Tag: animal farm

Om bøger der rammer plet (fx Misery af Stephen King) og bøger, der ikke gør (fx Animal Farm af George Orwell)

~ Caroline ~ 1 kommentar

Et af mine nytårsforsæt var at læse mere – jeg er på den anden side af Harry Potter-tågen (er I snart trætte af at høre om det?), og alle muligheder er åbne. Jeg startede med en bog, jeg var sikker på, jeg ville falde pladask for, fordi de folk, der introducerede mig for den, talte højt og godt om den – Animal Farm af George Orwell.

Sidste år overraskede hans roman 1984 mig, da jeg tilfældigvis hev den med hjem fra biblioteket. Det er en sidenote, men en god en af slagsen, så lad os lige tage den: Op til valentinsdag havde min lokale bogpusher (læs; Åby Bibliotek) pakket en bunke bøger helt ind, så man ikke kunne se, hvad det var for nogle, og skrevet en lille introduktion foran. De blev beskrevet som dates – “Tag denne bog, hvis du vil på en date, hvor du føler dig overvåget”. Det var den bog jeg tog, og det var 1984. Den var skrevet fint – tempoet var ikke ligefrem højt, men stemningen var hele tiden skræmmende, og gav mig en fornemmelse af at have slugt den røde pille i The Matrix. Det fungerede godt for mig, og jeg glædede mig derfor til George Orwells bog Animal Farm.

Det startede godt – så godt, at jeg glædede mig til at læse den færdig, og at jeg bestemte mig for at skrive et indlæg om den. Men den blev ved i samme smøre, og egentligt var det kun starten og slutningen, der gjorde noget for mig – hele den midterste del var gentagelse på gentagelse på gentagelse, dog i større ekstremer, men komplet gennemskueligt. Måske var det meningen. Det er en fabel om politik, strategier og manipulation, om magt og følelsen af frihed, og jo, på den måde holder den, hvad den lover. Det burde have været storslået, men den sagde mig ikke så meget. Den ramte mig ikke der, hvor jeg føler noget. Jeg havde troet, at dette indlæg skulle handle om den kritiske vinkel, fablen har, men den var så grå, at det ville føles som tvang. Som en opgave i gymnasiet, hvor jeg skulle analysere en kedelig bog, jeg ikke selv havde valgt.

Jeg havde brug for en oprejsning efter at have gjort bogen færdig, og tyede derfor til noget, jeg håbede kunne skabe en reaktion hos mig; Stephen King. Og gode gud, hvor havde jeg ret. Min trang til det makabre betyder ikke, at hvad som helst giver mening for mig. Horror kan hurtigt blive ynkeligt på en eller anden måde. For nemt. Sådan er det med både erotisk litteratur og horror, hvor sex og blod kun er rekvisitter uden egentlige formål. Måske vil Misery være det samme for nogle mennesker, med dens sadistiske tortur og manipulation, med økser og blod og ‘idder-adder snoskeboller’ (hvilken fantastisk oversættelse, det må man give dem). Men for mig, åh, for mig var den et velkomment temposkift, som indebar en utroligt dygtig forfatters evner. Da opdagede jeg, hvad det faktisk var, jeg havde brug for at skrive om i dette indlæg.

Jeg læser tit langsomt; nipper til bøgerne, og falder ind og ud af kapitler uden at blive fanget helt ind. Jeg finder bøger, som har fået status eller lyder fine eller andre har sagt noget flot om. Det er bare ikke altid pointen ved at være læsende; det handler om at finde det, der giver mening for en selv. At finde ud af, hvor man bliver pirret, fanget, inspireret eller noget andet, man har lyst til at opleve. Horror, fantasy, romantik, det har kun den status, man selv giver det. Mærk efter og nyd bøgerne (og det siger jeg lige så meget til mig selv som til dig, der læser med): bøger skal ikke være en pligt. Det skal være nydelse. Derfor kan man godt tygge sig igennem en semi-god bog engang imellem, fordi man har lyst til at forstå, hvad andre har fået ud af den. Ellers kan man gøre som min bedstemor; læs slutningen først, bare for at være sikker på, at bogen i det mindste ender godt, inden du går i gang.

