Tag: Anmeldelse

Livelæsning: Lolita (del I)

~ Caroline ~ 2 kommentarer

[Anmeldereksemplar fra Gyldendal]

Hermed livelæsning af en vaskeægte klassiker, nemlig Vladimir Nabokovs “Lolita”. Bogen er modtaget som anmeldereksemplar, og jeg har valgt at gå til den med en omgang livelæsning – dvs. live reaktioner fra læsningen. Der er nok at tage fat i, og derfor kommer der ikke den helt store indledning.

Disclaimer: Livelæsning indeholder altid spoilers.

S. 8
Forordet, er det et forord? Det skrives, som om Humbert Humbert er et ægte menneske, som om fortællingen er fakta og ikke fiktion, og jeg er forvirret allerede. Må lige Google. (Få minutter senere: Google siger fiktion, skønlitteratur, og så forordet må være fiktion i sig selv, idk) 

S. 11
HH starter med at sige, der var en pige før Lolita, som om hans kærlighed til barnet startede da han var på Lolitas alder (also, Lolita hedder rigtigt Dolores, så han har lige fundet på noget sexet til barnet, så er vi ligesom i gang). Det er fortalt som et manuskript skrevet til en jury i en kommende retssag. Det er overraskende, det anede jeg ikke. 

S. 17
HH var forelsket, de var begge 13, og begærerede begge to hinanden (åh, den unge seksualitet, faktisk semi cute), og ender tragisk, da hun (spoiler) dør kort efter de forsøger at knalde, men bliver forstyrret og må stoppe. Vladimir fortæller det lidt pænere, men alt i alt har jeg ondt af den tragiske kærlighed hos baby HH.

S. 23
HH søger jobs, hvor han kan tage til børnehjem og opdragelsesanstalter for at stirre på unge piger. Han mener, at der er kvinder mellem 9-14, som ikke er piger, men ‘nymfetter’, dæmoniske pigebørn, der søger ældre mænd. Ej han skal seriøst stoppe sig selv, føler jeg sidder med et ansigtsudtryk der er fyldt med væmmelse pt.

S. 26
Okay, fortællerens skriver både ‘jeg’ og ‘Humbert Humbert’ – er det den splittelse, der tales om i forordet? At hans pædo-jeg er HH, og han selv er en anden? Jeg er forvirret. Also, han er i gang med at opremse andre voksne mænd, der tænder på børn gennem historien, som om det skulle retfærdiggøre hans tanker. Det er lidt ambivalent om han er en pædofil, der prøver at styre sine lyster, i så fald er han jo god nok, det kan han ikke gøre for. Men al den snak om nymfetter… Jeg køber ikke fuld uskyldighed.

S. 30
Der er en kvinde, der snakker fransk til ham, og jeg burde måske oversætte det, men jeg orker ikke pt, så jeg gætter mig bare til hendes sætninger tbh. 

S. 34
HH gifter sig for at få styr på sine lyster. Nogle gange virker han som en mand der kæmper med sig selv, og i de øjeblikke føler jeg ømhed for ham. Tænk at skulle leve med så invaderende og umoralske tanker, det må være direkte skrækkeligt.

S. 47
HH har været indlagt på sanatorium grundet mentalt meltdown flere gange, og selvom han åbenbart finder stor begejstring i at vildlede psykiatere, så må det ikke være rart. Helt ærligt, manden kæmper jo med en forfærdelig seksualitet og har fantaseret om selvmord, hvis han skulle handle på det.

S. 56
“Hvorfor ophidser hendes måde at gå på mig i så afskyelig grad – hun er jo kun et barn, for pokker, et rent og skært barn?” HH er et menneske, som skammer sig og væmmes ved sig selv. Også selvom han forsøger at retfærdiggøre sine tanker til tider, selvom han fører dagbog over Lolitas færden, så er der en afsky over sig selv, som jeg på en underlig måde holder af. Og nå ja, han er blevet skilt fra første kone, og nu stødt ind i Lolitas mor (Charlotte), som giver ham logi. 

S. 59
Åh, hvor det skifter hurtigt. Dagbogen er en voksen mands savlende observationer af et barn, og det er ubehageligt at læse, når han hengiver sig til fantasien. Det er ikke særligt eksplicit, men det subtile er næsten værre: at han beundrer hendes tindinger, hendes nakke, hendes måde at gå på… Pyh.

S. 78
Uanfægtet, så er litteraturen eminent. Shit altså, Vladimir kan sgu skrive, kan han!

S. 87
HH kan slet ikke overskue, at Lolita bliver 15 om to år, for så er hun jo for gammel. Jeg magter ham ikke.

S. 92
Lolitas mor har skrevet et brev til HH, hvor hun tilstår sin kærlighed til ham, siger at hvis han bliver hos dem, skal det være for life, han skal være som en far for hendes lille pige. Græder lige lidt for mig selv.

