Ord om Mit arbejde

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Gyldendal]

Olga Ravns nye bog, Mit arbejde, er en form for mødremanifest; en opfordring til at fortælle den sande, komplekse og til tider skrækkelige sandhed om at blive mor. At være ærlig. Sårbar. Selvom mine egne børn endnu kun er en fremtidsforestilling, er mødrerollen en, jeg forhåbentligt får lov til at stifte bekendtskab med engang. Det gør dog ikke bogen mindre relevant for mig – bare det at kende en mor, er nok argument for at læse Mit arbejde.

A whole new world og flydende kaos

Der er mange begyndelser, mange fortsættelser og mange slutninger i romanen, hvoraf skabelse synes at være den røde tråd, der forbinder dem alle. Skabelse af et barn; af en bog; af et hjem; af en ny hverdag. Kvinden i bogen har fået en åbenbaring sammen med fødslen af sit barn, måske endda tidligere, da pamfletter om børn, graviditet og forældre, begyndte at dukke op. Det er en hård åbenbaring, der indebærer en ny forståelse af køn og identitet i en forandret verden, hvor alle har en holdning og forventning til, hvordan man skal tænke, handle og føle.

Bogen er på en gang et stort rod af genrer, tid og personer, men samtidig føles alt flydende. Det kaotiske er et præmis, det er symbolsk for forældreskabet, det er uundgåeligt. Det tætteste, jeg kan komme på at beskrive indholdet, er autobiografisk meta-prosa, hvor der er tale om et Jeg og en Anna, som både er den samme person, men som også ikke er det. De er på en måde adskilte individer, som har født samme barn. De passager, der er mest meta – teksterne jeg’et skriver til Anna – er mine absolutte yndlings. De illustrerer bogens opgør med forventninger (til prosaregler og struktur, men også forventninger til moderrollen) og dens undersøgende tilgang til jegets fragmenterede selv, på en utroligt kærlig måde.

Det eksistentielle og vasketøjet

Det gjorde ondt at læse bogen, for det er både en gave, men også et traume, at få et barn. “At føde et barn er også at føde et kommende lig, har du tænkt på det?”. Lige så mange eksistentielle og filosofiske tanker, det bringer med sig at skabe et menneske, lige så mange lavpraktiske ting følger også med, og bogen undersøger begge ekstremer af det abstrakte og det konkrete. Det er en stor bog med omfattende indhold, og jeg er endnu ikke kommet ind på psykisk sygdom, parforhold, købekultur og skriften som både anker og redningsvest. Det kommer jeg heller ikke til – hvordan skulle et enkelt blogindlæg kunne rumme refleksion over alt det på en gang? Mit hoved kan næsten ikke rumme det. Lad os i stedet tage snakken i en dm, og indtil da, så læs den. Det var vildt.

//Caroline

Ord om Min kinesiske farmor

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Grif]

Kender I det der med, at man får en bog stukket i hånden, som trækker på klassiske temaer, man kender til hudløshed, og så liiiige drejer dem, så man alligevel tænker hva faen? Sådan har jeg det med Lars Saabye Christensens nye roman “Min kinesiske farmor”.

“Jamen havde han så en kinesisk farmor?” spurgte min veninde mig, da jeg mødte hende tilfældigt på gaden i går efter et smuttur hjem til Caroline. Vi har læst sammen på universitetet, og hun kender til Saabye Christensen. Og nej, Saabye Christensen har ikke i bogstavelig forstand en kinesisk farmor – han er så hvid, som de kommer – men det kinesiske peger på romanens centrale temaer: dels farmoren og farfarens bosættelse i Hongkong i starten af 1900-tallet, da Hongkong, dels farmorens fortælling som et kinesisk æskesystem. Den er (i overført betydning) en kasse inden i en kasse, inden i en kasse osv. osv.

For at kende sig selv må man kende sin slægt i fem generationer

“Min kinesiske farmor” minder ved første øjekast mig om den klassiske autofiktive fortælling alá Karl Ove Knausgårds kæmpe værk “Min Kamp” (jeg erkender åbent, jeg gik i stå halvvejs igennem bind 1. sorry Knausi men du fangede mig ikke), som, ligesom “Min kinesiske farmor”, tager sit udgangspunkt i Karl Oves fars død. Hovedkarakteren er Karl Ove selv på samme måde som Lars Saabye Christensen også er en hovedkarakter i “Min kinesiske farmor”. I begyndelsen af romanen møder vi hovedkarakteren ved sin fars dødsleje, hvilket selvsagt sætter gang i en række refleksioner over vores eksistens i en verden, hvor tiden går, og hvor vi kun har et mikroskopisk tidsrum til at sætte vores præg på verden.

Selvom vi dør, sætter vi vores præg på eftertiden, og det er den hovedpersonen forfølger i romanen. For ifølge en kinesisk lærdom Lars’ farfar giver videre til Lars’ far, er det vigtigt “at forstå sig selv” for at kunne vide “hvor man kommer fra, helst fem generationer tilbage”. Det er altså vigtigt for Lars at forstå sin farmor, hvis han skal forstå sig selv. Og hun har ikke efterladt sig mange spor. Lars forsøger at nærme sig hende igennem billeder, interviews, breve og tilfældige film fra perioden, som er optaget i Hongkong. Problemet er bare, at han kun kan nærme sig hende indirekte. Hun har ikke efterladt sig nogen breve. Det eneste der er bevaret, er farfarens breve til hende, et interview han gav, da han blev pensioneret, og en nekrolog over ham. Det er kvindens lod i starten af 1900-tallet.

Men selvom farmoren aldrig kommer direkte til orde, spiller hun alligevel en central rolle i eftertiden. Hun har båret slægten i bogstavelig forstand, men det er også hende, der sår frøet til Lars’ forfatterskab. Hun giver ham en erindringsbog, da han er dreng, som han kan nedskrive sine erindringer i. Da det er barnets forundt at være uden fortid, skriver Lars i stedet de adresser ned, han leverer blomster på. Det bliver til et erindringskort, der også har haft kæmpe indflydelse på forfatterskabet.

Det kinesiske æskesystem

For at vende tilbage til det kinesiske æskesystem, synes jeg det er spændende, hvordan Saabye lader farmorens fortælling være en del af et større system. Hendes fortælling er ikke kun fortællingen om farmoren men også kvindekønnets historie, fortællingen om kolonisering, teknologihistorie, litteraturhistorie – og selvfølgelig en almenmenneskelig fortælling om liv, død, familie, erindring.

//Birgitte

Ord om Sortsyge

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Vild Maskine]

Har du set bogens forside? Hvis ikke, så prøv at google den. Det er vildt smukt. Forsiden matcher bogens indre, det fine, nøgne, sårbare, rå, feminine. Romanen er Cecilie Bødkers debut, men ligeså nysgerrige ordene er, ligeså erfaren føles skriften.

