Ord om Undtagelsen

Til de af jer, der ikke kender konceptet Månedens udfordring, er det kort fortalt, at vi her på Ord om_ skiftes til at give hinanden en læseudfordring. De af jer, der mangler inspiration til læsning, kan eventuelt påtage jer samme udfordring, eller finde inspiration i de tidligere udfordringer (se vores challenge-highlight på insta). Selvom det denne gang var Birgitte, der skulle tildele mig en udfordring, havde jeg selv et forslag, der blev taget pænt imod – nemlig “at læse en bog, der er aktuel på skærmen”. Jeg havde allerede en idé om, hvilken det skulle være; nemlig Christian Jungersens Undtagelsen.

Bogen
I romanen følger vi skiftevis Iben, Malene, Anne-Lise og senere Camilla, som alle arbejder sammen på Dansk Center for Information om Folkedrab. En dag modtager Malene og Iben hver en trusselmail, og nu begynder paranoiaen – for hvem har sendt dem? En af aktørerne i de folkedrab, de skriver om på centeret? Eller er det i virkeligheden en kollega?

Psykologiske thrillere er mit jam. Jeg elsker tvetydigheden, usikkerheden, den potentielle fare alle vegne. Dog skulle jeg lige et stykke ind i bogen, inden jeg blev helt fanget. Karakterer, deres baggrunde og holdninger blev til tider refereret mere, end de blev oplevet, og det fungerede ikke for mig. Dertil kom der meget information om forskellige folkedrab, som jeg i starten fandt irrelevant for plottet.
Jeg tog fejl. I virkeligheden udforsker bogen begrebet ondskab på en utrolig intelligent måde. I makroperspektiv undersøges folkedrab, i mikroperspektiv mobning på arbejdspladsen. Nogle af centerets artikler om “ondskabens psykologi” omhandler de faktorer, der leder folk til at handle mod deres moralske overbevisning, og disse faktorer ses i samme skala, når det omhandler kvindernes opførsel overfor hinanden på kontoret. Det er vildt ubehageligt at læse, men også vanvittigt fascinerende. Det eskalerer – selvfølgelig gør det det – og jeg var vild med det!

Bogen er en skønlitterær roman, men samtidig også en filosofisk udforskning af ondskaben i mennesket; om det er mere reglen end undtagelsen, at man handler i egen favør, uanset hvad konsekvensen end måtte være for andre. Romanen som værk var der delelementer af, jeg ikke var komplet hype over, men som helhed kan jeg ikke slippe den. I sit eget efterspil er den fantastisk.

Filmen:
Jeg kunne ikke lave et indlæg over “en bog, der er aktuel på skærmen”, uden at se selve adapteringen – en undskyldning for at gå i biografen, eller en dedikeret, hårdtarbejdende litteraturanmelder? Your call.
Filmen var god; den var faktisk rigtig god. Dog har jeg efterhånden lært, at man bør se filmen før man læser bogen; som oftest er bøgerne overlegne, og derfor undgår man skuffelsen ved at nedgradere til et filmisk værk efter det litterære. Filmen er en lille, kort appetizer, bogen er en treretters menu. Jeg gjorde det forkert denne gang.

Ikke at jeg blev skuffet, men jeg bliver altid usikker på andres vegne – forstår de overhovedet problematikkerne, eskaleringen, karaktererne, når halvdelen af bogen er røget i svinget i et forsøg på at holde filmen på under to timer? Min kæreste nikkede ja, bekræftede, at den var god, og vi blev ved med at diskutere begrebet ondskab, lige til vi lagde os til at sove. Filmen fanger det relevante og præsenterer karakterernes mørke historie på smukkeste vis. Alt i alt var det en meget veludført adaptation af bogen – som dog må siges at være filmen overlegen, som bøger jo næsten altid er.

//Caroline

Hvor intet bryder vinden

Månedens udfordring: Juni

Caroline har i denne måned udfordret mig til at læse en genre, jeg normalt ikke ville læse. Jeg var omkring lidt forskellige idéer, men valgte i sidste ende Leonora Christina Skovs Hvor intet bryder vinden, som længe har stået og pyntet på min bogreol.

Argumentet for at vælge bogen til udfordringen var, at jeg gerne ville læse en krimi. Romanen var en del af et valgfrit pensum, da jeg havde et fag om krimigenren på universitetet. Den spiller helt klart også op til vores forventninger til krimien. I bogen får syv kreative danskere og akademikere et rejseophold på øen Stormø, hvor de hver især kan arbejde på deres forskellige projekter, men – og nu citerer jeg bagsideteksten ”Stemningen [på øen] bliver hurtigt anspændt, og da en af dem forsvinder i skoven, og en anden falder i døden, indser resten, at noget er helt galt. Er der en morder iblandt dem? Og hvem er næste offer?”

