Kategori: Reportage

Ord om Bogforum 2021

~ Caroline ~ 1 kommentar

[Reklame, billetter modtaget af Bogforum]

På instagram blev det til nogle mere sentimentale ord om Bogforum (se her), og derfor prøver jeg lige igen. Denne her læsemusse havde aldrig været til Bogforum før i år, og derfor kommer der lige en evaluering af hele baduljen:

Forlag og stande
Som sagt har jeg aldrig været på Bogforum før, og vidste ikke, hvad jeg skulle forvente. Udover at Bella Center er en kæmpe labyrint (what, der var stort!), var det faktisk virkelig fint delt op, når man lige fik styr på sagerne. Både store og små stande var imponerende; mest af alt var jeg vild med Gutkind, som også deltog for første gang, og havde formået at skabe et æstetisk lækkert og vildt hyggeligt rum. Overall var der både plads til de helt store og de helt små, og fælles var, at alle havde gjort deres områder helt til deres egne.

Hvor flere af de store stande (læs: Gyldendal og Lindhardt & Ringhof) var super smukke og indbydende, var de også meget tæt befolkede. Det betød, at jeg flere gange søgte mod de mindre områder. Mikroforlagene var på den måde mere tilgængelige, og gemte på tusinder af perler. Omvendt kunne man også søge helt væk fra standene – der var både spiseområder, loungeområder og førstesalen var dejligt rolig uden særlig meget kø til hverken toiletter eller kaffe (win!).

Interviews
Jeg havde tusinde planer, og nåede en brøkdel af dem. Men hvilken brøkdel! Uden at nævne dem alle (for shit, der var fart på!), kommer en lille opsummering af de bedste:

  • Fine Gråbøl (vinder af Debutantprisen 2021, kæmpe tillykke!) i samtale om “Ungeenheden”, som jeg absolut elskede. Har tidligere skullet lavet et interview med hende, men livet kom i vejen, og det var dejligt endeligt at høre hendes egne ord om bogen.
  • Olga Ravn om bogen “Min barsel”. Jeg er en kæmpe Olga Ravn-fangirl, og havde glædet mig sådan til hende. Elsker hendes take på life, og fascinationen og nysgerrigheden på det mørke, det grumme. Der er en power i at rumme det, og det kunne man også mærke i samtalen.
  • Stine Pilgaard og Hella Joof om “Meter i sekundet”. Ej men jeg elsker de to, Stine Pilgaard har været min yndlings siden 2012, hvor jeg læste “Min mor siger” og hørte hende fortælle om den. Der er en umiddelbarhed ved hende, og en insisteren på at komme dybere, at kommunikere, at forstå.
  • Charlotte Weitze, Cecilie Eken og Siri Ranva Hjelm Jacobsen om planter i litteraturen. Jeg blev helt rørt over samtalen, der handlede om altings forbundenhed, planternes realiteter som lyder komplet magiske og hvordan døden ikke er noget at frygte.

Møder med mennesker
Det her punkt er nok det mest overvældende for mig – det er første gang jeg rigtigt har været ude og møde mine bogmennesker. Og med mine mener jeg de folk, jeg dagligt skriver med, læser hos, samarbejder med, anmelder bøger for, mennesker der kan noget med litteraturen, og som jeg på en eller anden måde har en relation til. Endelig blev den relation også irl.

Det var overvældende, både fordi de jo fascinerer mig, og så fordi de også kender mig tilbage (kan man overhovedet sige det?). Jeg er blæst bagover af det fællesskab der eksisterer i litteraturen, jeg har aldrig mødt det på denne her skala. Læsning, som kunne være en meget ensom interesse, er det fuldstændigt modsatte. Jeg er på én gang helt drænet, og vil samtidig bare have meremeremere.

Købte bøger
Otte bøger til mig, tre til julegave, og to anmeldereksemplarer blev det til – det er nu mandag kl. 13.57, og jeg har allerede læst de første to. Selvom det var svært at prioritere mellem alle dem, jeg gerne ville have med mig (der var en naturlig limit med både bankkonto og plads i kufferten), fordelte jeg mig bredt over både store og små forlag med mine køb:

Overall
Alt i alt var det en helt vanvittig oplevelse at være til Bogforum. Der er noget vildt i at samles på tværs af alle de ting vi ellers mødes over – baggrund, arbejde, at bo tæt på hinanden, alder, livsomstændigheder – at vi i stedet er fælles om en interesse, en passion. Litteraturen rummer uendeligt potentiale, og det at kunne mødes lige i midten af det potentiale, at diskutere den, forelske os i den, inspireres af den; det er Bogforum.

