Renhed. Uskyld. Stilhed. Det er nogle af de ord, jeg associerer med farven hvid.
Romanens fortæller associerer til konkrete ting. Salt. Sne. Modermælk. Ligklæde. Konkrete ting, som alligevel bærer andet og mere med sig.
Nogle gang er det let at anmelde en bog. Man kan beskrive dens handling, hovedperson, genre, tematikker. Det burde jeg måske også kunne med denne her – men jeg vil også gerne beskrive oplevelsen af at læse den. Hvordan var det? Hvad fik jeg med?
Det er svært med “Hvid”. Han Kang skriver vidunderligt, og det rammer mig et sted mellem smerte og fascination. Mine øjne blev igen og igen dækket af en hinde af vand, mens ordene kriblede ind under min hud. Under læsningen følte jeg, at jeg sad i en boble, hvor alt omkring mig blev dæmpet. Som udenfor i snevejr, når sneen på jorden absorberer lyden, og snefnuggene i luften svækker synet. Eller som i tåge, hvor alt mister sine skarpe konturer, detaljerne bliver væk, man kan kun fokusere på det, der er tættest på.
Sådan var det at læse “Hvid”.
Fortælleren bruger alt det hvide til at beskrive en søster, der aldrig blev til. Ikke rigtigt. Et tab over en eksistens, hun ikke har mødt, en eksistens, hvis død er betingelsen for fortællerens eget liv. Hvilken farve har tomhed?
Jeg ved ikke, om der er en reel handling i bogen. Der er minder og der er øjeblikke. Der er sorg.
Det er et af de mest abstrakte begreber, jeg kender – sorg. Den kan opstå så spontant, som døden kan indtræffe. Den bliver til over mennesker, vi aldrig når at møde, mennesker, der aldrig nåede at blive til. Den kan komme af svigt og afvisninger. Den er så ukendt og alligevel så omfattende, at den går gennem al materie, knogler, celler, kød. At bearbejde sorg gennem det hvide – renheden, uskylden, stilheden – det gør den på én gang konkret og åbner den op.
Giver den plads.
Man lever med den.
“Tiden er et klart markeret øjeblik – den yderste kant af en gennemsigtig klippe som hele tiden fornys når vi træder udenfor. Vi løfter foden i den yderste ende af den tid vi allerede har levet og træder et forsigtigt skridt fremad, uden vilje, uden at tøve tager vi et skridt frem med den anden fod og strækker den ud i den tomme luft. Ikke fordi vi er modige, men fordi vi ikke har andet valg.”
I forhold til hvor glad jeg er for thriller og spænding, er det ret sjældent, jeg læser de genrer. Da “Låst” dukkede op i postkassen, tog jeg det altså som et tegn til at komme i gang – and yes, I was entertained.
“Låst” er en selvstændig 2’er til bogen “Knust”, og fungerede så fint, selvom jeg ikke havde læst den første. I bogen følger vi opklaringen af et voldeligt overfald begået på en natklub i København, men ikke sammen med den sædvanlige temperamentsfulde kriminalbetjent, som drukner sine sorger i lidt for meget alkohol, efter konen har forladt ham (gudsketakoglov). Vi følger i stedet Marc, en aspiring kriminalbetjent, som “bare” har fået patruljetjansen, men for alt i verden ønsker at vise sit værd. Derudover skifter kapitlerne mellem både offer, pårørende og mistænkte, og vi får derfor et 360-graders kinda view på historien.
De forskellige karakterer har forskellige oplevelser fra overfaldet, og bærer rundt på hver deres hemmeligheder, som måske, måske ikke, kan være med til at opklare forbrydelsen. Som læser bliver man hele tiden fodret med ny information, og samtidig VED man, at det ikke er hele historien.
Idéen med de mange perspektiver er med til at give en helt anden tilgang til “kriminalromanen” og nuancerer ens billede af forløbet på en helt anden måde. Vi er ikke kun med i opklaringen, men forstår, hvordan det er at blive mistænkt, hvad de pårørende står midt i, og hvorfor hemmeligheder bliver skjult, men samtidigt er nødvendige at dele for at komme frem til en opklaring.
Dog bliver bogen også meget ambitiøs – vi skifter mellem intet mindre end syv karakterers synspunkter. Hver af disse har en baggrundshistorie, hemmeligheder og egen agenda. Der bliver ikke plads til at udfolde hver af disse personer ordentligt, og det ender med et galleri af halve personer, der ikke kommer helt ud over scenekanten. Intentionen er virkeligt fin, researchen er helt i top, men dialogen bliver forceret, hvorfor karaktererne kommer til at virke utroværdige og en lille smule flade. Vi vil ikke bare høre om dem – vi vil kende dem – og det synes jeg ikke, vi får helt lov til.
Alt i alt er “Låst” en lettilgængelig spændingsroman, der har alle de fede elementer fra krimien – forbrydelsen, de mistænkte, plottwists og selve opklaringen – og tilføjer derudover en mere nuanceret tilgang til karaktererne. Tempoet er højt, handlingen flydende og der er pirrende hemmeligheder fra start til slut. Selvom karaktererne ikke levede helt op til mine ønsker, så var jeg godt virkelig godt underholdt.
Den fedeste litteratur, er den slags litteratur, hvor forfatteren formår at skrive så alle på en eller anden måde genkender sig selv eller den virkelighed, de er en del af, i den. Sådan havde jeg det, da jeg læste norske Geir Gulliksens roman “Den jeg skulle blive”, som netop er udkommet på forlaget Gutkind.
Gulliksens hovedkarakter og jeg-fortæller, Henning og jeg har ellers tilsyneladende ikke særligt meget tilfælles. Han er midaldrende, fraskilt for anden gang og far til to døtre, hvoraf han nærmest ingen kontakt har til den ældste, Synne. I løbet af romanens første sider mister han tilmed sit job på reklamebureauet som følge af en #metoo-sag. Hans fald er komplet. Han har intet tilbage af det, der gjorde ham til den, han var. Og hvilket bedre udgangspunkt for at undersøge netop det? Hvem han er, hvordan han er blevet sig selv – og hvem han bliver til, som tiden går. Jeg tror, de fleste stiller sig selv de her spørgsmål hele tiden. Vi genfortæller vigtige livsbegivenheder for os selv, for at skabe mening i fortællingen om os selv, den vi var, er og bliver.
Vi bliver til i relationen til andre
I Gulliksens roman bliver Henning til i mødet med andre, særligt de kvinder (og mænd), han er sammen med. Han giver kvinderne det, han tror, de vil have af ham. Han tilpasser sig datteren Synne for ikke at skubbe hende væk fra sig, selvom de politisk og værdimæssigt er hinandens diametrale modsætninger. Han performer i flere tilfælde den identitet eller rolle, som det forventes af ham. Han er ekstremt selvoptaget og selvbevidst, fordi han netop hele tiden reflekterer over, hvem han tror, den anden vil have, han er. Det ligger også i titlen, “Den jeg skulle blive”. Han er meget opmærksom på ikke at tage sig ud på en bestemt måde. Han vil fx ikke være en af de der midaldrende, enlige mænd, man ser i supermarkedet med en frysepizza og en sixpack. Så går han ned og køber en lidt for kort habit, som slet ikke falder i Synnes smag (talk about midtvejskrise).
