Ord om månedens udfordring: Februar

I denne måned fik jeg til opgave at læse en bog, der fik mig ud af coronahelvedet. Jeg grublede noget over dette, men jeg besluttede mig i sidste ende for, at universet skulle være så langt fra smittetal, pressemøder og sundhedskurver, som muligt. I sidste ende faldt valget på ingen ringere end “Peter Pan”, J.M. Barries klassiker fra 1906, som jeg har villet læse i noget tid. Nu skulle det altså være – Peter skulle redde mig!

Hvordan skriver man om Peter Pan?

Det er jo egentligt lidt besværligt at skrive om en bog, der er så kendt. De fleste kender Peter Pan i en eller anden skikkelse. Jeg har selv set Disney-versionen flere gange, end jeg har tal på, såvel som live-action versionen fra 2003, hvor Jason Isaacs (aka. Lucius Malfoy) spiller Captain Hook. Dette bliver derfor ikke et klassisk skriv, men er snarere brudt op i 10 ting jeg ikke vidste om “Peter Pan”, før jeg læste bogen.

  1. Neverland er alle børns drømmeland

    Det er åbenlyst, at man kan læse Neverland bogstaveligt og metaforisk. Det gør sig typisk gældende for eventyr- og fantasygenren, at de rummer begge muligheder. Neverland kan læses helt bogstaveligt, som et eventyrligt land, børnene Wendy, Michael og John rejser til, eller vi kan læse det, som et udtryk for børnenes fantasi. Selv synes jeg romanen lægger meget op til sidstnævnte, men Mrs. og Mrs. Darling og barnepigen Nanas sorg over børnenes forsvinden peger også på førstnævnte. Jeg har engang hørt en teori om, at Neverland skulle være et slags dødsrige. Det er trods alt kun et dødt barn, som slipper afsted med aldrig at bliver voksent, sådan som det er tilfældet med Peter og drengene på øen. Jeg synes dog ikke rigtigt, der er andet, der peger i den retning – og drengene /vokser/ jo også op med tiden.
  2. Bogen er ret sentimental i sin sproglige tone

    Man skal liiige ind i det, når man begynder at læse bogen. Der er det nærmest for puttenuttet og sukkersødt, og man kan virkeligt fornemme, at romanen er et barn af sin tid. Til gengæld fortælles romanen af en ukendt jeg-fortæller, som giver den et mundtligt præg, der minder om de klassiske folkeeventyr, hvilket fungerer rigtigt fint.
  3. Nana er faktisk en hund

    Familien Darlings barnepige er faktisk en hund i den oprindelige roman (jeg troede, måske Disney havde fundet på det på samme måde, som de har levendegjort statuerne i “Klokkeren fra Notre Dame”). De andre barnepiger er dog ikke så glade for at dele erhverv med en hund. Det forstår man på en måde godt.
  4. Familien Darling er fattige

    I Disney-versionen af filmen er der ingen tvivl om, at familien Darling tilhører det bedre borgerskab. Mrs. Darling er klædt smukt på og Mr. Darling render rundt og leder efter sine manchetknapper til sit kjolesæt i begyndelsen af filmen. I bogen er de til gengæld ret broke. Mr. Darling har ganske vist sin uddannelse, men familien har ikke råd til barnepige (det er derfor, de har Nana), og de to diskuterer, om de overhovedet har råd til et barn med deres indtægt.
  5. Det tager flere dage at komme til Neverland

    Børnene flyver i dagevis, før de endeligt lander på øen. Undervejs må de spise det, de fanger og sove på maven, imens de flyver (de får dog ikke lov at sove særligt længe, for Peter er et asshole, der holder dem vågne, fordi han synes, det er kedeligt at sove).
  6. Romanen er vildt sexistisk og racistisk

    Altså bevares jeg ved godt, at bogen er fra starten af 1900-tallet, og jeg forventer heller ikke, at deres moral skal matche vores anno 2021. Men seriøst. For det første behandler drengene og Peter Wendy ret dårligt. Hun laver ikke andet end at passe hus, lave mad og lappe deres huller i bukserne. Barrie taler også ret nedladende om piger og kvinders interesser (de har ingen! – udover at gå i hjemmet og passe hus selvfølgelig). Derudover er Peter ret nedern overfor Tinker Bell, hvis gardin han truer med at trække fra, så de andre kan se hende uden tøj på, hvis hun ikke gør, som han siger #metoo

    Hvad angår racismen: indianerne, som i øvrigt adlyder Peters mindste vink (selvfølgelig, eye roll), bliver skildret ret stereotypt. Derudover: hvad sker der for, at indianere er på linje med eventyrvæsener som feer og havfruer?
  7. Tinker Bell er ikke så nedern, som Disney gør hende til

    Ser vi lige bort fra, at Tinker Bell får drengene til at skyde Wendy (det er selvfølgelig også ret bad), så er hun faktisk ikke så slem, som Disney gør hende til. Det er i hvert fald ikke hende, som afslører deres skjulested for piraterne, sådan som det er tilfældet hos Disney.
  8. Bogen slutter med en ny generation af Darlings

    Bogen slutter ikke på børneværelset, hvor børnene tager afsked med Peter, men med Wendys datter, Jane, som tager afsted med Peter Pan. Sidenhen hører man om Janes datter, Margaret, og hvordan denne cirkel vil fortsætte, så længe der er børn til.
  9. Captain Hook er skolelærer

    Bogen skildrer egentligt Captain Hook relativt pænt. Han er smuk, belæst og en rigtig gentleman (han står langt over sit mandskab, som konstant omtales som hunde). Han er også skolelærer og tidligere elev på Eton, en drengeskole for overklassebørn. Det giver på den måde fremragende mening, at han er den primære antagonist, for han er nærmest Peters modsætning.
  10. Fun fact (har ikke noget med bogen at gøre dog)

    Når teaterstykket opføres spiller den samme skuespiller typisk rollen som Captain Hook såvel som Mr. Darling. Det giver jo egentligt god nok mening, hvis man anskuer det som duellen imellem far og fremtidig ægtemand. Her vinder ægtemanden selvfølgelig, for kvinden skal jo giftes, det er klart.

    Er der noget, du er blevet særligt overrasket over, efter at have læst bogen, som du ikke vidste i forvejen?

    //Birgitte

Ord om “Konvertitten”

[Anmeldereksemplar modtaget af People’s Press]

Jeg kan lige så godt sige det som det er, jeg er en HUND efter historiske film og serier. Jeg labber det i mig som var det ren fløde (den med 38% selvklart), og det er nærmest uanset, om der er tale om klassisk Jane Austen-filmatisering, gangster-serien “Peaky Blinders” (se den for æstetikken for wow) eller den aktuelle HBO-serie “It’s a Sin” om 80’ernes AIDS-epidemi. Af en eller anden grund er min historiebegejstring aldrig slået igennem på skrift. Måske skyldes det, at historiske bøger ikke på samme måde appellerer til det fulde sanseapparat, som “Peaky Blinders” fx gør så mesterligt. Måske skyldes det, at historisk skønlitteratur har et blakket ry på linje med lægeromaner og dårlige krimier. Der bliver ganske enkelt ikke skrevet gode historiske romaner, hvis man da måske ser bort fra Mich Vraas trilogi om De Dansk Vestindiske Øer, og nå ja, selvfølgelig også Stolz’ “Cahun” om Claude Cahun (1894-1954) og Hørslevs “Dyrets år”, endnu engang om Marie Grubbe. De to sidstnævnte undslipper dog dette historisk-fiktion-label, fordi forfatterne er dem, de er. De har jo også skrevet andet ‘rigtig’ litteratur.