Kæmpe tak for denne her weekend. Det var magisk.

// Caroline

Ord om LiteratureXchange: Tine Høeg

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

”Tour de chambre” er en kærlighedsroman og en kunstnerroman – sådan beskriver forfatter Tine Høeg sin smukke to’er. Den er skrevet med et ønske om at undersøge venskabet, som er den primære kærlighedsrelation i bogen, fordi den relation kan være lige så dyb og kompleks som den romantiske relation. Den er familiær, og værner man om den, kan den i lige så høj grad skabe en livspartner, som den gør det hos Asta og Maj i bogen.

I virkeligheden handler det om at gøre op med forventningerne, konstaterer Tine Høeg. Asta, hovedpersonen er i starten af trediverne, og alting er gået i stå. Det forventes, at hun snart finder sig en partner, at der er en bestemt måde at være voksen på, at have relationer på, men venskabet giver også kærlighed i ens liv. Der bliver ofte skrevet om overgangen fra barn – eller ung – til voksen, men hvorfor ikke kigge på hele det spænd, hvor man ér blevet voksen?

Det er der, dramaet for alvor går i gang, for der er noget på spil. Det er eksistentielle emner, der dukker op igen og igen, forfatteren nikker af sine egne ord. Der er ikke noget mål man kan nå i mål med, og jeg tænker, at det reelle slutmål vel er døden – først her stopper bevægelsen, først her stopper udviklingen og fremdriften. Man bliver ikke færdig. Voksenlivet er én lang organisk udvikling, og selvom Asta oplever, at alt er gået i stå, er det netop fordi der er så mange forventninger, hun forsøger at leve op til: at skrive den bog, hun har fortalt om, at finde den person, hun kan leve med og måske få børn med, hvis hun overhovedet skal have børn, og hvilken stor beslutning er det at skulle træffe allerede på første date?

”Jeg har ingen hæmninger i forhold til, hvad jeg skriver om,” smiler Tine Høeg. Om det kommer fra hendes følelser, oplevelser, observationer, det er ligegyldigt, hvis bare det bidrager til bogen. Det betyder ingenting, for alting forvandler sig til sit eget i den nye kontekst, i bogen, i det liv, der opstår på papiret. Det hele lyder magisk og organisk, og sådan var bogen også at læse.

Jeg får lyst til at læse den igen.

//Caroline

Ord om LiteratureXchange: Thomas Korsgaard

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

Der var mange, der troede, at Tue var reddet, da han stod af på Valby station i bogen ”En dag vil vi grine af det”. Men han er jo ikke reddet, han er forudsætningsløs, og derfor måtte den tredje bog, ”Man skulle nok have været der” skabes. Thomas Korsgaard er på den måde et meget empatisk menneske, han vil ikke efterlade Tue uden noget, han vil hjælpe ham lidt på vej, ikke nødvendigvis redde ham, men skubbe lidt til ham.

Der er to oplæsninger undervejs, begge giver mig glasøjne, det er som at gennemleve romanen igen, og den var hård. Sjov, men tragisk. Let men tung. ”For Tue er et hjem en fiktion. Selv barndomshjemmet er ikke et hjem, der findes ikke et hjem,” siger Thomas Korsgaard. Jeg tænker på, at han er lidt som Tues storebror, en fætter, en pædagog i klubben, der viser den omsorg, andre fratager ham.

For Tue er jo ikke et særlig skønt menneske, han gør mange dumme ting. Kun dumme ting? ”Maden kommer før moralen” citerer forfatteren fra bogen “Laser og pjalter” af Bertolt Brecht, som passer godt til Tues omstændigheder. Først overlevelse, så alt det andet.

Jeg kan ikke lade være med at række hånden op. ”Tue er jo VIRKELIGT god til at læse mennesker – men han er også VIREKLIGT dårlig til at læse mennesker. Hvad er det, han kan og ikke kan?” Der bliver tænkt et øjeblik. Thomas Korsgaard svarer, at romanen handler om et menneske, der er ved at lære normalen at kende, han har aldrig levet i den, kun observeret den, når det var muligt. Han bruger de ting han har lært i overlevelsen, han klamrer sig til andre mennesker, men han er stadig udenforstående; han kan hægte sig på, men han kan ikke blive en del af de mennesker, han befinder sig omkring. Det, han bærer med sig fra sin traumatiske fortid, er det, der holder ham på afstand i nutiden.

