Kategori: Om en bog

Hvor intet bryder vinden

~ Caroline ~ 1 kommentar

Månedens udfordring: Juni

Caroline har i denne måned udfordret mig til at læse en genre, jeg normalt ikke ville læse. Jeg var omkring lidt forskellige idéer, men valgte i sidste ende Leonora Christina Skovs Hvor intet bryder vinden, som længe har stået og pyntet på min bogreol.

Argumentet for at vælge bogen til udfordringen var, at jeg gerne ville læse en krimi. Romanen var en del af et valgfrit pensum, da jeg havde et fag om krimigenren på universitetet. Den spiller helt klart også op til vores forventninger til krimien. I bogen får syv kreative danskere og akademikere et rejseophold på øen Stormø, hvor de hver især kan arbejde på deres forskellige projekter, men – og nu citerer jeg bagsideteksten ”Stemningen [på øen] bliver hurtigt anspændt, og da en af dem forsvinder i skoven, og en anden falder i døden, indser resten, at noget er helt galt. Er der en morder iblandt dem? Og hvem er næste offer?”

Bagsideteksten får mig til med det samme at tænke krimi, selvom der egentligt ikke står nogen steder, at Hvor intet bryder vinden er en krimi. I nedenstående dykker jeg lidt ned i, hvordan man kan kategorisere romanen som krimi – og hvordan man på en måde ikke kan

(Nedenstående indeholder spoilers)

Krimielementer

Der er ingen tvivl om, at romanen indeholder krimielementer. Hvor intet bryder vinden er nærmest bygget op på Agatha Christies En af os er morderen fra 1939. I Christies roman får ti personer tildelt et ophold på en øde ø ud for Englands kyst. Her anklages de af en ukendt stemme for et mord, de hver især skulle have begået. På øen bliver gæsterne dræbt en efter en, og de overlevende begynder herefter at gå på opdagelse, mistænke hinanden og stille spørgsmål. I Christies roman får vi til sidst morderens tilståelse i en flaskepost.

Hvor intet bryder vinden er en moderniseret version af Christies roman. Handlingen er henlagt til en fiktiv ø ud for Esbjergs kyst. Ligesom i En af os er morderen inviteres gæsterne til et ophold på øen for derefter at forsvinde en efter en. I Christies roman dropper hun en række hints til karaktererne om deres snarlige endeligt igennem ti små porcelænsfigurer, som smadres en efter en som karaktererne forsvinder. I Skovs roman er figurerne repræsenteret i de fajance hunde, som findes på hvert værelse. Vi får også information om, hvorfor karaktererne er på øen. Hos Christie anklager en ukendt stemme gæsterne for at have begået et mord, hos Skov er anklagen mere diskret. Hun lader et reb falde fra loftet som henvisning til to dødsfald, som har fundet sted forud for opholdet.

Hvor intet bryder vinden minder om det klassiske mordmysterie alá Agatha Christie, men der er også væsentlige forskelle. Hvis vi skal gå helt i genre-mode, er krimien defineret ved at handle om opklaringen af en mordsag. Det er altså ikke nok, at der sker et mord, det skal også opklares, og den opklaring skal være central for bogens plot. Jeg vil vove at påstå, at ingen af dødsfaldene i Skovs bog bliver opklaret, heller ikke selvom vi får en skriftlig tilståelse til sidst. Tilståelsen afslører identiteten på den person, som har invitereret dem til øen og forklarer hvorfor gæsterne blev inviteret, det er alt.

En gotisk spøgelsesfortælling

Skovs roman giver også vibe af den gotiske fortælling. Den gotiske fortælling viser en eller flere karakterers subjektive oplevelse af en række begivenheder. Den oplevelse er præget af manglende orden, forfald, undergang og uløselighed.

Lad os se nærmere på det:

Det subjektive: i romanen skifter vi hele tiden imellem de forskellige karakterers perspektiver. Det skiftende perspektiv hjælper os med at kunne stykke sammen, hvordan personerne er forbundet med hinanden. Skiftet bidrager med en fragmenteret feeling, som også er kendetegnende for den gotiske fortælling. Det fragmentariske og subjektive er også til stede i nogle ufærdige tekster en af gæsterne arbejder på og i tilståelsesbrevet.

Forfald: Forfaldet i den gotiske fortælling kan vise sig i form af fysisk, mentalt og moralsk forfald. I Hvor intet bryder vinden viser det fysiske og mentale forfald sig igennem dødsfaldene og Joachims (en af gæsterne) depression, som han behandler med lykkepiller. Det moralske forfald er repræsenteret i den måde gæsterne, hver især har behandlet Marcella Storm (no spoilers).  

Undergang: Det som gør gotikkens fortælling uhyggelig er fortællerens (eller hovedkarakterens) følelse af, at vedkommendes tilintetgørelse er nær, og at der ikke er noget at gøre ved det. Døden er selvfølgelig et eksempel på denne tilintetgørelse, og den er til stede over det hele: Poul Erik spekulerer over, hvordan man kan dø på øen, og folk forsvinder. En af gæsterne Anne arbejder desuden på et projekt, hvor hun skaber Sodoma og Gomorra i papir (Sodoma og Gomorra var to byer i Biblen, som blev tilintetgjort af Gud for deres synder).

Uløselighed: I Hvor intet bryder vinden er enden nær, og der er intet de kan gøre ved det. Det er ikke til at slippe væk fra øen, hvor der hverken er mobilsignal eller mulighed for at komme ved færgen væk. Nogle af karaktererne finder desuden en kirkegård med gravsten med deres egne navne på. En anden ting ved uløseligheden er desuden, at man står tilbage som læser med en række spørgsmål, man aldrig får besvaret. Det ville man aldrig se i en klassisk krimi som Agatha Christie, hvor alle sporene samles i sidste ende.

Hvor intet bryder vinden er en god bog, men altså jeg må også bare konstatere, at jeg failede min challenge lidt, hvis målet var at læse en krimi   

//Birgitte

Kløe af Fríða Ísberg

~ Caroline ~ 1 kommentar

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Torgard)

Læsningens udgangspunkt er aldrig neutralt. Læseren er ikke en clean slate klar til passivt at indoptage bogens indhold. Det gælder i første omgang det helt personlige: hvilken stemning er jeg i under læsningen, hvor læser jeg, hvilke andre bøger / film / tv-serier etc. er jeg optaget af og under coronakrisen særligt også hvilken situation udspiller sig nationalt og globalt. Det er ikke tilfældigt, at alle lige pludseligt læser Albert Camus’ Pesten og Angie Thomas’ The Hate U Give. 

I dette lille skriv tænker jeg at tage jer med i min læseoplevelse og fortælle om mit udgangspunkt for læsningen, hvad jeg oplevede undervejs, og hvad jeg tænker i skrivende stund.

Udgangspunktet

Lad mig starte med udgangspunktet for min læseoplevelse. Kløe er den første bog jeg læser af en islandsk forfatter. Eller lad mig korrigere: det er det første egentligt moderne stykke litteratur jeg læser. Jeg har selvfølgelig været tvangsindlagt til at læse sagaer på gymnasiet og studiet. Dertil kommer at jeg har sunget en række sange på islandsk (hvorfor jeg også har en god fornemmelse af sproget). I skrivende stund har jeg folkesangen ”Sá ég spóa” på hjernen, som jeg lærte på min første tur til Island i 2006. Jeg har været der to gange siden da helt tilfældigt. Det giver mig en følelse af noget familiært eller bekendt, som jeg tager med mig ind i min læsning. 