Men så læste jeg “Konvertitten”

Nuvel. Så dumpede belgiske Stefan Hertmans “Konvertitten” ind af min brevsprække, og jeg blev alligevel fanget af bagsideteksten og det smukke sort-hvide cover. Selvom min interesse blev vakt af omslaget, skulle jeg dog kæmpe for at bibeholde opmærksomheden de første 120 sider (en tredjedel af bogen!), og jeg nåede at frygte for, hvad der måtte komme. Der er ikke noget værre end at skulle tvinge sig igennem en bog, man ikke umiddelbart føler for. Hertmans redegør ellers relativt tidligt for den kontekst, bogen udspiller sig i. Vi møder vores hovedpersonerne, den katolsk-fødte-nu-jødiske-konvertit Hamoutal og hendes mand David i 1090’erne, efter de er flygtet fra Hamoutals familie, som vil stoppe deres forbindelse. Det er en vildt spændende periode, fordi spændingerne imellem de to religioner lurer lige under overfladen. De første 100 sider formår dog slet ikke at formidle dette på en spændende måde. Fokus er på Hamoutals spirende forelskelse i David og hendes bevægelse væk fra familien og mod ham. Det er en klassisk “Romeo og Julie”-fortælling og af den årsag også pinagtigt forudsigelig. Vi kommer aldrig rigtigt helt tæt på de purunge elskende, hvis historie fortælles af en nutidig jeg-fortæller, som rejser i deres fodspor. Et fuldstændigt unødvendigt spor, som efter min opfattelse ikke rigtigt tilfører fortællingen vildt meget, måske udover til sidst, hvor man hører om nogle af de arkæologiske fund, som dokumenterer Hamoutals historie (hvilket i øvrigt er mega spændende(!!!))

Man skal desværre en tredjedel ind i bogen, før det begynder at blive rigtigt godt – men så bliver det faktisk også godt! Hamoutal og David flygter fra hendes familie og ender i bjerglandsbyen Monieux. Her etablerer de sig for efterfølgende at blive frarevet det hele, da en gruppe korsriddere ankommer til byen og kræver alt, hvad de ejer. En brutal begivenhed, som har en kæmpe dramatisk kvalitet, og som samtidig for alvor sætter gang i handlingen. Og fra da af bliver det for alvor spændende at følge Hamoutal på hendes farefulde færd i verden. Jeg synes også, vi kommer væsentligt tættere på hende som voksen sammenlignet med i starten af bogen. Vi får i højere grad en forståelse for hendes motivation, situation og følelser. For mig er det ekstremt vigtigt, når jeg læser, at jeg, udover at få serveret en velskrevet historie, som vækker min læselyst, også føler, at jeg faktisk kan mærke og forstå de karakterer, jeg præsenteres for. Det er en utrolig vigtig del af læseoplevelsen, fordi det også typisk er igennem karaktererne, at vi for alvor oplever bogens (og derigennem vores egen) virkelighed.

Læs den hvis: Du skal læse Stefan Hertmans “Konvertitten”, hvis du er til historisk fiktion, som på én gang giver dig et spændende indblik i korstogenes konsekvenser for almindelige mennesker i 1000-tallets Frankrig såvel som indsigt i, hvad det vil sige at være ung jødisk kvinde og konvertit på det tidspunkt. Væbn dig dog med tålmodighed, for det bliver først for alvor godt efter de første 120 sider.

//Birgitte

Ord om readathon #læsmeddenrettehylde

I dag har Den Rette Hylde planlagt et readathon, og både Birgitte og jeg (Caroline) har besluttet os for at deltage. Et readathon er en slags maratonlæsning, hvor man læser så meget som muligt i 24 timer. Egentligt starter det officielt kl. 13, men jeg ville bare gerne læse fra jeg vågnede, og fik Sissel og Rebeccas blessing til at gå i gang, når det passede mig. Jeg har derfor læst siden klokken 8 – klokken er nu 11.11 – og jeg har besluttet mig for at lave dette blogindlæg, som hele tiden bliver opdateret i løbet af døgnet.

Første halve time:
Hørte lydbog imens jeg blev rensede hud, tog makeup på og gjorde mig klar til dagen.

Time 0,5-3:
Er startet ud med “Rum” af Emma Donaghue, og er vild med den indtil videre! Har læst 81 sider so far, og indimellem spist morgenmad med min kæreste, dvs. en læsepause på næsten 40 minutter.
Bogen er fortalt fra en 5-årigs perspektiv om hans liv i Rum, som er hele hans verden. Han er født og opvokset der sammen med sin mor, og kender ikke til andet. Vi forstår dog, at Rum er fangeskab; at Han holder dem lukket inde, og at den verden, Jack kender til, er en fortælling, Moren har givet ham.

Time 5:
Er halvvejs i “Rum”, og jeg tudbrøler. Shit altså. Troede jeg ville være færdig med bogen omkring kl. 14 (den er 13 nu), men har både spist, skrevet blogindlæg og set lidt Live fra Den Rette Hylde. Readathonet går officielt i gang nu, glæder mig til at følge med i de andres læsning!

Time 7:
Er lige kommet hjem fra en gåtur og har spist frokost. Mangler 100 sider i “Rum” og knap 2 timer af “Monster” af Patrick Ness, som jeg hører på lydbog.

Time 9:
Er lige blevet færdig med “Rum” – det var de første 340 sider. Den var hjerteskærende og jeg græd flere gange undervejs. Sikke en god og velskrevet bog! Kæmpe anbefaling herfra! Er en lille smule uimponeret over mit læsetempo, hvilket er fjollet – har stadig mange timer at gøre med. Klokken er næsten 17, og jeg vil i gang med at lave noget aftensmad med en lydbog i ørene.

Time 11:
Okay nej, jeg gik i stedet i gang med at læse “Intet” af Janne Teller, og er lige blevet færdig. Jeg har haft lyst til at genlæse den siden 9. klasse, hvor jeg læste den første gang. Den er så god! Måske endda bedre, end jeg huskede den.
Så NU går jeg i gang med aftensmaden (klokken er 19.10), og imens vil jeg høre lydbog.

Time 13:
Jeg er over halvvejs nu, men er begyndt at få lidt ondt i hovedet. Er ret sikker på at et halvmaraton generelt ville være mere konstruktivt, fordi jeg med garanti kommer til at læse sløvere og sløvere. Anywho, jeg mangler stadig 40 minutter af “Monster”, men vil gå i gang med næste fysiske bog; “Sønden for grænsen og vesten for solen” af Haruki Murakami. Har mest lyst til at smide mig på sofaen med min kæreste (uden bog), synes jeg har været god, men vil også gerne gøre mit bedste i det her readathon, og der er halvvejs bare ikke nok. Klokken er 21.07 og nu vil jeg videre.

Time 15:
Kører åbenbart med to-timers intervaller her, det er ikke med vilje, det sker bare. Har læst de første 80 af 200 sider af Murakami. Er meget træt, har lige taget en powernap på 13 minutter, og det var oprigtigt fantastisk. Nu laver jeg lidt kakao med kaffe, og så kører jeg på igen. Har stadig næste ni timer igen, det er lidt (for) uoverskueligt. Kæmper.

Time 18:
Er lige blevet færdig med Murakami – tempoet er ikke så højt, men det er stabilt. Selvom bogen var meget stille, var der noget dragende ved den. Den er ikke så magisk og mystisk som mange andre af hans bøger – eller jo, måske, men mere diskret. Klokken er 2.58 og jeg går i gang med “Min mor siger” af Stine Pilgaard. Har fem timer endnu, men er seriøst allerede meget stolt af, at jeg har været i gang så længe!
Har læst 659 sider indtil nu + hørt lydbog i måske et par timer. Synes ikke det lyder af så meget, men jeg ved ikke, hvad det er for en åndssvag konkurrence jeg kører med mig selv. Er træt. Den powernap tidligere og kakao/kaffe-ting fungerede så godt, men er ved at falde lidt sammen igen.

Time 20:
Jeg er færdig. Ikke med “Min mor siger”, men med kroppen. Har læst den første fjerdedel, og nu tumler jeg rundt i ord og sætninger og læser det hele mange gange. Klokken er 4.15. Jeg prøvede med en powernap igen, men har mest bare ondt i hovedet og øjnene og jeg er bare træt. Føler jeg har gjort det godt. Ville på den ene side gerne læse alle 24 timer, på den anden side føles søvnen vigtigere lige nu.
Kunne sove en time og så prøve igen, men… Ej. Slut. Jeg afslutter det her indlæg ordentligt i morgen. Eller, senere i dag er det vel.