Polyamori skaber nye relationer, situationer, refleksioner
Bogen handler om Freja, der indgår i et polyamorøst forhold med den svenske August. Hans andre relationer, hans elskere, bliver en del af deres forhold, og Freja opsluges af jalousi – af sortsyge, som det hedder på svensk. Hun bliver optaget af de andre kvinder, og kæmper hele tiden en kamp for at være den bedste, samtidig med, at hun har forståelse for, at der ikke eksisterer nogen konkurrence, hvis ikke man selv skaber den.
Grundet det åbne forhold bliver de sammenflettede relationer, samtalerne, de moralske dilemmaer Freja havner i, meget anderledes og skaber en helt ny oplevelse. Den er relaterbar i sine følelser, men ny i sine kontekster; man forstår forelskelsen, jalousien, den masochistiske handling at sammenligne sig selv med andre, konkurrencen i altid at ville være den bedste, den smukkeste. De optræder bare på en ny måde, og med en eskalerende galskab, et vanvid, der ikke kan undviges.

Sammenligningens giftige kultur
Sortsygen viser sig fysisk, for Freja bliver syg af jalousien. Kiloene rasler af hende, hun tvivler på sig selv, sine relationer, alle de ord, der bliver sagt til hende. På et tidspunkt overvejer hun, om hun reelt er ved at blive sindssyg, og som læser eksisterer tvivlen også konstant.
Alt er rod – kærlighed, begær, lyst, og så rod igen. Og igen og igen. Cirkler af destruktiv adfærd, subtile magtkampe, det hele er ødelæggende, og samtidig er det velkendt. Når en person kalder dig “den smukkeste”, sætter vedkommende dig i konkurrence med hele din omverden. Den konkurrence bliver mere og mere indædt, selvom Freja konstant forsøger at stoppe den – men hvordan skal man stoppe en samfundsstruktur? En stereotyp fortælling om, hvad der er godt og smukt og rigtigt? Normalt?


Bogen er god – sådan rigtig god. Den er aktuel, den er moderne i sit udtryk med mails, beskeder og evige insta-stalking, men den tager også teknologien, ungdommen, forelskelsen og svigtene seriøst. Enhver følelse bliver ekstrem, følelserne er sygdommen, og det perspektiv er vanvittigt interessant.

//Caroline

Ord om “Hummerens skjold”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget]

Det er påfaldende, hvor mange gode! bøger, der bliver skrevet om familier lige i øjeblikket. Som om en bred vifte af forfattere er blevet enige om at skrive om slægtstraumet og de besværlige familierelationer med alt hvad de indebærer af skuffede forventninger, vild kærlighed og tab. I visse tilfælde kan de ses i en naturlig forlængelse af autofiktionsbølgen, som det fx er tilfældet med Malene Lei Rabens “Fruen”, Peter Øvig Knudsens “Min mor var besat”, Merethe Pryds Helles “Folkets Skønhed” og Cecilie Linds “Mit barn”, hvor familiefortællingen tager udgangspunkt i forfatterens egen familie. I andre tilfælde er der tale om ren fiktion, som med eksempelvis Maren Uthaugs slægtsromaner og Caroline Albertine Minors fine “Hummerens skjold”, som er i centrum for dette skriv.

Uanset om der er tale om rendyrket fiktion eller skønlitteratur baseret på forfatterens egne oplevelser, så er familien i centrum i de ovenstående bøger. Ikke overraskende, for der er et kæmpe dramatisk potentiale i de tætte relationer. Derfor er familiefortællinger da bestemt heller ikke noget nyt. Det nye er den hudløse ærlighed hvormed der fortælles – også om problemerne. Og den har et kæmpe potentiale til at røre mennesker dybt. Jeg var i hvert fald engageret i Minors bog.

At deale med ikke at leve op til den ideelle kernefamilie

I “Hummerens skjold” følger vi to familier, som ikke lever op til idealet om kernefamilien. Ea bor i San Francisco med sin kæreste Hector og hans datter fra et tidligere ægteskab Coco; Eas søster Sidsel bor alene i København med datteren Laura, som er resultatet af en kort affære med den på-det-tidspunkt-gifte Vicky. Ea og Sidsels bror Niels lever en nomadetilværelse men er i romanens nutid bosiddende i en ældrebolig med vennen Phillip. Ea, Sidsel og Niels’ forældre er begge døde og eksisterer som ånder, den clairvoyante Bee kommer i kontakt med. Bees familiesituation er også rodet, og kan ses som et sammenkog af de tre søskendes: Hun har datteren Fifi med en ukendt mand, som, ligesom Vicky, ikke kender til hende. Fifi bor ved sin mormor i forstaderne, imens Bee lever et flyvsk liv som clairvoyant/yogalærer. Hvor mormoren har overtaget moderrollen for Bee er det samme tilfældet med Ea, Niels og Sidsels moster Elisabeth, som overtog Niels, da forældrene døde.

Bogen handler i høj grad om, de følelser der opstår, når man ikke kan leve op til kernefamilie-idealet. Det handler også om behovet for at søge familierelationen, om nye begyndelser og om at opsøge det, der er svært og deale med det. Inddirekte handler “Hummerens skjold” også om sammenhørighed. Bees situation er et sammenkog af de tre søskendes, og det illustrerer, at man ikke er alene om sine familieproblemer, selvom det kan føles sådan. Slutteligt handler bogen om at skabe en forbindelse imellem mennesker på tværs af liv og død (Bees kontakt til Ea, Sidsel og Niels’ afdøde forældre) og geografi (Niels lytter til Bees datter Fifis ASMR-indhold på Youtube).

Min lille anke i den sammenhæng er, at jeg synes bogen bliver lidt for urealistisk i den måde, karaktererne er forbundne. Ea, som bor i USA, er klient hos Bee, som er klient hos Eas kæreste Hector, imens Niels, som bor i Danmark, har indirekte kontakt med Fifi. Jeg er med på, at sammenhængen er et resultat af den digitale tidsalder, og at overraskende sammenhænge kan opstå i den sammenhæng. Men det bliver sådan lidt for alt-går-op-i-en-højere-enhed, som man kender det fra de klassiske dannelsesromaner, og den synes jeg er lidt svær at købe.

Litteraturens potentiale

Jeg vil lige slutningsvis lave et lille shout out til bogens helt fantastiske start. Den er skrevet noget anderledes end den resterende del af romanen. Den er æterisk, spøgelsesagtig, imens resten er lettilgængeligt, hverdags-agtigt. Minor udnytter den mulighed litteraturen har til at ophæve skellet mellem levende og død, og lade de døde tale med sig selv og med de levende. Det synes jeg virkeligt er spændende i “Hummerens skjold” – og så er det helt på sin plads at give de døde taletid i en roman, der handler om slægternes gang.

//Birgitte

Ord om “Tritonus – en skærgårdsfortælling”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Casa Tritonus er det hus, Thomas Brander, den verdenskendte dirigent, får bygget i en finsk skærgård. Meningen er, at det skal være et storslået byggeri, men som huset bliver opført, mærker man, hvor absurd og unyttigt det hele er; en ensom betonklods med elevator mellem de tre etager og en rungende stilhed. Huset er et billede på Brander, måske også naboen Reidar Lindell, måske endda på alle midaldrende mænd – ambition, prestige og ensomhed konkurrerer uløseligt med hinanden.