Henning er sådan en hovedkarakter, som på en gang er ekstremt relatérbar (for hvor kan man godt genkende sig selv i det der med at føle, at man skal leve op til en bestemt rolle og mærke, hvordan andre også tilpasser sig en, og dermed bliver til i relationen til én). På den måde kan det også være svært at fornemme, hvad der er autentisk, og hvad der ikke er. Hvem er man, når man er alene i sin lejlighed fri af andres blikke? Måske er den person ret ligegyldig, måske findes vi kun, når vi er en del af andres liv. Når vi bliver set af andre. Blikket er et centralt motiv i teksten: Hennings blik på sig selv og på andre; andres blikke på Henning.
En problematisk hovedkarakter
Det er i relationsbeskrivelserne og i Hennings karakter, at vi finder romanens sande kvaliteter. Jeg synes virkeligt, at Henning er en fantastisk hovedkarakter. Han er så problematisk og på ingen måde likable 24/7. Han gør ret mange forfærdelige ting. Han begår mange fejl, særligt over for de mennesker, der er tæt på ham. Han føler sig udnyttet af andre flere gange i romanen men er på ingen måde bleg for selv at udnytte andre. Han er selvretfærdig og veluddannet. En mønsterbryder som tager afstand til det, hans mor (og dermed Synne) repræsenterer. En klassisk 1970’er hippie, som søger den absolutte frigørelse, uagtet hvad det får af konsekvenser for de personer, han er tæt på. Han repræsenterer også en velkommen nuancering af #metoo-bevægelsen. Både fordi man kan diskutere retfærdigheden i, at han mister sit job, fordi han har strøget en kunde over kinden, men også fordi Gulliksen så fint skildrer mandens frygt for uintentionelt at komme til at gøre noget, som overskrider andres grænser.
Geir Gulliksen har skrevet en fantastisk bog om nære relationer, om identitet og seksualitet. Man kan mene meget om fortælleren og hovedkarakteren, Henning, men det er en kæmpe kvalitet ved bogen. Det får os nemlig til at tænke os om og tage stilling til os selv og andre omkring os.
Det er de færreste som kan skrive, som Svend Åge Madsen. Helt eminent, skarpt, drilsk, humoristisk og ekstremt klogt. Han væver filosofi og videnskab sammen med gode fortællinger, som giver læseren lyst til at blive ved med at læse-læse-læse (!), lige til man når sidste side.
En eksperimenterende roman om eksperimenter
I “Fremtidsspejl” (2020) møder vi kronofysikeren Sverre Jun, som i begyndelsen forelsker sig i to kvinder, som han møder tilfældigt mere eller mindre samtidig. Det er jo et dilemma, for Sverre Jun må vælge imellem de to. I stedet for bare at date de to kvinder samtidig, som et almindeligt menneske, bygger han en maskine, som kan forudse de to kvinders udvikling over tid. Hvilken af de to kvinder vil han passe bedst med, når der er gået to – fem og ti år?
Sideløbende med Sverre Juns eksperimenter påbegyndes et psykologisk eksperiment, hvis mål det er dels at helbrede deprimerede personer, dels at optimere personligheden hos patienten. I begge tilfælde er idéen, at man påfører patienten elektrochok, hvilket giver dem et øjeblik af hukommelsestab. I det øjeblik kan man fortælle depressionen væk eller tilføre personligheden nuancer. I tilfældet med den deprimerede giver man patienten en anden livshistorie, hvilket helbreder dem for sygdommen. Eksperimentet finder vi også i “Enden på tragedie”, Svend Åge Madsens roman fra 2019. Det er et klassisk Madsensk træk, at hans fortællinger altid hænger sammen. Enten fordi karaktererne og miljøerne går igen, eller fordi det altid er de samme temaer, som udfoldes på ny. I “Fremtidsspejl” bliver dette endnu mere tydeligt. Mere om det om et øjeblik.
De to videnskabelige eksperimenter udfoldes ikke i Århus, som ellers er typisk for Madsen, men i en lille by Nøjrup. Byen kan vel bedst beskrives som et kommunistisk paradis. Penge eksisterer ikke, og alt der produceres tilhører fællesskabet. Man arbejder, fordi det har en funktion at arbejde, ikke fordi det giver status, magt og penge. Nøjrups identitet bygger på en fortælling, hvilket er endnu et klassisk madsensk tema, nemlig: hvad er fortællingens potentiale?
Det litterære eksperiment
Jeg synes i forvejen det er vildt, hvordan Svend Åge Madsen skaber sammenhæng på tværs af sine romaner. Det betyder ikke, at man skal have læst samtlige af hans bøger for at kunne forstå den nyeste. Men det er imponerende, hvordan han, igennem flere årtier, har opbygget et helt univers. I “Fremtidsspejl” bliver dette endnu mere tydeligt end i de andre romaner. I forgængeren “Enden på tragedie” kunne man genkende en række karakterer, steder og temaer, som gik igen fra hans andre bøger. Det er sjældent, man får en Madsen-bog uden en Adam d’Eden eller Mikkel Deden. Det er en lille indforstået treat til den, som før har læst Madsen, og som måske betragter den nyeste bog som en fortsættelse af de diskussioner, som er gået forud for. I “Fremtidsspejl” refererer Madsen imidlertid direkte til sine tidligere værker igennem et slutnotesystem. Refererer han til noget, han har skrevet om i sine tidligere romaner, laver han med andre ord en reference, som man kan bladre om og finde bagest i romanen.
For mig personligt fungerede dette træk slet ikke. Selvom jeg har læst flere af Madsens romaner, var der mange af referencerne, der ikke sagde mig noget. Derudover synes jeg, det var utroligt forstyrrende, at man hele tiden skulle have sin læsning afbrudt, fordi der kom en reference, man skulle bladre om bagest i bogen for at finde. Til sidst gav jeg op og stoppede helt med at forholde mig til slutnoterne. Det er et valg, som Madsen delvist blåstempler “de der er nysgerrige [kan] kigge bagi. De der er ligeglade finder sikkert selv ud af uanfægtet at læse videre”. Jeg tror udgangspunktet for tanken er, at alle fortællinger hænger sammen, eller i det mindste står på skuldrene af hinanden. På den måde er de udviklinger af hinanden. Madsen ville ikke kunne have skrevet “Fremtidsspejl”, før han havde skrevet “Enden på Tragedie”. I tillæg hertil er noget af det fede ved Madsens romaner også, at oplevelsen af dem netop bliver individuelle, fordi det vil være forskelligt, hvor mange referencer læseren fanger. Det er netop det, Mithya (en af karaktererne), kommenterer på i midten af romanen:
“et univers hvor hver deltager kunne finde sin indfaldsvinkel, sit oplevelsesrum, generere sine egne fortællinger. Til forskel fra hovedløse skyd-og-udryd-historier, der ikke danner mange tanker i hovedet”
Birgitte udfordrede mig i starten af måneden til at læse en ukendt bog af en kendt forfatter. Hvilken fabelagtig udfordring! Jeg var så klar på at gå på jagt på et bibliotek, på at finde en støvet bog i skyggen af store titler, som aldrig har fået den credit, den fortjente. Men ak og ve, bibliotekerne er forjættet land, og min egen bogreol måtte agere jagtmark. Den skuffede dog ikke – det gør den aldrig, jeg forguder det møbel med al dens indhold – for pludselig dukkede Svend Åge Madsen op.
