Kategori: Refleksion

Meter i Sekundet af Stine Pilgaard

~ Caroline ~ 1 kommentar

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Gutkind.

I virkeligheden er der noget vildt tidstypisk ved Stine Pilgaards tredje roman Meter i Sekundet. Her introduceres vi for hovedpersonen jeget, som flytter med sin kæreste og deres etårige søn til den vestjyske by Velling, da kæresten får job på en højskole. Jeget kæmper med at finde sin plads i det lille samfund. Hun er ikke en del af højskolen som sådan. Hun er bare sin kærestes påhæng. Samtidig mestrer hun ikke den vestjyske samtale, hvor kortfattethed er key, og alle taler i afbrudte sætninger og faste vendinger.

Ingen skriver som Stine Pilgaard

En hovedperson der kæmper med sit liv i de små byer, hvor ingen er i stand til at føre en samtale: tjek. En skrigende unge, der ikke vil sove om natten og forældre der morer sig med fantasier om hævn ud i fremtiden for at illustrere, at 1) det at være forældre ikke er en dans på roser 2) at forældre også er mennesker. Temaerne er genkendelige, men ingen skriver som Stine Pilgaard.

I Meter i Sekundet demonstrerer hun virkeligt sin sproglige kunnen. Hun er en fantastisk dygtig observatør, som skildrer hverdagens små og store problemer med sproglig præcision og humoristisk sans. Man griner faktisk højt, når man læser bogen – og det sker altså sjældent for mig! Samtidig mestrer Pilgaard de forskellige genrer, når hun ubesværet veksler imellem sangtekster, brevkasse og prosa. Prosaen er fuldstændigt renset for poesien, som til gengæld får sin plads i de atypiske brevkassesvar og i sangene. Romanen handler i høj grad om genrer. Jeget beundrer Anders Agger, fordi han er dygtig til at samtale med mange forskellige mennesker i forskellige samtalegenrer. Brevkassen og sangteksterne demonstrerer på finurlig vis, hvordan poesiens former rummer svar på livets spørgsmål, som ellers ikke er tilgængelige for os.

Samtalesorg og samtaleskam

Det er sproget og dets underkategorier, der er i centrum i romanen. Både glæden ved sønnens begyndende sprog men også den ensomhed, der opstår, når man er ude af stand til at kommunikere med de personer, man er tæt på. I bogen kaldes det så fint for “samtalesorg”.

Jeget har det svært med den vestjyske jargon. Hun har svært ved at fange nuancerne og de faste vendingers underliggende betydninger, som altid forblive usagte. Tavsheden er særligt svær at afkode. Vestjyder taler ganske enkelt mindre, end hun er vant til, og hun har svært ved at finde ud af, hvilken betydning den har for hendes spirende venskaber. Den er ildevarslende og utryg. Jeg er selv fra Vestjylland, faktisk fra en af små byer hun nævner, og jeg kan 100 % genkende portrætteringen. Men som en insider vil jeg også tillade mig at vende den rundt. Jeg synes ligesom Pilgaards hovedperson, at den mellemmenneskelige stilhed kan være ubehagelig. Den kan opleves som en social falliterklæring, som det er tilfældet for jeget i romanen. For mig personligt føler jeg det sommetider som en personlig falliterklæring. At man ganske enkelt ikke er interessant nok til at holde en endeløs, stimulerende samtale gående. Hvis Pilgaards personer oplever samtalesorg, så lider jeg af samtaleskam. I modsætning til mange andre romaner, som også handler om provinsens kommunikative kortslutning, er romanen ikke fordømmende overfor de umælende landsbyboere. De er formet af det landskab de er en del af – og de er gode nok. Det dulmer samtaleskammen.

Samtalen findes

Og samtalen etableres alligevel på sin egen forunderlige vis, om end denne samtale ikke er storbyens. Måske fordi mennesker trenger mennesker, som de ville sige i Skam.

Jeget oplever på en gang at stå uden for, men finder også et fællesskab og en funktion i Velling. Hun besvarer breve i lokalavisens brevkasse, bliver et fast inventar ved den lokale køreskole og indgår på en mærkelig måde i fællesskabet på højskolen, ved sønnens dagpleje og med sine nye venner Krisser fra mødregruppen og Sebastian, som er påhæng ligesom jeget. Pilgaards hovedkarakter rummer både fællesskab og ensomhed. De to ting kan godt være til stede samtidig, og det er der noget forfriskende i.

//Birgitte

Om Thomas Bredsdorffs “Litteraturen giver form til en følelse”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar


I julegave fik jeg litteraten Thomas Bredsdorffs “Litteraturen giver form til en følelse”. Bogen er en samling af artikler, han har skrevet i perioden 1960-2019, samlet under overskrifterne ‘Liv’, ‘Digtning’, ‘Forfattere’ og ‘Samfund’. Til sammen giver de et indblik i kritikeren Bredsdorff og i de sidste 60 års litteraturhistorie. Følgende indlæg samler en række opslag på Instagram, hvori jeg gennemgår nogle af afsnittene i bogen såvel som mine tanker og refleksioner herover.

Liv

I første del ‘Liv’ gennemgår Bredsdorff en række personlige (og dermed historiske!) erfaringer i lyset af litteraturen. Jeg synes virkeligt, han viser sig som en dygtig formidler, der både får en til at ville læse videre, og samtidig også læse nogle af forfatterskaber, han taler om (det kommer fra en, der synes Johannes Ewalds “Levnet og Meninger” var så søvndyssende, det gjorde ondt, og som primært mindes Ewald ved det faktum, at han blev sendt til Rungsted, fordi hans mor syntes, han var en alkoholiseret hoe). Ud over at give et indblik i forbindelsen mellem litteratur og levet liv, bidrager teksterne også til en forståelse af Bredsdorffs litteratursyn. Hovedpunkterne er følgende:

° At litteraturen (digtets) særlige form gør os i stand til at formulere os om en række komplekse følelser, som ellers ikke er mulige at formulere (deraf bogens titel)
° At et digt kan være et digt, hvis vi læser det som et digt ° At den gode litteraturunderviser træder i baggrunden og lader teksten være i centrum
° At litteraturen/kunsten kan give stemme til nye erfaringer og til mennesker, som ellers objektiviseres i fx naturvidenskaben

