Kategori: månedens udfordring

Ord om månedens udfordring: Læs noget russisk litteratur

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Efter en kæmpestor litterær oplevelse med “Lolita” af Vladimir Nabokov, kastede jeg mig over endnu en af hans bøger; nemlig ”Pnin” fra 1952. Det var en blandet oplevelse. Bogen er meget anderledes end “Lolita”, om end man godt kan fornemme forfatterens overlegne litterære evner.

For mig lå ”Pnin” på grænsen mellem vanvittigt fascinerende og direkte kedelig. Nabokov er uden tvivl hamrende intelligent, og romanen kræver en del af sin læser. Man kan få nok så meget med, men nogle af tingene ryger direkte over hovedet på mig, og det er jeg desværre bevidst nok til at opfange. Jeg føler mig derfor ikke helt inviteret indenfor, men står lidt ved siden af og observerer, frem for at opleve.

Det, jeg forstår, er dog interessant. Timofey Pavlovich Pnin, bogens hovedperson, er eksilrusser og underviser på et amerikansk universitet. Han forsøger at passe ind på sin egen pninske måde, men formår hele tiden at leve i afstand til sine nye landsmænd. Der foregår konstant en mere eller mindre ubevidst latterliggørelse af Pnin og hans særegne person. Manden struggler – hans intellekt og engagement ift. at falde til, bliver ikke helt oversat korrekt. Frem for at se hans brave forsøg på at formulere sig ordentligt og give hans studerende så meget værdi som muligt, ser folk omkring ham kun de mislykkedes forsøg; accenten, sproglige fejl, fremmede kulturelle handlinger, de ikke forstår.

Jeg følte stor sympati for Pnin og hans kamp for at passe ind, på at vise sig fra sin bedste side, og alligevel blive set helt forbi. Hans baggrund er ikke bare anderledes, den er tung og dyster, og den vægt må han bære på, sammen med de uretfærdige fordomme han konstant møder.

Selvom det umiddelbart lyder skønt, var den lidt for svær til blot at nyde. Måske er det mit manglende læseoverskud, der spænder ben (og mere om det en anden dag), men jeg følte ikke, at vi helt mødte hinanden, bogen og jeg – vi ville to forskellige ting. Jeg er slet ikke i tvivl om, at den kan noget, men samtidig ramte den lidt forbi hos mig.

Læs den hvis du er til: Bøger der kræver noget af sin læser, et meget visuelt og intelligent sprog, og hovedpersoner, der er lidt stakkels og misforståede.

//Caroline

Ord om “A Christmas Carol” (Månedens udfordring)

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Der findes næppe noget mere traditionsbundent end julen. Vi finder glæde i, at alt er som det altid har været, og er vi vant til at spise flæskesteg, skal vi ikke have gåsesteg. “Rør blot ikke ved min gamle jul”, som man synger i Peter Fabers julesang “Sikken voldsom trængsel og alarm”.

Ligesom julemenuen er den samme hvert år, er der også bestemte fortællinger, der knytter sig til julen, og som vi fortæller igen og igen, år efter år. En af de fortællinger, er Charles Dickens’ “A Christmas Carol” fra 1844, som genopsættes på teatrene og er filmatiseret i så mange versioner, at det halve kunne være nok.

Det sjove ved klassikere som “A Christmas Carol” er, at de fleste uden tvivl kender handlingen fra et eller andet sted, men at de færreste nok har læst originalteksten. Det har jeg nu gjort for jer, som en tidlig julegave (hæhæ).

Om bogen

For jer der ikke kender bogen (hvis i findes), og for jer der måske bare har set filmen/e, kommer her et ganske kort resumé: “A Christmas Carol” handler om den nærige og generelt modbydelige forretningsmand Scrooge, som har isoleret sig efter vennen Marleys død. I løbet af fortællingen hjemsøges han af Marley og efterfølgende af tre spøgelser: fremtidens, fortidens og nutidens. Kort fortalt viser spøgelserne ham, hvordan det vil gå ham, hvis han ikke bliver et bedre menneske. Fremtidens spøgelse viser eksempelvis, hvordan ingen vil sørge over ham efter hans død. Samtidig er han i fare for at ende som genganger, ligesom Marley. På den måde er Marley også en slags dobbeltgænger, som skal vise os, hvor galt det kan gå. Spøgelserne medfører selvfølgelig en dramatisk ændring i Scrooge, og de lever lykkeligt til deres dages ende etc. etc.