”Hvordan har du det?” Det er et spørgsmål fra salen til forfatteren, som smiler og takker. Han har det virkelig godt. Han ser glad ud. Det vidner om en relation mellem forfatteren og læserne, at der i hvert fald ikke er en afstand her, der er en relation. Han skriver kærlige hilsner i bøgerne efter arrangementet (også i alle de tre, jeg grådigt har taget med), og gør det med taknemmelighed. Han er et meget fint menneske at komme forbi.

//Caroline

Ord om LiteratureXchange: Caspar Eric

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

”Jeg begyndte at skrive af en akuthed,” siger Caspar Eric, og på en eller anden måde forstår jeg ham. Han fortsætter, for han har meget at sige, samtalen er naturlig, selvom vi sidder en lille sal og observerer. ”Hvem skriver først en bog om Covid19?” blev der spurgt på diverse forfatterforums, som en joke om, hvem der kan skrive om noget så ligetil, noget der pludselig er dagligdag, noget man ikke kan se retrospekt og reflekteret på, men aktuelt lever igennem.

Det blev næsten en konkurrence, Caspar Eric forstår ikke, hvorfor det skulle være mindre fint at skrive om nuet. Det er, som om der er en frygt for, at skrive noget, der bliver outdated på et tidspunkt, men det er ikke det centrale. ”Litteraturen skal hjælpe os med at huske,” siger han, og fortsætter med at tale om, hvordan politikerne allerede har glemt deres praise af sygeplejerskerne nu, hvor de fleste har stemt nej til ny overenskomst. Jeg nikker og tænker at det private er politisk, at dagligdagen er politisk, at kroppen er politisk, og at digtsamlingen ”Jeg vil ikke tilbage” i den grad er politisk.

Det er samtalen også et godt stykke tid, Caspar Eric taler hurtigt, han er passioneret.

“Hvad er det, vi ikke vil tilbage til, jamen primært automatismerne“, siger han, det er især det, den tvetydige titel refererer til. Vi skal huske, vi skal være bevidste, vi skal være kritiske. Digtsamlingen, ligesom det meste andet i hans forfatterskab, er tilgængeligt, dagligdags, og rækker alligevel fra det personlige ud i det samfundsmæssige. Han konstaterer, at der er brug for litteraturen, den langsomme beretning, den der tager tid at skabe og læse, især nu, hvor det går så hurtigt online. Vi har lært at det er vigtigt, at alle har en stemme, men nu hvor stemmerne råber løs på Facebook, er det så stadig så værdifuldt som det var i teorien?

Der er mange spørgsmål, knap så mange svar, og det er sådan det er at skrive midt i orkanens øje, når der ikke er en afstand med bagklogskab, når man skriver fra forvirringen. Det er dét, Caspar Eric gør, og det er fungerer. Det hæver ikke teksterne over læseren, det skaber en bog i øjenhøjde, og det er vel det, vi alle sammen ønsker. At blive set, mødt, at genkende.

//Caroline

Ord om LiteratureXchange: Maria Hesselager

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

Det er første gang jeg befinder mig på Moesgaard Museum, og det ærgrer mig, at jeg ikke tog herhen tidligere – foruden aftenens oplæg er der masser at opleve. Jeg lover mig selv at tage herhen snart igen. Omgivelserne er storslåede, det er som at komme ind i et rum for historie, vores historie, og samtalen vil foregå i det spændingsfelt der ligger mellem den egentlige historie og den fiktive historie. Folkvís historie.

På de tre stole forrest sidder Maria Hesselager, forfatter til debutromanen ”Jeg hedder Folkví” (som man kan læse om her), Sara Heil Jensen, arkæolog, og Anders Emil Rasmussen, museumsinspektør på Moesgaard Museum. De taler smilende sammen inden mikrofonerne bliver tændt, og jeg ville ønske jeg kunne høre med allerede.

Med ét kan jeg, og samtalen om “Vikingetidens kvinder”, som er aftenens overskrift, går i gang. “Romanen er troværdig, ikke nødvendigvis på grund af al omgivelserne, men på grund af det realistiske menneskeportræt,” siger Sara Heil Jensen, som er meget belæst i sagalitteratur, og flere gange citerer linjer fra den ene, snart den anden bog. Maria smiler, det er et stort kompliment, og som læser er jeg enig.