Ellers træder jeg ind i læsningen med følgende indtryk

  1. Bogen er insisterende rød (postkasserød faktisk) med gul og blå skrift og en brunlig cirkel under forfatterens navn. Min efterrationalisering er, at cirklen muligvis refererer til det kløhul kvinden i ”At undertrykke eller blive undertrykt” har i sine trusser
  2. At bogen jf. bagsideteksten handler om mennesker, der ”får fnat af deres samtids forventninger eller krav”. Her er det selvfølgelig denne kløe, irritationsmomentet men ikke den altoverskyggende smerte, som sættes i centrum – og seksualiteten som også er vigtig i Ísbergs tekster
  3. At Weekendavisen har skrevet det eneste problem med bogen er, at den ikke er ond nok. Det var det, der oprindeligt fangede mig – og jeg er tilbøjelig til at give dem ret, for karaktererne flipper aldrig ud for good

Kløe

Kløe er en efter min mening lang novellesamling med sine lige knap 200 sider, hvorfor jeg vil spare jer for at gennemgå dem hver og en (som jeg oprindeligt havde tænkt hæhæ). Jeg synes, teksterne taler bedst for sig selv, så lad mig i stedet gennemgå nogle af de mest centrale temaer. Det er også på det tematiske Ísberg virkeligt viser, at Kløe er en tekst til tiden.

Identitet, særligt i kategorien køn, seksualitet og alder.

Kløe lægger sig fint i forlængelse af den fjerdebølge feminisme, som særligt fokuserer på kvinder som seksuelle væsener med ret til at forfølge egen nydelse (uden at skulle slutshames) og kampen mod alle slags seksuelle overgreb i forbindelse med #Metoo. I den indledende novelle ”Lysekronen” belærer en svigerdatter sine svigerforældre om kvindens ret til orgasmen. Den nye frigørelsesbølge bliver særligt tydelig i generationsclashet imellem forældrene, deres søn og svigerdatter. I ”En dukke” onanerer en ung kvinde til sin kærestes pornofilm, selvom hun føler, hun ikke bør blive opstemt af filmen, fordi skuespilleren med al sandsynlighed er et offer for industrien. I ”Hjem” følger vi en kvinde som forbereder sig på at kunne forsvare sig selv mod en potentiel overfaldsmand på vej hjem fra en bytur.

Der er også noveller som tematiserer køn på en mere traditionel måde. I ”Havet” performer to kvinder forskellige kønsstereotyper fra populærkulturen, imens de gør sig klar til fest. I ”At undertrykke eller blive undertrykt” lever kvinden i et parforhold ikke op til idéen om den pæne kvinde. Hun tisser i badet, barberer sig ikke og har huller i sine trusser, hvor hun kan klø sig. Der er også noveller, som i høj grad forholder sig til forskellige aldersgrupper. I ”Præcis” forlader en mand sin ungdomsidealisme, i ”Fingre” plages to personer i slutningen af 20’erne af deres omgivelser, fordi de er ugifte og barnløse

Kriser i det sociale  

De nære relationer i familien, parforholdet og venskaberne, og de problemer der kan opstå her er også centrale i bogen. Konflikterne Ísberg behandler er små men repræsenterer typisk også noget meget større. I ”En dukke” præsenteres vi igennem pornofilmen for deres parforholds krise. I ”Syv” og ”Flugt” tematiseres konsekvenserne af dødsfald i den nære familie. I ”Syv” er sproget fragmenteret og tydeligt præget af hovedpersonens mentale tilstand, ligesom brorens død skjules for læseren indtil sidste side. Det samme gør sig gældende for hovedpersonen i ”Flugt”. Hun forsøger at flygte fra realiteten af tvillingebrorens død ved at skrive breve til ham og løbe frem og tilbage over gulvet i sin lejlighed. Der er også mere hverdagsagtige kriser i det sociale, som handler om, hvordan man forholder sig til gamle klassekammerater man møder tilfældigt i supermarkedet og behovet for at fremstå godt på de sociale medier.

Minder om Thomas Korsgaard

Kløe minder mig meget om Thomas Korsgaards novellesamling Tyverier (2019). Som hos Korsgaard gør sproget ikke det vilde nummer ud af sig selv. I stedet flyder det relativt enkelt og lige til med undtagelse af en enkelt novelle ”Syv”. Her matcher sprogets fragmenterede karakter meget fint den mentale tilstand, tekstens hovedkarakter befinder sig i. Både Korsgaards og Ísbergs tekster er eksempler på, at novellelæsning ikke nødvendigvis behøver at være et omstændeligt heldagsprojekt. Der er nogle forfattere som skriver noveller på en måde, hvor man bliver nødt til at dedikere oceaner af tid til at læse dem. Ikke fordi de nødvendigvis er omstændeligt skrevet, men fordi de er pakket med informationer særligt i kraft af en række referencer. Ísberg gør også brug af referencer, men jeg synes ikke det bremser læseoplevelsen. 

Ligesom Korsgaard zoomer Ísbergs tekster ind på en enkelt episode i karakterernes liv for herigennem at udstille større problemstillinger. Det er ofte situationer, som er pinlige på den der ondt-i-maven måde, måske fordi man godt kan genkende episoderne fra sig selv. Karaktererne i Kløe har kløe. Men kløen er symptom på større problemer, som vi kan udpakke, hvis blot vi graver lidt dybere. Det minder mig om et citat fra den kinesiske digter Lu Chi, som Inger Christensen var inspireret af. Han skrev at ”I en enkelt meter silke findes det uendelige verdensrum”.  

Det er det novellegenren (også) kan.

//Birgitte

Månen over Øen af Anne-Marie Vedsø Olesen

~ Caroline ~ 1 kommentar

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof.

Jeg har længe været en sucker for skønlitteratur, der undersøger, hvordan vi forstår vores omverden og dermed skaber vores egen version af den. Efter min mening er det et af hovedargumenterne for overhovedet at beskæftige os med litteratur. Det giver en større indsigt i, hvordan andre mennesker tænker.

Da jeg så læste følgende sætning på bagsiden af Anne-Marie Vedsø Olesens Månen over Øen, ”Men hvilken verden er egentlig den virkeligelige verden? Hvordan kan vi overhovedet erfare den og tale sammen om den?” vidste jeg, at jeg straks måtte læse den.  

Det er helt klart spørgsmålet om, hvordan vi kan forstå virkeligheden, som er centralt i romanen. Før jeg vender tilbage til det, vil jeg dog bruge lidt tid på at beskrive den virkelighed, som er bogens:

En dystopisk sci-fi

Månen over Øen er på mange måder en klassisk sci-fi dystopi, som giver mig vibes både af TV-serierne Mr. Robot og Black Mirror samt bogserien The Hunger Games.

Vi befinder os i demokratiet Superesse år 2687 post Luna. Månen er ramt af en meteor, som fundamentalt har ændret menneskenes liv på Jorden. Den verden vi møder er groft sagt opdelt i tre: enklaverne, hvor menneskene bor (jeg forestiller mig dem som distrikterne i The Hunger Games, hvor hvert enkelt distrikt bidrager til fællesskabet ved at varetage en arbejdsopgave), Spøgelsesland (en art Det Vilde Vesten, hvor man lever på må og få uden for enklaverne), og Øen som er fuldstændigt renset for enklavernes teknologi.

Bogen præsenterer os for en overordnet problemstilling, som i øjeblikket er meget aktuel. Det handler om konsekvenserne af vores afhængighed af teknologien. Menneskene i Superesse lider af en nedarvet afhængighed af Supernettet. Supernettet kan bedst forklares som en smartphone, man enten bærer som visir eller får indopereret i sig, hvorigennem man konstant kan stimuleres. Fodres afhængigheden ikke med stimuli fra Supernettet har det fatale konsekvenser, medmindre man som hovedpersonen Hypatia er født uafhængig af Supernettet, eller man injiceres med et stof, som gør det muligt at leve uden i noget tid. Det er dog ikke alle, som tåler stoffet.