Jeg er i grove træk enig med Bredsdorff, men jeg vil også påpege, at jeg synes, hans litteratursyn er en smule outdated. Han negligerer fuldstændigt den udveksling, der er imellem værk og læser (og forfatter), hvor værket dels tilrettelægges af en afsender og modtages af en læser, som langtfra er objektiv men associerer, projicerer, påvirker og lægger mærke til forskellige detaljer alt efter, hvem den læser er. Vi skal sørge for at læse det der står på siderne – det er den etiske måde at læse på – men vi kan ikke fuldstændigt adskille litteraturen fra de mennesker, der interagerer med den

‘Digtning’

Anden del af bogen fortsætter af det historiske spor. Afsnittet med undertitlen ‘Digtning’ glider imidlertid ikke så nemt. Idéerne han skitserer er komplekse, hvorfor det også bliver kompleks læsning – og en dum idé at læse i one sitting

Under alle omstændigheder rummer afsnittet en spændende gennemgang af tusind års litteraturhistorie fra “Vølvens spådom” og de islandske sagaer over romantikken (Schack von Staffeldt), sonetten (Petrarch, Dante, Shakespeare) og videre til modernismen (Södergran, Eliot, Pound; Rifbjerg, Sørensen; Madsen, Leth, Turréll) og postmodernismen (primært eksemplificeret i Jan Kjærstads mursten Forføreren, som klart fortjener et genlæs). Personligt syntes jeg gennemgangen af forholdet mellem samfund (Eller måske snarere ideologi/verdenssyn) og digtning var særligt spændende, og en stor del af modernismeafsnittet bliver også brugt til sammenhængen mellem modernismen og fascismen. Den gensides udveksling mellem digt og virkelighed er efter min mening det, der giver kunsten relevans og en af grundene til, at jeg blev fanget af kapitlet. Jeg savnede af den årsag mere fokus på realismens forfattere, som udelukkende berøres i relation til andre strømninger. Men bogen er jo heller ikke en udførlig litteraturhistorie men skildrer snarere Bredsdorffs virke som litterat, og det er godt af have in mente

‘Forfattere’


Afsnittet ‘Forfattere’ består af en række forfatterportrætter skrevet på forskellige tidspunkter i Bredsdorffs kritiske virke. Afsnittet begynder med Ewald og bevæger sig frem over blandt andre Kierkegaard, Ibsen, Morten Nielsen, Tom Kristensen, Rifbjerg, Inger Christensen og Karl Ove Knausgård.


Portrætterne giver et billede af de enkelte forfatteres virke, men de er også små litteraturhistorier – ikke fordi de udvalgte forfattere nødvendigvis er eksemplariske for bestemte strømninger, men fordi Bredsdorff også gennemgår de tidsperioder, de respektive forfattere skrev i. Samtidig er det spændende, hvordan de enkelte tekster kædes sammen og giver et billede ikke blot af, hvilke tematikker og skrivestile, de enkelte forfattere har været interesserede i, men også hvordan de i høj grad er optaget af de samme store emner: tro, kærlighed, død, etik. Herigennem får man virkeligt en fornemmelse af, hvad litteraturen kan på tværs af tid. Den binder os sammen og fortæller om erfaringer, der ikke kun er sande for mig nu og her men for alle mennesker til alle tider.

//Birgitte

Ord om håb

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

I disse dage læser alle Albert Camus, J.P. Jacobsen og Boccacio. Dagbladene flyder over med anbefalinger af kriselitteratur, som skal lære os at forstå nutiden. Det er en god idé, fordi bøgerne hjælper os med at forstå vores samtid. Vi føler os mindre alene, når vi er fælles om krisens erfaringer.

Personligt er jeg stoppet med at forholde mig til corona. Jeg følger med i myndighedernes anbefalinger men er ellers lukket helt ned. Ellers drukner jeg i statistikker over antallet af omkomne. Det giver mig hjertebanken og ondt i maven,

Men krisetid er også en kulturel blomstringstid. Vi synger sange og forholder os herigennem til livets store temaer. Det handler om kærlighed, natur, kunst og eksistens – det der rent faktisk betyder noget, og som det kræver en undtagelsestilstand at forholde sig til. Denne her post er nok både storladen og sentimental (God forbid i 2020), men jeg har samlet nogle digte, som på en eller anden måde sætter gang i noget i mig. Enten fordi de beskriver naturen på en smuk og til tider mystisk måde, eller fordi de emmer af livsglæde, forår og eksistentiel mening. De findes tilfældigvis også alle sammen som sange – det er sådan jeg mest forholder mig til digte – så man kan jo overveje, om man skal ind og lytte lidt på dem:

Se nu stiger solen

“Se nu stiger solen” (1891) skrevet af den relativt ukendte digter Jakob Knudsen er efter min mening en af de smukkeste salmer, der findes. Den kæder menneskets livsforløb sammen med dagens gang fra morgen til aften og tematiserer store temaer som kærlighed, liv, død og opstandelse. Jeg tror særligt, det er idéen om opstandelsen, som gør den populær til bisættelser og begravelser. Næstsidste strofe lyder sådan her:

“Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn“

Interessant nok blev teksten først optaget i salmebogen 60 år efter, den blev skrevet, fordi teologerne misforstod den: de troede, den handlede om nordisk mytologi og hedensk soldyrkelse, og ikke kristendommen. Det er måske også den misforståelse, der gør teksten universel. Uanset hvad man tror på (eller ikke tror på), kan man have et behov for at føle sig selv og sine nære beskyttet i svære tider.

“Hvor Nilen vander ægypterens jord”

“Hvor Nilen vander ægypterens jord” er et digt af H.C. Andersen fra 1842. Digtet starter en kende nationalromantisk ud, med to fugle som mødes i Afrika, hvor de taler om den danske sommer og længes hjem til Danmark (et tema vi også kender fra Oehlenschlägers “Hjemvee”). Gurre slotsruin og sagnet om Kong Valdemar, der går igen, var central i romantikkens digtning, og det handler de to sidste strofer i digtet om. Det sjove er, at H.C. Andersen (og en række andre romantikere givetvis) blander to sagn sammen om hhv. Valdemar den store og Valdemar Atterdag. De to sidste vers fortæller om Valdemar den Stores affære med Tove, som Dronning Sophie fik dræbt i jalousi:

“Hans glæde blev skrinlagt bag kirkens mur,
hvor de vilde skovduer kurre.
Om Tovelille sang Guds natur
dejligst i Gurre!“

Ifølge sagnet går Valdemar igen ved Gurre slotsruin, blandt andet fordi han ikke levede et for letsindigt liv. I sidste strofe af digtet spotter Valdemar (dette citat stammer fra Valdemar Atterdag, som døde på slottet) således Gud:

“Lad Gud beholde sit himmerig,
har jeg kun Gurre!”