Der bliver diskuteret, hvorvidt bogen foregår i vikingetiden. Maria Hesselager tror selv, at den foregår lidt parallelt, i en verden der ikke er vores, men som alligevel er. Jeg elsker når forfattere ”tror” om deres bøger, som om bøgerne har deres eget liv. Den mytiske tænkning handler om at overskride grænserne, at udviske dem og arbejde i netop det grænseland, hvor alting kan ske, hvor rammerne er åbne. Det er dér, magien opstår, og det er derfor, Maria Hesselager skriver i denne periode. Den lokker. Det går også meget godt i tråd med, at bogen skulle have sit eget liv.

Emnet seksualitet fylder også en del, der bliver talt om, at Folkví bruger seksualiteten som kontrol, hvorimod hendes bror Aslakr oplever den som et kontroltab. For kvinden er seksualiteten magt, kontrol, magi, frihed, måske blot i romanen, men også ude i verden, tror jeg. Jeg kommer til at tænke på heksene, de fylder meget i litteraturen i øjeblikket, måske også ude i samfundet, og spørger, om Folkví, om vikingekvinden, er den originale heks?: Hendes forbundethed til naturen, hendes magi, hendes frie seksualitet. Sara Heil Jensen tror, det heksen står for, er kommet længe før vikingekvinden, at magien eksisterede længe inden. Den har altid været forbundet til kvinden, selvom det, at kalde en kvinde “sejd/seiðr” (på nutidens dansk “magisk”) var et vanvittigt skældsord.

Jeg synes nu, det er meget fint.

//Caroline

#vmoaarhus – Line Jensen og Amalie Langballe

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Det er vist gået de færrestes næse forbi, at Caroline og jeg var til litteraturfestivallen ‘Vild Med Ord’ i weekenden, som vi var så heldige at få billetter til #reklame. Vi har i hvert fald hygget os med at spamme story på Instagram med alt og intet – ikke mindst på live-video feat. den selvopfundne leg “spot forfatteren” (fordi det sjove ved bøger er, at man ikke nødvendigvis ved, hvordan forfatteren ser ud). I det her indlæg vil jeg recappe to af de talks vi var til med hhv. Line Jensen (forfatter til bøgerne Det store regnestykke og Hver dag starter det forfra) og Amalie Langballe (forfatter til forsvindingsnumre)

Line Jensen: Moderens sårbarhed

Jeg skal indrømme, jeg ikke kendte så meget til Line Jensen, da jeg satte mig klar med notesbog og kuglepen. Hendes navn kom op, da jeg skrev en artikelserie til Heartbeats om forfatteren på Instagram, hvor flere forfattere anbefalede hendes profil linejensen_illu, men ellers havde jeg ingen anelse om, hvem hun var. Moderator Camilla Pejtersen fra Kristian F. Møller boghandlen fik ellers nævnt, som noget af det første, at der nærmest er en kultdyrkelse omkring Line Jensen og hendes tegninger (så meget for at være opdateret).

Hun er uddannet grafisk designer og arbejder med både illustration og tekst. Forfatterskabet startede på Instagram og er (indtil videre) blevet til to bogudgivelser. Da Line Jensen var på barsel, ønskede hun at udnytte tiden til at blive bedre til at tegne. Hun ville lave en ny tegning til Instagram hver dag med scener fra hverdagen. Det blev til den helt særlige skæve tegnestil, som er karakteristisk for Line Jensen er kendt for i dag. Stilen opstod tilfældigt, imens hun var for barsel. Der var ikke tid til at lave skitser. Hun tegnede imens hun ammede, til tider med venstre hånd og i mørke rum. Og så havde hun fundet sin stil.

Tegningerne affødte en dybfølt respons fra adskillige kvinder. Line Jensen fortæller, hvordan flere kvinder henvendte sig til hende og fortalte, at de følte sig set i hendes tegninger. Samtidig var der flere, der takkede hende for at være ærlig omkring de uskønne sider af moderskabet. Og det var hele tiden meningen at tegningerne skulle fungere som det, Line Jensen beskriver som et “omvendt Instagram-filter”, for hvis det skal være interessant for andre end ens venner og familie, er man nødt til at vise det, der er svært. Det drejer sig blandt andet om sårbarheden og usikkerheden. Og så er det vigtigt for hende at bevare troværdigheden og ægtheden i de erfaringer, hun formidler.