Wrap-up
Jeg læste officielt i lige over 20 timer, og fortryder ikke et øjeblik, at jeg gik i seng, da jeg gjorde – det var tiltrængt. Vågnede igen klokken 11, så har fungeret fint i dag, hvilket alligevel er rart.
Lad os lige samle op på alt det, jeg kom igennem:

  • “Rum” af Emma Donoghue – 340 sider
  • “Intet” af Janne Teller – 116 sider
  • “Sønden for grænsen og vesten for solen” af Haruki Murakami – 203 sider
  • “Min mor siger” af Stine Pilgaard – 45 sider
  • “Monster” af Patrick Ness – 2 timer og 40 minutter

Det er i alt 704 sider + 2 timer og 40 minutter. Jeg fik læst tre nye bøger og genlæst halvanden (ish), så alt i alt er jeg altså mega tilfreds. Det var virkelig sjovt at være med, men må også sige, at næste gang kunne jeg godt finde på at være med i bare 12 timer, og ikke 24. I de første timer er man stadig frisk, klar, og læsetempoet holder sig fint oppe – i de sidste timer begynder hjernen at føles lidt som grød, hvis man da overhovedet holder sig vågen. Hurra for en skøn læseweekend!

// Caroline

Ord om “Den jeg skulle blive”

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Den fedeste litteratur, er den slags litteratur, hvor forfatteren formår at skrive så alle på en eller anden måde genkender sig selv eller den virkelighed, de er en del af, i den. Sådan havde jeg det, da jeg læste norske Geir Gulliksens roman “Den jeg skulle blive”, som netop er udkommet på forlaget Gutkind.

Gulliksens hovedkarakter og jeg-fortæller, Henning og jeg har ellers tilsyneladende ikke særligt meget tilfælles. Han er midaldrende, fraskilt for anden gang og far til to døtre, hvoraf han nærmest ingen kontakt har til den ældste, Synne. I løbet af romanens første sider mister han tilmed sit job på reklamebureauet som følge af en #metoo-sag. Hans fald er komplet. Han har intet tilbage af det, der gjorde ham til den, han var. Og hvilket bedre udgangspunkt for at undersøge netop det? Hvem han er, hvordan han er blevet sig selv – og hvem han bliver til, som tiden går. Jeg tror, de fleste stiller sig selv de her spørgsmål hele tiden. Vi genfortæller vigtige livsbegivenheder for os selv, for at skabe mening i fortællingen om os selv, den vi var, er og bliver.

Vi bliver til i relationen til andre

I Gulliksens roman bliver Henning til i mødet med andre, særligt de kvinder (og mænd), han er sammen med. Han giver kvinderne det, han tror, de vil have af ham. Han tilpasser sig datteren Synne for ikke at skubbe hende væk fra sig, selvom de politisk og værdimæssigt er hinandens diametrale modsætninger. Han performer i flere tilfælde den identitet eller rolle, som det forventes af ham. Han er ekstremt selvoptaget og selvbevidst, fordi han netop hele tiden reflekterer over, hvem han tror, den anden vil have, han er. Det ligger også i titlen, “Den jeg skulle blive”. Han er meget opmærksom på ikke at tage sig ud på en bestemt måde. Han vil fx ikke være en af de der midaldrende, enlige mænd, man ser i supermarkedet med en frysepizza og en sixpack. Så går han ned og køber en lidt for kort habit, som slet ikke falder i Synnes smag (talk about midtvejskrise).

Henning er sådan en hovedkarakter, som på en gang er ekstremt relatérbar (for hvor kan man godt genkende sig selv i det der med at føle, at man skal leve op til en bestemt rolle og mærke, hvordan andre også tilpasser sig en, og dermed bliver til i relationen til én). På den måde kan det også være svært at fornemme, hvad der er autentisk, og hvad der ikke er. Hvem er man, når man er alene i sin lejlighed fri af andres blikke? Måske er den person ret ligegyldig, måske findes vi kun, når vi er en del af andres liv. Når vi bliver set af andre. Blikket er et centralt motiv i teksten: Hennings blik på sig selv og på andre; andres blikke på Henning.

En problematisk hovedkarakter

Det er i relationsbeskrivelserne og i Hennings karakter, at vi finder romanens sande kvaliteter. Jeg synes virkeligt, at Henning er en fantastisk hovedkarakter. Han er så problematisk og på ingen måde likable 24/7. Han gør ret mange forfærdelige ting. Han begår mange fejl, særligt over for de mennesker, der er tæt på ham. Han føler sig udnyttet af andre flere gange i romanen men er på ingen måde bleg for selv at udnytte andre. Han er selvretfærdig og veluddannet. En mønsterbryder som tager afstand til det, hans mor (og dermed Synne) repræsenterer. En klassisk 1970’er hippie, som søger den absolutte frigørelse, uagtet hvad det får af konsekvenser for de personer, han er tæt på. Han repræsenterer også en velkommen nuancering af #metoo-bevægelsen. Både fordi man kan diskutere retfærdigheden i, at han mister sit job, fordi han har strøget en kunde over kinden, men også fordi Gulliksen så fint skildrer mandens frygt for uintentionelt at komme til at gøre noget, som overskrider andres grænser.

Geir Gulliksen har skrevet en fantastisk bog om nære relationer, om identitet og seksualitet. Man kan mene meget om fortælleren og hovedkarakteren, Henning, men det er en kæmpe kvalitet ved bogen. Det får os nemlig til at tænke os om og tage stilling til os selv og andre omkring os.

//Birgitte

Ord om “Fremtidsspejl”

Det er de færreste som kan skrive, som Svend Åge Madsen. Helt eminent, skarpt, drilsk, humoristisk og ekstremt klogt. Han væver filosofi og videnskab sammen med gode fortællinger, som giver læseren lyst til at blive ved med at læse-læse-læse (!), lige til man når sidste side.

En eksperimenterende roman om eksperimenter

I “Fremtidsspejl” (2020) møder vi kronofysikeren Sverre Jun, som i begyndelsen forelsker sig i to kvinder, som han møder tilfældigt mere eller mindre samtidig. Det er jo et dilemma, for Sverre Jun må vælge imellem de to. I stedet for bare at date de to kvinder samtidig, som et almindeligt menneske, bygger han en maskine, som kan forudse de to kvinders udvikling over tid. Hvilken af de to kvinder vil han passe bedst med, når der er gået to – fem og ti år?

Sideløbende med Sverre Juns eksperimenter påbegyndes et psykologisk eksperiment, hvis mål det er dels at helbrede deprimerede personer, dels at optimere personligheden hos patienten. I begge tilfælde er idéen, at man påfører patienten elektrochok, hvilket giver dem et øjeblik af hukommelsestab. I det øjeblik kan man fortælle depressionen væk eller tilføre personligheden nuancer. I tilfældet med den deprimerede giver man patienten en anden livshistorie, hvilket helbreder dem for sygdommen. Eksperimentet finder vi også i “Enden på tragedie”, Svend Åge Madsens roman fra 2019. Det er et klassisk Madsensk træk, at hans fortællinger altid hænger sammen. Enten fordi karaktererne og miljøerne går igen, eller fordi det altid er de samme temaer, som udfoldes på ny. I “Fremtidsspejl” bliver dette endnu mere tydeligt. Mere om det om et øjeblik.

De to videnskabelige eksperimenter udfoldes ikke i Århus, som ellers er typisk for Madsen, men i en lille by Nøjrup. Byen kan vel bedst beskrives som et kommunistisk paradis. Penge eksisterer ikke, og alt der produceres tilhører fællesskabet. Man arbejder, fordi det har en funktion at arbejde, ikke fordi det giver status, magt og penge. Nøjrups identitet bygger på en fortælling, hvilket er endnu et klassisk madsensk tema, nemlig: hvad er fortællingens potentiale?