Ikke nok med, at der er smukt i Gurre, så emmer naturen af Valdemar og Toves udødelige kærlighed til hinanden:

“Det er så dejligt en sommerdag,
men dejligst i nattens stille,
når stjernerne blinker, og droslens slag
fortæller om Tovelille“

Kærligheden overvinder i digtet alt, eller “Alt er love” for at citere Julie Andem

“Alle de voksende skygger”

Og så bare lige til sidst dette smukke digt af J.P. Jacobsen, som er blevet sat til musik af blandt andre Hugo Alfvén, Wilhelm Stenhammar, Rued Langgaard. Der er noget melankolsk og mystisk over Jacobsens smukke naturbilleder. Jeg gengiver digtet her i sin fulde form, da det er ganske kort:

“Alle de voksende Skygger
Har vævet sig sammen til en,
Ensom paa Himmelen lyser
En Stjærne saa straalende ren,
Skyerne have saa tunge Drømme,
Blomsternes Øjne i Duggraad svømme,    
Underligt Aftenvinden
Suser i Linden“

Man kan med fordel lytte til Stenhammars version, som vist også er den mest kendte. Så bliver man vugget sødt i søvn samtidig med, at man fornemmer noget uhyggeligt magisk mystisk alá Harald Bergstedts “Solen er så rød, mor”

//Birgitte

Hvad bøgerne har lært os

~ Caroline ~ 1 kommentar

Verden er vild, og måske også lidt for vild i øjeblikket. Eskapismen er en værdsat redning, og bøgerne trækker måske lidt mere end de plejer. Tiden kalder på fordybelse. På Ord om_ har vi hver især lavet en liste over nogle af de ting, bøgerne har lært os i de sidste to ugers tid. Skulle du, kære læser, have tilføjelser, må du endelig melde ind.

Caroline har lært:

  • At bøger både kan være en overspringshandling i sig selv, men også kan lede til overspringshandlinger. I hvert fald hvis de ikke bliver læst af lyst, men af pligt (Birgitte har udfordret mig til at læse den mest hypede bog på min bogreol, som jeg endnu ikke havde læst, og det er en hård omgang). Mere om det i næste uge, hvor jeg har opdateret et indlæg ‘live fra læsningen’ med alle mine reaktioner på bogen
  • At næste gang jeg bliver udfordret, så tænker jeg mig lidt mere om, og går ikke med den første, den bedste
  • At jeg ikke ville kunne klare at være den submissive i et BDSM forhold. Ingen skal bestemme over mig, og det påvirker muligvis også min tiltrækning af bogen
  • At en flogger er en form for flerhalet, kort pisk, på trods af, at det minder mig mere om en lille, grøn slimbold (jaja, det er Flubber, jeg ved det godt, but still)
  • At jeg går meget op i det skrivetekniske, når jeg læser. I hvert fald hvis det ikke er i orden
  • At cunnilingus betyder oral seksuel stimulering af kvindens kønsorganer, og fellatio betyder oral seksuel stimulering af mandens kønsorganer. Så altså, oralsex, bare kønsbestemt. Gætter forresten på, at flere af jer (forhåbenlig) har gættet, hvilken bog der er blevet valgt i månedens udfordring. Min googlehistorik ser ret kinky ud lige for tiden
  • At lydbøger gør alle opgaver sjovere – her tænker jeg blandt andet vasketøj, opvask, støvsugning, gåture og lignende. Det er virkeligt et pro-tip til kedelige opgaver! Kan i øvrigt anbefale Hvis der skulle komme et menneske forbi af Thomas Korsgaard, som jeg hører nu, og som kan lånes på eReolen. Lydbøger, der er læst op af forfatteren selv, er bare lidt federe
  • At jeg godt kan være i gang med flere bøger af gangen – men at det helst skal være i forskellige formater. En lydbog og en fysisk bog fungerer godt, ellers har jeg en tendens til at glemme den ene (Det europæiske forår, jeg kommer snart tilbage til dig)

Birgitte har lært:

  • At det er svært at koncentrere sig om at læse, når overboen dropper jordens mest monotone beat, der går direkte igennem gulvet i vores lejlighed, som er bygget før bassen var opfundet
  • At man altid regner med at nå at læse flere bøger, end man egentligt når pga. dovenskab og træthed i hovedet
  • At jeg troede jeg kunne lytte til Maren Uthaugs Hvor der er fugle samtidig med at jeg opbyggede mit forbryderdynasti i Sims 4 (spoiler alert: det kunne jeg ikke)
  • Dagens life hack: De fleste af os har ekstra meget tid til at læse i disse dage, men hvis man har brug for at indoptage litteraturen på en mere tidsøkonomisk måde kan man høre DRs podcastserie Klassikere Genfortalt. Her fortæller forskellige forfattere om klassiske værker som fx Pontoppidans Lykke-Per, Leonora Christina Ulfeldts Jammers Minde og Jeppe Aakjærs Rugens Sange

Om Sense and Sensibility af Jane Austen

  • At kvinder godt kan have bukserne på i ægteskabet, selvom vi skriver 1800-tallet, som det er tilfældet da Fanny Dashwood overtaler sin mand John til at beholde hele arven for sig selv, selvom han egentligt har lovet sin afdøde far at tage sig af sine søstre Elinor, Marianne og Margaret og farens enke
  • At Austens bøger ser ud til at være bygget på mere eller mindre samme formel: Vi følger en gruppe af søstre, som er forvist til et liv i fattigdom, når deres mandlige slægtninge dør, hvis ikke de gifter sig. Pigerne bliver naturligvis afsat til sidst (så don’t you worry!) til respektable mænd med store formuer. Det er selvfølgelig først efter, vi har været igennem en række obligatoriske plotpoints: Den mand, Mr. Willoughby som Marianne først forelsker sig i, viser sig slet ikke at være det værd selvom han er smuk og veluddannet (skal man jo være for at være noget). Hun ender med at gifte sig med Colonel Brandon, som i en del af bogen er ude af varmen, dels fordi han er gammel (35!), dels fordi man tror han har et uægte barn i London. Han bliver selvfølgelig renset og får til sidst hans hjertes udkårne. Det samme er tilfældet med Elinors mand, Edward som i en periode er forlovet med den mindre smukke, fornuftige og uddannede Lucy Steele. Vi får bundet sløjfer på alle prominente karakterer som mere eller mindre får hinanden til sidst. Det er sådan en 1800-tals plotting, hvor tingene skal gå op i en højere enhed, fordi sådan hænger den gudsgivne verdensorden nu engang sammen