Teknologi-kritik

For at blive i genresporet er dystopien kendetegnet ved at forholde sig kritisk til vores samtid. Hypatia gør det muligt at rejse den kritik af vores teknologiske afhængighed – og herigennem afstand til naturen – fordi hendes perspektiv på virkeligheden afviger fra de andre karakterers. Det gælder Frans, 0som injicerer sig med stoffet, og Hypatias datter og mand som begge er afhængige.

Romanen romantiserer i vid udstrækning Øens oprindelige natur renset for enhver teknologisk indblanding. Trosretningen Domus Dei betegner den som en art fredfuldt, utilgængeligt Paradis. Det er dog ikke udelukkende entydigt, for Øen (som på mange måder er en tredje hovedkarakter) minder også om Supernettet. På den sameksisterer alle tider: gladiatorer og atombomber sidestilles i en og samme sætning. Den præsenterer også syner for Hypatia og Frans. De syner minder om Supernettets stimuli.

Problemet i bogen er således ikke udelukkende et spørgsmål om teknologi vs. natur. Problemet er, at menneskene, Hypatia inklusiv, er blevet berøvet muligheden for at erfare verden og tale om den sammen. Det isolerer dem fra hinanden, og den isolation må man erkende for at finde en vej ud. I den forstand slutter romanen, trods sit dystopiske islæt, håbefuldt (jeg skal nok lade være med at spoile).  

En krævende bog

Generelt er Månen over Øen en god bog med et til tider poetisk sprog, som retter en velfortjent kritik mod den teknologiske udviklings menneskelige konsekvenser. Det er også en roman, der kræver ekstremt meget af sine læsere sprogligt og med en lang række direkte og indirekte referencer til videnskaberne. Jeg skal da være ærlig at indrømme, at jeg ikke har fanget det hele, og det er meget muligt, at min læseoplevelse havde været en lidt anden, hvis jeg havde gidet at slå alle referencer op. Det vidner selvfølgelig om en forfatter, der er ekstremt vidende, men det kan også være en hæmsko for læseoplevelsen. Jeg synes også, bogen var en anelse kort (165 sider) til at udfolde et så omfattende univers, men jeg synes Vedsø Olesen kommer fint omkring det ved at forklare de mest gængse termer med små wikipedia-agtige afsnit (selvom det stadig tager noget tid lige at lande i romanens univers).

//Birgitte

Om Ocean Vuongs “On Earth we’re briefly gorgeous”

~ Caroline ~ 1 kommentar

DEN. HER. BOG. seriøst. Selvom det her indlæg eksisterer, synes jeg virkeligt, man skal læse bogen.

Ocean Vuongs sprog skal opleves first hand. Med sin poetiske brevroman indfanger han læseren fra første færd med et billede, der er fuldstændigt vanvittigt godt formuleret: en buk der hænger udstoppet på væggen, og jegets mor som spejles i dets døde øjne. Tre centrale temaer præsenteres hermed: Moren, døden og blikket.

Den kortsluttede brevroman

Romanen er udformet som et brev fra jeget til sin mor og falder dermed ind under genren brevroman. Lad os lige dvæle lidt ved det, for jeg tænker ikke, det er helt tilfældigt. Brevromanen var særligt populær i 1700-1800-tallet blandt kvindelige læsere. I romanerne kunne kvinderne være hovedperson i deres egen fortælling, hvilket var nyt. Det er interessant for Ocean Vuong i forhold til genren. Han vil fortælle de marginaliseredes historie: den vietnamesiske flygtning, gule kroppe (hans ord), brune kroppe; queer kroppe, fattige kroppe. Samtidig er formen problematisk, fordi moren ikke taler det sprog, brevet skrives på. Kommunikationen er allerede kortsluttet fra starten.

Det hele starter med litteraturkritikeren Roland Barthes’ Sorgens Dagbog. Bogen indeholder dagbogsnotater fra hver dag op til et år efter Barthes’ mors død. Men jeget vil ikke skrive om moren, som hun var, men som hun er nu. Brevet rummer hermed også et håb om, at hun en dag vil forstå.

At skrive de marginaliserede frem

I On Earth We’re Briefly Gorgeous repræsenterer sproget både en afstand og et håb. Ord går tabt, lader sig ikke oversætte, har dobbelte betydninger, er umulige at få over sine læber. Sproget er en afstand imellem jeget og moren. Jeget bemestrer et formfuldent engelsk, imens moren knap taler sproget. De taler begge vietnamesisk men på et utilstrækkeligt niveau, fordi moren måtte droppe ud af skolen i en tidlig alder da den brændte ned.

På trods af det finder mor og søn en måde at kommunikere på, om end denne er ordløs. Fosteret ligner et komma, påpeger Vuong et sted. Ikke et punktum, en endegyldig afslutning, men en fortsættelse. Sproget er iboende i forholdet imellem mor og søn. Samtidig er morens navngivning af barnet “Little Dog” en beskyttelse, fordi de onde ånder kun bortfører børn, hvis navne bærer en skønhed i sig.

Sproget er også mulighed for at skrive de marginaliserede frem og fortælle deres historie.

“I never wanted to build a “body of work”, but to preserve these, our bodies, breathing and unaccounted for, inside the work”

At være forfatter er en måde, hvorpå man kan holde de marginaliserede i live og fortælle deres historie. Det er en måde at få den privilegerede til at forstå: “I’m worried they will get us before they get us“. Der er mindre sandsynlighed for altødelæggende krige, hvis blot vi forstår hinanden.

Poetik og politik

Teksten er i højere grad poetisk end politisk, men for Ocean Vuong kan de to ting ikke skilles ad. Visse litteraturtyper, påpeger han, vil mene at den gode tekst ikke er politisk, men forener folk ved at vise universelle sandheder. For Vuong gælder det, at man ikke kan adskille kunsten og kunsteren “As if the first chair was hammered into existence without considering the human form”

Idéen Vuong sætter sig imod stammer dog fra en tid, hvor de litterære kredse primært bestod af hvide mænd. I den sammenhæng er det nemmere at tale om almenmenneskelige erfaringer. Men jeg synes også, der var noget meget almenmenneskeligt ved romanen. Når Vietnamkrigen og sprogbarriererne skildres, tænker jeg både på den måde Yahya Hassan viser livet imellem to kulturer og efterkrigstiden i Danmark. Det er meget langt fra Vuongs erfaringer, men det er et fællesskab nontheless.

At insistere på skønheden

Skønheden er også vigtig i romanen. Den hænger sammen med synet. Om noget er smukt kan man kun vurdere ved at se på det, og at se er at fordoble eller genskabe det. Og man genskaber altid smukke ting, fordi man vil eje det eller bevare det. Jegets bedstemor Lan gør det, når hun fortæller historier. Ocean Vuong gør det, når han fortæller sine karakterers historie.

Skønheden er en måde hvorpå, man kan sikre sig overlevelsen. Jeget insisterer på skønheden, som sejrer over døden og krigens rædsler. Den eksisterer i poesien og i sproget. Mormoren giver sig navnet Lan, efter orkidéen og giver jegets mor navnet Rose. I navnene er skønheden:

“All this time I told myself we were born from war – but I was wrong. We were born from beauty. Let no one mistake us for the fruit of violence – but that violence, having passed through the fruit, failed to spoil it“

I den sammenhæng er mine primære anke imod bogen, at den vold karaktererne oplever på egen krop er for æstetisk. Uanset om det handler om død, vold, krig, den udhungrede krop eller de mange stoffer jeget og vennen Trevor tager undervejs. Skæbnerne for de mange karakterer er fuldstændigt forfærdelige, og jeg synes nogle gange, teksten er lidt for dekadent heroin-chic til et punkt, hvor destruktionen accepteres fordi den er æstetisk. Måske fordi Vuong hele tiden insisterer på skønheden.