S. 102
HH skal giftes med Lolitas mor, og det skal i avisen. HH fortæller i interviewet, at han havde et forhold til moren tretten år tidligere – antyder derfor, at han er Ls far. Dude, tf? Pædofili er ikke nok, incest skal der også til åbenbart.

S. 103
1) HH og Charlotte knalder hver aften, det er den daglige pligt, og det er sgu imponerende.
2) HH beskriver seancen som: “jeg glammede gennem underkrattet i mørke, forrådnede skove”. Bogen er tragisk, men der er også humor i den, thank god.

S. 108
HH drømmer om at fylde ‘sin slatne nymfette’ med sovepiller, og er begyndt at betragte hende som sit eget barn, ej nu holder det.

S. 129
Lolitas mor har fundet HH’s dagbog! Tænk at læse, hvordan ens mand har skrevet perversiteter OM ENS DATTER! Kuldegysninger!

S. 132
LOLITAS MOR ER DØD! Charlotte fandt ud af alt, var hidsig, skyndte sig ud af huset og blev kørt ned. Bum, gone. Det er så dramatisk!

S. 139
Øhmm, han har kun mødt familien for ti uger siden?? Det kan jo ikke passe… Vel?

S. 147
Jeg bliver oprigtigt dårlig, når HH taler om at “ligge dunkende ved siden af den lille, sovende pige”, fordi han har fået en masse stærke sovepiller. Folk tror i øvrigt på, at Lo er hans datter, og han er på vej til at hente hende fra den lejrskole, hun er på. Al min omsorg og empati for den manden er pist væk.

S. 152
Lolita kalder ham far, jeg græder og væmmes. Hun ved btw ikke, at moren er død, men tror, at hun er indlagt og skal opereres for et-eller-andet.

S. 153
Nu husker HH sig selv på, at “hun er kun et barn, hun er kun et barn.” Altså hvad fanden er det manden vil med hende? Pointen og problemet for ham er, at hun er et barn! 

S. 154
Lo kalder ham både far, og siger, at “vi er jo kærester”. Jeg er så uncomfortable!

S. 157
“[…] selvom han udmærket godt vidste, den snu, svulmende satan, at klokken ni, når hans forestilling begyndte, ville hun lille bevidstløs i hans arme.” Behøver jeg overhovedet sige noget?

S. 166
Han har drugget hende, hun er så træt, jeg bliver nødt til at få en pause fra at læse.

Livelæsning del II er oppe om et par dage (når det er oppe, kommer der et link lige HER). Hvad tænker I so far? Har I læst den? Lyst til at læse den? Helt generelt, hvordan har I det efter den omgang? Jeg blev sgu lidt presset til sidst.

// Caroline

Ord om “Inderligt”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

Ord om “Inderligt”, eller inderlige ord af Margaret Atwood. Lad mig starte sådan her – jeg anede ikke, at denne powerwoman også skrev digte, men selvfølgelig gør hun det. “Inderligt” er hendes første digtsamling i over et årti, hvor indholdet er skrevet og samlet sammen fra 2008 til 2019. I den tid er verden blevet et mørkere sted, skriver Atwood i forordet. Hun er blevet ældre. Hun har mistet.
Alligevel er digtsamlingen ikke blot sorg og mørke. Den indeholder en blanding af håb og realistisk klarsyn, der fungerer virkelig fint.

“Der er flere fugle i disse digte end der plejede at være. Jeg ønsker mig endnu flere fugle i den næste digtsamling, hvis der kommer en; og jeg ønsker mig flere fugle i verden.”

Efter det meget smukke forord, kommer digtene. Samlingen er delt op i fem dele, som jeg har forsøgt at navngive:
Del I – Fortid
Del II – Køn og kvinder
Del III – Fremtid
Del IV – Klima
Del V – Alderdom og sorg

Der er noget absolut yndigt og fænomenalt makabert i Atwoods skriveri, det er svævende og det voldsomt jordnært. Som digtene om dyr, om edderkopperne i bogreolerne, hvor jeg på få sætninger føler omsorg for deres mange ben og sirlige spind. Især digtene om fremtid og klima ramte mig, fordi deres indhold er så altsigende og aktuelle.