Den skrøbelige maskulinitet

I løbet af romanen oplevede jeg omsorg overfor mændenes usikkerhed. De sætter konstant spørgsmålstegn ved, hvor sårbare de kan være overfor andre mænd, hvilke emojis man som mand må sende til en anden mand, hvilke uskrevne regler, de må følge, for ikke at gøre andre forlegne ved at søge en tæt relation til hinanden. Der er noget sørgmodigt over at se mændene bevæge sig rundt i maskulinitet, som om det var noget, der kunne gå i stykker, som om de kan miste den, hvis ikke de bevarer afstanden til hinanden og til deres følelser. Det er det, der er bogens egentlige omdrejningspunkt, og det giver en helt ny indsigt for mig som læser, en 26-årig kvinde. Samtidig er det dog lidt tungt at følge to ensomme, triste mænd gennem 400 sider, hvoraf den ene aldrig rigtigt formår at skabe sympati.

En musikalsk bog på et fremmed sprog

Kjell Westö skriver selvsikkert og flydende – og at dømme på den musikalske viden, der går igen igennem hele bogen, er han også utroligt musikalsk begavet (eller i hvert fald kæmpe dygtig til at researche!). Musik er Branders liv og levebrød, og den anden hovedkarakter, naboen Reidar Lindell, spiller også, så musik fylder selvsagt meget i romanen. Dog vil jeg gætte på, at en fjerdedel af romanen (hvis det kan gøre det) er tanker, refleksioner og handlinger, der har med musik at gøre. Og ikke hvilken som helst musik; klassisk musik, symfonier, orkestrets tekniske kunnen og mangler, forskellige fortolkninger af bestemte værker, om Mahler, Schubert, Brahm, Sibelius, Schöneberg – om så mange (for mig) ukendte ting, at sproget bliver fremmed. Det er som om bogen ikke er skrevet til mig, men til folk med kendskab til dette sprog, jeg føler mig på en eller anden måde glemt af forfatteren, overset, ikke dygtig nok til at forstå denne musikalske roman.

De moderne trusler anno 2020

Helt diskret rummer Tritonus en stor del af de farer og trusler, som dukker op i hverdagen. Det er både racisme, metoo, sorg, pandemier, ideologier, seksualitet, toksisk maskulinitet, sårbarhed, ensomhed og alderdom som bogen beskæftiger sig med, men uden at hænge fast i nogen af temaerne – de vikler sig naturligt ind i historien, sådan som de også gør i hverdagens levede liv. Det betyder også, at de hver især ikke nødvendigvis fylder i romanen; egentligt beskæftiger den sig primært med livet som ensom, midaldrende mand og de narrativer, vi gennem livet igen og igen må tilpasse om os selv.

Hvert emne blev varetaget delikat og med seriøsitet, hvilket jeg er meget taknemmelig for – det er måske der, bogen fortjener mest ros. Til gengæld bevæger bogen sig flygtigt videre, og vigtigheden af samtalerne om eksempelvis racisme og metoo kan godt forsvinde lidt i mængden af musik-information og Branders forvrængede, meget ophøjede selvbillede.

//Caroline

Ord om “10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra forlaget Grif]

Ret ofte løber der vand ud af mine øjne. Der skal ikke meget til; en filmtrailer, en reklame, en god tiktok. Alligevel er det sjældent, jeg græder over en bog. Det gjorde jeg denne gang. Flere gange. Elif Shafak skriver om de sidste øjeblikke af Leilas liv, som hun ligger myrdet i en container et sted i Istanbul. Man opdager hurtigt, at det ikke blot er Leilas død, der er tragisk – livet har vist sig at være en stor prøvelse i sig selv.

De fordømte
Sådan lyder navnet på et af kapitlerne, og det er sådan omverdenen ser på Leila og hendes venner, en broget flok, der ikke lever op til de forventninger, der pålægges dem. Leila, også kendt som Tequila-Leila, er sexarbejder, og det er noget nær det eneste, samfundet vedhæfter sig hos hende. Ikke hendes opvækst med de mange hemmeligheder, hendes loyale venskab, hendes ikke-dømmende syn på andre. Det blik, det helhedsbillede, sørger Elif Shafak dog for at skabe, og gennem det sidste stykke tid af Leilas ikke-levende, ikke-døde eksistens, følger vi episoder og brudstykker fra hendes liv i første del af bogen, Sindet.
I anden del af bogen har sindet forladt os, og vi følger nu Kroppen. Her er det Leilas fem venner, historien bliver fortalt fra, og jeg må indrømme, at jeg begyndte at savne Leila en smule. Til gengæld nød jeg sidste del, Sjælen, som er afslutningen på Leilas historie.

“Istanbul er, og har altid været, en she-city“
Det er primært kvinder, vi følger i bogen, da det er kvinden, der bliver gjort til genstand for mange problemer; det er hende, der tænder mandens begær, hende, der bærer familiens ære, hende, der skal udvise overbærenhed, velvilje og underdanighed. Det er en ufrivillig rolle, kvinderne har fået tildelt, og de fordømte, Leila og hendes venner, har ikke tænkt sig at opfylde dem. En er uden religion, en har tilpasset sin fysiske krop til sin kønsidentitet, flere har solgt deres kroppe af nød eller tvang, men fælles er, at de overlever på trods.
Fordi vi allerede kender slutningen fra starten af – Leila er død og på vej til at forsvinde – er bogen tung, men med sammenhold, fællesskab, omsorg og loyalitet overfor hinanden, og med håbet, især håbet, kommer man igennem bogen. Den rørte mig meget, det var skønt at høre stemmerne fra folk, der ellers bliver tiet ihjel.

//Caroline

Ord om Tre kvinder

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra People’s Press]

Tre kvinder starter med et forord, hvor der bliver beskrevet, at denne bog ikke er fiktion – det er faktiske historier om virkelige kvinder.
Jeg går i gang med bogen, og undrer mig lidt over den beskrivelse. Starten føles alligevel som en skønlitterær roman, vi møder hurtigt en konflikt, og lærer personerne at kende og tingene udvikler sig derfra. Jo længere jeg kommer, jo mere giver forordet dog mening. Konflikten bliver ikke afklaret, der er ingen forløsning, bare liv, der efter endt læsning bliver ved.

Det farlige begær
Lisa Taddeo er journalist, og har fulgt tre kvinder i otte år; interviewet dem og deres nærmeste, læst deres beskeder, dagbøger, tilegnet sig al den viden om dem, hun kunne. Bogen handler om kvindeligt begær, manifesteret i tre liv. Begær, det er ikke et begreb jeg nogensinde har forholdt mig synderligt meget til, men wow. Smag lidt på ordet. Begær. Det er både intenst, hungrende, passioneret, det er utroligt voldsomt på en eller anden måde.

Det mærker man også hos både Maggie, Sloane og Lina, hvor hver af deres begær bliver udfoldet på papiret. En har haft et grænseoverskridende forhold til sin lærer, en anden har sex med andre for sin mands skyld, en tredje accepterer, at hun ikke bliver prioriteret, imens hun selv kompromitterer alt, for at være i en uligevægtig relation. Begæret er ikke hensynsfuldt, det viser sig, at det kan være en giftig følelse. Både at tilsidesætte begæret og at handle på det, begge dele har konsekvenser.

