anmelder – ord om

[Anmeldereksemplar fra Harpyie]

Bestikkelse er en roman af Steven Zultanski, som jeg slugte i løbet af en stille søndag. På samme måde, som med genreforvirringen hos Tine Høegs Tour de Chambre, der var skrevet i en meget minimalistisk prosaform, oplevede jeg tvivl om den egentlige genre i Bestikkelse.

Apropos sidste uges indlæg om Undtagelsen, som beskæftigede sig med ondskab i et psykologisk perspektiv, er denne bog en mere filosofisk måde, at betragte ondskab på. Jeget i bogen holder ondskab i sine hænder og betragter konceptet, ordet, handlingerne, der udgør begrebet. Han undersøger det ved selv at udleve det, hele tiden i en mere absurd grad; i form af tyveri, indbrud, stalking, mord og voldtægt, men også i form af kapitalisme, toksisk maskulinitet, white-privilege og lignende samfundsproblematikker. De meget konkrete ondskabsfulde handlinger bliver sidestillet med de mere abstrakte, som i sidste ender har samme resultat – eksempelvis undertrykkelse af minoritetsgrupper, voldtægtskultur og strukturel racisme.

Jeget ønsker hele tiden at blive værre, og leder samtidig efter den perfekte mængde af ondskab – som at bryde ind i et hjem for at lægge en kæde på gulvet og derefter forsvinde. Ikke for at gøre yderligere, men fordi manglen på afklaring skaber et uforløst, ubehageligt potentiale, som altid vil virke ufærdigt. Disse handlinger (og der er mange af disse!) viser også, at en handling ikke skal gøres til ende, inden den er skadelig. At tage fat i en tilfældig kvinde på gaden, at holde hende fast i et øjeblik, uden at gøre noget “der kunne være værre”, er allerede det værste man kan gøre. Potentialet eksisterer, skaden er sket.

At fortryde, ikke at ‘gøre ondskaben til ende’, er ikke nødvendigvis barmhjertigt. Det er bedre, end at gøre det færdigt, men det er værre, fordi man har skabt et potentiale, der ikke var der tidligere. Giver det mening? Det er jeg ikke sikker på, og i virkeligheden er jeg stadig ikke sikker på at have forstået alt bogens indhold. Den er utroligt intelligent – jeg kunne ikke lægge den fra mig, jeg var bange for at miste noget af den.

Det er et voldsomt værk, som jeg føler mig både fortryllet og forvirret af. Måske har jeg flere kloge ord at sige efter anden eller tredje læsning af bogen, lige nu er jeg bare fortumlet, indigneret, men allermest fascineret.

// Caroline

Bogen Tools for extinction blev skabt lige så hurtigt som alting lukkede ned, da Covid-19 for alvor begyndte at bevæge sig gennem verden. Uanset hvem du er og hvor du er fra, så har vi alle sammen oplevet en verden før og efter corona. Derfor er denne bog blevet til – en bog med tekster fra 18 forfattere fra hele verden om den bølge af forandring, der har fulgt med. Om afstand og angst, forandring og fællesskab, omsorg og bekymringer. Om hvad denne ufrivillige og uhyggelige pause kan gøre ved sociale interaktioner, ensomhed, klimaet, fremtiden.

SPRING REPORT FROM DENMARK af Naja Marie Aidt.

Selvom foråret er på vej, fuglene synger og dagene bliver lysere, fornemmer man vinteren indeni. Himlen er smuk, øjnene våde. Der bygges rede, mens hjemmet forvandles til et fængsel. Naturen opfører sig som den plejer, selvom verden er komplet forandret. Teksten handler om den ambivalens, den indre og ydre konflikt der er opstået, grundet noget usynligt. Konstant er der savn til E i Madrid, M i Mumbai, H i Reykjavik, og alle de andre, der får tankerne til at vandre ud i verden.

Frygten er der også, men forsvinder ud af hænderne på forfatteren, væk fra København, væk fra Danmark, og bosætter sig ude i verden, hvor trygheden ikke kan finde hen. Til flygtningelejre, slumkvarterer, til fattige områder uden medicinsk sikkerhed.