Bogens popularitet

Jeg synes faktisk, det er lidt weird, at “A Christmas Carol” er blevet så populær. Det er udmærket fortælling, klassisk Dickens, men den er ret uhyggelig sammenlignet med mange andre julefortællinger. Men det er selvfølgelig Dickens, en af 1800-tallets mest prominente engelske forfattere, der har skrevet den. Derudover er det en bog, som er tilgængelig for mange forskellige målgrupper (Disney når den er bedst i virkeligheden). Den kan forstås på ét niveau af børn og på et andet niveau af voksne. Det er måske også derfor, at lige netop Disney har filmatiseret den flere gange.

I virkeligheden er det, der står tilbage for mig, at jeg synes at bogen er ret uhyggelig. Det er selvfølgelig en påmindelse om, at vi skal opføre os ordentligt over for hinanden, hvis ikke vi vil ende som Marley. Og så er der de der spøgelser, som hjemsøger ham. Jeg var ret bange for spøgelser som barn, og det er muligvis den frygt, som hænger ved. Til gengæld synes jeg også, man har haft en tendens til at portrættere Scrooge, som en komisk figur (i filmatiseringerne), hvilket jeg overhovedet ikke ser i bogen. Tværtimod. Det kan selvfølgelig være, man gerne ville peppe fortællingen lidt op for publikum. Men jeg synes det er en generel fejlslutning, at vi skal le af gamle, grumpy mennesker, så hermed en opfordring til, at vi stopper med det.

Medlidenhed med Scrooge

Jeg vil gerne slå et slag for Ebenezer Scrooge (også fra før han blev omvendt af julens ånder). Ja, Scrooge er et forfærdeligt menneske. Han er nærig, smålig og generelt virkeligt dårligt selskab, fordi han er i så dårligt humør hele tiden. Han gør derudover intet for sine medmennesker, selvom han, grundet sin formue, er i stand til det. Vi skal selvfølgelig forstå, at vi skal tage os af andre mennesker, hvad Scrooge da også lærer med tiden. Det er et ganske fint og næstekærligt budskab. Var man hardcore borgerlig, havde man nok påstået, at Scrooge ikke skylder de fattige noget som helst. Hvorfor skulle han tage ansvar for dem? Han har tjent sine egne penge og skabt sig en position i samfundet og har dermed også fortjent de penge, han nu engang har. Scrooge er selvfølgelig karakteriseret sådan, at det argument falder fuldstændigt til jorden (typisk 1800-tallets moraliserende litteratur i øvrigt, men nuvel).

Jeg vil gerne slå et slag for Ebenezer Scrooge, fordi vi alle uden tvivl kender en Scrooge. Ikke fordi personen er sådan helt The Grinch-agtig og på den måde skaber dårlig stemning, men fordi vedkommende tynges af fortidens byrder. I Scrooges tilfælde er det hans kompagnon og gode ven Jacob Marleys død.

Hvis “A Christmas Carol” lærer mig noget i denne gennemlæsning, så er det ikke at føle medlidenhed med den stakkels forkrøblede Tim, som dør alt for tidligt. I stedet er det at have medlidenhed og overbærenhed med mennesker som Scrooge, som bærer på nogle tunge byrder, som måske ikke er i stand til at bearbejde fortidens sorger, og isolerer sig som en konsekvens heraf. De andre, de som har glæden af familie, tryghed og kærlighed, skal nok klare sig.

//Birgitte

Ord om Månedens Udfordring i Oktober

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

I dag er det den 31. oktober. Det er Halloween med alt, hvad det indebærer af falmende orange blade, græskarudskæringer og (ved lov påbudte) masker. Jeg har primært tænkt mig at fejre dagen i dag med to ting, nemlig æbleskiver og dette indlæg – selvfølgelig.