Det litterære eksperiment

Jeg synes i forvejen det er vildt, hvordan Svend Åge Madsen skaber sammenhæng på tværs af sine romaner. Det betyder ikke, at man skal have læst samtlige af hans bøger for at kunne forstå den nyeste. Men det er imponerende, hvordan han, igennem flere årtier, har opbygget et helt univers. I “Fremtidsspejl” bliver dette endnu mere tydeligt end i de andre romaner. I forgængeren “Enden på tragedie” kunne man genkende en række karakterer, steder og temaer, som gik igen fra hans andre bøger. Det er sjældent, man får en Madsen-bog uden en Adam d’Eden eller Mikkel Deden. Det er en lille indforstået treat til den, som før har læst Madsen, og som måske betragter den nyeste bog som en fortsættelse af de diskussioner, som er gået forud for. I “Fremtidsspejl” refererer Madsen imidlertid direkte til sine tidligere værker igennem et slutnotesystem. Refererer han til noget, han har skrevet om i sine tidligere romaner, laver han med andre ord en reference, som man kan bladre om og finde bagest i romanen.

For mig personligt fungerede dette træk slet ikke. Selvom jeg har læst flere af Madsens romaner, var der mange af referencerne, der ikke sagde mig noget. Derudover synes jeg, det var utroligt forstyrrende, at man hele tiden skulle have sin læsning afbrudt, fordi der kom en reference, man skulle bladre om bagest i bogen for at finde. Til sidst gav jeg op og stoppede helt med at forholde mig til slutnoterne. Det er et valg, som Madsen delvist blåstempler “de der er nysgerrige [kan] kigge bagi. De der er ligeglade finder sikkert selv ud af uanfægtet at læse videre”. Jeg tror udgangspunktet for tanken er, at alle fortællinger hænger sammen, eller i det mindste står på skuldrene af hinanden. På den måde er de udviklinger af hinanden. Madsen ville ikke kunne have skrevet “Fremtidsspejl”, før han havde skrevet “Enden på Tragedie”. I tillæg hertil er noget af det fede ved Madsens romaner også, at oplevelsen af dem netop bliver individuelle, fordi det vil være forskelligt, hvor mange referencer læseren fanger. Det er netop det, Mithya (en af karaktererne), kommenterer på i midten af romanen:

“et univers hvor hver deltager kunne finde sin indfaldsvinkel, sit oplevelsesrum, generere sine egne fortællinger. Til forskel fra hovedløse skyd-og-udryd-historier, der ikke danner mange tanker i hovedet”

//Birgitte

Ord om månedens udfordring (januar)

Birgitte udfordrede mig i starten af måneden til at læse en ukendt bog af en kendt forfatter. Hvilken fabelagtig udfordring! Jeg var så klar på at gå på jagt på et bibliotek, på at finde en støvet bog i skyggen af store titler, som aldrig har fået den credit, den fortjente. Men ak og ve, bibliotekerne er forjættet land, og min egen bogreol måtte agere jagtmark. Den skuffede dog ikke – det gør den aldrig, jeg forguder det møbel med al dens indhold – for pludselig dukkede Svend Åge Madsen op.

Jeg har hørt ham læse op på Løve’s Bog- og vincafé (jeg savner det sted!), men ellers har jeg aldrig stiftet bekendtskab med hans ord. Går det imod præmissen? SÅM (et kælenavn B og jeg har døbt ham) er dog kendt, uanset om jeg har læst ham eller ej, og derfor valgte jeg altså denne bog, “Den ugudelige Farce”, som månedens udfordring.

Fyldt med humor og absurditeter vakler hovedpersonen Jesper rundt i en forvrænget verden, hvor alle muligheder er åbne – bogstavelig talt. Jesper bliver nemlig, efter at have slået hovedet, forudseende. Når han står overfor et valg, dette kan være at svare ‘ja’ eller ‘nej’ på et enkelt spørgsmål, splitter han ud og gennemlever to sideløbende handlinger; den version, hvor han siger ‘ja’, og den version, hvor han siger ‘nej’. Efter at have set de to muligheder, kan han så vælge, hvilken af dem, han vil gøre brug af.

Med tiden bliver mulighederne flere end to, splittelserne bliver dominerende for Jespers liv, og han mindes situationer der ikke er sket, og mennesker, han ikke har mødt. Derudover sætter han spørgsmålstegn til de højere magter, som… Ja, her faldt jeg lidt fra. De højere magter er nemlig nogle… træer? Uanset hvem, hvad og hvordan, så var der en nysgerrighed til historien, en åbenhed, en filosofisk eksperimenteren, som slugte mig råt, eller jeg slugte den, og det fungerede.

Det havde selvfølgelig været interessant at kigge på bogen sammenlignet med andet fra SÅM’s forfatterskab, men den indsigt har jeg desværre ikke. Dog må jeg sige, at den levede op til alt, hvad jeg nogensinde har hørt om hans bøger. Det er ligetil og alligevel overraskende, nemt at læse, men kræver stadig stor tankevirksomhed fra sin læser. Jeg nåede at grine og græde flere gange over de kun 186 sider (havde kæmpe pms, men stadig), så ordene fandt ind.

Alt i alt er jeg glad. Udfordringen er jeg dog ikke færdig med – det var et sjovt take på et forfatterskab, at finde en bog, der ikke altid bliver talt om, som ikke altid bliver set.

// Caroline

Ord om “Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?”

[Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Basilisk]

Hvor begynder man i sin anmeldelse af en så totalt crazy og lollet bog som “Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?” af Ida Marie Hede? Romanen er på én gang spændende science fiction, en regulær page-turner, hvor vi hele tiden pirres til at læse videre og videre, og samtidig utroligt sprogbevidst og poetisk-weird. De to ting behøver selvfølgelig ikke udelukke hinanden men gør det desværre ofte. Det er heldigvis ikke tilfældet med “Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?” (i øvrigt karakteristisk/sjovt, at hun giver romanen en undertitel “eller”, sådan som vi kender det fra klassiske romaner, og så samtidig inkluderer ordet “fuckfingre” i samme vending)

Kvindeliv

I romanen følger vi en kvindelig jeg-fortæller, der sammen med sin mand, har bosat sig i Den usikre og megalomane Landsby. Landsbyen er et klassisk dystopisk helvede (tænk The Handmaids Tale men uden den grafiske vold, som udføres på kvindens krop). Kontrollen gennemsyrer landsbyens samfund, det er det megalomanien består i. Kvindens evne til reproduktion tjekkes dagligt, de overvåges konstant, og deres bevægelsesfrihed indskrænkes desuden af en angst for at blive overfaldet om aftenen, hvilket myndighederne taler op. Kvinden bindes derudover til hjemmet i en evighedsbarsel, som hun selvfølgelig tager, imens børnenes far arbejder. Jeget passiveres hermed af hverdagens trivialitet og trummerum. Hun lulles i søvn af middelklassetilværelsen: barnegråd, gåture og liderlighed. Landsbyen får hende til at glemme verdens kriser. At forholde sig til dem er et brud på den konformitet, som hersker i landsbyen.

Det betyder dog ikke, at jeget sidder for evigt fast. I løbet af romanen møder hun tre nye veninder, Hjerteskam, Kødskam og Røvskam. De er landsbyens modstandsbevægelse, et fællesskab baseret på skam og krop. Venskabet rækker ud over kernefamiliens sump af bleer og kasseroller, men det bliver aldrig rigtigt klart, hvad modstanden består i. Det er muligvis dette fællesskab imellem kvinder, hvis eneste formål er kærligheden. Den er et mål i sig selv og står i modsætning til reproduktionen – og fællesskabet lader sig gøre på trods af den skam, der ellers kunne distancere kvinderne fra hinanden.

Litteraturens unikke mulighed

“Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?” er endnu et eksempel på den nyeste litteraturs skildring af moderskabet. Det kender vi fra b.la. Cecilie Lind og Olga Ravn. Samtidig trækker den på sci-fi genren, på bøger som “The Handmaid’s Tale” og “The Scarlet Letter”. Kendetegnet for genren er dens politiske kritik. Jeg synes dog ikke, “Suget” er mest interessant for dens kritik. Dens problematisering af køn, klima, økonomisk ulighed og kapitalisme er efterhånden gamle travere i samfundsdebatten, og jeg tog mig selv i at tænke “Ja, what’s new?” adskillige gange.