Om Alt nu af Patrick Sølberg

  • At det er hårdt at komme igennem et værk, hvis det ikke er lyst men pligt, der driver værket
  • At man kan snyde sig til en gratis togbillet ved at sidde på toilettet med ulåst dør, så konduktøren tror der er frit, når vedkommende går forbi

Om at snyde med lydbøger

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Jeg er i øjeblikket i gang med årets ottende bog, og jeg er meget stolt over det. Nogle af jer vil synes, at det er mange, andre vil sikkert være langt foran, men her husker jeg mig selv på, at den eneste man må sammenligne sig med, er sig selv.

Kigger man tilbage på de sidste mange, mange, mange år, vil otte bøge nok være det, jeg nåede igennem i løbet af tolv måneder – hvis jeg var god. Jeg kan godt lide at læse, det har jeg altid kunnet, men jeg har ofte været dårlig til at vælge det. Undskyldninger, I ved. Det var faktisk også et af mine nytårsforsæt; at læse mere. Det er det eneste forsæt, der går godt, men det gør mig ingenting. At der i marts overhovedet er et eneste forsæt, der stadig bliver overholdt, det er i sig selv ret vildt.

En af grundene til, at jeg er kommet igennem så mange bøger, er på grund af lydbøgerne. De har halvdelen af æren for, hvor mange bøger, jeg har slugt. Jeg troede ærlig talt ikke, at jeg var lydbogstypen (som om der er en type). Samtidig er jeg dog en af de personer, der gerne har høretelefoner i ørene størstedelen af dagen, om jeg går, er med bussen, vasker op, laver mad, vander planter, you get the drill. Så hvorfor skulle jeg ikke kunne lide lydbøger? Der var et par muligheder; 1) jeg ville skulle koncentrere mig for meget, sammenlignet med når jeg hører musik eller podcasts, 2) oplæseren kunne have en irriterende stemme eller måde at læse højt på og 3) jeg anede ikke, om der overhovedet var nogle bøger, jeg ville synes om at få læst højt.

Jeg prøvede alligevel. Først med Og sådan blev det, dernæst Døden kører Audi (som jeg flere gange fik kaldt Døden kører Ferrari, potato, tomato), så Pigebørn og sidst Hver morgen kryber jeg op af havet. Jeg slugte dem. Jeg vænnede mig til den ene irriterende fortæller, jeg stødte på, og kan ikke engang nu sige, hvorfor han var irriterende. Jeg er omvendt, konverteret, hvad end vi skal kalde det – jeg elsker lydbøger. Jeg føler mig produktiv OG underholdt, og er det ikke det, vi alle sammen ønsker af livet?

Til gengæld føler jeg også lidt, at jeg snyder. Den anden dag talte jeg med en veninde om Pigebørn (som kommer i biografen om meget snart, og som jeg hungrer efter at se), og fik sagt, at “den har jeg netop læst”. Så tøvede jeg. For havde jeg reelt det? Ikke helt, vel? Oplæseren har læst den – jeg har bare lyttet. Jeg kender handlingen fra ende til anden, alle steder, alle karakterer, alle ord, og alligevel føler jeg, at jeg har snydt og ladt en anden gøre arbejdet for mig.

Det her er ikke et indlæg med en færdiggjort refleksion eller en intelligent pointe til slut – det er oprigtigt bare sådan jeg har det. En sværm af tanker og en lille smule dårlig samvittighed somehow. Måske sidder I med det samme, måske er det komplet urelaterbart, but there it is. Jeg stopper ikke med at høre lydbøger (eller, lige nu holder jeg pause, men det er fordi den nye opdatering på eReolen fucker med Android, og jeg venter utålmodigt på, at det bliver fikset), men jeg tænker lidt over, hvordan jeg formulerer det, når jeg fortæller om de bøger, jeg har hørt. Giver det på nogen måde mening? Er jeg alene med det? Meld gerne ind, hvis I har gjort jer nogle tanker om samme emne, så jeg ikke føler mig totalt forkert. Og indtil da vil jeg læse (ægte læse) i Det europæiske forår af Kasper Colling Nielsen lige her i sofaen.

// Caroline

#vmoaarhus – Line Jensen og Amalie Langballe

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Det er vist gået de færrestes næse forbi, at Caroline og jeg var til litteraturfestivallen ‘Vild Med Ord’ i weekenden, som vi var så heldige at få billetter til #reklame. Vi har i hvert fald hygget os med at spamme story på Instagram med alt og intet – ikke mindst på live-video feat. den selvopfundne leg “spot forfatteren” (fordi det sjove ved bøger er, at man ikke nødvendigvis ved, hvordan forfatteren ser ud). I det her indlæg vil jeg recappe to af de talks vi var til med hhv. Line Jensen (forfatter til bøgerne Det store regnestykke og Hver dag starter det forfra) og Amalie Langballe (forfatter til forsvindingsnumre)

Line Jensen: Moderens sårbarhed

Jeg skal indrømme, jeg ikke kendte så meget til Line Jensen, da jeg satte mig klar med notesbog og kuglepen. Hendes navn kom op, da jeg skrev en artikelserie til Heartbeats om forfatteren på Instagram, hvor flere forfattere anbefalede hendes profil linejensen_illu, men ellers havde jeg ingen anelse om, hvem hun var. Moderator Camilla Pejtersen fra Kristian F. Møller boghandlen fik ellers nævnt, som noget af det første, at der nærmest er en kultdyrkelse omkring Line Jensen og hendes tegninger (så meget for at være opdateret).