I denne måned har det været min tur til at blive udfordret, og hvad er mere oplagt end at læse en bog med Halloween-tema – og at poste om det på Halloween? Valget faldt ikke på din typiske Halloween klassiker alá Stephen King, Mary Shelley eller Bram Stoker. Jeg hader nemlig gys og gru, hvorfor jeg i stedet udså mig svenske Pär Lagerkvists “Dvärgen”. Den findes også på dansk med den ikke så overraskende titel “Dværgen”, så der er ingen undskyldning for ikke at læse denne lille, djævelske roman.

Hvorfor “Dvärgen”?: “Dvärgen” handler om den menneskelige ondskab inkarneret i hovedpersonen og jegfortælleren, Dværgen. Bogen skildrer død, massedestruktion og had – groft sagt alt det gyselige og ulækre ved at være menneske. Og hvilke temaer er mere oplagte at undersøge i lyset af Halloween end dem, som skildres i Dvärgen?

Kort om bogens handling: Romanens handling udspiller sig ved et italiensk hof under renæssancen og fortælles af en unavngiven dværg, som siden han kvalte dværgen Josafat, har været den eneste dværg ved hoffet. Volden er således til stede fra første side.

En god del af romanens første halvdel bliver brugt på at fortælle om de mennesker, som færdes ved hoffet, om skik og brug, og om dværgens tanker om menneskene. Dværgen anser nemlig sig selv som en ældgammel og ædel race, han er altså ikke selv menneske. Det giver ham en unik position til at kunne beskue folkene ved hoffet ude fra. Han foragter stort set alle med undtagelse af den pragtige og maskuline fyrste og ser i særdeleshed ned på kærligheden og svaghed.

Hvor der ikke sker overvældende meget i første halvdel af bogen, går tingene til gengæld ned i sidste halvdel. Fyrsten og hans folk (dværgen inklusiv) drager i krig, og de igangsætter et blodbad ved en fest, der ellers skulle hylde forsoningen imellem de stridende parter, Fyrsten og il Toro. Herefter følger belejring, hungersnød og pest. Hændelser som dværgen mestendels skildrer med nådesløshed og foragt. Han besynger den rå maskulinitet, volden og destruktionen og har kun foragt til overs for kærligheden og freden, som han ikke forstår, og som han mestendels ser som udtryk for menneskelige laster og lyster.

Et sted i bogen, som fik mit hjerte til at banke hurtigt: I dværgens skildring af fredsfesten, var det rimeligt tydeligt for mig, at katastrofen ville indtræffe. Ligesom når man ser en film, og man betragter trafikulykken, som langsomt folder sig ud for sine øjne. Under fredsfesten i “Dvärgen” sad jeg tilsvarende og bed negle, for jeg vidste bare, at jeg snart ville være vidne en nedslagtning. Det skyldes muligvis, at jeg har set for meget “Game of Thrones”, og det vibede ret meget af red wedding. Det skyldes muligvis også, at man som læser har meget svært ved at stole på dværgen. Man finder sidenhen ud af, at han skriver begivenhederne ned i sin notesbog, efter de har fundet sted, og man ved bare, på det tidspunkt i bogen, at han er lidt for glad for krig, til at berette ‘begejstret’ om en fredsforening, som forløb helt, som den skulle.

Udvalgte citater: Jeg havde oprindeligt bare tænkt, at I skulle have et enkelt, men i stedet får I to korte. Det første tjener til en forståelse af relationen imellem mennesker og dværgen (ifl. dværgen), den sidste tjener til en forståelse af dværgens kærlighed til vold:

1: “Jag har märkt att jag ibland inger skräck. Men vad människorna blir rädda för är sig själva. De tror att det är jag som skrämmar dem, men det är dvärgen inom dem […] De blir rädda, för de vet inte om att de har en annan varelse inne i sig. […] När ingenting syns över ytan är de inte rädda […] De går omkring högresta och oberörda, med sina släta ansikten, som inte uttrycker någonting som helst. Men det finns alltid inom dem någonting annat, som de inte låtsas om”

Med andre ord: dværgen er en fysisk manifestation af den menneskelige ondskab, som findes i alle mennesker, men som man forsøger at skjule.

2: (sagt i forbindelse med den effekt regn har på soldaterne) “Skådespelets spänning upphör att göra sig gällande och glansen går liksom av det hela, allt det bländande och eggande som är förbundet med ett krigsföretag”.

