Der er ikke mange i Danmark, som kender til den svensk-iranske digter Athena Farrokhzad. Hun debuterede i 2013 (samme år som home boy Yahya Hassan) med digtsamlingen Vitsvit. I Danmark blev hun særligt kendt for at have kritiseret indholdet af Yahya Hassans digtsamling. Hun mente, bogen forsynede islamofobiske debattører med argumenter imod muslimske flygtninge og indvandrere. YAHYA HASSAN forværrede en i forvejen betændt situation.
Vitsvit minder tematisk om YAHYA HASSAN. Den beretter om at være svensk-iraner. Om at vokse op langt væk fra forældrenes hjemland. Om revolution og racisme. Om jegets stigende angst for en herskende islamofobi, som hun sammenligner med den antisemitisme, som ledte til holocaust. I rörelse fortsætter på mange måder af samme spor som Vitsvit, men er også i høj grad præget af de politiske kriser post 2013: bådflygtninge, den danske smykkelov, Brexit og nedbrændinger af flygtningelejre.
Jeg skriver ikke den her tekst for at gå ind i en længere diskussion om Athena Farrokhzads politiske udsagn, og hvorvidt jeg selv er enige eller uenig i dem. I rörelse er en politisk bog med et klart politisk standpunkt. Farrokhzad er (blod)rød. Digtet ”Brev till Europa” er en lang kritik af racismen, flygtningekrisen, klimakrisen koloniseringen og krigene i Mellemøsten, som de europæiske lande er ansvarlige for. Europa kaldes en ”överdimensionerad skamfläck på kartan”. Samtidig bærer mange af digtene vidne om et håb om en bedre fremtid, hvor nysvenskere kan leve frit og accepteres som en del af det svenske samfund på linje med hvide svenskere. Digtene er velskrevne. Farrokhzad behersker fremragende poetiske figurer, hvor særligt gentagelsen skaber en følelse af nødvendighed i det udtalte. Voldens sprog er gennemgående i digtsamlingen: had, uretfærdighed, vrede, slå ihjel. Og jeget er bevidst om sprogets magt: ”ord kan vara som mycket små arsenikdoser”. Det vidner det indledende citat fra et Adrienne Rich digt også om:
”Poesin har aldrig haft någon chans / att ställa sig utanför historien / En rad som maskinskrevs för tjugo år sedan / kan sprejas på en vägg […] Vi är i rörelse men våra ord står kvar / blir ansvariga / för mer än vi tänkt oss”
Jeg synes ”Brev till Europa” er det mest provokerende digt i samlingen. Europa (og europæerne) reduceres til navnløse personer og steder, som dæmoniseres, straffes og handles med. Det er de koloniserede, som tager hævn for racismen og kapitalismen, som de europæiske lande er ophavsmænd til. Jeg synes ikke omvendt racisme er den bedste måde er få sin pointe igennem på. Det skaber i højere grad afstand end sympati.
Bevægelse er et centralt ord i Athena Farrokhzads digtsamling. Det kan være bevægelsen fra et land til et andet: fra Iran til Sverige; slavehandel fra Afrika til USA; bådflygtningene over middelhavet. Det kan også være forandringer i tiden. Revolutionen er et central. Det drejer sig konkret om den iranske revolution, men også om LGBT+-bevægelsen, kvindebevægelsen og arbejderstrejker. Der er med andre ord noget på spil i digtsamlingen. Den behandler klassiske digteriske temaer som kærlighed, død, sorg, angst og naturen. Det kan godt blive lidt højtstemt nogle gange, men der er også meget på spil. Det handler bogstaveligt talt om liv og død.
Jeg tror, det er det højstemte, der gør hendes bog følsom for kritik. Det er store temaer, som er på spil i bogen. I rörelse er præget af en følelse af politisk uretfærdighed og angst, og derfor mister den også lidt sine nuancer. Sproget bliver bombastisk. Farrokhzad kommer da også kritikken i møde i den afsluttende tekst ”De enstaviga orden”. Det menneskelige ønske om fred, brød og jord er simpelt. Men set i kontekst bliver det komplekst. Bevægelsen er kompliceret, og Farrokhzad er, som alle andre, skyldige i at reproducere samfundet. Det er ikke enkelt, og man er dømt til at gentage sig selv både historisk og poetisk: ”Nu börjar Athena Farrokhzads bok. / Nu börjar den om”
ord om _ 