Hun er uddannet grafisk designer og arbejder med både illustration og tekst. Forfatterskabet startede på Instagram og er (indtil videre) blevet til to bogudgivelser. Da Line Jensen var på barsel, ønskede hun at udnytte tiden til at blive bedre til at tegne. Hun ville lave en ny tegning til Instagram hver dag med scener fra hverdagen. Det blev til den helt særlige skæve tegnestil, som er karakteristisk for Line Jensen er kendt for i dag. Stilen opstod tilfældigt, imens hun var for barsel. Der var ikke tid til at lave skitser. Hun tegnede imens hun ammede, til tider med venstre hånd og i mørke rum. Og så havde hun fundet sin stil.

Tegningerne affødte en dybfølt respons fra adskillige kvinder. Line Jensen fortæller, hvordan flere kvinder henvendte sig til hende og fortalte, at de følte sig set i hendes tegninger. Samtidig var der flere, der takkede hende for at være ærlig omkring de uskønne sider af moderskabet. Og det var hele tiden meningen at tegningerne skulle fungere som det, Line Jensen beskriver som et “omvendt Instagram-filter”, for hvis det skal være interessant for andre end ens venner og familie, er man nødt til at vise det, der er svært. Det drejer sig blandt andet om sårbarheden og usikkerheden. Og så er det vigtigt for hende at bevare troværdigheden og ægtheden i de erfaringer, hun formidler.

Det betyder dog ikke, at Line Jensen ikke har noget filter. Nu da hun har fået en større platform med mange aktive følgere, er hun også mere påpasselig med, hvad hun lægger ud. Samtidig er der også sket en udvikling i hendes families liv, som gør at hun i højere grad må tage hensyn. Hendes børn er ikke længere babyer men små personer, hvis privatliv man skal tage hensyn til.

Mor i litteraturen

Mor i litteraturen fylder en del for tiden, og moderrollen er særligt op til debat. Både fordi forfattere som Cecilie Lind, Maja Lucas og Dy Plambeck skriver om at være mor, men også fordi forfattere gør op med sine egne mødre i deres bøger. Det drejer sig om forfattere som Peter Øvig Knudsen, som selv var til stede på ‘Vild med Ord’, norske Niels Fredrik Dahl, Malene Lei Rabens og Leonora Christina Skov (der er uden tvivl flere).

For Line Jensen er det vigtigt at sætte spot på den usikkerhed og tvivl, som er forbundet med moderskabet, og som alle mødre rummer. Hun fortæller, hvordan det er meget forskellige kvinder, der føler sig genkendt i tegningerne. De oplever alle sammen, at moderskabet kan være en udfordring, og at man hele tiden må forsøge sig frem for at se, hvad der virker. Med tegningerne kan man slippe masken og indrømme sine usikkerheder. Det kan være vanskeligt, fordi det er Line Jensens erfaring, at der er en tendens til at udskamme mødre, som indrømmer, at moderskabet kan være svært. Og thank God for modige kvinder, der tør tage bladet fra munden og berette om sine usikkerheder, siger jeg bare.

Amalie Langballe: at forsvinde fra sorgen

Amalie Langballe har skrevet en fin debutbog forsvindingsnumre om hovedpersonen Agnes’ sorg efter morens død. Jeg havde ikke læst bogen, før arrangementet, men jeg købte den på ‘Vild med Ord’ og slugte de godt 200 sider virkeligt hurtigt. Amalie Langballe skriver virkelig Agnes’ sorg frem på en måde, som føles stærkt af læseren, og som vidner om en usigelig smerte og sårbarhed. Jeg er særligt vild med fuglemotivet, som går igen i bogen. Agnes kigger på fugle og er særligt optaget af den uddøde gejrfugl. Motivet minder mig om Blichers trækfugle i “Sig nærmer tiden”, et billede på livets ophør og forgængelighed. Samtidig er jeg vild med bogomslaget, som bogstaveligt talt er skarpskåret. Min hardbacks kanter er ikke rundet af. Man kan bogstaveligt talt skære sig på bogen, som man kan tage del i Agnes’ hjerteskærende sorg. Hvis man skal problematisere noget i bogen, er det måske mest romantiseringen af smerten hos Agnes og Josef, den triste rigmand, som Agnes og vennen Ofir flytter ind med i Israel, og som Langballe beskriver som en Gatsby-karakter (med reference til Fitzgeralds The Great Gatsby). Jeg selv får associationer til Michael Strunges digt “Natmaskinen” og hans forkomne englebørn. Agnes, Josef og Ofir tager stoffer, dyrker sex, kører for stærkt og smadrer sig selv hensynsløst. Og de er selvfølgelig dybt ulykkelige og tragiske skikkelser, men man bliver på en måde draget af vanviddet, som med så mange andre tragiske og tillokkende skikkelser før dem.

Når jeg mest skriver om mine egne observationer forbundet med at læse bogen, skyldes det ikke, at Amalie Langballe ikke sagde nogle interessante ting på ‘Vild med Ord’ om sorgen, som samtalen mellem hende og moderator Karoline Kjær Hansen centrerede sig om. Langballe talte fint om den sorg, Agnes oplever i romanen. Om hvordan sorgen skaber afstand til virkeligheden, og hvordan man kan forsøge at forsvinde fra sin sorg (som Agnes gør i bogen) for ikke at skulle konfrontere den. At forsvinde er et centralt tema i bogen. Moren forsvinder, og Agnes leder. Hun har svært ved at forlige sig med, at noget er væk for evigt, hvorfor hun også tager til Norge for at lede efter den uddøde gejrfugl.

Langballe fortæller også om arbejdet med bogen, som er baseret på hendes egne oplevelser med at miste sin mor. Hun fortæller, hvordan skrivningen var en måde at holde moren og minderne om hende i live. Minderne vendte tilbage i skrivningen af bogen, hvor Agnes gennemlever det Langballe betegner som et “destillat” af hendes egen værste sorg. Jeg synes desværre, at Karoline Kjær Hansen var alt for optaget af overlappet mellem Agnes og Amalie. Det fik en stor indflydelse på de spørgsmål, der blev stillet til forfatteren. Der blev ved flere lejligheder spurgt ind til, hvor stor en del af bogen var selvbiografisk, hvor store overlap der var imellem Agnes’ og Amalies sorg herunder også de erfaringer, hun og hovedpersonen har gjort sig, når det kommer til at leve med sorgen. Jeg synes ikke biografiske læsninger altid er uinteressante. Det havde været uhørt at læse Yahya Hassans digtsamling uden at skele til forfatteren og forfatterens baggrund. Men jeg syntes ærligt talt, at det var både irrelevant og en lille smule upassende at bede forfatteren om at udlevere sine private følelser og erfaringer om tabet af moren (Ja det er på trods af, at hun skriver om det i en roman, for der ER forskel). Jeg ville under alle omstændigheder hellere have hørt om den gode bog, som Langballe har skrevet. Men altså, what do I know.