Teksten findes også i dansk oversættelse “Vi er kortvarigt smukke her på jorden” af Caspar Eric, hvis man hellere vil læse den på dansk.

//Birgitte

Meter i Sekundet af Stine Pilgaard

~ Caroline ~ 1 kommentar

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Gutkind.

I virkeligheden er der noget vildt tidstypisk ved Stine Pilgaards tredje roman Meter i Sekundet. Her introduceres vi for hovedpersonen jeget, som flytter med sin kæreste og deres etårige søn til den vestjyske by Velling, da kæresten får job på en højskole. Jeget kæmper med at finde sin plads i det lille samfund. Hun er ikke en del af højskolen som sådan. Hun er bare sin kærestes påhæng. Samtidig mestrer hun ikke den vestjyske samtale, hvor kortfattethed er key, og alle taler i afbrudte sætninger og faste vendinger.

Ingen skriver som Stine Pilgaard

En hovedperson der kæmper med sit liv i de små byer, hvor ingen er i stand til at føre en samtale: tjek. En skrigende unge, der ikke vil sove om natten og forældre der morer sig med fantasier om hævn ud i fremtiden for at illustrere, at 1) det at være forældre ikke er en dans på roser 2) at forældre også er mennesker. Temaerne er genkendelige, men ingen skriver som Stine Pilgaard.

I Meter i Sekundet demonstrerer hun virkeligt sin sproglige kunnen. Hun er en fantastisk dygtig observatør, som skildrer hverdagens små og store problemer med sproglig præcision og humoristisk sans. Man griner faktisk højt, når man læser bogen – og det sker altså sjældent for mig! Samtidig mestrer Pilgaard de forskellige genrer, når hun ubesværet veksler imellem sangtekster, brevkasse og prosa. Prosaen er fuldstændigt renset for poesien, som til gengæld får sin plads i de atypiske brevkassesvar og i sangene. Romanen handler i høj grad om genrer. Jeget beundrer Anders Agger, fordi han er dygtig til at samtale med mange forskellige mennesker i forskellige samtalegenrer. Brevkassen og sangteksterne demonstrerer på finurlig vis, hvordan poesiens former rummer svar på livets spørgsmål, som ellers ikke er tilgængelige for os.

Samtalesorg og samtaleskam

Det er sproget og dets underkategorier, der er i centrum i romanen. Både glæden ved sønnens begyndende sprog men også den ensomhed, der opstår, når man er ude af stand til at kommunikere med de personer, man er tæt på. I bogen kaldes det så fint for “samtalesorg”.

Jeget har det svært med den vestjyske jargon. Hun har svært ved at fange nuancerne og de faste vendingers underliggende betydninger, som altid forblive usagte. Tavsheden er særligt svær at afkode. Vestjyder taler ganske enkelt mindre, end hun er vant til, og hun har svært ved at finde ud af, hvilken betydning den har for hendes spirende venskaber. Den er ildevarslende og utryg. Jeg er selv fra Vestjylland, faktisk fra en af små byer hun nævner, og jeg kan 100 % genkende portrætteringen. Men som en insider vil jeg også tillade mig at vende den rundt. Jeg synes ligesom Pilgaards hovedperson, at den mellemmenneskelige stilhed kan være ubehagelig. Den kan opleves som en social falliterklæring, som det er tilfældet for jeget i romanen. For mig personligt føler jeg det sommetider som en personlig falliterklæring. At man ganske enkelt ikke er interessant nok til at holde en endeløs, stimulerende samtale gående. Hvis Pilgaards personer oplever samtalesorg, så lider jeg af samtaleskam. I modsætning til mange andre romaner, som også handler om provinsens kommunikative kortslutning, er romanen ikke fordømmende overfor de umælende landsbyboere. De er formet af det landskab de er en del af – og de er gode nok. Det dulmer samtaleskammen.

Samtalen findes

Og samtalen etableres alligevel på sin egen forunderlige vis, om end denne samtale ikke er storbyens. Måske fordi mennesker trenger mennesker, som de ville sige i Skam.

Jeget oplever på en gang at stå uden for, men finder også et fællesskab og en funktion i Velling. Hun besvarer breve i lokalavisens brevkasse, bliver et fast inventar ved den lokale køreskole og indgår på en mærkelig måde i fællesskabet på højskolen, ved sønnens dagpleje og med sine nye venner Krisser fra mødregruppen og Sebastian, som er påhæng ligesom jeget. Pilgaards hovedkarakter rummer både fællesskab og ensomhed. De to ting kan godt være til stede samtidig, og det er der noget forfriskende i.

//Birgitte

Om Thomas Bredsdorffs “Litteraturen giver form til en følelse”

~ Caroline ~ Skriv en kommentar


I julegave fik jeg litteraten Thomas Bredsdorffs “Litteraturen giver form til en følelse”. Bogen er en samling af artikler, han har skrevet i perioden 1960-2019, samlet under overskrifterne ‘Liv’, ‘Digtning’, ‘Forfattere’ og ‘Samfund’. Til sammen giver de et indblik i kritikeren Bredsdorff og i de sidste 60 års litteraturhistorie. Følgende indlæg samler en række opslag på Instagram, hvori jeg gennemgår nogle af afsnittene i bogen såvel som mine tanker og refleksioner herover.

Liv

I første del ‘Liv’ gennemgår Bredsdorff en række personlige (og dermed historiske!) erfaringer i lyset af litteraturen. Jeg synes virkeligt, han viser sig som en dygtig formidler, der både får en til at ville læse videre, og samtidig også læse nogle af forfatterskaber, han taler om (det kommer fra en, der synes Johannes Ewalds “Levnet og Meninger” var så søvndyssende, det gjorde ondt, og som primært mindes Ewald ved det faktum, at han blev sendt til Rungsted, fordi hans mor syntes, han var en alkoholiseret hoe). Ud over at give et indblik i forbindelsen mellem litteratur og levet liv, bidrager teksterne også til en forståelse af Bredsdorffs litteratursyn. Hovedpunkterne er følgende:

° At litteraturen (digtets) særlige form gør os i stand til at formulere os om en række komplekse følelser, som ellers ikke er mulige at formulere (deraf bogens titel)
° At et digt kan være et digt, hvis vi læser det som et digt ° At den gode litteraturunderviser træder i baggrunden og lader teksten være i centrum
° At litteraturen/kunsten kan give stemme til nye erfaringer og til mennesker, som ellers objektiviseres i fx naturvidenskaben

Jeg er i grove træk enig med Bredsdorff, men jeg vil også påpege, at jeg synes, hans litteratursyn er en smule outdated. Han negligerer fuldstændigt den udveksling, der er imellem værk og læser (og forfatter), hvor værket dels tilrettelægges af en afsender og modtages af en læser, som langtfra er objektiv men associerer, projicerer, påvirker og lægger mærke til forskellige detaljer alt efter, hvem den læser er. Vi skal sørge for at læse det der står på siderne – det er den etiske måde at læse på – men vi kan ikke fuldstændigt adskille litteraturen fra de mennesker, der interagerer med den

‘Digtning’

Anden del af bogen fortsætter af det historiske spor. Afsnittet med undertitlen ‘Digtning’ glider imidlertid ikke så nemt. Idéerne han skitserer er komplekse, hvorfor det også bliver kompleks læsning – og en dum idé at læse i one sitting