Jeg har hørt ham læse op på Løve’s Bog- og vincafé (jeg savner det sted!), men ellers har jeg aldrig stiftet bekendtskab med hans ord. Går det imod præmissen? SÅM (et kælenavn B og jeg har døbt ham) er dog kendt, uanset om jeg har læst ham eller ej, og derfor valgte jeg altså denne bog, “Den ugudelige Farce”, som månedens udfordring.
Fyldt med humor og absurditeter vakler hovedpersonen Jesper rundt i en forvrænget verden, hvor alle muligheder er åbne – bogstavelig talt. Jesper bliver nemlig, efter at have slået hovedet, forudseende. Når han står overfor et valg, dette kan være at svare ‘ja’ eller ‘nej’ på et enkelt spørgsmål, splitter han ud og gennemlever to sideløbende handlinger; den version, hvor han siger ‘ja’, og den version, hvor han siger ‘nej’. Efter at have set de to muligheder, kan han så vælge, hvilken af dem, han vil gøre brug af.
Med tiden bliver mulighederne flere end to, splittelserne bliver dominerende for Jespers liv, og han mindes situationer der ikke er sket, og mennesker, han ikke har mødt. Derudover sætter han spørgsmålstegn til de højere magter, som… Ja, her faldt jeg lidt fra. De højere magter er nemlig nogle… træer? Uanset hvem, hvad og hvordan, så var der en nysgerrighed til historien, en åbenhed, en filosofisk eksperimenteren, som slugte mig råt, eller jeg slugte den, og det fungerede.
Det havde selvfølgelig været interessant at kigge på bogen sammenlignet med andet fra SÅM’s forfatterskab, men den indsigt har jeg desværre ikke. Dog må jeg sige, at den levede op til alt, hvad jeg nogensinde har hørt om hans bøger. Det er ligetil og alligevel overraskende, nemt at læse, men kræver stadig stor tankevirksomhed fra sin læser. Jeg nåede at grine og græde flere gange over de kun 186 sider (havde kæmpe pms, men stadig), så ordene fandt ind.
Alt i alt er jeg glad. Udfordringen er jeg dog ikke færdig med – det var et sjovt take på et forfatterskab, at finde en bog, der ikke altid bliver talt om, som ikke altid bliver set.
Jeg blev beyond excited, da jeg så, at George Orwells “1984” var blevet nyoversat for første gang siden den oprindelige fra 1949. Ikke så meget fordi jeg havde tænkt, at den trængte til det (selvom, det gjorde den altså alligevel), men mere fordi det var en undskyldning for at genlæse den. Also, overvej hvor smuk den er!
Big Brother is watching Inden jeg læste bogen første gang, anede jeg ikke, at det var her “Big Brother” stammede fra. “1984” er nemlig – til jer, der ikke kender den – en sci-fi om en verden med konstant overvågning. I denne fremtid befinder vi os i Oceanien, en af de tre verdensstater, hvor ikke bare adfærd bliver kontrolleret; magthaverne ønsker at kontrollere alt, dette værende både tid og tanker.
Man kan da ikke styre tanker, tænker du så. Nu skal du høre: Tankepolitiet holder øje med de mindste reaktioner, fortalelser, ansigtsforbrydelser (når man laver en grimasse out loud, som afslører, hvad man reelt mener). Monitorer ser og lytter til alt, hvad du laver, både i hjemmet og på arbejdet. Det mindste tegn på, at du betvivler magten, så er du ude. Og med ude menes der, at du fordufter. Du eksisterede aldrig. Ingen vedkender sig din eksistens – det er sådan de styrer tiden.
“Den, der kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden” Dét er hele taktikken. Winston Smith, vores hovedperson arbejder på Ministeriet for Sandhed, også kaldet Minisand på nysprog. Her handler alt om løgnen, den nye sandhed. Winstons opgave er, at omskrive fortiden. Lad os sige, at et vigtigt medlem af Partiet fordufter på grund af en tankeforbrydelse – så skal vedkommende slettes. Winston finder alle gamle dokumenter, hvor vedkommende er omtalt, og skriver dem om, så denne aldrig har eksisteret.
Hvis der ikke er noget bevis – hvis al erindring kun er i hovedet, og Partiet samtidig påstår noget andet, hvis alle magthaverne konstaterer, at der er en anden sandhed, hvor længe holder man så fast?
Sandhed og fiktion Der er så meget at berette om denne her bog, både fordi jeg gerne vil introducere den vanvittige verden, men også fordi parallellerne til nutiden er direkte skræmmende. Et samfund med stigende overvågning og magthavere, der har tendens til at finde på egne sandheder, og kalde virkeligheden for “fake news”. Det lyder absurd når man læser det, men kigger men ud i verden, er det ikke så langt fra det, der sker lige nu. Sandheden er fiktion. Selv de dokumenter Winston omskriver, er med stor sandsynlighed blevet omskrevet utallige gange inden.
Behovet for at gøre oprør – at stole på sine følelser, sine tanker, sine erindringer – er nærværende hele tiden, men det er også livsfarligt. Det er en kamp, blot at få lov til at tænke frit. Hvis ikke det er klaustrofobisk og mareridtsfremkaldende, så ved jeg ikke noget som helst. Jeg kunne blive ved om denne her bog (men jeg skal nok lade være). Lad os diskuter i kommentaren, på insta, i vores DM – idc, jeg synes bare den er vanvittig.
Vi starter hvor vi slap i del I (som I kan læse her) – på et hotelværelse, hvor Humbert Humbert (en granvoksen mand) har drugget Lolita (hans 12-årig steddatter), med den intention at… Well, det har han aldrig helt sagt, men det kræver ikke meget at tænke sig til.
S. 167 HH er sikker på, at han skåner hendes uskyld, hvis han ‘kun’ handler, når hun er helt væk.
S. 174 Sovepillerne virker ikke som de skal, og fordi Lolita ikke sover så tungt, tør HH ikke handle!! Sejr!
S. 179 Nevermind, HH beskriver dem som ‘teknisk set et elskende par’ og mener, at det var Lolita der forførte ham, er BARN. ARGH! Tror i øvrigt ikke han er så flot, som han hele tiden husker læseren på.
S. 187 Lo var ikke jomfru, og det ærgrer ækle HH, som har et forskruet forhold til ‘jomfruelighed’ og seksualitet.
S. 204 Lo ved nu, at hendes mor er død, og HH beskriver, hvordan Lo ikke har andre muligheder end ham. Alligevel mener han selvfølgelig, at hun gerne vil ham, det er mere bare for at state the obvious om hendes situation. For helvede altså.
S. 215 Mænd kigger efter Lolita, andre mænd, voksne mænd, og HH mener, at hun opsøger deres blikke. Det sender mig direkte tilbage til da jeg selv var tretten (ish), og udmærket godt kunne mærke upassende blikke fra alt for voksne, sultne, mænd. Et lystende blik er aldrig ‘bare’ et blik, og den der ‘hun vil det gerne’-attitude gør mig seriøst rasende.