Det betyder dog ikke, at Line Jensen ikke har noget filter. Nu da hun har fået en større platform med mange aktive følgere, er hun også mere påpasselig med, hvad hun lægger ud. Samtidig er der også sket en udvikling i hendes families liv, som gør at hun i højere grad må tage hensyn. Hendes børn er ikke længere babyer men små personer, hvis privatliv man skal tage hensyn til.

Mor i litteraturen

Mor i litteraturen fylder en del for tiden, og moderrollen er særligt op til debat. Både fordi forfattere som Cecilie Lind, Maja Lucas og Dy Plambeck skriver om at være mor, men også fordi forfattere gør op med sine egne mødre i deres bøger. Det drejer sig om forfattere som Peter Øvig Knudsen, som selv var til stede på ‘Vild med Ord’, norske Niels Fredrik Dahl, Malene Lei Rabens og Leonora Christina Skov (der er uden tvivl flere).

For Line Jensen er det vigtigt at sætte spot på den usikkerhed og tvivl, som er forbundet med moderskabet, og som alle mødre rummer. Hun fortæller, hvordan det er meget forskellige kvinder, der føler sig genkendt i tegningerne. De oplever alle sammen, at moderskabet kan være en udfordring, og at man hele tiden må forsøge sig frem for at se, hvad der virker. Med tegningerne kan man slippe masken og indrømme sine usikkerheder. Det kan være vanskeligt, fordi det er Line Jensens erfaring, at der er en tendens til at udskamme mødre, som indrømmer, at moderskabet kan være svært. Og thank God for modige kvinder, der tør tage bladet fra munden og berette om sine usikkerheder, siger jeg bare.

Amalie Langballe: at forsvinde fra sorgen

Amalie Langballe har skrevet en fin debutbog forsvindingsnumre om hovedpersonen Agnes’ sorg efter morens død. Jeg havde ikke læst bogen, før arrangementet, men jeg købte den på ‘Vild med Ord’ og slugte de godt 200 sider virkeligt hurtigt. Amalie Langballe skriver virkelig Agnes’ sorg frem på en måde, som føles stærkt af læseren, og som vidner om en usigelig smerte og sårbarhed. Jeg er særligt vild med fuglemotivet, som går igen i bogen. Agnes kigger på fugle og er særligt optaget af den uddøde gejrfugl. Motivet minder mig om Blichers trækfugle i “Sig nærmer tiden”, et billede på livets ophør og forgængelighed. Samtidig er jeg vild med bogomslaget, som bogstaveligt talt er skarpskåret. Min hardbacks kanter er ikke rundet af. Man kan bogstaveligt talt skære sig på bogen, som man kan tage del i Agnes’ hjerteskærende sorg. Hvis man skal problematisere noget i bogen, er det måske mest romantiseringen af smerten hos Agnes og Josef, den triste rigmand, som Agnes og vennen Ofir flytter ind med i Israel, og som Langballe beskriver som en Gatsby-karakter (med reference til Fitzgeralds The Great Gatsby). Jeg selv får associationer til Michael Strunges digt “Natmaskinen” og hans forkomne englebørn. Agnes, Josef og Ofir tager stoffer, dyrker sex, kører for stærkt og smadrer sig selv hensynsløst. Og de er selvfølgelig dybt ulykkelige og tragiske skikkelser, men man bliver på en måde draget af vanviddet, som med så mange andre tragiske og tillokkende skikkelser før dem.

Når jeg mest skriver om mine egne observationer forbundet med at læse bogen, skyldes det ikke, at Amalie Langballe ikke sagde nogle interessante ting på ‘Vild med Ord’ om sorgen, som samtalen mellem hende og moderator Karoline Kjær Hansen centrerede sig om. Langballe talte fint om den sorg, Agnes oplever i romanen. Om hvordan sorgen skaber afstand til virkeligheden, og hvordan man kan forsøge at forsvinde fra sin sorg (som Agnes gør i bogen) for ikke at skulle konfrontere den. At forsvinde er et centralt tema i bogen. Moren forsvinder, og Agnes leder. Hun har svært ved at forlige sig med, at noget er væk for evigt, hvorfor hun også tager til Norge for at lede efter den uddøde gejrfugl.