Ærlig og ikke-dømmende
Man fornemmer hurtigt, hvor ærlig fortællingen er. Der er ingen helte. Rigtigt og forkert er ikke trukket synligt op, for det er ikke det, bogen handler om – den handler en bevægelse, der ikke bliver dikteret af streger i sandet, men af livsomstændigheder, relationer, behov. Begær. Den handler om alt det, vi mangler, og søger andre steder. Om det vi higer efter, og de kompromisser vi indgår, for at glæde andre. Om de usikkerheder og grænser, der bliver overtrådt, og som man bagefter må forholde sig til.

Lisa Taddeo skriver fantastisk, så let kan det siges. Kvinderne fascinerede mig, og de virkelige hændelser gav mig mavepuster efter mavepuster. Bogen er på mange måder hård, men den skildrer virkeligheden. Det kan man mærke, når man sidder med den. Jeg kan mærke det nu, hvor jeg skriver om den. Den ramte noget i mig, i min kvindelighed eller mit begær, jeg ved det ikke – jeg ved bare, at jeg forstår. Jeg glæder mig og græder med de kvinder. Deres åbne sårbarhed gør, at jeg smider alle parader under læsningen, tager imod dem, også selvom jeg ikke altid er enige med dem. Det finder jeg meget smukt.

//Caroline

Ord om Fortællersken

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra forlaget Apuleius Æsel]

Det er svært for mig at skrive om bøger, der ikke falder i min smag. Jeg har stor respekt for forfatterens arbejde, og jeg ved jo, at nogen synes om bogen, ellers var den aldrig blevet udgivet. Alligevel kan jeg blive helt frustreret over at læse en bog, der har en masse potentiale, og endda et virkelig fint sprog, men som bare ikke leverer. Sådan havde jeg det desværre med Fortællersken.
Forfatter Jørgen Stormgaard skriver flydende og roligt, og man fornemmer hurtigt, hvordan Karen Blixens forfatterskab har inspireret hans skrivestil – det gør også det fine, lidt gammeldags sprog til bogens bedste kvalitet.

Manglende fremdrift
Vi bliver knap introduceret for karaktererne Hans Emilling og Fortællersken, før hun insisterer på at lytte til hans historier og lære ham at kende derigennem. Vi ved ikke, hvad der gør netop Hans interessant – men håber selvfølgelig på, at fortællingerne kan gøre os kloge på det.
Herfra begynder romanen, som har en meget konsekvent form; ved starten af hvert kapitel mødes Hans og Fortællersken et nyt sted. De får noget mad, noget at drikke eller en smøg, og derefter begynder Hans at fortælle om en person eller en begivenhed i hans liv. Det foregår primært som en monolog, og når historien er fortalt til ende, forlader de to igen hinanden. Det hele bliver forudsigeligt og uvigtigt. Ved starten af hvert eneste kapitel håbede jeg på, at nu ville der ske noget nyt, men den eneste afveksling var menuen, placeringen og historiens overordnede indhold.

Mere referater end faktiske fortællinger
Frem for at dykke ned i hver af de fortællinger, hvert kapitel er dedikeret til, føles det som om, der er en vis distance til hver eneste historie. De bliver ikke præsenteret som faktiske fortællinger, men nærmere referater af fortællingerne selv. Vi hører om de overordnede begivenheder på en meget reflekteret måde fra en, som selv har lagt det bag sig, og nu bare observerer det udefra.
Derudover forbliver de to karakterer, Hans og Andrée, som Fortællersken hedder, på samme måde overfladiske og svære at relatere til. Deres fortællinger – selv den store afsløring til sidst, som man let kan gætte sig til fra første kapitel – giver aldrig den indsigt og dybde, som man fra starten af håber, at fortællingerne vil give.

Alt i alt oplevede jeg Fortællersken som en omstændelig bog med stor forudsigelighed og et meget langsommeligt tempo – det var desværre ikke en bog for mig, men forhåbentligt finder den frem til de læsere, der vil nyde den.

//Caroline

Ord om “En fryd for foreningen”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra forlaget Harpyie]

Kan vi lige tage et øjeblik til at overveje, hvor lidt vi orienterer os mod Tyskland, og hvor vildt det egentligt er taget i betragtning af, hvor stor indflydelse landet har haft på den danske (og europæiske) kultur og det 20. århundredes historie. Mit sparsomme kendskab begrænser sig groft sagt til enkelte film om 2. verdenskrig og DDR, tysk romantisk musik og selvfølgelig Tokyo Hotel (shoutout til 14-årige mig). Men nu skal det altså være slut med den uvidenhed, og min vej mod kundskaben starter med Marieluise Fleissers “En fryd for foreningen”

And all that jazz

I romanen følger vi svømmer/tobakforretningsindehaver Gustl og melforhandleren Frieda og det kærlighedsforhold, som opstår imellem dem i mellemkrigstidens Tyskland. Den historiske ramme er på én gang altafgørende for handlingen og samtidig ubetydelig. Den eksisterer ikke som glitrende dekadence alá TV-serien “Babylon Berlin”, for der er meget lidt sex, drugs and rock’n’roll over “En fryd for foreningen”. Snarere er det de økonomiske udfordringer, med høj inflation og arbejdsløshed, som præger hovedpersonerne og de valg, de træffer. Det bliver særligt understreget, da indledningen gentages et godt stykke inde i bogen i forbindelse med en beskrivelse af den historiske kontekst. Den er, med undtagelse af enkelte bemærkninger, udeladt i begyndelsen. Læseren skal altså spores ind på, at det er hovedkarakterne og deres forhold, som er vigtige.

Toksisk maskulinitet

Det er da også i karakterbeskrivelsen, Fleisser udmærker sig. Selvom romanen har en overordnet kronologi, mødet mellem Frieda og Gustl og udviklingen i deres relation, er bogen ikke udpræget kronologisk. Den springer i stedet imellem forskellige episoder, hypoteser om hvordan personerne vil handle i givne situationer og synsvinkel. Alle disse små fortællinger underbygger beskrivelsen af Frieda og Gustl som mennesker.

Det er den interne dynamik imellem Frieda og Gustl, som gør romanen aktuel i dag. Ingen af de to lever op til de forventninger, der er til kønnene. Gustl udlever sin maskuline styrke i svømmeklubben, han redder endda nogle liv – men han kan ikke få Frieda til at indordne sig under ham i et traditionelt ægteskab. Hans butik går det heller ikke videre godt med, han har svært ved at få solgt sine varer og skaffe de fornødne penge til huslejen. Frieda er omvendt økonomisk uafhængig, lidt for frigjort ifølge Gustls mor og den primære forsøger af lillesøsteren Linchen, som hun for alt i verden ønsker at give en uddannelse. Den dynamik har afgørende konsekvenser for parret – og særligt for Frieda.

Jeg har ikke lyst til at spoile for meget af bogen, men jeg mener sagtens, man kan læse bogen ind i de diskussioner, vi har i øjeblikket om toksisk maskulinitet, overgreb og entitlement. Det er særligt der, den er spændende og utroligt forudseende, synes jeg.