Krigen og volden er altså også en performance, hvor soldaterne indtager bestemte roller. Noget man kan betragte og underholdes af

//Birgitte

Ord om månedens udfordring (september)

~ Caroline ~ Skriv en kommentar

Denne måneds udfordring kommer fra Birgitte og går således:
“Læs to bøger simultant, som beskæftiger sig med samme tematik, og reflekter over, hvordan de hver især forholder sig til det givne emne.”
Jeg valgte at gå med Ansigterne af Tove Ditlevsen og The Bell Jar af Sylvia Plath – ræsonnementet bag dette valg kan I læse lige her.

Ansigterne (1968)
Der er så mange fantastiske bøger i verden, at jeg sjældent tillader mig selv at bruge tid på at genlæse. Denne gang gjorde jeg dog en undtagelse, og det var en god beslutning. Ansigterne er endnu bedre, end jeg huskede den!
Vi følger Lise Mundus, en midaldrende forfatter som lider af skizofreni, og bliver indlagt på psykiatrisk afdeling. Ved at følge hendes perspektiv, ser vi de rædsler hun oplever som virkelighed; hvordan hendes husholderske, mand og børn eksisterer i hospitalets rør og udluftningskanaler, hvad de siger til hende og hvilke skrækkelige ting, de gør ved hinanden. Det er en meget mørk bog, hvor Lise føler sig sikker på, at hun ikke fejler noget. Jo mere rask hun bliver for alle omkring hende, jo mere sindssyg føler hun sig.

The Bell Jar (1963)
I bogen følger vi 19-årige Esther Greenwood i tiden inden og mens hun får et mentalt sammenbrud. Hun føler sig mere og mere lukket inde af samfundets forventninger til hende angående fremtiden med mand og børn, og udvikler i denne sammenhæng en depression. Flere gange forsøger hun at slippe sig selv fri ved at skabe og ved at ville miste sin mødom, som ellers bliver omtalt som noget dyrebart, hun bør passe på.
Hendes ønske om at løsrive sig fra normerne bliver ikke taget godt imod, hvorfor det formentligt går så galt, som det gør.

Tanker
Begge romaner handler om den skabende kvindes mentale sammenbrud og er autobiografiske, skønlitterære værker. Mens Lise Mundus internaliserer sin frygt for ikke at være god nok i sit forfatterskab, støder Esther Greenwood hele tiden hovedet mod muren i sine omgivelser. De to kvinders sammenbrud bliver skabt af forventningerne til dem – Lises indre og Esthers ydre. Selvom de er udgivet meget tæt på hinanden, finder The Bell Jar sted i starten af 1950’erne, hvilket muligvis besvarer, hvorfor der er forskel på, hvor forventningspresset kommer fra.

Begge kvinder lider desuden af “impostor-syndrome”: de tror ikke på deres egne evner, og frygter konstant at blive afsløret for deres svindel. De er uden tvivl dygtige – Lise er en berømt forfatter, og Esther har vundet en måneds praktikophold på et modemagasin og desuden fået et stipendium til det college, hun går på. De modtager derfor begge to anerkendelse for deres talent, men denne positive del har de svært ved at tage ind. Alt det negative derimod får masser af plads, og vokser i dem som en afgrund.

Tiden op til sammenbruddet fylder en betydelig del af The Bell Jar, mens der i Ansigterne er større fokus på selve sygdommen. Årsagen er ikke det væsentlige for Tove Ditlevsen, hvor oplevelsen af sygdom og bedring er i fokus. For Sylvia Plath er det et forløb, en eskalering af hverdagen, indtil den ikke er andet end en glasklokke uden mulighed for at bevæge sig. Lise er fysisk fikseret af et bælte, Esther er mentalt fanget under en glasklokke. Kvinderne oplever restriktioner, både indre og ydre, og kampen for at opnå frihed er det højeste mål, de kan opnå.

//Caroline

Ord om månedens udfordring (juli)

~ Caroline ~ 1 kommentar

Til de af jer, der ikke kender konceptet Månedens udfordring, er det kort fortalt, at vi her på Ord om_ skiftes til at give hinanden en læseudfordring. De af jer, der mangler inspiration til læsning, kan eventuelt påtage jer samme udfordring, eller finde inspiration i de tidligere udfordringer (se vores challenge-highlight på insta). Selvom det denne gang var Birgitte, der skulle tildele mig en udfordring, havde jeg selv et forslag, der blev taget pænt imod – nemlig “at læse en bog, der er aktuel på skærmen”. Jeg havde allerede en idé om, hvilken det skulle være; nemlig Christian Jungersens Undtagelsen.

