikke er, vil jeg invitere dig til at prøve at læse – også selvom den sidste bog du læste, var under tvang i niende klasse. Overvej hvad du kan lide, spørg om de har noget om det på biblioteket eller hos boghandleren – who cares om det er om drager eller romantik eller død eller sex. Jeg lover dig, de har det. Hvad har du at miste?