S. 222 Han tager ofte morgenkaffe med op på værelset, men giver hende det først, når ‘hun har gjort sin morgenpligt’, seriøst jeg får så ondt i maven.
S. 228 Lo græder, som hun så ofte gør (wonder why!), og HH ler bare lykkeligt. Han er bare rendyrket ondskab uden nogen selvbevidsthed og situationsfornemmelse nu.
S. 234 HH forestiller sig, at han enten vil af med Lo, når hun bliver for gammel (aka voksen og faktisk klar til en seksuel relation til en anden voksen) ELLER vil gøre hende gravid, lave sin egen nymfette med hendes skønne gener. Jeg ved seriøst ikke engang hvad jeg skal sige mere.
S. 249 Lolita får lommepenge for at ‘opfylde sine basale forpligtelser’ (jeg græder), så han betaler hende simpelthen for seksuelle ydelser. I det mindste får hun presset prisen godt op, get that cash you poor thing.
S. 276 Der er stadig franske sætninger ind imellem, og jeg oversætter dem stadig ikke. Gætter mig ofte til en oversættelse, men somme tider (som nu) er sætningerne lidt lange. Oh well.
S. 297 HH er sikker på, at nogen følger efter dem. Husker hans tid på sanatorier, og overvejer, om han er ved at blive gal og paranoid.
S. 335 Lo er syg og på hospitalet, HH vil hen til hende. Men! Hun er blevet udskrevet, ”hendes onkel Gustave” har hentet hende. Men er det ikke HH’s onkel fra et-eller-andet-sted i Europa? Hvad foregår der?
S. 350 “Når jeg psykoanalyserer dette digt [et digt HH selv har skrevet], konstaterer jeg, at det er et mesterværk fra en galnings hånd.” Galning, så absolut, derudover er han komplet delusional. Han kører rundt efter Lo, leder efter spor fra en gådespredende gerningsmand, men tror ærlig talt, at det foregår i hans eget hoved.
S. 362 Så vidt jeg kan regne mig frem til, er det nu over to år siden Lo forsvandt, men nu er er der et brev fra hende! Hun er 17 år, gift, gravid og mangler penge, det er den eneste grund til, hun skriver. Åh sødeste musse!
S. 368 HAN HAR FUNDET LOLITA!
S. 373 Lolita er gift med en mand, som slet ikke tog hende med dengang – i stedet var det Clare Quilty der forfulgte dem, en manuskriptforfatter som Lo mødte på pigeskolen, og som vi flere gange har hørt nævnt.
S. 378 Lo elskede Clare, men hun nægtede at deltage i hans børnepornografiske orgie, så han smed hende ud. HVAD ER DER MED DE MÆND?? (Also 2020 bliver nævnt, og det er så random, at jeg lige må skrive det ned.)
S. 380 HH giver Lo penge. Hun spurgte efter 400 dollars, han giver 4000. Han beder hende om at tage med sig, hun afslår, han græder så hjerteskærende, jeg bliver seriøst helt grådkvalt wth. Det er bare så tragisk alt sammen!
S. 389 HH ser tingene udefra nu, afstanden gør ham godt, han skammer sig, ved han har misbrugt Lo, han var ignorant, men vidste somme tider godt, hvad han gjorde ved hende, og det var et helvede. Ømheden, som jeg indimellem nærede for ham fra starten af, er lidt tilbage kan jeg mærke. Han er smuttet derfra igen.
S. 398 HH vil deadass slå Quilty ihjel nu (manden der hapsede Lolita fra hospitalet), men han skal jo også foretage sig et eller andet i den sidste del af bogen.
S. 405 Quilty siger “‘jeg er også selv glad for børn’ sagde han, ‘og nogle af min bedste venner er fædre’. JEG HAR LYST TIL AT RÅBE, HVAD ER DET FOR EN INDSTILLING, DET ER DET MEST VANVITTIGE ARGUMENT NOGENSINDE, LAD NU VÆRE!
S. 413 Det er en absurd kamp mellem Quilty og HH der indeholder klaverspil, casual snak og flyvende kugler. HH må allerede have ramt Quilty mange gange efterhånden.
S. 416 Quilty er død, og HH har det sjovt nok ikke bedre.
S. 421 Sidste side af den faktiske roman, og jeg føler mig helt ussel over at blive sært rørt. Den gjorde ondt og ondt og ondt.
Helt kort (for det her indlæg er allerede langt), må jeg bare sige: wow. Jeg er så uendeligt glad for, at det var denne her bog, jeg valgte at kaste mig over. Ja, indholdet er foruroligende, men litteraturen er helt fantastisk. Jeg får flere gange en smule sympati for den forfærdelige Humbert Humbert, (og her er min indre psykolog selvfølgelig ret obs) fordi han går rundt med en forfærdelig byrde, som han ikke har valgt. Den del kan man forstå. Så er der alle de valg, han aktivt tager, og selvom jeg til tider sad med ondt i maven eller blev så gal, at jeg havde svært ved at nye litteraturen til fulde, så er det en af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Kæmpe anbefaling herfra!
Hermed livelæsning af en vaskeægte klassiker, nemlig Vladimir Nabokovs “Lolita”. Bogen er modtaget som anmeldereksemplar, og jeg har valgt at gå til den med en omgang livelæsning – dvs. live reaktioner fra læsningen. Der er nok at tage fat i, og derfor kommer der ikke den helt store indledning.
Disclaimer: Livelæsning indeholder altid spoilers.
S. 8 Forordet, er det et forord? Det skrives, som om Humbert Humbert er et ægte menneske, som om fortællingen er fakta og ikke fiktion, og jeg er forvirret allerede. Må lige Google. (Få minutter senere: Google siger fiktion, skønlitteratur, og så forordet må være fiktion i sig selv, idk)
S. 11 HH starter med at sige, der var en pige før Lolita, som om hans kærlighed til barnet startede da han var på Lolitas alder (also, Lolita hedder rigtigt Dolores, så han har lige fundet på noget sexet til barnet, så er vi ligesom i gang). Det er fortalt som et manuskript skrevet til en jury i en kommende retssag. Det er overraskende, det anede jeg ikke.
S. 17 HH var forelsket, de var begge 13, og begærerede begge to hinanden (åh, den unge seksualitet, faktisk semi cute), og ender tragisk, da hun (spoiler) dør kort efter de forsøger at knalde, men bliver forstyrret og må stoppe. Vladimir fortæller det lidt pænere, men alt i alt har jeg ondt af den tragiske kærlighed hos baby HH.
S. 23 HH søger jobs, hvor han kan tage til børnehjem og opdragelsesanstalter for at stirre på unge piger. Han mener, at der er kvinder mellem 9-14, som ikke er piger, men ‘nymfetter’, dæmoniske pigebørn, der søger ældre mænd. Ej han skal seriøst stoppe sig selv, føler jeg sidder med et ansigtsudtryk der er fyldt med væmmelse pt.