Men en roman er ikke et debatindlæg. I stedet har den en unik mulighed for at skildre eksisterende problemstillinger på en anden måde, end kronikken fx kan. Ida Marie Hede brillerer i særdeleshed i fortællingen om jeget og i sproget, som er helt hendes eget. Sprogligt blander hun det alvorsfulde med det crazy, fjollede (jeget har så mange, hun ikke har tal på dem) og det poetiske med det hverdagslige. Hun skruer op for tendenser, vi i forvejen ser i vores samfund og udstiller dem i fortællingen – og det er det, den gode sci-fi kan.

//Birgitte

Ord om “De uadskillelige”

[Anmeldereksemplar fra Gyldendal]

“Når jeg har tårer i øjnene her til aften, er det så fordi du er død, eller fordi jeg er i live?”

Sådan begynder “De uadskillelige” – med en dedikation fra Simone de Beauvoir til hendes elskede veninde Zaza, de to virkelige kvinder, bogens karakterer Andrée og Sylvie er baseret på. Dedikationen forudsiger, at de uadskillelige vil blive adskilt, og gør dermed, at læsningen påbegyndes med bevidstheden om den kommende sorg.

Tilpasningens bedrøvelse
Bogen er essentielt set Sylvies øjne, tanker, oplevelser af Andrée, fra de mødes som ni-årige, til bogens slutning kort inden Andrées 22-års fødselsdag. Meget hurtigt bliver de to piger netop det – uadskillelige – og vi fornemmer, at Sylvies kærlighed til Andrée er større end til noget andet menneske. Hengivenheden udvikler sig med alderen, og gennem jalousi, sorg og dedikation udvikler venskabet sig også.

Det er mere end en historie om kærlighed og venskab mellem to kvinder; det er også en historie om at tilpasse sig samfundets normer og de forventninger, man pålægges. Andrée er selvstændig, hun er nysgerrig, hun føler og tænker, men hun skal tæmmes. Religionen og den dominerende mor bliver de største modstykker til Andrées passion, som hun med al sin kraft forsøger at holde inde. Sylvie ser til med foragt og angst – hendes eget liv involverer hverken troen eller den finere klasse. Hun har den frihed, som Andrée længes efter, men ikke kan få del i.

Det “at tilpasse sig” er pludselig et trist begreb. I bogen ser vi det i den måde, Andrée undertrykker sig selv på – sine visioner, egenskaber, lyster, sin kærlighed. Hun forsøger at leve op til eksterne forventninger, hvilket resulterer i, at hun hele tiden mister dele af den nysgerrige og vilde ni-årige pige, der ikke lod sig begrænse.

Jean-Paul Satre og Elena Ferrante
Sylvie observerer hver eneste ændring i Andrée, men hendes kærlighed afviger ikke et eneste sekund. Den hengivenhed mellem de to piger, er så ren og fin, at jeg ikke kunne undgå at blive rørt. At Simone de Beauvoirs mand, Jean-Paul Satre, ikke havde det på samme måde over manuskriptet, er over min forstand. Måske var det autobiografiske take på hans hustrus kærlighed til en anden kvinde for meget for ham, måske var 1954 bare ikke #woke nok.

Det ærlige venskab mellem de to piger, deres udvikling fra børn til unge kvinder og Sylvies betagelse af veninden, minder mig om Elena Ferrantes Napoli-romaner – og det er kun en god ting. De tager begge to de unge piger seriøst; de viser deres dybde, ønsker, skuffelser og forbudte hemmeligheder.

“De uadskillelige” handler om at være kvinde, om passion, forfald og forelskelse. Den er mere end fin. Tilbage sidder jeg nu med tristhed og taknemmelighed. Av mit hjerte.

//Caroline

Ord om “En skøn alder”

[Anmeldereksemplar modtaget fra Gads forlag]

Forventningerne var enorme, da jeg modtog Kiley Reids roman “En skøn alder”. Selvfølgelig fordi bogen lød spændende fra forlagets beskrivelse – en ung afroamerikansk forfatter skriver levende om racisme, anmelderne går amok – og fordi alle på Instagram lovpriste romanen. Det var særligt “Jeg kunne ikke lægge den fra mig”, der gik igen.

Truth be told har jeg haft lidt svært ved at holde gang i læsningen her på det sidste, fordi der har været meget andet, der har fyldt. En pageturner var, i den sammenhæng, lige hvad jeg manglede! Desværre synes jeg ikke “En skøn alder” levede 100% op til hypen.

Godt begyndt

“En skøn alder” starter ret fedt ud. Reid kaster med det samme læseren ind i den begivenhed, som bliver romanens omdrejningspunkt. Her møder vi Emira Tucker, en ung, afroamerikansk kvinde, som arbejder deltid som barnepige for en rig, hvid familie, til en fødselsdagsfest. Festen bliver afbrudt, da Emiras chef Alix ringer og beder hende passe datteren Briar. Der er opstået et nødstilfælde i familien, og Alix har brug for at få Briar ud af huset.

Emira tager Briar med i et supermarked forbeholdt de rige (og hvide forstås). Her stoppes de af en centervagt, som er overbevist om, at Emira har kidnappet Briar. De er tydeligvis ikke beslægtet, og Emira ligner ikke en babysitter i sit festtøj. Hun bliver tilbageholdt, og et større publikum samler sig omkring dem, herunder også en ung mand, Kelley, som filmer optrinet på sin telefon. Som læser får man virkeligt ondt i maven, når man læser episoden. Det er nemt at visualisere, hvordan en kvinde trænges op i en krog af centervagten og kunderne i butikken, og forestille sig hendes desperation, når hun prøver at overbevise dem om, at hun ikke har begået den forbrydelse, hun anklages for.

Ovenstående er et eksempel på, hvordan noget så uproblematisk som at gå i supermarkedet med det barn, man passer, kan blive problematisk, når man er minoritetsperson. På den måde bliver vi virkeligt gjort opmærksomme på vores privilegieblindhed. Det er virkeligt fedt, fordi det gør os klogere på, hvordan andre mennesker eksisterer i verden.

Det hvide perspektiv

Jeg synes desværre ikke, romanen holder den gode stil fra starten hele vejen igennem. Jeg undrer mig i særdeleshed over den plads, som de hvide karakterer gives i fortællingen. Selvom Emira udsættes for mistanken i supermarkedet i starten, deles synsvinklen nærmest ligeligt imellem hende og hendes chef Alix (måske fylder Alix’ perspektiv faktisk mere – det føles i hvert fald sådan.)

Det giver selvfølgelig god mening i den forstand, at man herigennem får forskellige perspektiver på samme sag. Det er også interessant at forstå, hvordan hvide vs. afroamerikanere forstår episoder, hvor en person udsættes for racisme.

Vi får også Alix’ refleksioner over race. Hun udvikler nærmest en besættelse (forelskelse?) i Emira ovenpå episoden i supermarkedet, som kan ses i forlængelse af et “white savior”-complex, som går år tilbage. Alix føler sig medskyldig i episoden, og gør sidenhen alt for at kompensere Emira for det. Hun forsøger også at redde hende fra Kelley, som hun med tiden indleder et forhold til. Alix er generelt bedrevidende på Emiras vegne. Hun forsøger at styre hendes liv både direkte og indirekte, også selvom hun ikke kender hende, og de knap nok har en relation. Om det handler om Emiras alder, klasse eller race, skal jeg ikke kunne sige – men nedern er det i hvert fald.

Under alle omstændigheder undrer jeg mig en smule over, at en hvid karakter nærmest er mere hovedperson i romanen, end den afroamerikanske kvinde, som er i centrum for den episode, som udløser den efterfølgende handling. Det virker nærmest kontraintuitivt i forhold til det, man får indtrykket af, Reid gerne vil med bogen.

Låner fra Hollywood

Romanen indeholder desuden en række irritationsmomenter for mig. De skyldes muligvis, at forfatteren har forsøgt at gøre romanen så tilgængelig som muligt for et bredt publikum. Det er vildt fedt, for alle kunne have godt af at blive klogere på racismens mekanismer, men det leder også til en række greb, som virkeligt ikke fungerer for mig.