Under alle omstændigheder rummer afsnittet en spændende gennemgang af tusind års litteraturhistorie fra “Vølvens spådom” og de islandske sagaer over romantikken (Schack von Staffeldt), sonetten (Petrarch, Dante, Shakespeare) og videre til modernismen (Södergran, Eliot, Pound; Rifbjerg, Sørensen; Madsen, Leth, Turréll) og postmodernismen (primært eksemplificeret i Jan Kjærstads mursten Forføreren, som klart fortjener et genlæs). Personligt syntes jeg gennemgangen af forholdet mellem samfund (Eller måske snarere ideologi/verdenssyn) og digtning var særligt spændende, og en stor del af modernismeafsnittet bliver også brugt til sammenhængen mellem modernismen og fascismen. Den gensides udveksling mellem digt og virkelighed er efter min mening det, der giver kunsten relevans og en af grundene til, at jeg blev fanget af kapitlet. Jeg savnede af den årsag mere fokus på realismens forfattere, som udelukkende berøres i relation til andre strømninger. Men bogen er jo heller ikke en udførlig litteraturhistorie men skildrer snarere Bredsdorffs virke som litterat, og det er godt af have in mente

‘Forfattere’


Afsnittet ‘Forfattere’ består af en række forfatterportrætter skrevet på forskellige tidspunkter i Bredsdorffs kritiske virke. Afsnittet begynder med Ewald og bevæger sig frem over blandt andre Kierkegaard, Ibsen, Morten Nielsen, Tom Kristensen, Rifbjerg, Inger Christensen og Karl Ove Knausgård.


Portrætterne giver et billede af de enkelte forfatteres virke, men de er også små litteraturhistorier – ikke fordi de udvalgte forfattere nødvendigvis er eksemplariske for bestemte strømninger, men fordi Bredsdorff også gennemgår de tidsperioder, de respektive forfattere skrev i. Samtidig er det spændende, hvordan de enkelte tekster kædes sammen og giver et billede ikke blot af, hvilke tematikker og skrivestile, de enkelte forfattere har været interesserede i, men også hvordan de i høj grad er optaget af de samme store emner: tro, kærlighed, død, etik. Herigennem får man virkeligt en fornemmelse af, hvad litteraturen kan på tværs af tid. Den binder os sammen og fortæller om erfaringer, der ikke kun er sande for mig nu og her men for alle mennesker til alle tider.

//Birgitte

Kirsten Birgit er tilbage ❤️

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og Rasmus Bruun fra Den Korte Radioavis på det nu hedengange Radio 24syv er tilbage. Denne gang er det med biografien Det har jeg altid sagt.

Før jeg går videre til bogen kommer lige en disclaimer: Jeg var die-hard fan af Den Korte Radioavis, da det kørte. Jeg hørte programmet hver dag, jeg har set teaterforestillingen Det skide show og har skrevet to eksamensopgaver om emnet. Når det er sagt, håber jeg, at dette skriv kommer til at fremstå sagligt og velargumenteret – og forhåbentligt ikke som en fangirls forblændede rablerier, jeg har i hvert fald gjort mig umage!

At sætte scenen

Jeg har altid været optaget af Den Korte Radioavis‘ placering et sted imellem virkelighed og fiktion. Kirsten Birgit er 100 % fiktiv, imens Rasmus Bruun spiller en fiktiv version af sig selv, som vi kender det fra Frank og Casper i Klovn. Der hvor det bliver særligt spændende er, når de fiktive karakterer ikke bliver i deres egen fiktive boble, men interagerer med vores virkelighed. Måske får de os til at ændre adfærd. Radioen blev eksempelvis kritiseret, da Kirsten Birgit mobiliserede sin troldehær i 2015 med det formål at få danskerne til at stemme nej til at blive en del af den fælles europæiske patentdomstol. Det traditionelle skel imellem fiktion/virkelighed var da for alvor udvisket!

Det lader sig selvsagt ikke gøre i bogmediet. Dels fordi bogen tager længere tid at skrive, dels fordi den er envejskommunikation fra én til mange. Selvom man med genrebetegnelsen ‘biografi’ signalerer, at der er tale om en fortælling med rod i virkeligheden, falder bogen hovedsageligt ind under 100% fiktion-kategorien. Handlingen er henlagt til en nær fremtid, år ca. 2030. Danmark er totalt forandret. Landet er blevet et totalitært islamisk styre med alt, hvad det indebærer af flerkoneri, censur, sharialov og dødsstraffe. Rasmus er konverteret og arbejder nu for Allahs Radio (forhenværende Danmarks Radio), imens Kirsten Birgit er i eksil på Birgit Ø.

Det er altid interessant med fremtidsdystopier, fordi de ofte kan udtrykke noget om vores samtids politiske klima. Jeg synes bare ikke, at scenariet altid er helt gennemarbejdet i Det har jeg altid sagt. Eksempelvis har både Abdel Aziz Mahmoud og Martin Krasnik ledende stillinger i medieland, og det tænker jeg umiddelbart virker usandsynligt, hvis vi har at gøre med et totalitært islamisk land. Derudover er der også noget underligt i, at Rasmus og Kirsten Birgit er så ekstremt optagede af den politiske situation anno 2020, når nu vi skal forestille os at være en 12-13 år fremme i tiden. Det svarer jo til, at vi i dag vil være overdrevent optaget af, hvad der skete i 2010. Jeg er godt med på, at vi ikke læser bogen for fremtidsrammen. Vi læser bogen, fordi vi elsker Kirsten Birgit og Rasmus (let’s face it, det her er jo en bog til hardcore fans og ikke alle mulige andre), men jeg mener godt, at man kunne have skrevet en god bog uden fremtidsrammen, hvor det stadig var plausibelt, at Kirsten var draget i eksil på Birgit Ø (De har trods alt talt om at skulle gemme sig i Morten Messerschmidts vinkælder, når revolutionen kommer).

En klassisk biografi

Biografien er egentligt meget klassisk i sin opbygning i skildringen af Kirstens liv. Vi starter i barndommen på Gården på Bakken med faren Jens Birgit. Vi kommer omkring tiden på Lilleskolen og sidenhen Aarhus Katedralskole og Journalisthøjskolen. Herefter følger karrieren først på Aarhus Stifttidende og sidenhen på DR, TV2 og som krigskorrespondent i Rwanda og Tjetjenien. Vi hører om Kirsten Birgits mange mænd, om hendes depressioner og om de mange mord, hun har begået i løbet af sit liv. Kirsten Birgit er på mange måder, som hun plejer, og det er et glædeligt gensyn med vores veninde, heltinde og gudinde-grevinde. Hun lyder fuldstændigt som hun plejer, med catch phrases som “Det har jeg altid sagt” og “Jeg var simpelthen så lækker”. Vi får gentaget historier, vi har hørt i årenes løb. Det drejer sig om mordet på Mr. Jackson i Rwanda, om Dirch Passers død og om det onanikursus i New York, der reddede Kirsten ud af depressionens klør. Samtidig får vi nye fortællinger om hendes dødfødte barn og om den første toiletbørste, hun nogensinde ejede. Det skinner virkeligt igennem, at Rasmus Bruun og Frederik Cilius har arbejdet med karaktererne i over fem år, for jeg hører Kirsten for mig, når de taler. Og så synes jeg noget af det mest komiske ved Den Korte Radioavis var, hvordan de altid tog fat i de mest random ting, og lod det være omdrejningspunktet for en historie, som det er tilfældet med toiletbørsten. Det har jeg altid syntes var noget af det mest underholdende ved programmet.