S. 26 Okay, fortællerens skriver både ‘jeg’ og ‘Humbert Humbert’ – er det den splittelse, der tales om i forordet? At hans pædo-jeg er HH, og han selv er en anden? Jeg er forvirret. Also, han er i gang med at opremse andre voksne mænd, der tænder på børn gennem historien, som om det skulle retfærdiggøre hans tanker. Det er lidt ambivalent om han er en pædofil, der prøver at styre sine lyster, i så fald er han jo god nok, det kan han ikke gøre for. Men al den snak om nymfetter… Jeg køber ikke fuld uskyldighed.
S. 30 Der er en kvinde, der snakker fransk til ham, og jeg burde måske oversætte det, men jeg orker ikke pt, så jeg gætter mig bare til hendes sætninger tbh.
S. 34 HH gifter sig for at få styr på sine lyster. Nogle gange virker han som en mand der kæmper med sig selv, og i de øjeblikke føler jeg ømhed for ham. Tænk at skulle leve med så invaderende og umoralske tanker, det må være direkte skrækkeligt.
S. 47 HH har været indlagt på sanatorium grundet mentalt meltdown flere gange, og selvom han åbenbart finder stor begejstring i at vildlede psykiatere, så må det ikke være rart. Helt ærligt, manden kæmper jo med en forfærdelig seksualitet og har fantaseret om selvmord, hvis han skulle handle på det.
S. 56 “Hvorfor ophidser hendes måde at gå på mig i så afskyelig grad – hun er jo kun et barn, for pokker, et rent og skært barn?” HH er et menneske, som skammer sig og væmmes ved sig selv. Også selvom han forsøger at retfærdiggøre sine tanker til tider, selvom han fører dagbog over Lolitas færden, så er der en afsky over sig selv, som jeg på en underlig måde holder af. Og nå ja, han er blevet skilt fra første kone, og nu stødt ind i Lolitas mor (Charlotte), som giver ham logi.
S. 59 Åh, hvor det skifter hurtigt. Dagbogen er en voksen mands savlende observationer af et barn, og det er ubehageligt at læse, når han hengiver sig til fantasien. Det er ikke særligt eksplicit, men det subtile er næsten værre: at han beundrer hendes tindinger, hendes nakke, hendes måde at gå på… Pyh.
S. 78 Uanfægtet, så er litteraturen eminent. Shit altså, Vladimir kan sgu skrive, kan han!
S. 87 HH kan slet ikke overskue, at Lolita bliver 15 om to år, for så er hun jo for gammel. Jeg magter ham ikke.
S. 92 Lolitas mor har skrevet et brev til HH, hvor hun tilstår sin kærlighed til ham, siger at hvis han bliver hos dem, skal det være for life, han skal være som en far for hendes lille pige. Græder lige lidt for mig selv.
S. 102 HH skal giftes med Lolitas mor, og det skal i avisen. HH fortæller i interviewet, at han havde et forhold til moren tretten år tidligere – antyder derfor, at han er Ls far. Dude, tf? Pædofili er ikke nok, incest skal der også til åbenbart.
S. 103 1) HH og Charlotte knalder hver aften, det er den daglige pligt, og det er sgu imponerende. 2) HH beskriver seancen som: “jeg glammede gennem underkrattet i mørke, forrådnede skove”. Bogen er tragisk, men der er også humor i den, thank god.
S. 108 HH drømmer om at fylde ‘sin slatne nymfette’ med sovepiller, og er begyndt at betragte hende som sit eget barn, ej nu holder det.
S. 129 Lolitas mor har fundet HH’s dagbog! Tænk at læse, hvordan ens mand har skrevet perversiteter OM ENS DATTER! Kuldegysninger!
S. 132 LOLITAS MOR ER DØD! Charlotte fandt ud af alt, var hidsig, skyndte sig ud af huset og blev kørt ned. Bum, gone. Det er så dramatisk!
S. 139 Øhmm, han har kun mødt familien for ti uger siden?? Det kan jo ikke passe… Vel?
S. 147 Jeg bliver oprigtigt dårlig, når HH taler om at “ligge dunkende ved siden af den lille, sovende pige”, fordi han har fået en masse stærke sovepiller. Folk tror i øvrigt på, at Lo er hans datter, og han er på vej til at hente hende fra den lejrskole, hun er på. Al min omsorg og empati for den manden er pist væk.
S. 152 Lolita kalder ham far, jeg græder og væmmes. Hun ved btw ikke, at moren er død, men tror, at hun er indlagt og skal opereres for et-eller-andet.
S. 153 Nu husker HH sig selv på, at “hun er kun et barn, hun er kun et barn.” Altså hvad fanden er det manden vil med hende? Pointen og problemet for ham er, at hun er et barn!
S. 154 Lo kalder ham både far, og siger, at “vi er jo kærester”. Jeg er så uncomfortable!
S. 157 “[…] selvom han udmærket godt vidste, den snu, svulmende satan, at klokken ni, når hans forestilling begyndte, ville hun lille bevidstløs i hans arme.” Behøver jeg overhovedet sige noget?
S. 166 Han har drugget hende, hun er så træt, jeg bliver nødt til at få en pause fra at læse.
Livelæsning del II er oppe om et par dage (når det er oppe, kommer der et link lige HER). Hvad tænker I so far? Har I læst den? Lyst til at læse den? Helt generelt, hvordan har I det efter den omgang? Jeg blev sgu lidt presset til sidst.
Et sted i “Det samme og noget helt andet” siger 2019-versionen af jeg-fortælleren, at “Det samme og noget helt andet” er den bog, hun ville ønske, hun kunne have læst, da hun var i sine 20’ere. Det forstærker min følelse af, at bogen er skrevet til netop mig.
Før jeg dykker ned i min egen personlige læseoplevelse, skal vi dog lige have præmissen for bogen på plads. Romanen følger to versioner af jeget, det yngre jeg i start-midt 20’erne og det ældre jeg, som nedskriver sine erindringer. Begge jeg’er er fiktionaliserede versioner af forfatteren Katrine Marie Guldagers eget liv. Det er 50% auto, 50% fiktion, som jeget påpeger et sted. Bogen begynder med to tragedier. Jegets veninde Anne bliver skudt i Nicaragua, og hendes far omkommer i en togulykke. De to tab, særligt tabet af faren, er dominerende for alt andet i jegets liv: hendes følelsesmæssige udvikling, forholdet til familien og vennerne og den spirende forfatterkarriere: jegets optagelse på Forfatterskolen og udgivelse af debutdigtene. Alt dette fiktionaliseres, nedskrives og (i sidste ende om end dette er uden for romanen) publiceres af det ældre jeg, og som i Leonora Christina Skovs umådeligt populære “Den, der lever stille”, får vi det ældre jegs refleksioner over, hvordan det er at skulle gennemleve traumet på ny og give det en offentlig stemme. Det er selvsagt enormt smertefuldt for jeget, men det er en nødvendighed. Teksten er ikke 100% navlepilleri og skamløs selvoptagethed forklædt som romankunst. Den personlige fortælling er nødvendig, den er relevant og genkendelig. Og det /er/ kunst. Katrine Marie Guldagers små passager er enkle men utroligt præcise i sin måde at skrive de to jegers følelser og refleksioner frem på. De er usigeligt rammende.