Bogen
I romanen følger vi skiftevis Iben, Malene, Anne-Lise og senere Camilla, som alle arbejder sammen på Dansk Center for Information om Folkedrab. En dag modtager Malene og Iben hver en trusselmail, og nu begynder paranoiaen – for hvem har sendt dem? En af aktørerne i de folkedrab, de skriver om på centeret? Eller er det i virkeligheden en kollega?

Psykologiske thrillere er mit jam. Jeg elsker tvetydigheden, usikkerheden, den potentielle fare alle vegne. Dog skulle jeg lige et stykke ind i bogen, inden jeg blev helt fanget. Karakterer, deres baggrunde og holdninger blev til tider refereret mere, end de blev oplevet, og det fungerede ikke for mig. Dertil kom der meget information om forskellige folkedrab, som jeg i starten fandt irrelevant for plottet.
Jeg tog fejl. I virkeligheden udforsker bogen begrebet ondskab på en utrolig intelligent måde. I makroperspektiv undersøges folkedrab, i mikroperspektiv mobning på arbejdspladsen. Nogle af centerets artikler om “ondskabens psykologi” omhandler de faktorer, der leder folk til at handle mod deres moralske overbevisning, og disse faktorer ses i samme skala, når det omhandler kvindernes opførsel overfor hinanden på kontoret. Det er vildt ubehageligt at læse, men også vanvittigt fascinerende. Det eskalerer – selvfølgelig gør det det – og jeg var vild med det!

Bogen er en skønlitterær roman, men samtidig også en filosofisk udforskning af ondskaben i mennesket; om det er mere reglen end undtagelsen, at man handler i egen favør, uanset hvad konsekvensen end måtte være for andre. Romanen som værk var der delelementer af, jeg ikke var komplet hype over, men som helhed kan jeg ikke slippe den. I sit eget efterspil er den fantastisk.

Filmen:
Jeg kunne ikke lave et indlæg over “en bog, der er aktuel på skærmen”, uden at se selve adaptationen – en undskyldning for at gå i biografen, eller en dedikeret, hårdtarbejdende litteraturanmelder? Your call.
Filmen var god; den var faktisk rigtig god. Dog har jeg efterhånden lært, at man bør se filmen før man læser bogen; som oftest er bøgerne overlegne, og derfor undgår man skuffelsen ved at nedgradere til et filmisk værk efter det litterære. Filmen er en lille, kort appetizer, bogen er en treretters menu. Jeg gjorde det forkert denne gang.

Ikke at jeg blev skuffet, men jeg bliver altid usikker på andres vegne – forstår de overhovedet problematikkerne, eskaleringen, karaktererne, når halvdelen af bogen er røget i svinget i et forsøg på at holde filmen på under to timer? Min kæreste nikkede ja, bekræftede, at den var god, og vi blev ved med at diskutere begrebet ondskab, lige til vi lagde os til at sove. Filmen fanger det relevante og præsenterer karakterernes mørke historie på smukkeste vis. Alt i alt var det en meget veludført adaptation af bogen – som dog må siges at være filmen overlegen, som bøger jo næsten altid er.

//Caroline

Hvor intet bryder vinden

~ Caroline ~ 1 kommentar

Månedens udfordring: Juni

Caroline har i denne måned udfordret mig til at læse en genre, jeg normalt ikke ville læse. Jeg var omkring lidt forskellige idéer, men valgte i sidste ende Leonora Christina Skovs Hvor intet bryder vinden, som længe har stået og pyntet på min bogreol.

Argumentet for at vælge bogen til udfordringen var, at jeg gerne ville læse en krimi. Romanen var en del af et valgfrit pensum, da jeg havde et fag om krimigenren på universitetet. Den spiller helt klart også op til vores forventninger til krimien. I bogen får syv kreative danskere og akademikere et rejseophold på øen Stormø, hvor de hver især kan arbejde på deres forskellige projekter, men – og nu citerer jeg bagsideteksten ”Stemningen [på øen] bliver hurtigt anspændt, og da en af dem forsvinder i skoven, og en anden falder i døden, indser resten, at noget er helt galt. Er der en morder iblandt dem? Og hvem er næste offer?”