Hun låner greb fra genrefilmen, som jeg finder en smule irriterende, fordi de stikker ud. Det forholder sig eksempelvis sådan, at Alix engang har været kærester med Kelley, som Emira sidenhen begynder at date. Det er endda Kelley, der tog Alix’ mødom (jaja den første gang er da noget særligt og alt det der, men seriøst. Det er så teen drama). Kelley og Alix’ forhold ender dårligt, blandt andet på grund af en episode, som også har racistiske undertoner (jeg skal nok lade være med at spoile). De to genforenes til Thanksgiving i et klassisk Emira-banker-på-døren-Alix-åbner-op-og-opdager-*chok*-at-Emiras-nye-kæreste-er-hendes-ekskæreste-Kelley-moment. Hollywood kunne ikke have gjort det bedre.

Derudover bliver jeg også undervejs bremset af, at jeg ret nemt kan gennemskue, at der er tale om en oversættelse. Det er særligt, når Emira og hendes veninder bruger slang (og måske endda slang, man typisk forbinder med afroamerikanere). Der gennemskuer man rimeligt tydeligt, hvad den oprindelige ordlyd ville have været – og det er jo ikke meningen med en oversættelse.

En vigtig roman

“En skøn alder” er en vigtig roman, som formidler racisme, klasse, køn og magt til et bredt publikum i en lettilgængelig, spændende fortælling. Den bruger desværre en række irriterende greb, som bremser læsning og leder opmærksomheden hen på Hollywood teen drama”.

//Birgitte

Livelæsning: Ondskabens Hotel (del I)

Det er efterhånden længe siden vi præsenterede livelæsning som koncept på bloggen, men på grund af alt for mange spændende, nye udgivelser (who are we kidding, det er aldrig for mange<3) er vi først nået til det igen nu. Med vi mener jeg mig, Caroline. Hej. Husk, at indlægget indeholder spoilere, og ellers synes jeg bare, vi skal gå i gang:

S. 14
Genkender ting fra filmen, som jeg så for et par år siden, og bliver lige pludselig bevidst om, at jeg faktisk ikke kunne lide den. Fingers crossed, bøger plejer heldigvis at være bedre!

S. 19
Jack er ved at blive ansat til opsynsmand på Hotel Overlook vinteren over, og de diskuterer, hvor afskåret han vil være fra omverdenen i seks måneder. Så var vores lockdown og karantæne altså ikke så længe ved siden af.

S. 20
Jack beskriver snekuller: “Det er et slangord, der betegner den klaustrofobiske reaktion, der kan indtræffe, når folk er spærret inde sammen gennem længere tid. Klaustrofobien kommer til udtryk som afsky for de mennesker, man tilfældigvis er spærret inde sammen med. I ekstreme tilfælde kan det resultere i hallucinationer og voldshandlinger – man har eksempler på, at folk har begået mord over så ubetydelige ting som sveden mad eller en diskussion om, hvis tur det er til at vaske op.” Så er resten af romanen i sat op til at udfolde sig på bedste Stephen Kingsk vis. How does he do it?

S. 26
Okay, Jack har åbenbart været voldelig overfor sønnen Danny, det husker jeg intet om fra filmen!

S. 43
Barnet, Danny, kan på en eller anden måde læse tanker – men også opfange mere end det. Følelser, humør, fremtid, fordi? Se det er sgu svært at vise i en film, men endelig kommer jeg måske til at forstå, hvad ‘the shining’ faktisk er! Han har også en ven, Tony, som kun han kan se. Børn i gysere er så møguhyggelige.

S. 87
Danny vil holde øje med noget der hedder Dorm, som Tony har vist ham stå et sted på hotellet. Kan i huske det fra filmen? Dorm. Stakkels femårige unge!

S. 88
Wendy har nu flere gange sagt ‘flyt dig, flue’ til sin mand, når han er lidt sjofel. Er det en ting, man burde integrere i sit sprog?

S. 110
Hotellets kok, Dick Hallorann, siger, at Danny aldrig må gå ind på værelse 217, så fra nu af kommer jeg bare til at vente på, hvornår vi skal derind! Han skinner btw også, og siger, at Danny skinner mere end nogen anden, han nogensinde har mødt. Imponerende eller klamt? Vi ved allerede det kommer til at fucke med dem alle, så hælder mest til det sidste.

S. 116
De er alene vinteren over, og har fået et værelse at bo i – men hvorfor kan de ikke jo i præsidentsuiten, når der ikke er andre?? Det havde jeg gjort.

S. 117
Okay Danny ser indtørret blod overalt i soveværelset, så måske er præsidentsuiten alligevel ikke sagen.

S. 134
Årh, Jack fik selv tæv som barn, og jo flere tæv, jo mere ballade lavede han. Fra at kaste sten efter biler til at sparke en hund og slås hver gang, han kunne opfinde en årsag. Lige så dum, man synes han er, lige så stakkels er manden jo også. Hvordan er det lige, at King formår at skabe en form for sympati med en mand, der sparker hunde og brækker armen på sin søn? Jeg er sgu imponeret.

S. 140
Okay heller ikke SÅ meget sympati, manden har ingen selvindsigt men opfinder undskyldninger for alt det lort han laver. Stakkels Jack, men også ‘for helvede, Jack’.

S. 180
En læge har kigget på Danny, og snakker nu med forældrene – siger, at de vel godt er klar over, hvorfor Tony hedder Tony. Det er de, og er enige om at Danny selv må regne det ud. Hallo, hej, jeg er her også, jeg vil også vide det!

S. 202
Jack kigger i en scrapbog om hotellets historie, og de sidste 15 sider har handlet om, hvem der ejede det på hvilket tidspunkt. Lidt langtrukkent, bare lidt(!).

S. 205
Hallorann er mørk, og i bogen bruges n-ordet. Den er skrevet i en anden tid, og den kontekst skal selvfølgelig med, men det gør mig seriøst altid lidt uncomfortable at læse det, selv lydløst i hovedet.

S. 208
Så er vi ved værelse 217, kan faktisk mærke mit hjerte hamre. Hvis jeg gætter rigtigt, er det her bare en tease – vi står foran døren, Danny har nøglen i hånden, men han skal ikke derind endnu, man skal bare blive nervøs.

S. 209
(Jeg havde ret)

S. 253
Nu oplever Jack uhyggelige ting – blandt andet at planteskulpturerne bevæger sig. Han drikker ikke, men han tager en form for smertestillende, excedrin, og knaser dem i munden. Føj, overvej at tygge en panodil! Uanset hvad, så gør han det, og det fucker med ham (det, og så at hotellet er dæmonisk i sig selv). Hans søn kan håndtere det, men ham selv – not so much.

S. 255
Næste kapitel hedder ‘indenfor i nummer 217’, så nu bliver det klamt føler jeg. Er glad for at jeg læser i fuld dagslys, men har samtidig lidt lyst til en uhyggelig stemning med efterår og mørke. Lidt masochist er man vel.

S. 262
Der er en gammel, død dame i badekarret, og nu, hvor det begynder at blive virkelig klamt, står der “Hendes døde håndflader lavede prutlyde mod porcelænet.” Det fjernede lige al uhyggen med den sætning!

S. 282
Danny er kommet ud af værelse 217 med mærker om halsen, og Wendy er overbevist om, at det er Jack. De er jo ikke andre? Ad, ad, ad. Er kun halvvejs i bogen, og Wendy tænker allerede på at flygte med Danny. Hvis resten af bogen er et forsøg på at forlade hotellet, så føles det dog lidt som en lang flugt.

S. 286
Jack taler med Lloyd i hotelbaren. Der er bare ingen andre end dem, ingen Lloyd, ingen alkohol. Han er ved at blive gal, og galskaben er så godt skrevet!

S. 312
Møgharpe, se det er et heftigt skældsord at kalde nogen.

Desuden må dette være et godt sted at stoppe for nu – del II er oppe om et par dage, og I kan godt glæde jer!

//Caroline

Tour de chambre – Tine Høeg

Den er jo nærmest tom, skulle det ikke være en roman? Sådan tænkte jeg, da jeg bladrede gennem siderne i den blå og lyserøde firkant. Sikke fin, meget pæn, Tine Høeg, kender hende ikke.

En indånding, den faste plads i sofaen, læs.

Æd.

Slug.

Sug i maven.