Man skal lige vænne sig til sproget

Bare lige et heads-up til læsningen: Man skal lige ind i sproget, når man først begynder at læse den. Fleissers stil er underfundig og anderledes fra noget andet, jeg lige kan komme i tanke om, jeg har læst. Både fordi hun springer imellem nutid, fortid og hypoteser om karakterernes ageren i tænkte scenarier, men også fordi hendes sproglige stil demonstrerer en stor alsidighed. Den er på en gang humoristisk, dramatisk (crazy!), underfundig med mærkelige udtryk, læseren studser over og romantiske beskrivelser. Form og indhold smelter overraskende godt sammen – og det synes jeg faktisk sjældent sker i prosafortællinger.

//Birgitte

Ord om Bestikkelse

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Harpyie]

Bestikkelse er en roman af Steven Zultanski, som jeg slugte i løbet af en stille søndag. På samme måde, som med genreforvirringen hos Tine Høegs Tour de Chambre, der var skrevet i en meget minimalistisk prosaform, oplevede jeg tvivl om den egentlige genre i Bestikkelse.

Apropos sidste uges indlæg om Undtagelsen, som beskæftigede sig med ondskab i et psykologisk perspektiv, er denne bog en mere filosofisk måde, at betragte ondskab på. Jeget i bogen holder ondskab i sine hænder og betragter konceptet, ordet, handlingerne, der udgør begrebet. Han undersøger det ved selv at udleve det, hele tiden i en mere absurd grad; i form af tyveri, indbrud, stalking, mord og voldtægt, men også i form af kapitalisme, toksisk maskulinitet, white-privilege og lignende samfundsproblematikker. De meget konkrete ondskabsfulde handlinger bliver sidestillet med de mere abstrakte, som i sidste ender har samme resultat – eksempelvis undertrykkelse af minoritetsgrupper, voldtægtskultur og strukturel racisme.

Jeget ønsker hele tiden at blive værre, og leder samtidig efter den perfekte mængde af ondskab – som at bryde ind i et hjem for at lægge en kæde på gulvet og derefter forsvinde. Ikke for at gøre yderligere, men fordi manglen på afklaring skaber et uforløst, ubehageligt potentiale, som altid vil virke ufærdigt. Disse handlinger (og der er mange af disse!) viser også, at en handling ikke skal gøres til ende, inden den er skadelig. At tage fat i en tilfældig kvinde på gaden, at holde hende fast i et øjeblik, uden at gøre noget “der kunne være værre”, er allerede det værste man kan gøre. Potentialet eksisterer, skaden er sket.

At fortryde, ikke at ‘gøre ondskaben til ende’, er ikke nødvendigvis barmhjertigt. Det er bedre, end at gøre det færdigt, men det er værre, fordi man har skabt et potentiale, der ikke var der tidligere. Giver det mening? Det er jeg ikke sikker på, og i virkeligheden er jeg stadig ikke sikker på at have forstået alt bogens indhold. Den er utroligt intelligent – jeg kunne ikke lægge den fra mig, jeg var bange for at miste noget af den.

Det er et voldsomt værk, som jeg føler mig både fortryllet og forvirret af. Måske har jeg flere kloge ord at sige efter anden eller tredje læsning af bogen, lige nu er jeg bare fortumlet, indigneret, men allermest fascineret.

// Caroline

Ord om månedens udfordring (juli)

~ Caroline ~ 1 kommentar

Til de af jer, der ikke kender konceptet Månedens udfordring, er det kort fortalt, at vi her på Ord om_ skiftes til at give hinanden en læseudfordring. De af jer, der mangler inspiration til læsning, kan eventuelt påtage jer samme udfordring, eller finde inspiration i de tidligere udfordringer (se vores challenge-highlight på insta). Selvom det denne gang var Birgitte, der skulle tildele mig en udfordring, havde jeg selv et forslag, der blev taget pænt imod – nemlig “at læse en bog, der er aktuel på skærmen”. Jeg havde allerede en idé om, hvilken det skulle være; nemlig Christian Jungersens Undtagelsen.

Bogen
I romanen følger vi skiftevis Iben, Malene, Anne-Lise og senere Camilla, som alle arbejder sammen på Dansk Center for Information om Folkedrab. En dag modtager Malene og Iben hver en trusselmail, og nu begynder paranoiaen – for hvem har sendt dem? En af aktørerne i de folkedrab, de skriver om på centeret? Eller er det i virkeligheden en kollega?

Psykologiske thrillere er mit jam. Jeg elsker tvetydigheden, usikkerheden, den potentielle fare alle vegne. Dog skulle jeg lige et stykke ind i bogen, inden jeg blev helt fanget. Karakterer, deres baggrunde og holdninger blev til tider refereret mere, end de blev oplevet, og det fungerede ikke for mig. Dertil kom der meget information om forskellige folkedrab, som jeg i starten fandt irrelevant for plottet.
Jeg tog fejl. I virkeligheden udforsker bogen begrebet ondskab på en utrolig intelligent måde. I makroperspektiv undersøges folkedrab, i mikroperspektiv mobning på arbejdspladsen. Nogle af centerets artikler om “ondskabens psykologi” omhandler de faktorer, der leder folk til at handle mod deres moralske overbevisning, og disse faktorer ses i samme skala, når det omhandler kvindernes opførsel overfor hinanden på kontoret. Det er vildt ubehageligt at læse, men også vanvittigt fascinerende. Det eskalerer – selvfølgelig gør det det – og jeg var vild med det!

Bogen er en skønlitterær roman, men samtidig også en filosofisk udforskning af ondskaben i mennesket; om det er mere reglen end undtagelsen, at man handler i egen favør, uanset hvad konsekvensen end måtte være for andre. Romanen som værk var der delelementer af, jeg ikke var komplet hype over, men som helhed kan jeg ikke slippe den. I sit eget efterspil er den fantastisk.

Filmen:
Jeg kunne ikke lave et indlæg over “en bog, der er aktuel på skærmen”, uden at se selve adaptationen – en undskyldning for at gå i biografen, eller en dedikeret, hårdtarbejdende litteraturanmelder? Your call.
Filmen var god; den var faktisk rigtig god. Dog har jeg efterhånden lært, at man bør se filmen før man læser bogen; som oftest er bøgerne overlegne, og derfor undgår man skuffelsen ved at nedgradere til et filmisk værk efter det litterære. Filmen er en lille, kort appetizer, bogen er en treretters menu. Jeg gjorde det forkert denne gang.

Ikke at jeg blev skuffet, men jeg bliver altid usikker på andres vegne – forstår de overhovedet problematikkerne, eskaleringen, karaktererne, når halvdelen af bogen er røget i svinget i et forsøg på at holde filmen på under to timer? Min kæreste nikkede ja, bekræftede, at den var god, og vi blev ved med at diskutere begrebet ondskab, lige til vi lagde os til at sove. Filmen fanger det relevante og præsenterer karakterernes mørke historie på smukkeste vis. Alt i alt var det en meget veludført adaptation af bogen – som dog må siges at være filmen overlegen, som bøger jo næsten altid er.

//Caroline

Ord om Carnivora – min første roman

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Dette indlæg vil primært være et uddrag fra Carnivora, den roman jeg flere gange har nævnt herinde. I virkeligheden har indlæggene altid handlet mere overordnet om det at skrive og ikke mit specifikke manuskript. Ikke før nu. Flere har dog spurgt ind til romanen i forhold til, hvad den handler om, og om jeg ville dele noget fra den. Det gør mig helt vildt glad, at I er nysgerrige, for mit håb er selvfølgelig, at jeg en dag kan dele hele romanen med jer. Indtil da vil jeg blot præsentere bogen, og derefter dele en scene, der introducerer bogens virkelighed ret fint.