Min personlige læseoplevelse
Og så er vi så fremme ved min egen personlige læseoplevelse. Jeg kan på mange måder genkende mig selv (2021-versionen) i den yngre version af jeget. Både fordi jeg, ligesom alle andre unge, er søgende efter en identitet og et ståsted, som skal definere mig som mig selv. Og fordi jeg, ligesom alle andre i min generation, er optaget af mig selv og mit eget indre følelsesliv – og alle andres. Ikke kun fordi det påvirker mig, men også fordi der igennem følelseslivet er et kæmpe potentiale for fællesskab og solidaritet, hvilket Guldager illustrerer så fint i sin bog.
Jeg blev særligt berørt af jegets forhold til familien, og den enorme sorg, hun følte, i kølvandet på sin fars død. Jeg så mig selv i beskrivelserne og føler min desillusion bekræftet: familier er mudrede, forgængelige og komplekse. Det fremkalder også den sorg, jeg følte, da min egen far var dødeligt syg med corona i foråret. Og hvordan det kommer til at blive, når ens forældre engang ikke er her mere. Den rodløshed, vrede og splittelse, som er tilbage. Men selvfølgelig også, at livet går videre uanset. At nye fællesskaber og familier opstår. Formål med at være til. At skrive bøger fx
Grænserne viskes ud
“Det samme og noget helt andet” udvisker grænsen imellem fiktion og virkelighed, imellem læser og værk. Bogen får mig til at reflektere over liv, død, familie og erindring. Samtidig kan jeg ikke undlade at drage paralleller imellem mine egne oplevelser, og dem, som bliver beskrevet i romanen. Det forstærker tekstens virkning på mig. Før i tiden vil man have afvist det som en affektiv fejlslutning, men når man bare læser litteraturen for den gode læseoplevelse (og ikke for en kold, akademisk dissekering af indholdet), er det jo netop det, god litteratur kan. Vække genklang, følelse; berøre.
[Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Basilisk]
Hvor begynder man i sin anmeldelse af en så totalt crazy og lollet bog som “Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?” af Ida Marie Hede? Romanen er på én gang spændende science fiction, en regulær page-turner, hvor vi hele tiden pirres til at læse videre og videre, og samtidig utroligt sprogbevidst og poetisk-weird. De to ting behøver selvfølgelig ikke udelukke hinanden men gør det desværre ofte. Det er heldigvis ikke tilfældet med “Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?” (i øvrigt karakteristisk/sjovt, at hun giver romanen en undertitel “eller”, sådan som vi kender det fra klassiske romaner, og så samtidig inkluderer ordet “fuckfingre” i samme vending)
Kvindeliv
I romanen følger vi en kvindelig jeg-fortæller, der sammen med sin mand, har bosat sig i Den usikre og megalomane Landsby. Landsbyen er et klassisk dystopisk helvede (tænk The Handmaids Tale men uden den grafiske vold, som udføres på kvindens krop). Kontrollen gennemsyrer landsbyens samfund, det er det megalomanien består i. Kvindens evne til reproduktion tjekkes dagligt, de overvåges konstant, og deres bevægelsesfrihed indskrænkes desuden af en angst for at blive overfaldet om aftenen, hvilket myndighederne taler op. Kvinden bindes derudover til hjemmet i en evighedsbarsel, som hun selvfølgelig tager, imens børnenes far arbejder. Jeget passiveres hermed af hverdagens trivialitet og trummerum. Hun lulles i søvn af middelklassetilværelsen: barnegråd, gåture og liderlighed. Landsbyen får hende til at glemme verdens kriser. At forholde sig til dem er et brud på den konformitet, som hersker i landsbyen.
Det betyder dog ikke, at jeget sidder for evigt fast. I løbet af romanen møder hun tre nye veninder, Hjerteskam, Kødskam og Røvskam. De er landsbyens modstandsbevægelse, et fællesskab baseret på skam og krop. Venskabet rækker ud over kernefamiliens sump af bleer og kasseroller, men det bliver aldrig rigtigt klart, hvad modstanden består i. Det er muligvis dette fællesskab imellem kvinder, hvis eneste formål er kærligheden. Den er et mål i sig selv og står i modsætning til reproduktionen – og fællesskabet lader sig gøre på trods af den skam, der ellers kunne distancere kvinderne fra hinanden.
Litteraturens unikke mulighed
“Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?” er endnu et eksempel på den nyeste litteraturs skildring af moderskabet. Det kender vi fra b.la. Cecilie Lind og Olga Ravn. Samtidig trækker den på sci-fi genren, på bøger som “The Handmaid’s Tale” og “The Scarlet Letter”. Kendetegnet for genren er dens politiske kritik. Jeg synes dog ikke, “Suget” er mest interessant for dens kritik. Dens problematisering af køn, klima, økonomisk ulighed og kapitalisme er efterhånden gamle travere i samfundsdebatten, og jeg tog mig selv i at tænke “Ja, what’s new?” adskillige gange.
Men en roman er ikke et debatindlæg. I stedet har den en unik mulighed for at skildre eksisterende problemstillinger på en anden måde, end kronikken fx kan. Ida Marie Hede brillerer i særdeleshed i fortællingen om jeget og i sproget, som er helt hendes eget. Sprogligt blander hun det alvorsfulde med det crazy, fjollede (jeget har så mange, hun ikke har tal på dem) og det poetiske med det hverdagslige. Hun skruer op for tendenser, vi i forvejen ser i vores samfund og udstiller dem i fortællingen – og det er det, den gode sci-fi kan.
Det er ikke kun omslaget, der imiterer en lavalampe – bogens indre gør det samme; der er ikke noget mål, ikke nogen retning, bare løsrevne brudstykker af en helhed, der forsøger at leve deres eget liv, før de igen bliver opslugt af det resterende lyserøde materie. Silke forsøger at løsrive sig, samtidig med hun igen og igen oplever, hvor afhængig hun er af andre. Hun opsluges af rastløshed, men hun er langt fra den eneste. Aida, Silkes nye veninde, kæmper endnu mere, hun eksisterer i ekstremerne, der essentielt set er hendes tryghedszone.
Velvet morning mindede mig om filmen Ladybird. Det er en coming of age historie om ikke bare en enkelt pige, men en gruppe af mennesker, der stiller spørgsmålstegn til det samfund, de lever i. Hvad sker der, hvis man ikke følger konventionerne, normerne, forventningerne? Det er hele tiden det, karaktererne udforsker. Bogen er én lang stemning, en oplevelse af Camden i 1995, med al den vildskab og kaos ungdommen bringer til bordet, af frygt for tomgang og ensformighed. Det er derfor paradoksalt, at deres evindelige fester og grænseoverskridende adfærd bliver deres egen tomgang, et hamsterhjul, som de sidder mere og mere fast i.
Trine Bøhm skriver meget smukt – hvor jeg først mente, at der var en tand for mange karakterer og beskrivelser, lod jeg mig lidt efter lidt rive med af dem, og nød virkeligt det levende sprog. Fuldskab, skævhed, effekten af utallige stoffer var litterært hamrende fint, og selvom frustrationen over de unges manglende forhold til konsekvenser somme tider drev mig til vanvid, så var det også sigende for deres perspektiv – antiautoritære, antikapitalistiske idealister med en idé om, at det er bedst at live wild, die young.