// Caroline

Om forventninger til bøger i 2020

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Hvor optakten til nytårsaften handler om at se tilbage på året der gik (og i dette tilfælde årtiet), retter man i januar linsen mod det, der kommer. På Ord om_ ser vi med årets to første indlæg frem imod den kommende tids bøger og læseoplevelser. Her er første del:

Jeg ser filmene, inden jeg læser bøgerne. Det er den omvendte tilgang, end mange andre har, men der er en mening med galskaben: Vi kan alle sammen blive enige om, at bøgerne er bedre end filmene. Så hvorfor tage det bedste først, blot for at blive skuffet senere? Det er lidt som at spise desserten først, og så gemme suppen til sidst – ellers tak. Jeg vil lokkes ind af en god film, og derefter dvæle i dens oprindelse, i de ord, der skaber hele fortællingen.

Hvorfor starter jeg et forventningsindlæg med dette? Jo, det sidste stykke tid – over alt, alt for lang tid – har jeg læst Harry Potter. Jeg kan ikke svare på, hvorfor det har taget så lang tid, andet end at mine perioder med læsning kommer og går. Det er ikke en konstant altopslugende mund, der tygger sig gennem enhver bog i sin nærhed, men nærmere end sult der opstår sporadisk. Altså, det har taget mig lang tid at læse Harry Potter-serien. Er jeg færdig nu, spørger du så? Nej, jeg mangler stadig 100 sider, som jeg til gengæld får læst færdig i denne her uge, for i juleferien så jeg den sidste film, og dermed er enden nær. Enden for Harry-æraen i hvert fald.

Til gengæld er det starten på et nyt år, og for mit vedkommende en mulighed for at indlede mig selv i relationer til nye forfattere og hovedpersoner. Jeg elsker Harry Potter, og er helt sikkert blevet en af nørderne (fun fact, jeg er slytherin, og den mørke del af mig er stolt) – men jeg glæder mig virkelig også til at kaste mig over noget andet. På grund af min lidt tørre periode i 2019, tror jeg på, at 2020 bliver langt mere frodigt. Jeg skal tilgå bøger med lyst – og jeg skal gøre mere brug af Goodreads, både til at få styr på mine mål og mine fremskridt. Mine øjne kigger dagligt spændt henover min bogreol, hvor jeg overvejer min næste ret. For jeg føler mig sulten igen, og det er rart.

Generelt bliver jeg ofte draget af store, tykke, imponerende bøger, men jeg vil starte ud med en appetizer eller to. Animal Farm, som jeg fik i julegave, ligger først. Derefter måske Fluernes Herre, en klassiker, jeg aldrig har fået læst færdig. Så tror jeg, at det bliver en blanding af de store læseoplevelser og de letlæste mainstreambøger. Bare for at prøve, bare for at se, hvor jeg bliver fanget. For at have en eller anden form for balanceret kost. Jeg læste lige om en, der havde det dogme for året, at hun skiftevis ville læse bøger af henholdsvis mandlige og kvindelige forfattere, hvilket også lyder spændende (dog ikke at forglemme ikke-binære). Jeg glæder mig blandt andet utroligt meget til at læse noget Stephen King, og også til at komme i gang med noget fint som Anne of Green Gables. Derudover ligger Det Europæiske Forår og Fagre Nye Verden også højt på listen. Krimier som En Lille Tjeneste og Kvinden i Toget er også et par stykker, der har fanget min opmærksomhed, efter at være faldet lidt for genren på grund af Kvinden Der Forsvandt (Gillian Flynn skriver jo vanvittigt!).

Jeg forventer at holde mig til min bogreol, frem for at finde nyt hele tiden. Måske er det stenbukkeenergien, men jeg har et behov for at rydde ud og få brugt de ting, jeg har. Ligesom at jeg har lyst til at få brugt den mad, der er i mine skabe, og som jeg sjældent gør brug af, vil jeg gerne æde mig igennem min bogreol i en eller anden grad. Jeg har alt for meget, jeg ikke har læst, og det irriterer mig (det er der blandt andet et helt skriv under titlen “Om de støvede bøger, der fylder på reolen”). 2020 er året for opdagelsesrejsen i mit eget hjem. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kommer til at købe nye bøger – det ville være at sætte mig selv op til at fejle – men det føles som et meget godt sted at starte. Lige her.

//Caroline