Om bogen

Carnivora foregår i en genkendelig men dyspotisk virkelighed, hvor en enkel præmis er ændret og ført ud i en ekstrem: dyrene er uddøde, og i stedet er menneskearten homo cipus blevet fremavlet til opdræt og konsumering.

I dette samfund følger vi Hannah, der på sit fjerde sabbatår har fået et job som sekretærassistent på en skole, hvor hun en dag får en ny kollega. Mystiske Leonardo med den dunkle fortid inviterer hende med 7.b ud for at besøge et homo cipus-opdræt og -slagteri. Besøget åbner op for flere etiske dilemmaer, Hannah ikke tidligere har forholdt sig til i forbindelse med slagtning og forbrug af kød. Samtidig møder hun Andreas, en sød fyr, som viser sig at arbejde i kødindustrien, hvilket gør spirende kærlighed til en ubehagelig oplevelse. En række kidnapninger har forbindelse til selvsamme industri, og da en elev fra den skole, Hannah og Leonardo arbejder på, forsvinder, kan hun ikke længere ignorere problemerne.
Hannah bliver nødt til at finde ud af, hvor hun står, og hvor langt hun vil gå for at gøre en forskel, både for de opdrættede og for menneskene udenfor burene.

Uddrag

Vi er her på side 55, hvor Leonardo har inviteret Hannah med ind for at overvære en time med 7.b.

Leo nikkede til mig, da jeg gik ind i lokalet, hvor stemmer stadig summede. Mine øjne landede på en stol bagerst i lokalet, men Leo rømmede sig hurtigt og pegede på en stol ved siden af katederet.
Lidt efter lidt kom der ro på eleverne, uden Leo havde sagt noget. Frida og Torsten stod ved Mikas bord, men udover det sad alle klar.
”Goddag allesammen – vil de sidste være værsgo at sætte sig ned?” De sidste elever handlede øjeblikkeligt på Leos ord endda med venlige miner. I stilheden lod han et varmt blik glide over samtlige elever, og da blikket sluttede på mig, rømmede han sig igen.
”Vi starter i dag med noget af det, som jeg ser som vores hverdags største forandring gennem tiden. Det er alt, jeg vil sige for nu – er der nogen, der tør gætte på, hvad det mon kan være?”
“Plastikkrisen?”
“En eller anden opfindelse?”
“Hvad med olieforbuddet?”
”Det er nogle gode bud, men nej. Det er noget, der ofte er ganske overset. Det handler om vores mad.”
”Kunstig befrugtning!”
”Det har ikke noget med mad at gøre, din spade.”
”Jamen hvad hedder det så, sådan noget klonet mad?”
”Taler du om GMO og sådan noget?”
”Sikkert.”
”Ej, nu stopper du.” Stemmer og fnis fik lydstyrken i lokalet til at stige.
”Det kan være, at jeg bare selv skal begynde. Det handler om det, vi spiser, nemlig kød. Og i relation til det, ressourcemangel og overbefolkning. Begynder det at dæmre for nogen? Alina, måske?” Han pegede på stille, søde Alina. Andre øjne fulgte hans finger, og landede også på hende. Hendes øjenbryn bevægede sig opad, hun kiggede rundt.
“Homo cipus?”
”Korrekt, godt fanget.” Han nikkede til hende. ”Kan du fortælle, hvordan fænomenet opstod?” Hendes hævede bryn vandrede over mod Mads ved siden af hende.
”Jeg kan lige fortælle,” begyndte Mads og talte langt højere end Alina. Øjne skiftede fokus mod ham og lod hende være. Mine egne hang hos hende endnu og så lettelsen skylle ned over hendes ansigt. ”For noget nær en milliard år siden eller sådan noget, spiste mennesker dyr. Det er vel så længe siden, at selv du ikke kan huske det, eller hvad, Leo?” Mads elskede at være på, og glimtet i hans øjne gjorde, at han kunne slippe af sted med at sige det meste.
”Jo tak Mads, det var før min tid, men en milliard år er måske lige højt nok sat. Tak for svaret, men næste gang venter du, til det er din tur. Aftale?” Han smilede til Mads, og sendte ham et blink. Mads kiggede på Alina og trak på skuldrene. Han havde prøvet.
”Alina. Vil du være sød at fortælle videre? Det er helt okay, hvis det ikke er med samme engagerede fortællestemme som Mads.” Et par stykker grinede. Jeg ledte efter navneskilte på bordene men så ingen. Det var mange nye navne at huske for en ny lærer, men Leo lod til at kende dem alle.
Alina bed sig i læben.
“Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare på.”
“Hvorfor stoppede vi med at spise dyr?”
“Altså de forsvandt. Der var jo de der sygdomme. Svinesyge, kopest og fuglefeber. Dem der.”
“Igen korrekt, fint Alina. Du ved jo en masse! Tak for det. Hvorfor kunne vi ikke gøre noget for de syge dyr? Hvem ved det?” Alina smilede og kiggede ned i bordet. En hånd strakte sig opad.
“Ja, Karen?”
“Det prøvede man også på, men det var noget med, at der altid var medicin i deres foder i forvejen, så de blev resistente af det.” Karen løftede hagen, hun havde ikke svært ved skolen. Selvom jeg kun kendte eleverne fra deres frie øjeblikke, kunne jeg let gætte mig til, hvordan de ville være i en klassesammenhæng. Jeg havde ret.
“Det gjorde de nemlig,” nikkede Leo. “Hvad gjorde vi så, da dyrene lidt efter lidt forsvandt? Lasse?”
“Øh hvad? Altså, vi begravede dem. Eller?” Lasse så forvirret ud, fnisen spredte sig.
“Sh, vi griner ikke af hinanden.” Leo kiggede ud over klassen, og det gik op for mig, at det var første gang jeg så ham uden et smil. Hans kæber var skarpt markerede, opdagede jeg. “Lasse, lyt ordentligt med, tak.” Så smilede han igen.
Karen løftede igen armen op, men Leo kiggede videre over flokken. Han trak den ud, men gav op til sidst.
“Ja, Karen igen?”
“Der var alt for mange mennesker, og lige pludselig var der bare alt for lidt mad. Med alle de sygdomme, kunne vi ikke spise de dyr, der var tilbage, og folk var vildt bange for selv at blive syge. Så man begyndte at opdrætte homo cipus. Det er også sundere end dyrekød, har jeg hørt.”
“Nemlig, tak Karen. Der var overbefolkning på planeten, og det betød også ressourcemangel. Kan du svare på, hvorfor kød fra cipus er sundere end kød fra dyr?”
“Noget med… Vitaminer?” Endelig så hun usikker ud.
“Noget ala det, ja. Man fandt ud af, at menneskekød har præcis den mængde aminosyrer, mennesker selv har brug for, så det var oplagt at skifte dyrekød ud med menneskekød. Homo cipus er en menneskeart, det ved I selvfølgelig godt, men det er den første underart, som ikke er skabt gennem evolution. Homo cipus eksisterer kun, fordi vi bevidst har skabt den. Folk var bange for, hvordan hele situationen ville påvirke den generelle sundhed, og frygt kan få folk til at gøre mange mærkelige ting, som at spise sine egne artsfæller. Det gør vi også nu, men for os er det noget, vi allesammen er vokset op med, og derfor er det ikke underligt. Det var det dengang.”
Leo kiggede rundt for at sikre sig, at hans ord gav mening, men de rynkede pander i lokalet vidnede om, at det var meget information på en gang. Jeg vidste ikke engang, om man havde lært om aminosyrer i syvende klasse. Jeg prøvede på selv at huske, hvad det var. Noget med fabrikker, hvor aminosyrer blev lavet om til proteiner eller omvendt måske?
“Hvordan var det muligt at skabe en ny underart uden den naturlige evolution?”
Alle hænder forblev på eller under bordene. Emil hvilede sit hoved i hænderne og kiggede op i loftet.
“Lad mig omformulere: skiftede man bare dyrekød ud med menneskekød fra den ene dag til den anden?”
Stilhed. Jeg bemærkede min imitation af eleverne – ubevægelige hænder, et undvigende blik, og et forsøg på at gøre sig usynlig. Jeg rettede mig op, og forsøgte i stedet at imitere Leos selvsikre mine. En hånd løftede sig forsigtigt.
“Ja, Alina?”
“Det startede som et forsøg først.” Leo nikkede med løftede bryn, og holdt hendes blik. “Man tog først dem fra dødsgangen, for de skulle jo dø alligevel, og så sendte man dem til slagterierne først.” Jeg mærkede mine mundvige løfte sig imponeret over, hvad der havde fået Alina til at tage initiativ til at svare på et spørgsmål foran hele klassen.
“Det er nemlig rigtigt. Andre der vil fortsætte? Sam?” Han havde ikke hånden oppe, men han svarede upåvirket.
“Forsøget gik fordi menneskekød og dyrekød fungerede totalt ens. Så ændrede man lovgivninger og alt det der, fordi hårdere straffe sendte flere til slagterierne.” Sam smilede overlegent. Sådan en er der altid i en klasse – en person, man ikke tror hører efter, og som sikkert ikke engang laver sine lektier men som ubesværet svarer på det hele.
“Yes! Og hvorfor var det godt?” Igen blev der stille, hænderne lå ubevægelige på bordene. “Ingen? Kom nu! Nej, så tager jeg den selv. Når der var færre i fængsel, betød det også færre ressourcer på kriminelle. Det betød at ét, kriminaliteten dalede med det samme, og to, at vi fik flere ressourcer til resten af samfundet. Giver det mening?”
Elever nikkede og flere tog noter. Karen skrev ivrigt ned, kunne jeg se. Jeg forestillede mig hende skrive sine noter ordret fra Leos mund.
“Vi tager den lidt videre, nu må I komme på banen igen, venner. Er det stadig kriminelle, der ender på tallerkenen? Ja, Mika?”
“Nej, det er det ikke.”
“Hvordan kan det være? Du fortsætter bare.”
“Altså, for det første, så var der ikke så mange kriminelle mere. For det andet, så ville folk ikke spise deres egne, så man skulle gøre, så der kom mere afstand.”
“Mere afstand, ja, det er en glimrende måde at sige det på. Hvad spiser vi så?” Karen viftede igen ivrigt med hånden. “Ja?”
“Cipus er en underart, ligesom du siger, som bliver opdrættet og avlet på. Så de er deres egen slags, som vokser op som en form for slagtemennesker. De er bare ikke rigtige mennesker, de er cipus.”
“Den del kan man så diskutere, men ja, tak Karen. Sikke en udvikling, hvad siger I? Slutresultatet opdager vi nærmest ikke selv – her sidder vi og spiser nuggets og steaks og kødpålæg, og påstår at vi ved, hvor det kommer fra. Hvor mange af jer, har besøgt en gård med cipus eller et rigtigt slagteri?”
“Jeg har været i en slagterbutik,” lød det nede bagfra.
“En slagterbutik, så er vi et stykke. Men en rigtig gård der opdrætter cipus?”
Stilhed i lokalet. Nogle rystede på hovedet.
“Jeg er her i stedet for Iben, så det er en begrænset periode, men i den periode skal vi ud og opleve verden frem for bare at snakke om den. Hvordan lyder det?” Dæmpet jubel summede gennem lokalet. “Vores første udflugt sammen er allerede på fredag. Hannah tager med, det er derfor, jeg har bedt hende om at være med i dag.”
Støjen tog til imens mundvige bevægede sig kollektivt opad. Jeg nød udsigten af den entusiasme, der pludselig havde bredt sig ind over lokalet.
“Hvor skal vi hen?” trængte en enkelt stemme endelig igennem myldret. De mumlende stemmer lagde sig igen, alle var nysgerrige på svaret.
”Vi skal besøge Lundgården.” Lyden af stemmer genoptog straks en højere frekvens igen. ”Jeg har sendt en seddel ud på intra. Det er allerede på fredag, så husk at få den underskrevet så hurtigt som muligt!” Leos stemme døde hen, hans læber lukkede sig, og han observerede yderligere sin flok.