Jeg læser det som en tekst, der har svært ved at finde ro i sin egen tryghed. Som stadig kan se fuglene på himlen og blomsterknopper på træerne, men som gør dette med sorg og skam og savn. Den bliver et stillbillede over de privilegier, der viser sig i en krisetid, det ulige samfund, der bliver synligt mellem forårets friske, grønne blade.

“The inequality as visible as the tiny virus is invisible”.

BOTTLE VERSUS BREAST af Olga Ravn.

Jeg læste denne tekst på dansk i Olga Ravns story for noget tid siden, og uden at være mor, uden nogensinde at have mærket et barn mod mit bryst, mærkede jeg naturens insisteren.
Normalt læser jeg bøger kronologisk, også novellesamlinger og digte, måske i et forsøg på at anerkende opsætningen, måske fordi det føles skræmmende at springe over noget, at miste det. Glemme det. Da jeg så, at denne tekst var en del af Tools for extinction, blev jeg dog nødt til at springe hen til den. Genlæsningens glæde er ikke en, jeg omfavner særlig ofte, men lige her greb den fat i mig.

Olga Ravns altid heksede selv formår at formidle det bånd, der er mellem menneske og natur (se bare hendes aktuelle projekt naturfarvning). I denne tekst er der både fokus på samhørigheden, men også på den afstand, vi selv skaber. Sutteflasken bliver selve distanceringen, både når barnet løsrives fra moren, men i lige så høj grad når mennesket løsriver sig fra naturen. Flasken er civilisation, brystet er natur. I amningen bliver moren alle mødre siden menneskets begyndelse, hun bliver ethvert pattedyr, hun er ét med sit barn, selvom det har forladt hendes skød.

Bogens tekster handler om udryddelse, og denne tekst indfanger det så poetisk og præcist som man kan komme det. Med flasken kommer civilisationen og i dette, distancen til naturen. Moderskabet bliver formidlet som et naturens nulpunkt, forudsætningen for den evige cyklus. Derfor ligger der i valget mellem bryst og flaske også et valg om, hvornår løsrivelsen fra naturen sætter ind.

“But after a night bottle he kicks off the duvet and chatters brightly in sleep, like something under water that just now left its egg.”

Det fælles bidrag

Bogen indeholder så meget fint, at det ikke gav mening at vælge endnu en tekst ud, som jeg ellers havde besluttet mig for. Jeg kunne ikke udvælge endnu en, for i valget eksisterer fravalget. I stedet er nedenstående citater fra nogle af bogens 18 tekster, i et forsøg på at opsummere indholdet, emnerne og forfatternes individuelle take på livet under en pandemi i 2020.

ASHAN – Vi Khi Nao
“I have just been self-quarantined in a world that has been self-quarantined for three decades, since the dawn of the internet.”

TRANSMISSION – Jean-Baptiste Del Amo
“A virus can be a revelation: it can reveal the limits of economic growth, of cynical profit seeking, of mechanisms of power in a capitalist system.”

THE DISPOSSESSED – Joanna Walsh
“Narratives belong to those left alive. But they’re told about what has ended.”

AFFINITY GROUP – Anna Zett
“They were joking, I guess, in the violent way that men from a majority group tend to joke when they feel insecure.”

EMPTY STREETS – Enrique Vila-Matas
“We never imagined it would come to this, but it has. And now, as we face the months ahead, all we can do it trust, somewhat naively, that, as always happens in extreme situations when everything is at stake, we will simply continue living and writing as if nothing have ever changed.”

DRAFT – Michael Salu
“There appears to be a permanence in things
but an impermanence in thinking.”

A PENNY IS A PENNY IS A PENNY – Jakuta Alikavazovic
“A penny is a penny is a penny, I say to myself, counting my coins. Nothing could be less true. A penny is everything but a penny – it’s what you make of it. It’s a sip of coffee for example. Or a moment of rest.”

LAST NIGHT I DREAMT I WAS MAKING A CONVINCING ARGUMENT FOR THE WORLD BEING A GOOD PLACE – Inger Wold Lund
“After an argument, a friend said that these days we spend more time stroking our fingers across screens than over each other’s skin.”

Tak til Lolli Editions for anmeldereksemplar.

//Caroline

Tag: anmelder

Ord om Bestikkelse

Tools for extinction