//Birgitte

Ord om læsesteder

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Jeg har altid ønsket mig en læsekrog. Et hjørne i mit hjem, hvor tiden går i stå. Et sted, hvor luften fanger mig og holder mig nede i lænestolen, holder mig fast, til sidste side er læst. I vores nye lejlighed har jeg endda forsøgt at skabe dette; et område dedikeret til læsningens ro.Det bliver bare aldrig brugt. Min lænestol er en kurvestol, man ikke sidder særlig godt i. Jeg ved ikke, om det er det, der gør udfaldet, men faktum er, at jeg har siddet med en bog i stolen en enkelt gang på et halvt år.  Til gengæld er der andre steder, jeg får læst langt mere, og de steder skal også hyldes.

I toget 

Eller ved alle andre former for transport, hvor du passivt bevæger dig af sted; i bussen, på en færge, på flyet, i en GoMore, hvor stemningen oser af konsensus om, at turen foregår i stilhed. Der er et begrænset udvalg af aktiviteter i disse tilfælde, og bogen er her din bedsteven. Selvom mine togture er minimeret de sidste par år, er der ikke noget som at læse i toget. Rejsen eksisterer ikke, det gør de fem kapitler, du når at sluge, mens du glemmer at kigge ud ad vinduet og se de smukke søer omkring Laven og Ry. Tænkt eksempel.

På Espressohouse 

Det kunne være hvilken som helst anden café, og det er helt sikkert et sted, der deler vandene. Der bliver spillet musik, du skal huske din kaffe, hvis ikke den skal blive lunken (ellers kan du bestille en frappino caramel, den er kold og tilgiver dig for perioder uden opmærksomhed), og der er mennesker der vandrer ind og ud hele tiden. Der er dog et eller andet ved at bevæge sig ud for at læse. At sidde her fordi du vil læse. Intentionen om at tage din bog på en date og give den ens fulde opmærksomhed er rar. Som regel sidder jeg med høretelefoner i ørene uden musik, for at dæmpe lydene på caféen – men aktiviteten udenom kan også være god. Som en scene i alle rockpoppede musikvideoer fra 2000’erne, hvor du står på gaden, og alle bevæger sig omkring dig i 4x hastighed – bare på en café.

Biblioteket

Det er mit absolutte yndlingssted at være. Der er ro, der er bøger, der er ofte behagelige stole og sofaer. Det er ikke bare et sted, du skal tage hen, for at finde nye bøger, det er et sted hvor du kan nyde de selvsamme bøger. Det er den største læsekrog, indrettet med det specifikke formål at give dig den plads du har brug for. Gud ved at jeg har brugt uendeligt mange timer på biblioteker rundt omkring, fordi den indforståede stemning går på, at her læser vi. Hvis ikke det er en gave, så ved jeg ikke, hvad der er.

Sengen eller sofaen

For det meste har jeg ikke tænkt mig at bevæge mig ud, for at læse i en bog – det er de særlige tilfælde, hvor jeg har brug for luftforandring og motivation. Som oftest sidder jeg og læser i min slidte sofa eller under dynen med sengelampen tændt. Der er ingen, der kigger på dine underlige læsestillinger (er jeg den eneste der har dem?), der er al den ro, dine overboer tillader, og du kan sidde i nattøj (eller ingen tøj) på alle tidspunkter af døgnet. Du har din egen bogreol tilgængelig. Du behøver ikke at forholde dig til andre mennesker. På den ene side er dette punkt ligegyldigt; vi gør det alle sammen, så hvad inspirerende er der i det? På den anden side falder man hurtigt i overspringsfælden – du skal have vasket op, vasket tøj, støvsuget, du kunne sortere dit tøjskab og i øvrigt burde du rengøre køleskabet engang. Til gengæld: Når man slipper det, og vælger bogen til, så er der intet som at læse in the comfort of your own home. 

// Caroline

Mit læsehjørne

Da jeg flyttede ind i den lejlighed jeg bor i nu, var det vigtigt for mig at indrette et egentligt læsehjørne. Et sted trygt placeret imellem vinduet og bogreolen. Der er dagslys om dagen og en hyggelig standerlampe til når mørket falder på. I gyngestolen kan man krølle sig sammen med et tæppe og en kop te og vugge sig selv ind i litteraturens verden. Læsehjørnet giver et andet perspektiv på mine bøger. Jeg læste Tove Ditlevsens Ansigterne, fordi de mange ansigter fra bogens cover stirrede på mig fra det specifikke spot i reolen. Jeg var ellers i gang med at læse Lykke-Per, men Tove var uimodståelig. Jeg slugte bogen hel.

Mine forældres lænestol

Min forældres lænestol er et tilsvarende godt læsespot. Lænestolen står ved terrassedøren, så langt væk fra fjernsynet med dertilhørende sofaarrangement, man kan komme uden at træde ud af stuen. Stolen balancerer perfekt mellem det stille og det larmende; det sociale og det asociale. Man kan ikke læse i sofaen, for så bliver man forstyrret af fjernsynets lyd og billede. Som barn lå jeg ofte med mit hoved på min mors ben og læste, imens fjernsynet kørte i baggrunden. Det kan min skærmtilvendte hjerne ikke i dag. De skiftende billeder og lydene overtager min opmærksomhed. Nogle gange vender jeg mig med ryggen fra fjernsynet, det er stadig ikke nok. Læsningen kræver sin afstand. Et aktivt tilvalg. Og det er måske meget godt.  

På offentlige transportmidler

Når jeg ikke bliver køresyg eller hører podcasts (pænt meget dødvande på den front efter 24syv dog am I right), læser jeg i bussen og i toget. Jeg har nogle gange haft virkeligt lange busture, fordi det tager 100 år at bevæge sig seks kilometer inde i byen, og så er det nemt at fordrive tiden med læsning. Skal man skifte bus kan det også anbefales, at læse imens man venter ved bussen. Så kan man dyrke sin cool nerd aura imens lidt alá de der high school film, hvor nørderne altid læser, når de går (kan dog ikke umiddelbart anbefales).  