“Vi måtte vide / hvordan sådanne fortællinger ender: / og hvorfor. / De ender i flammer / fordi det er det, vi vil have. / Vi vil have det sådan.” [I Flammer]

Digtsamlingen rummer den menneskelige natur som en selvdestruktiv force, viser vores forfærdelige sider, vores ødelæggelse, ansvarsfralæggelse, og vores sorg over netop dette. Den svindende natur, den kapitalistiske egoisme, mennesket som en del af naturen, mennesket som løsrevet fra naturen. Det er brutalt ærligt, og det gør ondt – men det er det, der fungerer så vidunderligt. Atwood adskiller ikke sig selv fra dette, hun hæver sig ikke og tager ikke afstand. Det falder tilbage på et fælles ansvar. Et fælles problem. Fælles løsning.

“Vi kan godt lide det sted hvor vi bliver reddet. / Vi kan godt lide det sted hvor vi bliver ødelagt. / Hvorfor føltes de så ens?” [Rumvæsnerne ankommer]

Jeg ville ønske, jeg havde flere kloge ord at dele, men digte er svære at omfavne på et enkelt post; i virkeligheden kunne jeg lave en anmeldelse af hvert enkelt digt, og det ville fylde mere end det her. Den bedste løsning må være at opleve den selv. Flyv ind i digtsamlingen med fuglene og undgå mikroplasten, sid på skulderen af en vis, ældre kvinde, og syng for børnene, åh børn, og den fremtid, de går i møde.

// Caroline

Ord om Hedeselskabet

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

“Det lyder som en bog for dig,” skrev Birgitte til mig, og linkede til Malte Tellerups anden roman, Hedeselskabet. En idealistisk trio fra storbyen flytter til udkantsdanmark (mit hood), for at være selvforsynende, at leve i ét med naturen og at udleve hver deres kunstneriske drømme. Allerede dér kunne jeg identificere mig med trioen, og havde en oplevelse af, at deres skæbne var min skæbne.

I skovens dybe stille ro hersker kaos
I den første del af bogen er naturen idyllisk, den er grøn og frodig, næsten æterisk beskrevet, som et grønt paradis, og selvom der er bump på vejen i de unge kunstneres nye eksistens, er livet på landet overordnet set velfungerende. Det positive mindset hjælper med at holde fanen højt, lige indtil vejret vender, pengene fortsat er små og de relationer de har fået, begynder at falme. Det er svært at holde sig ovenvande, når alle i nærheden synker.

Selvom der er et ønske om at skabe noget nyt på heden, er det også lidt som om, den fungerer som kviksand; store bevægelser er farlige, og stilstand er at foretrække, selvom alle bliver hevet ned i sidste ende – det ser vi i form af naboens konkurs og lukningen af de mindre landbrug. De idealistiske unge fra byen er et symbol på en generation med ambitioner, håb og opgør med de gængse rammer, men den idealisme er endnu ikke nået de unge på heden, hvor tiden står stille. I sidste ende er spørgsmålet vel, hvor længe man kan leve på idealisme, når vand bliver til mudder?

Kampen for overlevelse i udkanten
Sproget er ikke bare jysk, det er bondsk, og samtalerne mellem byboernes slangprægede fraseringer og hedens sprog, der er overrepræsenteret af vokaler, er intet mindre end fantastisk at læse. Jeg er selv opvokset nær det område, Tobias og de andre bosætter sig i, og kender til det stærke fællesskab og ønsket om at bidrage til områdets overlevelse. Uanset hvor hårdt der kæmpes, er man ladt til sig selv i udkantsdanmark, og det er en kamp, der i løbet af bogen bliver mere og mere tydelig.

Jeg elskede romanen. Dog var der nogle få kapitler, to eller tre, som blev fortalt fra nabokonen Phuengs synspunkt. Det føltes meningsløst, der var ingen forløsning, ingen yderligere sammensmeltning, bare et par fragmenterede tekststykker, som romanen sagtens kunne have undværet. Når det er sagt, ramte resten plet. Den handler om ensomhed og fællesskab, naturen på godt og ondt, at være anderledes, håbefuld, at ville skabe, at møde modstand. Den handler om mig, mine venner, mine bekendte og min hede, og det skal den have tak for.

//Caroline

Ord om Mit arbejde

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Gyldendal]

Olga Ravns nye bog, Mit arbejde, er en form for mødremanifest; en opfordring til at fortælle den sande, komplekse og til tider skrækkelige sandhed om at blive mor. At være ærlig. Sårbar. Selvom mine egne børn endnu kun er en fremtidsforestilling, er mødrerollen en, jeg forhåbentligt får lov til at stifte bekendtskab med engang. Det gør dog ikke bogen mindre relevant for mig – bare det at kende en mor, er nok argument for at læse Mit arbejde.