Langballe fortæller også om arbejdet med bogen, som er baseret på hendes egne oplevelser med at miste sin mor. Hun fortæller, hvordan skrivningen var en måde at holde moren og minderne om hende i live. Minderne vendte tilbage i skrivningen af bogen, hvor Agnes gennemlever det Langballe betegner som et “destillat” af hendes egen værste sorg. Jeg synes desværre, at Karoline Kjær Hansen var alt for optaget af overlappet mellem Agnes og Amalie. Det fik en stor indflydelse på de spørgsmål, der blev stillet til forfatteren. Der blev ved flere lejligheder spurgt ind til, hvor stor en del af bogen var selvbiografisk, hvor store overlap der var imellem Agnes’ og Amalies sorg herunder også de erfaringer, hun og hovedpersonen har gjort sig, når det kommer til at leve med sorgen. Jeg synes ikke biografiske læsninger altid er uinteressante. Det havde været uhørt at læse Yahya Hassans digtsamling uden at skele til forfatteren og forfatterens baggrund. Men jeg syntes ærligt talt, at det var både irrelevant og en lille smule upassende at bede forfatteren om at udlevere sine private følelser og erfaringer om tabet af moren (Ja det er på trods af, at hun skriver om det i en roman, for der ER forskel). Jeg ville under alle omstændigheder hellere have hørt om den gode bog, som Langballe har skrevet. Men altså, what do I know.

//Birgitte

#vmoaarhus – Kristian Bang Foss, Maren Uthaug og Thomas Korsgaard

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Min notesbog fik i lørdags endnu mere indhold, da vi deltog i Vild med ORD på Godsbanen i Aarhus. Birgitte – min bedre bloghalvdel – og jeg havde aftalt, at vi blev nødt til at opsummere dele af programmet i form af indlæg, hvorfor vi skiftedes til henholdsvis nyde og hastigt lytte/skrive/undre/reflektere over de samtaler og interviews, vi overværede. Dette er derfor mine tildelte, som indebærer Kristian Bang Foss, Maren Uthaug og Thomas Korsgaard.

Kristian Bang Foss (med Puk Qvortrup)
Vi sidder på rækker med øjnene mod den sorte plads, der agerer scene. Som for at forberede mig, har jeg læst Døden kører Audi, den af hans bøger, der ikke var en skør reservationskø på, og som befandt sig på eReolen. Den var god. Birgitte har snakket meget pænt om Frank vender hjem, den nyeste af hans romaner, og jeg er ærgerlig over, at jeg ikke har nået at læse den.
“Peter Øvig Knudsen sidder skråt foran dig,” siger Birgitte stille, og jeg kigger på forfatterens baghoved. Det har været en joke for os hele dagen, at jeg ikke aner, hvordan forfatterne ser ud. Men nu kommer Kristian Bang Foss ind på scenen, og jeg kan godt genkende hans fysiske jeg fra det ene billede, jeg har set af ham. Puk Qvortrup, som skal interviewe ham, er ny for mig. De når knap nok at sætte sig, før man mærker den gode stemning mellem dem.

Kristian Bang Foss (det virker underligt, at skrive hele navnet hele tiden, men endnu mere underligt bare at skrive Kristian) er en sjov mand. Selvfølgelig er han det, der er humor i hans måde at skrive på, men jeg er alligevel overrasket over, hvor fint det oversættes ud i virkeligheden.

Først taler de to om navnet på bogen, Frank vender hjem, og Kristian Bang Foss kan godt se, at han spoiler hele bogen – for Frank ender jo faktisk med at vende hjem. Spørgsmålet er så, siger Puk Qvortrup, hvad vender han hjem til? Forfatteren overvejede en zombieapokalypse. Om det er en reel overvejelse eller en joke, det aner jeg ikke, for hans hoved er idérigt, og han taler så uskyldigt og nysgerrigt om det.
Der er en indforståethed mellem den del af publikum, som har læst bogen. Puk Qvortrup når ikke andet end at nævne rævesovs, før de indviede kommer med små fnysegrin – vi andre skal høre mere af samtalen, før vi kan deltage. Det giver mig endnu mere lyst til at få fat i Frank. Frank, som er en blå firkant, og som med sine mønter på forsiden skinner, når lyset rammer rigtigt.