Hvordan kan så lidt tekst rumme så meget indhold? Poesien besvarer mit spørgsmål, men det her er prosa af en eller anden art. Prosaminimalisme har jeg døbt det, på den måde minder den meget om Caspar Erics “Alt hvad du ejer”. Betegnelsen rummer de romaner, hvor ordene sparsomt er strøget over de fjerlette sider i rytmiske og flydende og abrupte sætninger, som for at balancere tyngden af de karakterer og den handling, vi møder.

Vi følger forfatteren Asta, der modtager en invitation til en mindebegivenhed ti år efter Augusts død på kollegiet. Hendes bedste veninde Maj, som var Augusts kæreste, vil gerne med, men Asta tøver. På skift erindrer hun kollegiet for ti år siden, skriver på sin nye roman i nutiden, og kommunikerer digitale med flere forskellige relationer, både i nuet og da’et.

Jo mere Asta suges ind i erindringerne fra dengang, jo mere påvirkes nutiden. Det giver fornemmelsen af, at romanen er blevet skabt og oplevet i en vekselvirkning, som via den hermeneutiske cirkel – den man ikke rigtigt forstod på gymnasiet, men som bliver en forudsætning for romanens ophav. Ved hver erindring genopdager Asta ting, hun tager med sig ind i nutiden, og som bevirker hendes handlen, relationer og skabertrang. Det er en historie om venskab og relationer i en 2020-kontekst, der bliver vedkommende og nutidig, sammenholdt med det evige ønske om at høre til, at blive elsket og at elske.

Jeg føler mig hyperopmærksom, da jeg lægger bogen fra mig igen, fordi jeg har fået serveret detaljer, jeg ikke ellers er bevidst om. Hvordan andre steger mad, hvordan vand løber ned over brysterne i bruseren, hvordan det at elske plaider kan være en identitet. Den skarpe hverdagsfortælling skaber genkendelse for læseren, der aldrig selv har boet på kollegium eller mistet en ven eller været 33 år og single. Det skrevne rummer det oplevede, og historien er et virvar af fortid, nutid og digital kommunikation, af tomgang, fremdrift og relationer. Jeg kan ikke komme det nærmere, jeg er bare taknemmelig for at bogen eksisterer i verden.

Tak til Gutkind for anmeldereksemplar.

//Caroline

Litterære podcasts

Bøgerne indeholder så mange ord, at deres stilhed larmer. Selvom det er vidunderligt, når de hårde bøger bliver til omfavnende, bløde dyner, der overdøver alt omkring os, så er det somme tider rart med faktisk larm i form af lyd.

Jeg har opdaget, at jeg lytter til utroligt mange podcasts om bøger og skrivning, og jeg vil derfor dele min lytteglæde med jer. Begge dele – at læse og at skrive – kan være ensomme fornøjelser, men det betyder ikke, at vi er alene om dem. Tænk på glæden ved at diskutere en god bog med en ven. At få anbefalet en overset historie. At genkalde sig læseoplevelser og udveksle erfaringer. Alt det og meget mere kan du putte direkte i ørene. Nyd den litterære larm, der varmer skønt i en stille tid.

Tid til bøger:
Politikens Forlag har produceret dette podcast, hvor Janus Camara hver uge bruger mellem 15 og 45 minutter på at tale om tidens populære bøger. Vi ser alle sammen forsiderne og kender titlerne, men hvad indeholder de nye bøger rent faktisk? Det er en udforskende tilgang til nye udgivelser, og det er en god måde at blive introduceret til populær litteratur på, både i samtale, fortælling, interviews og oplæsning.

Kolibri:
Kolibri er et podcast, skabt på baggrund af bogserien Kolibri, som Gyldendal netop har udgivet. Hver bog handler om et specifikt emne, som bliver behandlet af en specifik forfatter – eksempelvis Karen Blixen om ‘ægteskab’ eller Halfdan Rasmussen om ‘natten’. Hvert podcastafsnit tager udgangspunkt i en af disse bøger, hvor kulturjournalist Ida Herskind taler med forskellige forfattere og kulturpersonligheder om det skrevne. Man behøver ikke at have læst bøgerne, inden man lytter til podcastet; faktisk giver afsnittene blot større lyst til at få fat i bøgerne efterfølgende.

Klassikere genfortalt:
Det bliver ikke mere klart end titlen; i dette DR-podcast genfortæller danske forfattere deres yndlingsklassikere. Hvor mange af os har ikke hørt om Lev Tolstojs Krig og Fred (1869) eller Herbert Melvilles Moby Dick (1851), og besluttet os for, at dem vil vi læse en dag. En dag. Her kan du få klassikerne fortalt meget fint, og nu ved du, hvad de faktisk handler om. Måske får du mere lyst til at læse dem herefter – måske har du allerede fået tilfredsstillelse i dette lidt mere intime møde med dem.

Indhentede klassikere:
Weekendavisens take på ovenstående. Her taler litteraturredaktør Johannes Baun med avisens egne skribenter om forskellige klassikere – blandt andet Lolita (1955) af Vladimir Nabokov, et afsnit jeg netop har lyttet til. Har samme effekt som ovenstående, frem for blot at fortælle om oplevelsen, sker dette i en samtale, og det fungerer rigtig, rigtig fint.

Skønlitteratur på P1
Et fagligt kompetent podcast, som både bringer nyheder, interviews og reportager fra den skønlitterære verden. Med nye gæster i studiet bliver der zoomet ind på aktuelle litterære temaer og udgivelser, og det har mere end én gang udfordret min forståelse af forskellige bøger – senest i afsnittet Litteraturens træmennesker, hvor de blandt andet kigger på Shahrnush Parsipurs Kvinder uden mænd (1989).

Den rette hylde:
Et uformelt samtalepodcast mellem de to veninder Rebekka Væver og Sissel Ringvad, som handler om at læse. Ønsket er at skabe motivation til at læse mere, og indholdet er alt fra anbefalinger, genre, ‘tags’ og tematiske afsnit med mere. De to piger er ærlige og realistiske omkring deres læsevaner, og frem for at sidde og lytte med dårlig samvittighed, er det let at føle sig inkluderet i de hyggelige snakke.

Ida og Rasmus elsker bøger:
Ak og ve – jeg troede, at det var en corona-ting, at der ikke var kommet nye afsnit op i et stykke tid, men det skønne podcast er flyttet til Podimo. Hvis I har en bruger derinde, så vil jeg nu alligevel anbefale dette podcast med søde, passionerede læsere Ida Rud og Rasmus Meldgaard Harboe. De har en online læseklub, taler med forfattere og andre bogelskere, og så giver de altid god inspiration til læsning af både nye og gamle bøger.

Plotcast:
Palle Schmidt inviterer alverdens (al-Danmarks?) forfattere ind i studiet, hvor de både snakker om deres værker og skrivearbejdet. Det er en unik mulighed for få et indblik i livet som forfatter, både i teori og praksis; hvordan bliver idéerne til, hvad er formålet med bøgerne, og hvordan er det at skrive dem? Der er rum til alle genre, og derfor møder vi både skønlitteratur og faglitteratur, prosa og lyrik, krimi og romantik, ungdoms og børnebøger, graphic novels og spillefilm – og alt muligt andet. Jeg har lyttet til det i flere år, og vil klart anbefale dette podcast!

Mellem ørene:
Tidligere Frøkjær og forfatterne. Cecilie Frøkjær inviterer forskellige forfattere ind til samtale, men modsat Plotcast handler det ikke så meget om skriveprocessen, men mere om forfatterne selv. Deres liv, deres tanker, deres oplevelser og ligheden mellem dem og deres karakterer. Hvis man interesserer sig for mennesket bag bogen, så er det her podcast et rigtig godt udgangspunkt for at lære mere om dem – og så er det med Cecilie Frøkjær. Det er altså ret skønt i sig selv.

Forfatterhjørnet:
Charlotte Heje Haase er forfatter og skrivementor, og har skabt dette podcast som en motivation til andre skrivende. Frem for blot at lære noget om skrivende, bliver man som lytter inddraget mere, hvor enkelte afsnit fokuserer på at bevare motivation, at udvikle gunstige arbejdsprocesser, at give og modtage kritik og lignende. Som skrivende er jeg personligt meget glad for dette podcast, som igen fokuserer på arbejdsprocessen bag bøgerne.