// Birgitte

Om nytårsforsæt for 2020 (writers edition)

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Det eneste nytårsforsæt jeg har – og måske mere et mål end et forsæt – er, at jeg skal skrive min roman færdig. Hvilken roman spørger du nu, og hvordan går man overhovedet til sådan et projekt? Skal vi lige tage en snak om det? (Læs; her kommer en monolog fra en forfatter in spe).

Følger I med på vores instagram? I så fald vil nogle af jer have opdaget mit igangværende romanprojekt. Det er et projekt, der har været længe undervejs (tre år, host host) – men jeg begynder nu at kunne se en ende på det. I december skrev jeg slutningen på bogen, efter en samtale med noget så leverpostej som jobcenteret. Kvinden på kontoret, hvor jeg blev placeret, var min motivation. Mine ambitioner om at blive forfatter – og om at kunne leve af det – væltede ud af min mund, og hun greb ordvandfaldet med en skål formet af hænderne. Hun anerkendte det. Det var det, der skulle til. Jeg satte mig på en café og skrev den færdig.

Selvom den jo ikke er færdig. Jeg sidder nu med en kladde af romanen, et første udkast af en ægte bog. Nu begynder en kæmpe redigeringsproces, som på den ene side virker komplet uoverskuelig, på den anden side fandens nem. Nu har jeg arbejdet med karaktererne, plottet, temaerne i evigheder, hvilket gør det her til slutspurten. Jeg har endnu et halvt år, hvor jeg er i et mentorforløb på Dansk Talent Akademi, og jeg har min skrivegruppe, som måske et mit vigtigste skriveredskab, og de skal hjælpe mig, som de altid gør. 
Jeg har prøvet at dele det op – at markere alle de steder, hvor jeg skal skrive nye scener, hvor jeg skal ændre eller tilføje noget, og skrevet noter til mig selv om småting, jeg skal huske undervejs (fx at det er forår, ikke efterår, at Hannah skal lyde mere overbevisende, når hun lyver, og at jeg skal nævne Leos fyldepen). Det er lettere at gå til det med en lille opgave ad gangen (næste stop; én scene, der skal skrives til fra side 47) frem for at sidde og stirre på alle de røde klistermærker, der markerer større ændringer. Jeg forsøger på alle måder at gøre det overskueligt for mig selv.

Det er den ene del – at gøre den færdig. Den anden del er at sende den ind til et forlag. Et faktisk forlag med faktiske redaktører og en faktisk mulighed for at blive udgivet. Det er to forventninger jeg har til mig selv, for det er mig der styrer de to ting. Hvordan den bliver taget imod, og om der overhovedet er nogen der vil udgive den (pleasepleaseplease), det er ude af mine hænder. Selvom min ønsketænkning indebærer, at jeg i år 2020 bliver antaget af et forlag, så er det ikke en forventning eller et mål. Det er et håb. At skrive bogen til, at rette den og at sende den til nogen, der har mulighed for at gøre mere ved den, det er til gengæld op til mig, og jeg ser det som min vigtigste opgave i år.
Det betyder også, at skriveriet igen i år kommer til at fylde meget for mig, og jeg vil gerne dele den proces herinde. Hvordan redigering foregår, hvordan jeg bruger henholdsvis min mentor og min skrivegruppe, hvordan jeg skriver og hvad man skal gøre, når man sender et manuskript ind. Det er nemlig det, jeg skal bruge min tid på. Og når dette indlæg er udgivet og jeg har taget et billede til instagram (det vil sige nu, hvor du læser dette), er jeg igen i gang med at redigere den. Min bog.

//Caroline

Ord om bøger som tankeeksperimenter

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

For nogle år siden faldt jeg over en flot bog i en genbrugsbutik. Det er i sig selv ikke noget nyt. Den første tiltrækning var det visuelle – den anden tiltrækning var titlen; Mr. Y’s Forbandelse (på engelsk; The end of Mr. Y (og ja, jeg har den både på dansk og engelsk nu)). Det er nu heller ikke noget nyt – alt der lyder magisk eller okkult suger mig direkte ind, og bogen kom med mig hjem. Det der var nyt, var den tanke bogen forlod mig med, da jeg var færdig med den.

Kort og godt handler bogen om en bog, der er forbandet. Den forbandede bog er et tankeeksperiment over idéen om, at der er et sted kaldet Troposfæren, hvorfra man kan tilgå en fælles bevidsthed. Vores hovedperson, som læser den forbandede bog, får herefter selv adgang til Troposfæren.

Som læser bliver Mr. Y’s Forbandelse (i et metaformat) et konkret tankeeksperiment, hvorfra filosofier og idéer omkring fælles bevidsthed bliver undersøgt, og hvor rum og tid eksisterer på en ny måde. Der bliver taget en abstrakt filosofi – hvad nu hvis vi kunne få adgang til en fælles bevidsthed? – som herefter bliver specificeret og konkretiseret ned i en fiktiv manifestation af netop dette.

Dette indlæg skal ikke være et referat eller en anmeldelse af bogen. Til gengæld blev bogen en måde for mig, hvorpå jeg kunne forstå andre bøger. En åbning til bøgernes fælles bevidsthed, om man vil. For enhver bog starter med et ‘hvad nu hvis’. Hvad nu hvis en pige forelsker sig i en vampyr? Hvad nu hvis en dreng opdager, at han i virkeligheden er en troldmand? Hvad nu hvis man ikke kunne kende forskel på mennesker og menneskelignende?

Den resterende historie bliver en undersøgelse af, hvordan det ville være. Hvordan ville pigen reagere, hvordan ser troldmandsverdenen ud, hvordan lever de to menneskeformer side om side, og hvori ligger forskellene på dem? Det er det vi kalder fiktion. Det er opfundet, det er ikke virkeligt. I sin definition er et tankeeksperiment en måde at tænke konsekvenserne igennem ved en given hypotese eller teori, et forestillet eksperiment, der ikke kan lade sig undersøge i den virkelige verden. Vil det sige, at jeg nu vil erklære al skønlitteratur for værende tankeeksperimenter? Objektivt nej, subjektivt ja. For det meste er bøgerne, blot til for underholdningens skyld, men der er et sted, en genre, hvor tankeeksperimentet bliver langt mere tydeligt, foruroligende og relaterbart; nemlig i science fiction.