A whole new world og flydende kaos

Der er mange begyndelser, mange fortsættelser og mange slutninger i romanen, hvoraf skabelse synes at være den røde tråd, der forbinder dem alle. Skabelse af et barn; af en bog; af et hjem; af en ny hverdag. Kvinden i bogen har fået en åbenbaring sammen med fødslen af sit barn, måske endda tidligere, da pamfletter om børn, graviditet og forældre, begyndte at dukke op. Det er en hård åbenbaring, der indebærer en ny forståelse af køn og identitet i en forandret verden, hvor alle har en holdning og forventning til, hvordan man skal tænke, handle og føle.

Bogen er på en gang et stort rod af genrer, tid og personer, men samtidig føles alt flydende. Det kaotiske er et præmis, det er symbolsk for forældreskabet, det er uundgåeligt. Det tætteste, jeg kan komme på at beskrive indholdet, er autobiografisk meta-prosa, hvor der er tale om et Jeg og en Anna, som både er den samme person, men som også ikke er det. De er på en måde adskilte individer, som har født samme barn. De passager, der er mest meta – teksterne jeg’et skriver til Anna – er mine absolutte yndlings. De illustrerer bogens opgør med forventninger (til prosaregler og struktur, men også forventninger til moderrollen) og dens undersøgende tilgang til jegets fragmenterede selv, på en utroligt kærlig måde.

Det eksistentielle og vasketøjet

Det gjorde ondt at læse bogen, for det er både en gave, men også et traume, at få et barn. “At føde et barn er også at føde et kommende lig, har du tænkt på det?”. Lige så mange eksistentielle og filosofiske tanker, det bringer med sig at skabe et menneske, lige så mange lavpraktiske ting følger også med, og bogen undersøger begge ekstremer af det abstrakte og det konkrete. Det er en stor bog med omfattende indhold, og jeg er endnu ikke kommet ind på psykisk sygdom, parforhold, købekultur og skriften som både anker og redningsvest. Det kommer jeg heller ikke til – hvordan skulle et enkelt blogindlæg kunne rumme refleksion over alt det på en gang? Mit hoved kan næsten ikke rumme det. Lad os i stedet tage snakken i en dm, og indtil da, så læs den. Det var vildt.

//Caroline

Ord om “10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra forlaget Grif]

Ret ofte løber der vand ud af mine øjne. Der skal ikke meget til; en filmtrailer, en reklame, en god tiktok. Alligevel er det sjældent, jeg græder over en bog. Det gjorde jeg denne gang. Flere gange. Elif Shafak skriver om de sidste øjeblikke af Leilas liv, som hun ligger myrdet i en container et sted i Istanbul. Man opdager hurtigt, at det ikke blot er Leilas død, der er tragisk – livet har vist sig at være en stor prøvelse i sig selv.

De fordømte
Sådan lyder navnet på et af kapitlerne, og det er sådan omverdenen ser på Leila og hendes venner, en broget flok, der ikke lever op til de forventninger, der pålægges dem. Leila, også kendt som Tequila-Leila, er sexarbejder, og det er noget nær det eneste, samfundet vedhæfter sig hos hende. Ikke hendes opvækst med de mange hemmeligheder, hendes loyale venskab, hendes ikke-dømmende syn på andre. Det blik, det helhedsbillede, sørger Elif Shafak dog for at skabe, og gennem det sidste stykke tid af Leilas ikke-levende, ikke-døde eksistens, følger vi episoder og brudstykker fra hendes liv i første del af bogen, Sindet.
I anden del af bogen har sindet forladt os, og vi følger nu Kroppen. Her er det Leilas fem venner, historien bliver fortalt fra, og jeg må indrømme, at jeg begyndte at savne Leila en smule. Til gengæld nød jeg sidste del, Sjælen, som er afslutningen på Leilas historie.

“Istanbul er, og har altid været, en she-city“
Det er primært kvinder, vi følger i bogen, da det er kvinden, der bliver gjort til genstand for mange problemer; det er hende, der tænder mandens begær, hende, der bærer familiens ære, hende, der skal udvise overbærenhed, velvilje og underdanighed. Det er en ufrivillig rolle, kvinderne har fået tildelt, og de fordømte, Leila og hendes venner, har ikke tænkt sig at opfylde dem. En er uden religion, en har tilpasset sin fysiske krop til sin kønsidentitet, flere har solgt deres kroppe af nød eller tvang, men fælles er, at de overlever på trods.
Fordi vi allerede kender slutningen fra starten af – Leila er død og på vej til at forsvinde – er bogen tung, men med sammenhold, fællesskab, omsorg og loyalitet overfor hinanden, og med håbet, især håbet, kommer man igennem bogen. Den rørte mig meget, det var skønt at høre stemmerne fra folk, der ellers bliver tiet ihjel.