Selvom idealismen manifesterer sig i en kaotisk tilgang til livet, er der interessante tanker bag, og flere gange har jeg sat streger under Aidas ytringer, der ofte er ret så fine, omend en smule dystre.
“Det er der livet er i al sin enkelthed, én lang opløsning. Vi desintegrerer i slow motion og bilder os selv ind, at vi er udødelige. Vi lever og ånder vores egen død. Det er et faktum.” – Aida om glitrende støvfnug, der danser i sollyset fra vinduet.
Selvom mange af 90’er referencerne røg over hovedet på mig, og selvom en del af karaktererne forblev flygtige bekendtskaber, sidder jeg tilbage med en nostalgisk følelse. Der er noget fint ved det smukke, rolige sprog, og den hektiske, spontane hverdag, der på én gang ikke matcher, og alligevel forstærker hinanden med deres kontrast.
Ord om “Inderligt”, eller inderlige ord af Margaret Atwood. Lad mig starte sådan her – jeg anede ikke, at denne powerwoman også skrev digte, men selvfølgelig gør hun det. “Inderligt” er hendes første digtsamling i over et årti, hvor indholdet er skrevet og samlet sammen fra 2008 til 2019. I den tid er verden blevet et mørkere sted, skriver Atwood i forordet. Hun er blevet ældre. Hun har mistet. Alligevel er digtsamlingen ikke blot sorg og mørke. Den indeholder en blanding af håb og realistisk klarsyn, der fungerer virkelig fint.
“Der er flere fugle i disse digte end der plejede at være. Jeg ønsker mig endnu flere fugle i den næste digtsamling, hvis der kommer en; og jeg ønsker mig flere fugle i verden.”
Efter det meget smukke forord, kommer digtene. Samlingen er delt op i fem dele, som jeg har forsøgt at navngive: Del I – Fortid Del II – Køn og kvinder Del III – Fremtid Del IV – Klima Del V – Alderdom og sorg
Der er noget absolut yndigt og fænomenalt makabert i Atwoods skriveri, det er svævende og det voldsomt jordnært. Som digtene om dyr, om edderkopperne i bogreolerne, hvor jeg på få sætninger føler omsorg for deres mange ben og sirlige spind. Især digtene om fremtid og klima ramte mig, fordi deres indhold er så altsigende og aktuelle.
“Vi måtte vide / hvordan sådanne fortællinger ender: / og hvorfor. / De ender i flammer / fordi det er det, vi vil have. / Vi vil have det sådan.” [I Flammer]
Digtsamlingen rummer den menneskelige natur som en selvdestruktiv force, viser vores forfærdelige sider, vores ødelæggelse, ansvarsfralæggelse, og vores sorg over netop dette. Den svindende natur, den kapitalistiske egoisme, mennesket som en del af naturen, mennesket som løsrevet fra naturen. Det er brutalt ærligt, og det gør ondt – men det er det, der fungerer så vidunderligt. Atwood adskiller ikke sig selv fra dette, hun hæver sig ikke og tager ikke afstand. Det falder tilbage på et fælles ansvar. Et fælles problem. Fælles løsning.
“Vi kan godt lide det sted hvor vi bliver reddet. / Vi kan godt lide det sted hvor vi bliver ødelagt. / Hvorfor føltes de så ens?” [Rumvæsnerne ankommer]
Jeg ville ønske, jeg havde flere kloge ord at dele, men digte er svære at omfavne på et enkelt post; i virkeligheden kunne jeg lave en anmeldelse af hvert enkelt digt, og det ville fylde mere end det her. Den bedste løsning må være at opleve den selv. Flyv ind i digtsamlingen med fuglene og undgå mikroplasten, sid på skulderen af en vis, ældre kvinde, og syng for børnene, åh børn, og den fremtid, de går i møde.
Jeg har ædt Gunhild Øyehaugs roman “Præsensmaskine” i et, for mit vedkommende, uhørt lyntempo. Min læselyst har på det seneste været kvalt af, at jeg har haft alt for travlt og dermed alt for lidt mentalt overskud til at læse, så det var en seriøs befrielse endelig at mærke den. Lysten til at læse og lysten til ikke at lægge bogen fra mig, at kigge utålmodigt på sidetallet (ikke højt nok) og uret (er der kun gået fem minutter siden sidst, jeg kiggede på uret?). Bare være i skriften, basically.
Da jeg sad der med Øyehaugs finurlige lille roman, er det første jeg tænkte, at vi nok havde at gøre med en roman, hvor narrativet ikke er det allervigtigste. Altså en bog der i langt højere grad er reflekterende, end den vil berette et egentligt handlingsforløb for os. En bog som emmer af kompleksitet, og som formår at tætpakke sine sider med mening til en sådan grad, at læseoplevelsen bliver så tung, at man nærmest brækker halsen på romanen. Sådan er det heldigvis ikke med “Præsensmaskine”.
Nutiden rummer fremtiden
I “Præsensmaskine” formår Øyehaug på ganske fin vis at kombinere det filosofisk reflekterende (om alt lige fra sprog til eksistens, religion, natur og kunst – puha!) med fortællingen. I romanen følger vi to hovedpersoner, den gravide Laura og hendes mor Anna. Med tiden spaltes kvindernes (og de andre karakterers) eksistens ud i forskellige versioner af deres liv. Eksperimentet minder mig om Paul Austers “4 3 2 1”, hvor hovedpersonen Archie ligeledes lever sit liv i forskellige versioner. Auster og Øyehaug har det tilfælles, at de begge undersøger de begivenheder, som ligger kimen til den, vi bliver. I “Præsensmaskine” spaltes karaktererne, når de læser et ord forkert i en bog. I Annas tilfælde er det ordet “trädgård”, som bliver til “tärdgård”. Da det sker, deles hun i to versioner af sig selv med to forskellige levede liv. I nutiden ligger der således flere potentialer for fremtid, og det er også sådan, jeg anskuer denne præsensmaskine, som giver navn til romanen. Altså at nutiden kan generere forskellige versioner af fremtiden afhængigt af, hvilke knapper vi skruer på. Det minder mig om idéen om tiden som ikke-lineær, der gennemsyrede Virginia Woolfs forfatterskab, hvor netop fremtid, fortid og nutid alle var præsente i netop nutiden.
En fortælling om menneskelige grundvilkår
“Præsensmaskine” rummer en større undersøgelse af sprog, kunst, eksistens, religion, natur og astronomi. Foruden fortællingen om Laura og Anna, tilføjer Øyehaug endnu et lag til teksten, nemlig en jeg-fortæller, som, ligesom Anna, er forfatter. Jeget nedskriver Anna og Lauras fortælling og har desuden muligheden for at intervenere i begivenhederne. Jeget fungerer som endnu en fordobling (eller spaltning) i teksten: ligesom Anna (og Gunhild Øyehaug) skriver hun en roman om sproget og sprogets potentiale til at forløse menneskets skabertrang. Idéen er, at når du læser forkert, skaber du en parallel verden, som ikke eksisterede forud for denne sproglige handling, og at du på den måde gør noget, som ellers kun er Gud forundt.