Bagsideteksten får mig til med det samme at tænke krimi, selvom der egentligt ikke står nogen steder, at Hvor intet bryder vinden er en krimi. I nedenstående dykker jeg lidt ned i, hvordan man kan kategorisere romanen som krimi – og hvordan man på en måde ikke kan

(Nedenstående indeholder spoilers)

Krimielementer

Der er ingen tvivl om, at romanen indeholder krimielementer. Hvor intet bryder vinden er nærmest bygget op på Agatha Christies En af os er morderen fra 1939. I Christies roman får ti personer tildelt et ophold på en øde ø ud for Englands kyst. Her anklages de af en ukendt stemme for et mord, de hver især skulle have begået. På øen bliver gæsterne dræbt en efter en, og de overlevende begynder herefter at gå på opdagelse, mistænke hinanden og stille spørgsmål. I Christies roman får vi til sidst morderens tilståelse i en flaskepost.

Hvor intet bryder vinden er en moderniseret version af Christies roman. Handlingen er henlagt til en fiktiv ø ud for Esbjergs kyst. Ligesom i En af os er morderen inviteres gæsterne til et ophold på øen for derefter at forsvinde en efter en. I Christies roman dropper hun en række hints til karaktererne om deres snarlige endeligt igennem ti små porcelænsfigurer, som smadres en efter en som karaktererne forsvinder. I Skovs roman er figurerne repræsenteret i de fajance hunde, som findes på hvert værelse. Vi får også information om, hvorfor karaktererne er på øen. Hos Christie anklager en ukendt stemme gæsterne for at have begået et mord, hos Skov er anklagen mere diskret. Hun lader et reb falde fra loftet som henvisning til to dødsfald, som har fundet sted forud for opholdet.

Hvor intet bryder vinden minder om det klassiske mordmysterie alá Agatha Christie, men der er også væsentlige forskelle. Hvis vi skal gå helt i genre-mode, er krimien defineret ved at handle om opklaringen af en mordsag. Det er altså ikke nok, at der sker et mord, det skal også opklares, og den opklaring skal være central for bogens plot. Jeg vil vove at påstå, at ingen af dødsfaldene i Skovs bog bliver opklaret, heller ikke selvom vi får en skriftlig tilståelse til sidst. Tilståelsen afslører identiteten på den person, som har invitereret dem til øen og forklarer hvorfor gæsterne blev inviteret, det er alt.

En gotisk spøgelsesfortælling

Skovs roman giver også vibe af den gotiske fortælling. Den gotiske fortælling viser en eller flere karakterers subjektive oplevelse af en række begivenheder. Den oplevelse er præget af manglende orden, forfald, undergang og uløselighed.

Lad os se nærmere på det:

Det subjektive: i romanen skifter vi hele tiden imellem de forskellige karakterers perspektiver. Det skiftende perspektiv hjælper os med at kunne stykke sammen, hvordan personerne er forbundet med hinanden. Skiftet bidrager med en fragmenteret feeling, som også er kendetegnende for den gotiske fortælling. Det fragmentariske og subjektive er også til stede i nogle ufærdige tekster en af gæsterne arbejder på og i tilståelsesbrevet.

Forfald: Forfaldet i den gotiske fortælling kan vise sig i form af fysisk, mentalt og moralsk forfald. I Hvor intet bryder vinden viser det fysiske og mentale forfald sig igennem dødsfaldene og Joachims (en af gæsterne) depression, som han behandler med lykkepiller. Det moralske forfald er repræsenteret i den måde gæsterne, hver især har behandlet Marcella Storm (no spoilers).  

Undergang: Det som gør gotikkens fortælling uhyggelig er fortællerens (eller hovedkarakterens) følelse af, at vedkommendes tilintetgørelse er nær, og at der ikke er noget at gøre ved det. Døden er selvfølgelig et eksempel på denne tilintetgørelse, og den er til stede over det hele: Poul Erik spekulerer over, hvordan man kan dø på øen, og folk forsvinder. En af gæsterne Anne arbejder desuden på et projekt, hvor hun skaber Sodoma og Gomorra i papir (Sodoma og Gomorra var to byer i Biblen, som blev tilintetgjort af Gud for deres synder).