//Caroline

Ord om Tre kvinder

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra People’s Press]

Tre kvinder starter med et forord, hvor der bliver beskrevet, at denne bog ikke er fiktion – det er faktiske historier om virkelige kvinder.
Jeg går i gang med bogen, og undrer mig lidt over den beskrivelse. Starten føles alligevel som en skønlitterær roman, vi møder hurtigt en konflikt, og lærer personerne at kende og tingene udvikler sig derfra. Jo længere jeg kommer, jo mere giver forordet dog mening. Konflikten bliver ikke afklaret, der er ingen forløsning, bare liv, der efter endt læsning bliver ved.

Det farlige begær
Lisa Taddeo er journalist, og har fulgt tre kvinder i otte år; interviewet dem og deres nærmeste, læst deres beskeder, dagbøger, tilegnet sig al den viden om dem, hun kunne. Bogen handler om kvindeligt begær, manifesteret i tre liv. Begær, det er ikke et begreb jeg nogensinde har forholdt mig synderligt meget til, men wow. Smag lidt på ordet. Begær. Det er både intenst, hungrende, passioneret, det er utroligt voldsomt på en eller anden måde.

Det mærker man også hos både Maggie, Sloane og Lina, hvor hver af deres begær bliver udfoldet på papiret. En har haft et grænseoverskridende forhold til sin lærer, en anden har sex med andre for sin mands skyld, en tredje accepterer, at hun ikke bliver prioriteret, imens hun selv kompromitterer alt, for at være i en uligevægtig relation. Begæret er ikke hensynsfuldt, det viser sig, at det kan være en giftig følelse. Både at tilsidesætte begæret og at handle på det, begge dele har konsekvenser.

Ærlig og ikke-dømmende
Man fornemmer hurtigt, hvor ærlig fortællingen er. Der er ingen helte. Rigtigt og forkert er ikke trukket synligt op, for det er ikke det, bogen handler om – den handler en bevægelse, der ikke bliver dikteret af streger i sandet, men af livsomstændigheder, relationer, behov. Begær. Den handler om alt det, vi mangler, og søger andre steder. Om det vi higer efter, og de kompromisser vi indgår, for at glæde andre. Om de usikkerheder og grænser, der bliver overtrådt, og som man bagefter må forholde sig til.

Lisa Taddeo skriver fantastisk, så let kan det siges. Kvinderne fascinerede mig, og de virkelige hændelser gav mig mavepuster efter mavepuster. Bogen er på mange måder hård, men den skildrer virkeligheden. Det kan man mærke, når man sidder med den. Jeg kan mærke det nu, hvor jeg skriver om den. Den ramte noget i mig, i min kvindelighed eller mit begær, jeg ved det ikke – jeg ved bare, at jeg forstår. Jeg glæder mig og græder med de kvinder. Deres åbne sårbarhed gør, at jeg smider alle parader under læsningen, tager imod dem, også selvom jeg ikke altid er enige med dem. Det finder jeg meget smukt.

//Caroline

Ord om Fortællersken

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra forlaget Apuleius Æsel]

Det er svært for mig at skrive om bøger, der ikke falder i min smag. Jeg har stor respekt for forfatterens arbejde, og jeg ved jo, at nogen synes om bogen, ellers var den aldrig blevet udgivet. Alligevel kan jeg blive helt frustreret over at læse en bog, der har en masse potentiale, og endda et virkelig fint sprog, men som bare ikke leverer. Sådan havde jeg det desværre med Fortællersken.
Forfatter Jørgen Stormgaard skriver flydende og roligt, og man fornemmer hurtigt, hvordan Karen Blixens forfatterskab har inspireret hans skrivestil – det gør også det fine, lidt gammeldags sprog til bogens bedste kvalitet.

Manglende fremdrift
Vi bliver knap introduceret for karaktererne Hans Emilling og Fortællersken, før hun insisterer på at lytte til hans historier og lære ham at kende derigennem. Vi ved ikke, hvad der gør netop Hans interessant – men håber selvfølgelig på, at fortællingerne kan gøre os kloge på det.
Herfra begynder romanen, som har en meget konsekvent form; ved starten af hvert kapitel mødes Hans og Fortællersken et nyt sted. De får noget mad, noget at drikke eller en smøg, og derefter begynder Hans at fortælle om en person eller en begivenhed i hans liv. Det foregår primært som en monolog, og når historien er fortalt til ende, forlader de to igen hinanden. Det hele bliver forudsigeligt og uvigtigt. Ved starten af hvert eneste kapitel håbede jeg på, at nu ville der ske noget nyt, men den eneste afveksling var menuen, placeringen og historiens overordnede indhold.