Kirsten Birgit er citat på citat

Den Korte Radioavis var i høj grad bygget på citater. De aktuelle nyheder blev formidlet videre blandt andet ved, at lade karaktererne citere dem igen og igen. Nogle gange vidste man med det samme hvad der blev refereret til, andre gange tog det tid, før man gættede det. Lad mig give et eksempel: Efter stormen Bodil var Ghita Nørbys have så ødelagt, at hun måtte genopbygge den. Det kom der en bog ud af, som hun var i Aftenshowet at fortælle om. I stedet for at bruge tiden på det, trak Ghita et udklip fra Politiken ud af sin lomme med overskriften “Hver anden vil spare på kunsten og kulturen”. Overskriften affødte spørgsmålene “Hvem er hver anden?” og “Har du noget tal på det?”, som hun blev ved med at køre i. Det samlede de op i Den Korte Radioavis, hvor Ghitas spørgsmål blev Kirsten Birgits spørgsmål.

Det har jeg altid sagt fortsætter ad det spor. Der er et utal af referencer til film, bøger og musik både direkte og skjulte, hvis plots er underligt identiske med Kirstens liv. Hendes tidlige liv minder mest af alt om en blanding af Emil fra Lønneberg og Hans Scherfigs Det Forsømte Forår. Samtidig minder nutidssporet mest af alt om en scene fra Bram Stokers Dracula. Hertil kommer de direkte referencer. Kirsten er overbevist om at have været en direkte inspiration til b.la. Anne Linnets “Glor på vinduer” og “Smuk og dejlig” og filmen Fight Club.

Referencerne gør ikke just Kirsten Birgit til en pålidelig fortæller. Tværtimod. Det er rimeligt usandsynligt, at hun skulle have inspireret så mange kendte sange og værker, og omvendt at hendes liv tilfældigvis er identisk med handlingsforløbet i en rækker bøger. Hun bliver også taget direkte i at lyve. Hun påstår, at den eneste løgn, hun har fortalt, var da hun udgav sig for at være den tyske journalist Natalia. På et andet tidspunkt indrømmer hun dog også, at hun har løjet om en affære med Leonard Cohen.

Alt for en god historie

Det er sjovt med Kirstens upålidelighed, for normalt vil jeg mene at det gør en kæmpe forskel at jeg ved, en fortæller lyver for mig. Men her gik det mig overhovedet ikke på, at Kirsten Birgits fortællinger overhovedet ikke er til at stole på. Jeg slugte dem råt og grinede mig hele vejen igennem bogen. Og det siger måske lidt om lysten til fortællingen: At vi er ligeglade med om ting hænger sammen – vi vil bare gerne have en underholdende historie – noget vi kan grine af – og det giver Det har jeg altid sagt os. Mere behøver vi ikke.

// Birgitte

#vmoaarhus – Line Jensen og Amalie Langballe

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Det er vist gået de færrestes næse forbi, at Caroline og jeg var til litteraturfestivallen ‘Vild Med Ord’ i weekenden, som vi var så heldige at få billetter til #reklame. Vi har i hvert fald hygget os med at spamme story på Instagram med alt og intet – ikke mindst på live-video feat. den selvopfundne leg “spot forfatteren” (fordi det sjove ved bøger er, at man ikke nødvendigvis ved, hvordan forfatteren ser ud). I det her indlæg vil jeg recappe to af de talks vi var til med hhv. Line Jensen (forfatter til bøgerne Det store regnestykke og Hver dag starter det forfra) og Amalie Langballe (forfatter til forsvindingsnumre)

Line Jensen: Moderens sårbarhed

Jeg skal indrømme, jeg ikke kendte så meget til Line Jensen, da jeg satte mig klar med notesbog og kuglepen. Hendes navn kom op, da jeg skrev en artikelserie til Heartbeats om forfatteren på Instagram, hvor flere forfattere anbefalede hendes profil linejensen_illu, men ellers havde jeg ingen anelse om, hvem hun var. Moderator Camilla Pejtersen fra Kristian F. Møller boghandlen fik ellers nævnt, som noget af det første, at der nærmest er en kultdyrkelse omkring Line Jensen og hendes tegninger (så meget for at være opdateret).

Hun er uddannet grafisk designer og arbejder med både illustration og tekst. Forfatterskabet startede på Instagram og er (indtil videre) blevet til to bogudgivelser. Da Line Jensen var på barsel, ønskede hun at udnytte tiden til at blive bedre til at tegne. Hun ville lave en ny tegning til Instagram hver dag med scener fra hverdagen. Det blev til den helt særlige skæve tegnestil, som er karakteristisk for Line Jensen er kendt for i dag. Stilen opstod tilfældigt, imens hun var for barsel. Der var ikke tid til at lave skitser. Hun tegnede imens hun ammede, til tider med venstre hånd og i mørke rum. Og så havde hun fundet sin stil.

Tegningerne affødte en dybfølt respons fra adskillige kvinder. Line Jensen fortæller, hvordan flere kvinder henvendte sig til hende og fortalte, at de følte sig set i hendes tegninger. Samtidig var der flere, der takkede hende for at være ærlig omkring de uskønne sider af moderskabet. Og det var hele tiden meningen at tegningerne skulle fungere som det, Line Jensen beskriver som et “omvendt Instagram-filter”, for hvis det skal være interessant for andre end ens venner og familie, er man nødt til at vise det, der er svært. Det drejer sig blandt andet om sårbarheden og usikkerheden. Og så er det vigtigt for hende at bevare troværdigheden og ægtheden i de erfaringer, hun formidler.

Det betyder dog ikke, at Line Jensen ikke har noget filter. Nu da hun har fået en større platform med mange aktive følgere, er hun også mere påpasselig med, hvad hun lægger ud. Samtidig er der også sket en udvikling i hendes families liv, som gør at hun i højere grad må tage hensyn. Hendes børn er ikke længere babyer men små personer, hvis privatliv man skal tage hensyn til.

Mor i litteraturen

Mor i litteraturen fylder en del for tiden, og moderrollen er særligt op til debat. Både fordi forfattere som Cecilie Lind, Maja Lucas og Dy Plambeck skriver om at være mor, men også fordi forfattere gør op med sine egne mødre i deres bøger. Det drejer sig om forfattere som Peter Øvig Knudsen, som selv var til stede på ‘Vild med Ord’, norske Niels Fredrik Dahl, Malene Lei Rabens og Leonora Christina Skov (der er uden tvivl flere).

For Line Jensen er det vigtigt at sætte spot på den usikkerhed og tvivl, som er forbundet med moderskabet, og som alle mødre rummer. Hun fortæller, hvordan det er meget forskellige kvinder, der føler sig genkendt i tegningerne. De oplever alle sammen, at moderskabet kan være en udfordring, og at man hele tiden må forsøge sig frem for at se, hvad der virker. Med tegningerne kan man slippe masken og indrømme sine usikkerheder. Det kan være vanskeligt, fordi det er Line Jensens erfaring, at der er en tendens til at udskamme mødre, som indrømmer, at moderskabet kan være svært. Og thank God for modige kvinder, der tør tage bladet fra munden og berette om sine usikkerheder, siger jeg bare.