//Caroline

Ord om “Jeg ser dig”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra Byens Forlag]

Nogle gange går man i gang med en bog, på baggrund af de anmeldelser den har fået, og man sidder derfor med skyhøje forventninger fra starten. Måske er det et uretfærdigt udgangspunkt at begynde læsningen fra, men ikke desto mindre var det sådan, jeg startede på Jeg ser dig af Anne-Mette Sohn Jensen.
Instaanmeldelser sammenligner den med en moderne YA-udgave af George Orwells 1984 og Margaret Atwoods The Handmais Tale, og selvom jeg kan se parallellerne, levede den desværre ikke op til mine litterære forventninger.

Samfundsrelevant kritik og spændende plot
I Jeg ser dig følger vi Josinda, som er vokset op i Kelind, et land, der stræber efter perfektionisme, uanset omkostningerne. Yderligere er hendes far kansleren, der har skabt hele dette dystopiske overvågningssamfund. En dag kommer der dog (bogstavelig talt) en rids i Josindas forståelse for hendes omstændigheder, og snart begynder hemmelighederne at vælte frem. Under den perfekte facade er der en afgrund af løgne, som får konsekvenser for hele Kelinds befolkning.
Jeg elsker præmissen for bogen – faren ved overvågning, kontrol og censur; det at blive bevidst om problemerne, og at ville tage kampen op mod magthaverne. Med et dynamisk plot og en samfundsrelevant kritik, er der solid fremdrift i bogen, hvilket er skønt.

Romanen, der vil for meget
Dog er der mange litterære småting, der fjerner fokus fra det egentlige plot, og det forstyrrer læsningen.
Jeg ser dig vil lidt for mange ting, og når derfor ikke at gå i dybden med dem. Forelskelsen mellem River og Josinda føles forceret og unaturlig, og Nigel har et subplot, som ikke rigtigt giver mening for det resterende af bogen eller hans karakter. Derudover er samfundets forventning angående racerenhed afslappet nævnt flere steder i romanen, uden at dette emne overhovedet bliver behandlet. Disse ting har ikke nogen relevans for selve plottet, og tager derfor lidt luften af ballonen. Det gør også, at der ikke bliver plads til at udfolde vigtige karakterer som River, Benjamin og Miranda, som jeg tror havde været meget mere givende.