Uløselighed: I Hvor intet bryder vinden er enden nær, og der er intet de kan gøre ved det. Det er ikke til at slippe væk fra øen, hvor der hverken er mobilsignal eller mulighed for at komme ved færgen væk. Nogle af karaktererne finder desuden en kirkegård med gravsten med deres egne navne på. En anden ting ved uløseligheden er desuden, at man står tilbage som læser med en række spørgsmål, man aldrig får besvaret. Det ville man aldrig se i en klassisk krimi som Agatha Christie, hvor alle sporene samles i sidste ende.

Hvor intet bryder vinden er en god bog, men altså jeg må også bare konstatere, at jeg failede min challenge lidt, hvis målet var at læse en krimi   

//Birgitte

Ord om månedens udfordring (maj)

~ Caroline ~ 1 kommentar

Maj er snart gået, og med det er det tid til en opsamling på månedens challenge. Birgitte gav mig opgaven “at læse en bog, jeg tidligere er begyndt på, men aldrig fik læst færdig”.


Cecilia Samartin – Salvadoreña (2009)
For nogle år siden læste jeg Drømmehjerte af samme forfatter, og jeg var helt forelsket. Det er sjældent jeg læser søde, bløde og romantiske bøger, men den var simpelthen så fin. Jeg købte La Peregrina bagefter, og var også meget glad for den. De to næste i den serie faldt dog mere og mere i kvalitet. Der havde jeg allerede købt to mere af hendes bøger, Kvinder i hvidt og Salvadoreña, men jeg blev mere og mere træt. Jeg kom lige over halvvejs i Salvadoreña, men så kunne jeg ikke mere. Ved kapitel 11 blev den stillet tilbage i reolen, og først nu har jeg fundet den frem igen.

Salvadoreña følger to spor; Ana i nutiden, som passer på sin dødssyge mand, og Anas erindringer over hendes liv. Den slår ned på vigtige steder – som da hendes landsby i El Salvador bliver udsat for en massakre, da hun bliver nonne, og da hun bliver ansat som barnepige hos familien Trellis. Der er aldrig nogen tvivl om, hvilke karakterer vi skal holde af, og hvilke vi skal tage os i agt for, og generelt er plottet ikke overraskende. Hvis man nyder en bog, hvor alting går som man forventer, og elsker en sød og uskyldig romance, så tror jeg på, at denne bog kan noget for dig. For mig blev det desværre en påmindelse om, hvorfor jeg havde lagt den fra mig fra starten. Jeg er ikke afskrækket fra at læse min sidste Cecilia Samartin-bog, Kvinder i hvidt, fordi jeg også har oplevet magien i hendes forfatterskab, men den var desværre ikke til stede lige her.

Det første ord, der dukker op, når jeg skal beskrive romanen, er from. Hele historien og de karakterer, man skulle holde med, var så fromme og uskyldige, at det blev kedeligt for mig. Det handler muligvis også om præferencer i forhold til genrer, for jeg havde det på samme måde med Little Women af Louisa May Alcott, som ellers er en kultklassiker. Selvom vi følger hele Anas liv, opleves alt efter massakren i landsbyen som værende stillestående – det vil sige fra side 59. Der er de bøger, man forsvinder i, som alt for hurtigt slutter – og så er der dem, man kæmper for at komme igennem; Salvadoreña ligger desværre i den sidste kategori for mig.

Det leder mig til et spørgsmål – for bør man læse de bøger færdig, man er gået i gang med? På den ene side virker det som spild af tid at læse en bog, man ikke finder glæde i, når der er så mange fantastiske bøger, der venter på at blive læst. På den anden side, så kan plot og karakterer udvikle sig, og man kan udfordre sig selv, ved at læse noget, man ellers ikke er så vild med. Min bedstemor kører med den taktik der hedder, at hvis man begynder at kede sig, så kan man lige bladre hen og læse slutningen – så ved man, om den er noget værd i sidste ende. Det er måske en lidt utraditionel tilgang, men om ikke andet, så ved man da, hvad man får.

// Caroline