Amalie Langballe: at forsvinde fra sorgen

Amalie Langballe har skrevet en fin debutbog forsvindingsnumre om hovedpersonen Agnes’ sorg efter morens død. Jeg havde ikke læst bogen, før arrangementet, men jeg købte den på ‘Vild med Ord’ og slugte de godt 200 sider virkeligt hurtigt. Amalie Langballe skriver virkelig Agnes’ sorg frem på en måde, som føles stærkt af læseren, og som vidner om en usigelig smerte og sårbarhed. Jeg er særligt vild med fuglemotivet, som går igen i bogen. Agnes kigger på fugle og er særligt optaget af den uddøde gejrfugl. Motivet minder mig om Blichers trækfugle i “Sig nærmer tiden”, et billede på livets ophør og forgængelighed. Samtidig er jeg vild med bogomslaget, som bogstaveligt talt er skarpskåret. Min hardbacks kanter er ikke rundet af. Man kan bogstaveligt talt skære sig på bogen, som man kan tage del i Agnes’ hjerteskærende sorg. Hvis man skal problematisere noget i bogen, er det måske mest romantiseringen af smerten hos Agnes og Josef, den triste rigmand, som Agnes og vennen Ofir flytter ind med i Israel, og som Langballe beskriver som en Gatsby-karakter (med reference til Fitzgeralds The Great Gatsby). Jeg selv får associationer til Michael Strunges digt “Natmaskinen” og hans forkomne englebørn. Agnes, Josef og Ofir tager stoffer, dyrker sex, kører for stærkt og smadrer sig selv hensynsløst. Og de er selvfølgelig dybt ulykkelige og tragiske skikkelser, men man bliver på en måde draget af vanviddet, som med så mange andre tragiske og tillokkende skikkelser før dem.

Når jeg mest skriver om mine egne observationer forbundet med at læse bogen, skyldes det ikke, at Amalie Langballe ikke sagde nogle interessante ting på ‘Vild med Ord’ om sorgen, som samtalen mellem hende og moderator Karoline Kjær Hansen centrerede sig om. Langballe talte fint om den sorg, Agnes oplever i romanen. Om hvordan sorgen skaber afstand til virkeligheden, og hvordan man kan forsøge at forsvinde fra sin sorg (som Agnes gør i bogen) for ikke at skulle konfrontere den. At forsvinde er et centralt tema i bogen. Moren forsvinder, og Agnes leder. Hun har svært ved at forlige sig med, at noget er væk for evigt, hvorfor hun også tager til Norge for at lede efter den uddøde gejrfugl.

Langballe fortæller også om arbejdet med bogen, som er baseret på hendes egne oplevelser med at miste sin mor. Hun fortæller, hvordan skrivningen var en måde at holde moren og minderne om hende i live. Minderne vendte tilbage i skrivningen af bogen, hvor Agnes gennemlever det Langballe betegner som et “destillat” af hendes egen værste sorg. Jeg synes desværre, at Karoline Kjær Hansen var alt for optaget af overlappet mellem Agnes og Amalie. Det fik en stor indflydelse på de spørgsmål, der blev stillet til forfatteren. Der blev ved flere lejligheder spurgt ind til, hvor stor en del af bogen var selvbiografisk, hvor store overlap der var imellem Agnes’ og Amalies sorg herunder også de erfaringer, hun og hovedpersonen har gjort sig, når det kommer til at leve med sorgen. Jeg synes ikke biografiske læsninger altid er uinteressante. Det havde været uhørt at læse Yahya Hassans digtsamling uden at skele til forfatteren og forfatterens baggrund. Men jeg syntes ærligt talt, at det var både irrelevant og en lille smule upassende at bede forfatteren om at udlevere sine private følelser og erfaringer om tabet af moren (Ja det er på trods af, at hun skriver om det i en roman, for der ER forskel). Jeg ville under alle omstændigheder hellere have hørt om den gode bog, som Langballe har skrevet. Men altså, what do I know.

//Birgitte

Om bøger der rammer plet (fx Misery af Stephen King) og bøger, der ikke gør (fx Animal Farm af George Orwell)

~ Caroline ~ 1 kommentar

Et af mine nytårsforsæt var at læse mere – jeg er på den anden side af Harry Potter-tågen (er I snart trætte af at høre om det?), og alle muligheder er åbne. Jeg startede med en bog, jeg var sikker på, jeg ville falde pladask for, fordi de folk, der introducerede mig for den, talte højt og godt om den – Animal Farm af George Orwell.

Sidste år overraskede hans roman 1984 mig, da jeg tilfældigvis hev den med hjem fra biblioteket. Det er en sidenote, men en god en af slagsen, så lad os lige tage den: Op til valentinsdag havde min lokale bogpusher (læs; Åby Bibliotek) pakket en bunke bøger helt ind, så man ikke kunne se, hvad det var for nogle, og skrevet en lille introduktion foran. De blev beskrevet som dates – “Tag denne bog, hvis du vil på en date, hvor du føler dig overvåget”. Det var den bog jeg tog, og det var 1984. Den var skrevet fint – tempoet var ikke ligefrem højt, men stemningen var hele tiden skræmmende, og gav mig en fornemmelse af at have slugt den røde pille i The Matrix. Det fungerede godt for mig, og jeg glædede mig derfor til George Orwells bog Animal Farm.

Det startede godt – så godt, at jeg glædede mig til at læse den færdig, og at jeg bestemte mig for at skrive et indlæg om den. Men den blev ved i samme smøre, og egentligt var det kun starten og slutningen, der gjorde noget for mig – hele den midterste del var gentagelse på gentagelse på gentagelse, dog i større ekstremer, men komplet gennemskueligt. Måske var det meningen. Det er en fabel om politik, strategier og manipulation, om magt og følelsen af frihed, og jo, på den måde holder den, hvad den lover. Det burde have været storslået, men den sagde mig ikke så meget. Den ramte mig ikke der, hvor jeg føler noget. Jeg havde troet, at dette indlæg skulle handle om den kritiske vinkel, fablen har, men den var så grå, at det ville føles som tvang. Som en opgave i gymnasiet, hvor jeg skulle analysere en kedelig bog, jeg ikke selv havde valgt.

Jeg havde brug for en oprejsning efter at have gjort bogen færdig, og tyede derfor til noget, jeg håbede kunne skabe en reaktion hos mig; Stephen King. Og gode gud, hvor havde jeg ret. Min trang til det makabre betyder ikke, at hvad som helst giver mening for mig. Horror kan hurtigt blive ynkeligt på en eller anden måde. For nemt. Sådan er det med både erotisk litteratur og horror, hvor sex og blod kun er rekvisitter uden egentlige formål. Måske vil Misery være det samme for nogle mennesker, med dens sadistiske tortur og manipulation, med økser og blod og ‘idder-adder snoskeboller’ (hvilken fantastisk oversættelse, det må man give dem). Men for mig, åh, for mig var den et velkomment temposkift, som indebar en utroligt dygtig forfatters evner. Da opdagede jeg, hvad det faktisk var, jeg havde brug for at skrive om i dette indlæg.

Jeg læser tit langsomt; nipper til bøgerne, og falder ind og ud af kapitler uden at blive fanget helt ind. Jeg finder bøger, som har fået status eller lyder fine eller andre har sagt noget flot om. Det er bare ikke altid pointen ved at være læsende; det handler om at finde det, der giver mening for en selv. At finde ud af, hvor man bliver pirret, fanget, inspireret eller noget andet, man har lyst til at opleve. Horror, fantasy, romantik, det har kun den status, man selv giver det. Mærk efter og nyd bøgerne (og det siger jeg lige så meget til mig selv som til dig, der læser med): bøger skal ikke være en pligt. Det skal være nydelse. Derfor kan man godt tygge sig igennem en semi-god bog engang imellem, fordi man har lyst til at forstå, hvad andre har fået ud af den. Ellers kan man gøre som min bedstemor; læs slutningen først, bare for at være sikker på, at bogen i det mindste ender godt, inden du går i gang.

// Caroline

Om Athena Farrokhzads I rörelse (2019)

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Der er ikke mange i Danmark, som kender til den svensk-iranske digter Athena Farrokhzad. Hun debuterede i 2013 (samme år som home boy Yahya Hassan) med digtsamlingen Vitsvit. I Danmark blev hun særligt kendt for at have kritiseret indholdet af Yahya Hassans digtsamling. Hun mente, bogen forsynede islamofobiske debattører med argumenter imod muslimske flygtninge og indvandrere. YAHYA HASSAN forværrede en i forvejen betændt situation.