Mere referater end faktiske fortællinger
Frem for at dykke ned i hver af de fortællinger, hvert kapitel er dedikeret til, føles det som om, der er en vis distance til hver eneste historie. De bliver ikke præsenteret som faktiske fortællinger, men nærmere referater af fortællingerne selv. Vi hører om de overordnede begivenheder på en meget reflekteret måde fra en, som selv har lagt det bag sig, og nu bare observerer det udefra.
Derudover forbliver de to karakterer, Hans og Andrée, som Fortællersken hedder, på samme måde overfladiske og svære at relatere til. Deres fortællinger – selv den store afsløring til sidst, som man let kan gætte sig til fra første kapitel – giver aldrig den indsigt og dybde, som man fra starten af håber, at fortællingerne vil give.

Alt i alt oplevede jeg Fortællersken som en omstændelig bog med stor forudsigelighed og et meget langsommeligt tempo – det var desværre ikke en bog for mig, men forhåbentligt finder den frem til de læsere, der vil nyde den.

//Caroline

Ord om Bestikkelse

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Harpyie]

Bestikkelse er en roman af Steven Zultanski, som jeg slugte i løbet af en stille søndag. På samme måde, som med genreforvirringen hos Tine Høegs Tour de Chambre, der var skrevet i en meget minimalistisk prosaform, oplevede jeg tvivl om den egentlige genre i Bestikkelse.

Apropos sidste uges indlæg om Undtagelsen, som beskæftigede sig med ondskab i et psykologisk perspektiv, er denne bog en mere filosofisk måde, at betragte ondskab på. Jeget i bogen holder ondskab i sine hænder og betragter konceptet, ordet, handlingerne, der udgør begrebet. Han undersøger det ved selv at udleve det, hele tiden i en mere absurd grad; i form af tyveri, indbrud, stalking, mord og voldtægt, men også i form af kapitalisme, toksisk maskulinitet, white-privilege og lignende samfundsproblematikker. De meget konkrete ondskabsfulde handlinger bliver sidestillet med de mere abstrakte, som i sidste ender har samme resultat – eksempelvis undertrykkelse af minoritetsgrupper, voldtægtskultur og strukturel racisme.

Jeget ønsker hele tiden at blive værre, og leder samtidig efter den perfekte mængde af ondskab – som at bryde ind i et hjem for at lægge en kæde på gulvet og derefter forsvinde. Ikke for at gøre yderligere, men fordi manglen på afklaring skaber et uforløst, ubehageligt potentiale, som altid vil virke ufærdigt. Disse handlinger (og der er mange af disse!) viser også, at en handling ikke skal gøres til ende, inden den er skadelig. At tage fat i en tilfældig kvinde på gaden, at holde hende fast i et øjeblik, uden at gøre noget “der kunne være værre”, er allerede det værste man kan gøre. Potentialet eksisterer, skaden er sket.

At fortryde, ikke at ‘gøre ondskaben til ende’, er ikke nødvendigvis barmhjertigt. Det er bedre, end at gøre det færdigt, men det er værre, fordi man har skabt et potentiale, der ikke var der tidligere. Giver det mening? Det er jeg ikke sikker på, og i virkeligheden er jeg stadig ikke sikker på at have forstået alt bogens indhold. Den er utroligt intelligent – jeg kunne ikke lægge den fra mig, jeg var bange for at miste noget af den.

Det er et voldsomt værk, som jeg føler mig både fortryllet og forvirret af. Måske har jeg flere kloge ord at sige efter anden eller tredje læsning af bogen, lige nu er jeg bare fortumlet, indigneret, men allermest fascineret.

// Caroline

Ord om “Jeg ser dig”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Byens Forlag]

Nogle gange går man i gang med en bog, på baggrund af de anmeldelser den har fået, og man sidder derfor med skyhøje forventninger fra starten. Måske er det et uretfærdigt udgangspunkt at begynde læsningen fra, men ikke desto mindre var det sådan, jeg startede på Jeg ser dig af Anne-Mette Sohn Jensen.
Instaanmeldelser sammenligner den med en moderne YA-udgave af George Orwells 1984 og Margaret Atwoods The Handmais Tale, og selvom jeg kan se parallellerne, levede den desværre ikke op til mine litterære forventninger.

Samfundsrelevant kritik og spændende plot
I Jeg ser dig følger vi Josinda, som er vokset op i Kelind, et land, der stræber efter perfektionisme, uanset omkostningerne. Yderligere er hendes far kansleren, der har skabt hele dette dystopiske overvågningssamfund. En dag kommer der dog (bogstavelig talt) en rids i Josindas forståelse for hendes omstændigheder, og snart begynder hemmelighederne at vælte frem. Under den perfekte facade er der en afgrund af løgne, som får konsekvenser for hele Kelinds befolkning.
Jeg elsker præmissen for bogen – faren ved overvågning, kontrol og censur; det at blive bevidst om problemerne, og at ville tage kampen op mod magthaverne. Med et dynamisk plot og en samfundsrelevant kritik, er der solid fremdrift i bogen, hvilket er skønt.