‘Danmark er ikke et klasseløst samfund’. Kristian Bang Foss siger, at det er den banale konstatering, han har beskæftiget sig meget med igennem bogen. Det viser sig i de små ting, som i Franks spørgen efter rævesovs til gravvad laks, eller måske til røget laks, jeg husker ikke forklaringen, og jeg er ikke i den samfundsklasse, som automatisk ved det. Uanset hvad, så kender Frank ikke kotumen, og Franks kæreste og hendes overklassefamilie er overbærende overfor hans uvidenhed. Kristian Bang Foss lægger mærke til de ting, han tænker selv over, at han i Aarhus bliver spurgt om han vil have hvidløgsdressing i sin rullekebab, hvor der i København er en konsensus om, at de kun kan få creme fraiche dressing i. Jeg ved ikke, hvad det siger om hverken Aarhus eller København, men det er alligevel en konstatering; sådan er det der, og sådan er det her.

På et tidspunkt erklærer han, at han “skriver det han ved – der er ikke meget mellem linjerne”. De undrer mig, og jeg er ikke sikker på, at det er rigtigt. Er rævesovsen ikke netop et eksempel på det? Der er skrevet rævesovs, men i virkeligheden står der ‘uvidenhed og klassedeling’. Det tænker jeg over, indtil samtalen er slut. Der opdager jeg, at jeg virkelig godt kan lide Kristian Bang Foss, og at jeg glæder mig til at møde Frank.

Maren Uthaug og Thomas Korsgaard
“De kommer der,” siger Birgitte, og jeg kan mærke et irrationelt sus i maven. Dem kan jeg genkende, for dem følger jeg på instagram med stor entusiasme. Måske er det derfor, jeg lige nu er mere spændt – jeg har kendskab til dem som personer, ikke kun som navne på en bøger. En pinlig indrømmelse kommer over mig, at jeg kun har læst en enkelt udgivelse mellem dem; Maren Uthaugs Og sådan blev det. Alligevel er jeg spændt og ser lyserødt. De to skal have en samtale, og de skal drikke vin imens. De skal hygge sig, og vi andre observerer helt casual. Bortset fra, at Maren Uthaug kommenterer på, at det er akavet. Og selvfølgelig er det det. Observationen gør det umuligt bare at have en samtale med en god ven. De kender hinanden så godt, at et interview vil være kunstigt, fordi de kender alle svarene på forhånd.

Derfor kommer fiskebowlen på bordet. Måske er det ikke en fiskebowle, hvorfor skulle de have sådan en stående på Godsbanen (og så alligevel, det er Godsbanen). Måske en punchbowl. Uanset hvad, så bliver bunden af den fyldt med papirstrimler, hvor Maren Uthaug og Thomas Korsgaard har skrevet spørgsmål på. Det er tilfældige spørgsmål, ikke nødvendigvis forfatterrelaterede, men omhandlende yndlingsemojis og hvad, de bruger penge på (svar: pænt stel og Baileys).

Der er en enkelt fra publikum, som er verbal om, at hun ikke bryder sig om det, og at vi (ja, vi, hun hiver os alle med i sætningen) vil have noget andet. Selvom jeg også gerne vil kende til deres bøger, skriveteknikker og liv som forfattere, så giver det mig en lille klump i maven. Da et par stykker vælger at gå fra lokalet, vokser den. Først bliver de to på scenen usikre. De kigger på hinanden, spørger os, hvad vi vil høre. Det er en underlig situation.

Så tager de et valg. De snakker videre, for sådan her er deres koncept. Når der kommer et skriverelateret spørgsmål, forholder de sig ekstra meget til det, og ellers dykker de ned i oplevelser. De taler om, hvad der er pinligt, og netop det spørgsmål, får deres samtale til at give mening. Thomas Korsgaard fortæller om sit alter ego Connie Kam Filtenborg, og Maren Uthaug (aka Vulva) om sin hang til at tegne penisser og give sig selv nye navne hos Joe and the juice. De kører begge to med Bølle Bobs filosofi om, at man kun har det sjov, man selv laver, hvilket skaber en tendens til at ville underholde – om ikke andet, så i hvert fald sig selv. Med en hang til ligegyldige, hvide løgne og forkærlighed til pinlige situationer, så giver det også en forståelse for deres forfatterskab; at underholde via fiktive historier, at skabe karakterer, der gør dumme, pinlige ting, og et behov for at holde med dem, der ellers ikke får meget kærlighed.

Og der sidder de så selv og gør deres dumme, pinlige ting. Det er let og fint og jeg holder med dem, ligesom jeg plejer.

// Caroline