Ser man et øjeblik bort fra disse større diskussioner, er “Præsensmaskine” også bare en god (og til tider morsom!) fortælling om menneskelige relationer: om ensomhed, isolation, kærlighed, jalousi, lyst og om angst. Den fortælling formår Øyehaug at skabe samtidig med den større filosofiske diskussion, og det får i den grad teksten til at gå op i en højere enhed! Derfor: læs den hvis du ikke allerede har gjort det.
Endelig (!) blev jeg færdig med Åsa Linderborgs “Året med 13 måneder”. Det har så også kun taget mig en god måneds tid. Ikke fordi bogen er dårlig, men fordi jeg har haft travlt og været utroligt ugidelig i forhold til at få læst. Jeg er lige begyndt i job og ved siden af læsning til jobbet, nye elever og kollegaer, har jeg bare ikke haft overskuddet.
Nuvel, nu er vi gået ind i anden lockdown, hvilket på besynderlig vis giver mig ny energi og overskud. Det er egentligt også meget passende, at forordet til bogen lige netop berører corona.
Dagbogsgenren
Jeg skal indrømme, at jeg har haft det en anelse ambivalent med genren ‘dagbog’. I bogen skildrer Åsa Linderborg sit liv fra september 2017 til oktober 2018 i dagbogsform. Diskussioner om presseetik, ytringsfrihed, politisk korrekthed, klasse og #metoo blander sig med hendes egne refleksioner over sin kærlighedsforhold, sine børn, aldring og ikke mindst hendes eget personlige ansvar i forbindelse med teaterdirektør Benny Fredrikssons selvmord.
Jeg kan egentligt godt lide idéen om, at vi kommer helt tæt på debattens hovedaktører og præsenteres for deres hele person. Linderborg er i bogen ikke kun repræsentant for en bestemt politisk fløj, hun er et menneske med et eget liv, fuld af kærlighed og sorg og ængstelse. Debattøren menneskeliggøres, hvilket er med til at menneskeliggøre debatten.
Når jeg så alligevel er skeptisk, er det fordi, jeg synes, at man med dagbogsprædikatet postulerer, at vi er så tæt på ‘virkeligheden’, som det kan lade sig gøre. Måske endda endnu tættere på end med autofiktionen, som trods alt er tydelig om sig selv som fiktion. Du kommer ikke tættere på et menneske end ved at kigge i deres dagbøger, selvom jeg selvfølgelig er med på, at skildringen af deres erfaringer er dybt subjektiv. Det hører med til genren, at det er vores egne personlige refleksioner over en given oplevelse.
Det er ret tydeligt, at der er tale om en fiktionalisering af dagbogens indhold. Linderborg redegør selv for det i efterordet. Derudover er det tydeligt, når der fiktionaliseres. Oplevelser dramatiseres, og der skrives replikker og forklares, hvad man ikke ville gøre, hvis der var tale om en dagbog. På trods af det, tror jeg godt nogle læsere kunne forledes til at tro, at en dagbog indeholder den skinbarlige sandhed. At her er tale om et regulært sandhedsvidne. Den slags skal man være varsom med særligt med debatter om #metoo og ytringsfrihed, som er så betændte.
Bogen som fiktion
Overvejende fungerer bogen rigtigt godt. Åsa Linderborg er en fremragende skribent, som formår at levendegøre sig selv på papiret. Derudover er bogen en vigtig politisk bog, som kan ses som et varsel om, hvor galt det kan gå, hvis særligt medierne ikke er varsomme med, hvad de publicerer. På den måde er “Året med 13 måneder” et vigtigt indspark i debatten. Det er jo uhyre vigtigt, at vi værner om retsprincipperne og presseetikken i en tid, hvor de i særdeleshed er under pres – og der tror jeg bestemt ikke coronaen hjælper.
(En mindre ting, hvis jeg lige skal svinge mig ned fra min høje hest til sidst: Jeg kunne godt have brugt, at der i mindre grad blev refereret til den svenske offentlighed. Nogle af personerne kender man da, fx Jan Guillou, Mathilda Gustavsson og Jean-Claude Arnault, men er du gal der er mange navne, der bliver slynget rundt med, som man ikke aner hvem er. Og hvad sker der seriøst for, at Åsa spiser så meget på restaurant? Er det det, det vil sige at være en del af kultureliten???)
“Når jeg har tårer i øjnene her til aften, er det så fordi du er død, eller fordi jeg er i live?”
Sådan begynder “De uadskillelige” – med en dedikation fra Simone de Beauvoir til hendes elskede veninde Zaza, de to virkelige kvinder, bogens karakterer Andrée og Sylvie er baseret på. Dedikationen forudsiger, at de uadskillelige vil blive adskilt, og gør dermed, at læsningen påbegyndes med bevidstheden om den kommende sorg.
Tilpasningens bedrøvelse Bogen er essentielt set Sylvies øjne, tanker, oplevelser af Andrée, fra de mødes som ni-årige, til bogens slutning kort inden Andrées 22-års fødselsdag. Meget hurtigt bliver de to piger netop det – uadskillelige – og vi fornemmer, at Sylvies kærlighed til Andrée er større end til noget andet menneske. Hengivenheden udvikler sig med alderen, og gennem jalousi, sorg og dedikation udvikler venskabet sig også.
Det er mere end en historie om kærlighed og venskab mellem to kvinder; det er også en historie om at tilpasse sig samfundets normer og de forventninger, man pålægges. Andrée er selvstændig, hun er nysgerrig, hun føler og tænker, men hun skal tæmmes. Religionen og den dominerende mor bliver de største modstykker til Andrées passion, som hun med al sin kraft forsøger at holde inde. Sylvie ser til med foragt og angst – hendes eget liv involverer hverken troen eller den finere klasse. Hun har den frihed, som Andrée længes efter, men ikke kan få del i.
Det “at tilpasse sig” er pludselig et trist begreb. I bogen ser vi det i den måde, Andrée undertrykker sig selv på – sine visioner, egenskaber, lyster, sin kærlighed. Hun forsøger at leve op til eksterne forventninger, hvilket resulterer i, at hun hele tiden mister dele af den nysgerrige og vilde ni-årige pige, der ikke lod sig begrænse.
Jean-Paul Satre og Elena Ferrante Sylvie observerer hver eneste ændring i Andrée, men hendes kærlighed afviger ikke et eneste sekund. Den hengivenhed mellem de to piger, er så ren og fin, at jeg ikke kunne undgå at blive rørt. At Simone de Beauvoirs mand, Jean-Paul Satre, ikke havde det på samme måde over manuskriptet, er over min forstand. Måske var det autobiografiske take på hans hustrus kærlighed til en anden kvinde for meget for ham, måske var 1954 bare ikke #woke nok.
Det ærlige venskab mellem de to piger, deres udvikling fra børn til unge kvinder og Sylvies betagelse af veninden, minder mig om Elena Ferrantes Napoli-romaner – og det er kun en god ting. De tager begge to de unge piger seriøst; de viser deres dybde, ønsker, skuffelser og forbudte hemmeligheder.
“De uadskillelige” handler om at være kvinde, om passion, forfald og forelskelse. Den er mere end fin. Tilbage sidder jeg nu med tristhed og taknemmelighed. Av mit hjerte.
ord om _ 