Det er ikke alles kop te, men det er på alle måder min. Science fiction bliver et direkte tankeeksperiment over fremtidens potentialer. Tænk på George Orwells 1984. Overvågning og kontrol bliver udvidet i en sådan grad, der kan virke absurd – og så alligevel. Sci-fi bliver tit en eskalering af en given praksis, et specifikt samfund, et produkt eller en teknologi, som, i store træk, udfordrer bagsiden eller ekstremen ved denne. Ja, det er underholdning, og ja, det er sjovt at læse, men der er hele dimensionen i det faktiske potentiale og de mere filosofiske undertoner, der bliver undersøgt og overvejet undervejs. Giver det mening?

Jeg ved ikke, om man kan kalde alle bøger for tankeeksperimenter i ordets definitive forstand, og jeg ved ikke om al sci-fi overhovedet passer ind i den måde at læse dem på, men med den bevidsthed; at bogen er en manifestation af en undren, en filosofi, en frygt, en drøm, der bliver konkretiseret som værende en konkret (fiktionel, bevares) historie, det sætter mit hoved på arbejde på en anden måde, og det er pirrende.

// Caroline

Om at være læsende

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Bloggen handler om læsning og skrivning om læsningen, så hvorfor ikke starte med, hvem vi er som læsere. Der er ikke én måde at læse på. Vi forandrer os som læsere over tid, er ikke den samme på forskellige dage eller i forskellige kontekster: vi læser et Strunge digt på en anden måde end vi ville læse undertekster eller et vejskilt fx. Når vi lærer at læse afkoder vi ord, som bliver til sætninger med mere eller mindre kompleks mening, som relaterer sig til den verden, vi er en del af.

Birgitte:

Jeg husker tydeligt den første roman, jeg læste: Harry Potter og Fangen fra Azkaban. Plottets spænding, humoren og de velskrevne karakterer fangede mig med det samme. Jeg ønskede brændende at det var sandt, at Rowlings univers faktisk eksisterede. Mit barnejeg drømte sig væk i fiktionens verden og kampen mellem det gode og det onde og ønskede inderligt, at mit Hogwartsbrev ville komme.

Jeg har ikke følt på samme måde om nogen anden bogserie, selvom jeg i mine teenageår var begejstret for Twilight-bøgerne (rip) og Hunger Games-trilogien. Harry Potter vender jeg fortsat tilbage til. Jeg connecter med andre voksne over bøgerne. Jeg kender universitet indgående men bliver samtidig ved med at opdage nye ting. Der gik mange år før jeg så, at Harry Potter i virkeligheden er en allegori på jødeforfølgelsen, og da jeg intenst studerede døds- og sorgrepræsentationer i litteraturen på uni, opdagede jeg, at Harry Potter i virkeligheden handler om døden.

Jeg læste Harry Potter, før jeg lærte at læse på den der intensive uni-agtige måde, hvor man vejer alle ord og betydninger og sætter teksten i relation til en teori – det kunne være Foucault eller Freud. Det er en hård mental øvelse, men man kommer ikke desto mindre tættere på teksten. Samtidig bremser det læselysten, fordi det føles som arbejde – det er opslidende at tænke 24/7. Mindre kan også gøre det. De bøger jeg senest har læst, som har engageret mig mest, taler til mig følelsesmæssigt og etisk fx Kristian Bang Foss’ Frank vender hjem og Veronika Katinka Martzens Jeg bruger min krop som et møbel. Begge balancerer imellem det komiske og det tragiske og kalder på læserens stillingtagen. Det er en kæmpe kvalitet.

Læsningen er også en oplevelse. Derfor: fyr den af med at læse, og tag det med, du kan. Når jeg tænker tilbage på lille niårige mig med min Harry Potter-bog, så husker jeg først om fremmest stemningen: at ligge på maven på sofaen i mine forældres kolonihavehus med bogen foran mig, mens mine forældre puslede i køkkenet og en støvet stribe sollys faldt ind igennem vinduet og varmede mig. 

Caroline: 

Det kan i virkeligheden starte i alle aldre, men jeg husker bedst da jeg begyndte med W.I.T.C.H.-bøgerne. Jeg læste også inden det, men det er de første bøger jeg husker at have elsket, sådan rigtigt. De startede som tegneserier, hvor det primært er det visuelle der er i fokus med dertilhørende tekst, men udviklede sig, sådan som det læsende individ selv gør. Billederne fylder mindre, ordene fylder mere. De er ikke bare sorte tegn mod hvidt papir, det er hele verdener og historier. Ordene kan ramme dybere end bare hovedet eller hjertet, med en god historie – de kan fylde mig op ind i knoglerne.

Overdrivelse fremmer forståelsen og klichéerne lever i bedste velgående, både i bøgerne og lige her. Man kan sagtens læse uden at hungre. Man kan læse SoMe-tekster, nyhedsartikler, filmanmeldelser. Det er også at læse. Alligevel adskiller sammensætningen og intentionen bag ordene sig på alle planer sig. Det handler ikke om hvorvidt du sidder med en finlitterær elitær roman, eller om det er en beskeden chick-lit. Det handler om oplevelsen. Det ved du, hvis du læser.

Det handler om fordybelsen. Om at give sig selv til bogen; at give sin tid, sin koncentration, sin fantasi. Fiktionen eksisterer kun i kraft af læseren. Indtil du læser, indtil oversættelsen fra enkelte bogstaver til hele historier, i dig, er der intet. Stephen Hawking beskriver i sin bog Om at skrive bøger som tidsrejser. Ikke bare i den forstand, at man bliver suget ind i en anden tid, hvor historien eksisterer; faktiske tidsrejser. Dette skriv er skrevet i min nutid, hvilket er din fortid; men den bliver læst i din nutid, det vil sige min fremtid. Hvem sagde, at bøger ikke er magiske?

Hvis du er læsende, vil du forstå. Hvis du ikke er, vil jeg invitere dig til at prøve at læse – også selvom den sidste bog du læste, var under tvang i niende klasse. Overvej hvad du kan lide, spørg om de har noget om det på biblioteket eller hos boghandleren – who cares om det er om drager eller romantik eller død eller sex. Jeg lover dig, de har det. Hvad har du at miste?