Bogen har så meget potentiale, og plottet i sig selv er egentligt ganske velfungerende; problemet er de omveje og vildspor, der aldrig bliver fulgt til dørs, og derfor kom til at påvirke hele læseoplevelsen for mig.

// Caroline

Ord om Brak

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Anmeldereksemplar fra People’s Press]

Brak (at marken er lagt brak betyder, at den står udyrket hen)
af Caroline Livingstone, f. 1987, debuterede med romanen Nat i April i 2016.

Om Brak: Vi følger Christine og hendes familie i begivenhederne efter mormorens død. Christine rejser hjem til familiens gård og bliver igennem mødet med barndomshjemmet konfronteret med familiens fortællinger om sig selv og hinanden og om deres kollektive traumer.

Romanen er opdelt i to dele: Del 1 beskæftiger sig primært med mormorens bisættelse, imens del 2 undersøger Christines forhold til sine forældre, som glimrer underligt ved deres fravær i første halvdel af romanen.

Jeg ville ønske forholdet til Christines forældre fyldte mere i bogen. Faren, som primært optræder igennem postkort fra Rocky Mountains, er vildt spændende og minder lidt om de der ærkeamerikanske prepper-typer, som forbereder sig på apokalypsens snarlige komme. Selvom faren er på afstand fornemmer man også stadig en kærlighed der. Også Christines sorg over morens død, er vildt godt skrevet. Livingstone indfanger virkeligt barnets komplekse følelser over at miste sin mor på en præcis og følsom måde. Det er her, forfatteren viser, hvad hun kan. Det er ærgerligt, at vi skal halvvejs ind i bogen, før vi kommer dertil. Pointen har nok været, at Christine har fortrængt mindet om moren, og at det på bedste freudianske vis tager tid at nå ind til det. Men jeg tror godt, man kunne have overvundet det problem.

Romanen fokuserer på familien og deres kollektive erfaringer. Det fylder særligt i første del af bogen. Det fede ved den kollektive udforskning er, at Christine undervejs får udforsket erindringens natur, fx at vi alle husker forskelligt, vi fortolker, føjer til, glemmer detaljer etc. Samtidig forstår hun, at tingene måske ikke altid er, som hun oprindeligt troede, da hun var yngre. Det er en coming-of-age erfaring, som godt kan være barsk. Jeg ville ønske, at vi kom tættere på de forskellige familiemedlemmer, for jeg synes ikke rigtigt jeg kan mærke dem, selvom de er igennem nogle ret svære ting. Det er ærgerligt, når man tænker på, hvor godt den yngre Christine er skrevet.

Brak er skrevet i en rimeligt let prosa, som Livingstone prøver at bryde op med sammenligninger og metaforer, som er genkommende i formen “x er som x” eller slet og ret “x er x”. Et konkret eksempel kunne være “Hvad vi gør med de ting, vi efterlades med, er seletøjet, vi bruger til at give verden retning”. Årh hvor ville jeg ønske, at hun droppede de mange figurer af den art undervejs. De minder mig lidt for meget om noget, der kunne stå på en gajolpakke. Livingstone skriver i en letforståelig prosa, den skal ikke pyntes med halvdårlige metaforer.

Ord om: Inspiration til sommerlæsning

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Frem for blot at vise vores egne sommer-TBR-lister frem, deler vi her vores boganmeldelser, som ligger spredt over både instagram og bloggen. Klik på hver titel, for at få en mere omfattende anmeldelse af bogen. Here we go:

Cocaïne af Aleksandr Skorobogatov: Meta, vanvid, hektisk. Læs den hvis du er til romaner som er fabulerende og absurde – og så skal du kunne holde tungen lige i munden!

Hvor intet bryder vinden af Leonora Christina Skov: Genre-mashup, spænding, mysterier. Læs den hvis du er til spændingsromaner. Den er måske særligt sjov, hvis man normalt er til krimier, for den kan godt lide at lege den er en krimi. I virkeligheden er den det – måske! – slet ikke.

Kløe af Fríða Ísberg: Fjerdebølgefeminisme, krise, fællesskab. Novellesamlingen er rimeligt lige til at læse, og minder mig lidt om en kvindelig version af Thomas Korsgaard, hvor hverdagens små episoder sættes under lup.

Månen over Øen af Anne-Marie Vedsøe Olesen: Dystopisk sci-fi, teknologiskepsis, virkelighed. Bogen kræver en del af sine læsere, når den undersøger, hvordan vi forstår vores virkelighed i en højteknologisk tidsalder.

On Earth we’re briefly gorgeous af Ocean Vuong: Poetisk, om forholdet mellem mor og søn, generationsroman. En fantastisk smuk brevroman, hvor Ocean Vuong virkeligt brillerer med et sprogligt overskud. En af de bedste bøger, jeg har læst i år.

Meter i Sekundet af Stine Pilgaard: Humoristisk, vestjysk, den kortsluttede samtale. Stine Pilgaard skriver klogt og morsomt om en ung kvinde, som kæmper med at finde sin plads i fællesskabet i Vestjylland. Og så er hun en mester i at veksle imellem genrer.

Falsk forår af Klaus Rifbjerg: Klasse-clash, fattig-firserne, moderskab. Efter den rige, ældre kvinde Elisabeth mister sin mand beslutter hun sig for at tage til Danmark for at generobre moderskabet over Tenna, som hun bortadopterede ved fødslen. En fin bog og et tidsbillede på 1980’erne.

En lykkelig slutning af Maren Uthaug: Død, slægtshistorie, kærlighed. En velskreven fortælling om en familie af bedemænd i syv generationer, som hele tiden efterlader dig sulten efter mere – både om familien og om dødens kulturhistorie.

Kød og fred af Anders Morgenthaler og Marie Louise Tüxen: Klimaroman, solidaritet og kampgejst. En underholdende bog om strikkeklubben, der går til ekstremer, for at sikre fremtidige generationer.

Tools for extinction med 18 forskellige bidragsydere: Pandemi, bekymring, fællesskab. En samling af tekster om everyday life under Covid19, og om den bølge af forandring, den har trukket med sig gennem hele verden. Her er både mange forskellige lande og genrer repræsenterede.

Tour de chambre af Tine Høeg: Skabertrang, venskab, kærlighed. Om behovet for og fascinationen af det, at skabe noget, men også om de relationer, der spiller ind i selve skabelsen. Uendeligt smuk roman.

Røverbruden af Margaret Atwood: Kvinder på godt og ondt, venskab, fjendskab. Tre kvinders liv er blevet raseret af vampen Zenia. Bogen udfolder deres egentlige relationer, hvor man ikke nødvendigvis finder de alliancer, man havde forventet.

Animal farm af George Orwell: Dystopi, magt, kontrol. Måske mest af alt en fabel om faren ved magtbegær og vigtigheden af viden.

Salvadoreña af Cecilia Samartin: Kærlighed, skæbne, flugt. Hvis du er til lettilgængelig romantik, hvor barske realiteter som krig og sygdom skaber en tyngde omkring kærlighedshistorien.

God læsning!

//Birgitte og Caroline