Romanen, der vil for meget
Dog er der mange litterære småting, der fjerner fokus fra det egentlige plot, og det forstyrrer læsningen.
Jeg ser dig vil lidt for mange ting, og når derfor ikke at gå i dybden med dem. Forelskelsen mellem River og Josinda føles forceret og unaturlig, og Nigel har et subplot, som ikke rigtigt giver mening for det resterende af bogen eller hans karakter. Derudover er samfundets forventning angående racerenhed afslappet nævnt flere steder i romanen, uden at dette emne overhovedet bliver behandlet. Disse ting har ikke nogen relevans for selve plottet, og tager derfor lidt luften af ballonen. Det gør også, at der ikke bliver plads til at udfolde vigtige karakterer som River, Benjamin og Miranda, som jeg tror havde været meget mere givende.

Bogen har så meget potentiale, og plottet i sig selv er egentligt ganske velfungerende; problemet er de omveje og vildspor, der aldrig bliver fulgt til dørs, og derfor kom til at påvirke hele læseoplevelsen for mig.

// Caroline

Ord om: Inspiration til sommerlæsning

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Frem for blot at vise vores egne sommer-TBR-lister frem, deler vi her vores boganmeldelser, som ligger spredt over både instagram og bloggen. Klik på hver titel, for at få en mere omfattende anmeldelse af bogen. Here we go:

Cocaïne af Aleksandr Skorobogatov: Meta, vanvid, hektisk. Læs den hvis du er til romaner som er fabulerende og absurde – og så skal du kunne holde tungen lige i munden!

Hvor intet bryder vinden af Leonora Christina Skov: Genre-mashup, spænding, mysterier. Læs den hvis du er til spændingsromaner. Den er måske særligt sjov, hvis man normalt er til krimier, for den kan godt lide at lege den er en krimi. I virkeligheden er den det – måske! – slet ikke.

Kløe af Fríða Ísberg: Fjerdebølgefeminisme, krise, fællesskab. Novellesamlingen er rimeligt lige til at læse, og minder mig lidt om en kvindelig version af Thomas Korsgaard, hvor hverdagens små episoder sættes under lup.

Månen over Øen af Anne-Marie Vedsøe Olesen: Dystopisk sci-fi, teknologiskepsis, virkelighed. Bogen kræver en del af sine læsere, når den undersøger, hvordan vi forstår vores virkelighed i en højteknologisk tidsalder.

On Earth we’re briefly gorgeous af Ocean Vuong: Poetisk, om forholdet mellem mor og søn, generationsroman. En fantastisk smuk brevroman, hvor Ocean Vuong virkeligt brillerer med et sprogligt overskud. En af de bedste bøger, jeg har læst i år.

Meter i Sekundet af Stine Pilgaard: Humoristisk, vestjysk, den kortsluttede samtale. Stine Pilgaard skriver klogt og morsomt om en ung kvinde, som kæmper med at finde sin plads i fællesskabet i Vestjylland. Og så er hun en mester i at veksle imellem genrer.

Falsk forår af Klaus Rifbjerg: Klasse-clash, fattig-firserne, moderskab. Efter den rige, ældre kvinde Elisabeth mister sin mand beslutter hun sig for at tage til Danmark for at generobre moderskabet over Tenna, som hun bortadopterede ved fødslen. En fin bog og et tidsbillede på 1980’erne.

En lykkelig slutning af Maren Uthaug: Død, slægtshistorie, kærlighed. En velskreven fortælling om en familie af bedemænd i syv generationer, som hele tiden efterlader dig sulten efter mere – både om familien og om dødens kulturhistorie.

Kød og fred af Anders Morgenthaler og Marie Louise Tüxen: Klimaroman, solidaritet og kampgejst. En underholdende bog om strikkeklubben, der går til ekstremer, for at sikre fremtidige generationer.

Tools for extinction med 18 forskellige bidragsydere: Pandemi, bekymring, fællesskab. En samling af tekster om everyday life under Covid19, og om den bølge af forandring, den har trukket med sig gennem hele verden. Her er både mange forskellige lande og genrer repræsenterede.

Tour de chambre af Tine Høeg: Skabertrang, venskab, kærlighed. Om behovet for og fascinationen af det, at skabe noget, men også om de relationer, der spiller ind i selve skabelsen. Uendeligt smuk roman.