Vitsvit minder tematisk om YAHYA HASSAN. Den beretter om at være svensk-iraner. Om at vokse op langt væk fra forældrenes hjemland. Om revolution og racisme. Om jegets stigende angst for en herskende islamofobi, som hun sammenligner med den antisemitisme, som ledte til holocaust. I rörelse fortsætter på mange måder af samme spor som Vitsvit, men er også i høj grad præget af de politiske kriser post 2013: bådflygtninge, den danske smykkelov, Brexit og nedbrændinger af flygtningelejre.

Jeg skriver ikke den her tekst for at gå ind i en længere diskussion om Athena Farrokhzads politiske udsagn, og hvorvidt jeg selv er enige eller uenig i dem. I rörelse er en politisk bog med et klart politisk standpunkt. Farrokhzad er (blod)rød. Digtet ”Brev till Europa” er en lang kritik af racismen, flygtningekrisen, klimakrisen koloniseringen og krigene i Mellemøsten, som de europæiske lande er ansvarlige for. Europa kaldes en ”överdimensionerad skamfläck på kartan”. Samtidig bærer mange af digtene vidne om et håb om en bedre fremtid, hvor nysvenskere kan leve frit og accepteres som en del af det svenske samfund på linje med hvide svenskere. Digtene er velskrevne. Farrokhzad behersker fremragende poetiske figurer, hvor særligt gentagelsen skaber en følelse af nødvendighed i det udtalte. Voldens sprog er gennemgående i digtsamlingen: had, uretfærdighed, vrede, slå ihjel. Og jeget er bevidst om sprogets magt: ”ord kan vara som mycket små arsenikdoser”. Det vidner det indledende citat fra et Adrienne Rich digt også om:

”Poesin har aldrig haft någon chans / att ställa sig utanför historien / En rad som maskinskrevs för tjugo år sedan / kan sprejas på en vägg  […] Vi är i rörelse   men våra ord står kvar / blir ansvariga / för mer än vi tänkt oss”

Jeg synes ”Brev till Europa” er det mest provokerende digt i samlingen. Europa (og europæerne) reduceres til navnløse personer og steder, som dæmoniseres, straffes og handles med. Det er de koloniserede, som tager hævn for racismen og kapitalismen, som de europæiske lande er ophavsmænd til. Jeg synes ikke omvendt racisme er den bedste måde er få sin pointe igennem på. Det skaber i højere grad afstand end sympati.

Bevægelse er et centralt ord i Athena Farrokhzads digtsamling. Det kan være bevægelsen fra et land til et andet: fra Iran til Sverige; slavehandel fra Afrika til USA; bådflygtningene over middelhavet. Det kan også være forandringer i tiden. Revolutionen er et central. Det drejer sig konkret om den iranske revolution, men også om LGBT+-bevægelsen, kvindebevægelsen og arbejderstrejker. Der er med andre ord noget på spil i digtsamlingen. Den behandler klassiske digteriske temaer som kærlighed, død, sorg, angst og naturen. Det kan godt blive lidt højtstemt nogle gange, men der er også meget på spil. Det handler bogstaveligt talt om liv og død.

Jeg tror, det er det højstemte, der gør hendes bog følsom for kritik. Det er store temaer, som er på spil i bogen. I rörelse er præget af en følelse af politisk uretfærdighed og angst, og derfor mister den også lidt sine nuancer. Sproget bliver bombastisk. Farrokhzad kommer da også kritikken i møde i den afsluttende tekst ”De enstaviga orden”. Det menneskelige ønske om fred, brød og jord er simpelt. Men set i kontekst bliver det komplekst. Bevægelsen er kompliceret, og Farrokhzad er, som alle andre, skyldige i at reproducere samfundet. Det er ikke enkelt, og man er dømt til at gentage sig selv både historisk og poetisk: ”Nu börjar Athena Farrokhzads bok. / Nu börjar den om”  

// Birgitte  

Ord om Maren Uthaugs En lykkelig slutning (2019)

~ Caroline ~ 1 kommentar

Følgende indeholder spoilere fra Maren Uthaugs En lykkelig slutning (2019)

Om tre dage er det juleaften. Vi skal voldhygge os, så det næsten bliver for meget. Bægeret flyder over. Vi brækker os på den der Family Guy-agtige måde. Får du lyst til at give følelsesregistret en lille rystetur og bytte det hyggelige ud med det uhyggelige, kan du læse Maren Uthaugs bog En lykkelig slutning. En fremragende slægtsroman, som følger en københavnsk bedemandsfamilie i syv generationer.

En klassisk spøgelsesfortælling – og så alligevel ikke

Det vrimler med spøgelser i En lykkelig slutning. Fortælleren Nicolas og hans familie hjemsøges af fortiden. Slægtshistorien beretter om en familie i afvikling. De er en familie af afvigere med hver deres individuelle særhed. Samtidig er de en del af et mønster: hvert førstefødt drengebarn døbes Christian, Nicolas er undtagelsen. Generationerne er skæbnebestemt til at gentage mønsteret. Det er det, der er uhyggeligt. Skæbnen har taget i dem. Nicolas forsøger at genvinde kontrollen. Det bliver en regulær dødsdom over familien.  

Det skaber en følelse af uhygge at vi ved, at slægten er dødsdømt fra første afsnit. Samtidig bidrager de mange troper fra den klassiske spøgelseshistorie til følelsen af uhygge. Bogen vrimler med dobbeltgængere, gengagere, spøgelser, ritualer, besættelser og afvigere. Der er en atmosfære af død og forfald overalt. København er vidne til et hav af sygdomsepidemier og krige i løbet af fortællingen. Nicolas’ mor og husholdersken Helga flytter ind i en forladt lejlighed, hvor det før i tiden vrimlede med spøgelser, og afdødes ting stadig står, som da de levede.

Familiens medlemmer lader sig imidlertid ikke forskrække heraf. Det skyldes måske, at deres forhold til døden er blevet for intimt. De bruger unaturligt meget tid med døden. Det som vi normalt forbindes med uhygge, er det ikke for hovedkaraktererne. For Christian 4 er spøgelserne hans følgesvende i et ensomt liv. Familien lider af en kollektiv dødsfascination. Nicolas er nekrofil, Christian 6 slår familiens kæledyr ihjel, og Nicolas’ mor flytter ind i de afdøde familiemedlemmers efterladte lejlighed. Maren Uthaug illustrerer hermed fint, hvordan vores forhold til død og uhygge ikke blot er kulturelt bestemt men også individuelt.

Det uhyggeligt komiske

Jeg så Maren Uthaug fortælle om bogen i DR-programmet Vild med bøger. Her gik diskussionen på, hvorvidt bogen var komisk eller ej. Dramatiker og forfatter Hassan Preisler mente ikke, bogen var morsom, og jeg var tilbøjelig til at give ham ret på daværende tidspunkt. Der er imidlertid momenter i bogen, som er komiske. Som spøgelset Jacob, der besætter andre mænd, så han kan få sex. Men generelt bidrager det komiske til den uhyggelige atmosfære. I bogen er det ironiske til tider bærer af et varsel om undergang. Bedemandsforretningens motto citerer salmen ”Dejlig er jorden” med verset ”Slægt skal følge slægters gang”. Citatet rummer et løfte om en fremtid. Men den fremtid indfries ikke. Og så er der bogens titel En lykkelig slutning. Hvis den da skal læses ironisk. Den rummer i hvert fald ironiens uhyggelige tvetydighed. Jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvad jeg skal tænke.

// Birgitte