Bogskaberiet:
Forfatterne Anne Cathrine Bomann og Lise Villadsen åbner op for deres egne oplevelser med at skrive bøger i dette podcast. Fordi det hver gang er de samme to kvinder og deres egne oplevelser, kommer vi altså helt tæt på processen, fra plotudvikling til redaktørsamarbejde, og det er det første podcast, jeg er stødt på, der tager form som denne. Henvender sig særligt til andre skrivende og folk, der bare er nysgerrige på processen.

// Caroline

Om foråret

Som I måske ved, har Caroline og jeg en challenge kørende, hvor vi udfordrer hinanden til at læse bestemte bøger ud fra tema. Denne gang var det min tur til at blive udfordret, da hun bad mig læse min mest forårs-agtige bog. Det blev til Klaus Rifbjergs Falsk Forår (1984), som jeg har haft stående i bogreolen i God knows how long. Seriøst.

Jeg fik den af min far, som på et tidspunkt havde en ting med at gå i genneren og købe bøger til mig, fordi det jo er billigt. Men der er et eller andet off-putting, kedeligt ved omslaget på Falsk Forår, der bærer et maleri af P.S. Krøyer, som skildrer hustruen Marie i en liggestol i haven med bøjet hoved.

En fortælling om klasse i fattig-firserne

Skagensmalerne er centrale i romanen, som udspiller sig i Skagen. Bogen følger sine tre hovedpersoner, Tenna, Johannes og Elisabeth. Tenna arbejder på en fabrik, hvor hun sorterer fisk. Hendes mand Johannes er arbejdsløs og bruger det meste af sin tid hos galleriejeren Jørgensen. Tenna og Johannes’ hverdag forvandles, da Elisabeth dukker op. Elisabeth er Tennas biologiske mor, som blev aftvunget sit barn efter fødslen, da hun ikke var gift med Tennas far. Da Elisabeth mister sin mand (og sin elsker Gerard) beslutter hun sig for at opsøge Tenna og pretty much generobre hende efter 40 års adskillelse. Elisabeth er stenrig, født ind i en dansk familie af det bedre borgerskab og har sidenhen skabt sig en kæmpe forretning i London. Hendes møde med Tenna og Johannes er derfor også et kæmpe clash imellem arbejderklasse og overklasse, som accentueres yderligere af den historiske ramme: Vi befinder os i fattig-firserne med alt, hvad der hører sig til at arbejdsløshed, Thatcherisme, BZ og punk. Særligt Johannes udfordres på sin stolthed af den rige, fremmede dame.

Selvom klasse er centralt i Falsk Forår, ville det være reducerende at sige, at bogen primært er en politisk bog om klasseforskelle. Klasseskellene er centrale i forhold til personernes situationer, og hvordan de agerer, men den handler også om almenmenneskelige forhold såsom muligheden for at tage hånd om sin egen skæbne; om erindring (på den måde minder den meget om Virginia Woolfs Mrs. Dalloway); om kunst, galskab, kærlighed og seksualitet.

Okay, men hvad så med foråret?

Foråret er gennemgående til stede både konkret og allegorisk. Vi bevæger os fra februar til maj i romanens nutid, ligesom der er en række flashbacks til andre forår (fx da Tenna blev undfanget lige efter Danmarks befrielse).

Foråret bærer en række ekstrabetydninger, som Rifbjerg trækker på i romanen. Det repræsenterer nyt liv og genopblomstring, som i overført betydning henviser til Elisabeths graviditet. Men i titlen negeres foråret også som “falsk”. Forbindelsen findes et par steder i bogen og står i kontrast til “det rigtige forår”, som indtræffer henimod romanens slutning. Jeg tænker primært dette ‘falske’ forår i relation til de to graviditeter, som indtræffer i romanen: Elisabeth og Tennas datter Erna bliver begge gravide men fratages barnet gennem hhv. adoption og abort. Det falske forårsvejr beskrives som præmaturt og lunefuldt. Det tager sig ud på en måde, for blot at trække tæppet væk under én. Foråret præsenterer en ny begyndelse, muligheden for en do-over. Befrielsen skaber en optimisme og eufori, en frisk start som negeres af firsernes krise. Det er ikke til at stole på.

For Elisabeth er foråret en mulighed for en do-over. Hun vil generobre moderskabet over Tenna. Med sin kæmpe formue kan hun købe sig til den fremtid, hun ønsker for sin familie. Og romanen slutter da også med denne (tilsyneladende) generobring: “Og triumfen kom. Elisabeth [ville] aldrig glemme den dag, hvor solen atter lyste kraftigt, og det rigtige forår var der”

Jeg vil ikke afsløre slutningen 100%, for den er ret crazy – så læs bogen i stedet. Den er altså pænt gakkelak (det er alle personerne i øvrigti et eller andet omfang)

//Birgitte

Ord om at skrive en bog #1

Hvis I følger med på instagram (link her), så har I måske set, at jeg – Caroline – er ved at skrive en bog. Dette indlæg bliver til første del af en føljeton for mit skrivearbejde, som allerede har været i gang i mange år. At skrive en bog er en kæmpe proces, og umiddelbart starter denne føljeton måske et lidt sjovt sted; nemlig i redigeringsfasen.

Og her sidder jeg så; med et udskrevet manuskript foran mig, og mit skriveprogram åbent på computeren. Jeg mangler kun at redigere de sidste syv kapitler, så er bogen færdigskrevet. Hvorfor starte en portefølje nu, hvor jeg er ved at være færdig, tænker du måske? Fordi jeg jo slet ikke er rigtig færdig – jeg er bare så færdig, som jeg selv kan blive. At manuskriptet næsten er klar til at blive sendt ind til forlagene, er bare endnu et skridt i processen.

I mit hoved skal denne her roman, som jeg har arbejdet på de sidste fire år, blive til min debutroman. Det vil sige at den skal møde en redaktør, der finder den interessant, hos et forlag, der gerne vil udgive den. Efter det kommer der endnu en omgang redigerings- og omskrivningsarbejde (fml). Så må det vel også være færdigt, tænker du. Men nej. Efter det kommer læserne, anmeldelser (hvis nogen altså har lyst til at anmelde den), og så bliver man om noget endnu mere endnu mere sårbar, end da man sendte det ud til forlagene. Alt det er for mig en del af processen i at skrive en bog.

Det har været en selvfølge, at jeg skulle skrive denne her bog, og at jeg herefter ville sende den afsted. Nu er jeg der, hvor jeg næsten er klar til at sende den, og dermed kommer alle tankerne om, hvad der så skal ske. Om afslag og manglende interesse, måske endda manglende økonomi hos forlagene, som så mange andre steder. Sårbarheden over at skulle inddrage andre mennesker, og afhængigheden af deres mening.
Det er meget ambivalent at være så tæt på, fordi jeg samtidig føler mig så langt fra. Fordi jeg både glæder mig og frygter, at blive helt færdig. Fordi jeg lige pludselig begynder at forstå, hvor hårdt et afslag vil være. Måske er det også derfor jeg i øjeblikket er god til at udskyde arbejdet, og to dage i træk ikke har kigget på det.

Vi er mange med en drøm om at skrive. For nogle er det endnu en tanke, for andre er det et projekt, de arbejder hårdt på. Uanfægtet er det tit en meget ensom ting at arbejde med, og for mange af os gør det ingenting. Alligevel er professionel sparring noget af det mest brugbare der findes, også i denne branche. Derfor vil denne føljeton være et sted, hvor jeg vil dele de oplevelser, der er forbundet med at skrive en bog. At vælge forlag, at sende ind, at få svar, og forhåbentligt hele processen med at udgive. Jeg håber, at I har lyst til at følge med.

// Caroline

Boganbefalinger til vinterferien

Bøger nævnt i videoen:

Scandinavia Star Del I – Penge på lommen af Asta Olivia Nordenhof
Min mor siger af Stine Pilgaard
On the road af Jack Kerouac
Ansigterne af Tove Ditlevsen
Gud bedste børn af Morten Pape
Biernes historie af Maja Lunde
#tyndogrig af Ditte Okmand
Min geniale veninde (Napoli-romanerne) af Elena Ferrante

Følg med på @ord.om_