Røverbruden af Margaret Atwood: Kvinder på godt og ondt, venskab, fjendskab. Tre kvinders liv er blevet raseret af vampen Zenia. Bogen udfolder deres egentlige relationer, hvor man ikke nødvendigvis finder de alliancer, man havde forventet.

Animal farm af George Orwell: Dystopi, magt, kontrol. Måske mest af alt en fabel om faren ved magtbegær og vigtigheden af viden.

Salvadoreña af Cecilia Samartin: Kærlighed, skæbne, flugt. Hvis du er til lettilgængelig romantik, hvor barske realiteter som krig og sygdom skaber en tyngde omkring kærlighedshistorien.

God læsning!

//Birgitte og Caroline

Røverbruden af Margaret Atwood

~ Caroline ~ 1 kommentar

Det eneste jeg tidligere har læst af Margaret Atwood, er den første tredjedel af Syndflodens år, en tyk og tung roman, som på det tidspunkt krævede mere opmærksomhed, end jeg kunne give den. Derfor gav jeg op og afleverede en på biblioteket efter 30 dage på mit natbord. Jeg forsøgte mig med Alias Grace på lydbog, men med så tekstmættet og indholdsrigt et sprog, havde jeg brug for selv at se ordene, og nåede derfor ikke engang en time ind.
Tredje gang er lykkens gang, hvorfor jeg i sidste uge satte jeg mig med Røverbruden, en stor, smuk bog på 592 sider, klar på min første fuldendte litterære Margaret Atwood-oplevelse.

Romanen handler om Tony, Charis og Roz, tre meget forskellige kvinder, som alle er blevet påvirket af den orkan af en vamp, som har raseret hver af deres liv. Zenia er død, lige indtil hun ikke er det længere, og pludselig skal de igen forholde sig til hende.
Jeg forventede, at romanen ville have Zenia, den manipulerende heks, som omdrejningspunkt, men det var ikke tilfældet. I stedet var størstedelen af romanen en gennemgang af hver af de tre kvinders liv, fra lang tid før Zenia hvirvlede forbi dem, til lang tid efter hun var forsvundet.

Her begyndte min konstante ambivalens for romanen. Frem for at alliere mig med de tre kvinder til kamp mod Zenia, bliver hver af de tre – Tony, Charis og Roz – irritationsmomenter. Lige så imponeret jeg er over, hvad de hver især er gået igennem, lige så frustreret bliver jeg over den mangel på handlekraft og integritet, som de konstant udviser. De sætter deres tåbelige mænd på piedestaler og lader sig selv træde på, fordi overbærenhed er den eneste dyd, de kender til. Selv når de engang imellem handler, gør de sig usynlige, for tænk hvis nogen kendte til deres holdninger og indre styrke?
Zenia er alt det, de ikke er; usympatisk, kynisk og beregnende. Efter at have lært de andre at kende, er hun en kærkommen djævlekvinde, som – på trods af hendes absolut vanvittige måde at valse igennem livet på – er den eneste kvinde i bogen, der har en dråbe selvværd.

Sådan var hele bogen for mig – konstant frustration over kvindernes mangel på handlekræft og behov for at sætte andre før sig selv. Og en endnu dybere frustration, fordi jeg kan genkende, hvordan dette næsten bliver et præmis for livet som kvinde: det forventes at man er kærlig, afventende og overbærende, altid.
Er man ikke det, er man enten hysterisk, sentimental eller aggressiv, og hvem orker sådan en kvinde? Tony, Charis og Roz gør som forventet, Zenia gør ikke. Derfor er der ingen – hverken mig eller romanens persongalleri – som helt kan hade hende, ikke uden et glimt af fascination.

Romanens sprog var til gengæld fantastisk – Atwood må være én stor ordbog, endnu mere end det, hun må være et helt leksikon. Så omfattende et sprogbrug, så indgående et kendskab til hver af de tre hovedpersoners baggrund, arbejdsliv og interesser, det var mildest talt imponerende.
Til gengæld, og jeg bliver desværre nødt til at knytte en kommentar hertil, så stødte jeg alt for ofte på oversatte sætninger, som ikke gav mening. Koffein stavet “kaffein” i første halvdel af bogen, “han har hørt om fyre, de har gjort behandlet sådan”, “så stavrer hun myldrer ned i køkkenet” og andre lignende ufuldstændige sætninger, er der simpelthen for mange af. I en bog med så overlegent et sprog, føles oversættelsen derfor som om den ikke kan bibeholde kvaliteten på det samme niveau, og det er ærgerligt.

Alt i alt en meget ambivalent bog, som jeg alligevel kan mærke, at jeg har svært ved at slippe helt.

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

// Caroline