Bagsideteksten får mig til med det samme at tænke krimi, selvom der egentligt ikke står nogen steder, at Hvor intet bryder vinden er en krimi. I nedenstående dykker jeg lidt ned i, hvordan man kan kategorisere romanen som krimi – og hvordan man på en måde ikke kan

(Nedenstående indeholder spoilers)

Krimielementer

Der er ingen tvivl om, at romanen indeholder krimielementer. Hvor intet bryder vinden er nærmest bygget op på Agatha Christies En af os er morderen fra 1939. I Christies roman får ti personer tildelt et ophold på en øde ø ud for Englands kyst. Her anklages de af en ukendt stemme for et mord, de hver især skulle have begået. På øen bliver gæsterne dræbt en efter en, og de overlevende begynder herefter at gå på opdagelse, mistænke hinanden og stille spørgsmål. I Christies roman får vi til sidst morderens tilståelse i en flaskepost.

Hvor intet bryder vinden er en moderniseret version af Christies roman. Handlingen er henlagt til en fiktiv ø ud for Esbjergs kyst. Ligesom i En af os er morderen inviteres gæsterne til et ophold på øen for derefter at forsvinde en efter en. I Christies roman dropper hun en række hints til karaktererne om deres snarlige endeligt igennem ti små porcelænsfigurer, som smadres en efter en som karaktererne forsvinder. I Skovs roman er figurerne repræsenteret i de fajance hunde, som findes på hvert værelse. Vi får også information om, hvorfor karaktererne er på øen. Hos Christie anklager en ukendt stemme gæsterne for at have begået et mord, hos Skov er anklagen mere diskret. Hun lader et reb falde fra loftet som henvisning til to dødsfald, som har fundet sted forud for opholdet.

Hvor intet bryder vinden minder om det klassiske mordmysterie alá Agatha Christie, men der er også væsentlige forskelle. Hvis vi skal gå helt i genre-mode, er krimien defineret ved at handle om opklaringen af en mordsag. Det er altså ikke nok, at der sker et mord, det skal også opklares, og den opklaring skal være central for bogens plot. Jeg vil vove at påstå, at ingen af dødsfaldene i Skovs bog bliver opklaret, heller ikke selvom vi får en skriftlig tilståelse til sidst. Tilståelsen afslører identiteten på den person, som har invitereret dem til øen og forklarer hvorfor gæsterne blev inviteret, det er alt.

En gotisk spøgelsesfortælling

Skovs roman giver også vibe af den gotiske fortælling. Den gotiske fortælling viser en eller flere karakterers subjektive oplevelse af en række begivenheder. Den oplevelse er præget af manglende orden, forfald, undergang og uløselighed.

Lad os se nærmere på det:

Det subjektive: i romanen skifter vi hele tiden imellem de forskellige karakterers perspektiver. Det skiftende perspektiv hjælper os med at kunne stykke sammen, hvordan personerne er forbundet med hinanden. Skiftet bidrager med en fragmenteret feeling, som også er kendetegnende for den gotiske fortælling. Det fragmentariske og subjektive er også til stede i nogle ufærdige tekster en af gæsterne arbejder på og i tilståelsesbrevet.

Forfald: Forfaldet i den gotiske fortælling kan vise sig i form af fysisk, mentalt og moralsk forfald. I Hvor intet bryder vinden viser det fysiske og mentale forfald sig igennem dødsfaldene og Joachims (en af gæsterne) depression, som han behandler med lykkepiller. Det moralske forfald er repræsenteret i den måde gæsterne, hver især har behandlet Marcella Storm (no spoilers).  

Undergang: Det som gør gotikkens fortælling uhyggelig er fortællerens (eller hovedkarakterens) følelse af, at vedkommendes tilintetgørelse er nær, og at der ikke er noget at gøre ved det. Døden er selvfølgelig et eksempel på denne tilintetgørelse, og den er til stede over det hele: Poul Erik spekulerer over, hvordan man kan dø på øen, og folk forsvinder. En af gæsterne Anne arbejder desuden på et projekt, hvor hun skaber Sodoma og Gomorra i papir (Sodoma og Gomorra var to byer i Biblen, som blev tilintetgjort af Gud for deres synder).

Uløselighed: I Hvor intet bryder vinden er enden nær, og der er intet de kan gøre ved det. Det er ikke til at slippe væk fra øen, hvor der hverken er mobilsignal eller mulighed for at komme ved færgen væk. Nogle af karaktererne finder desuden en kirkegård med gravsten med deres egne navne på. En anden ting ved uløseligheden er desuden, at man står tilbage som læser med en række spørgsmål, man aldrig får besvaret. Det ville man aldrig se i en klassisk krimi som Agatha Christie, hvor alle sporene samles i sidste ende.

Hvor intet bryder vinden er en god bog, men altså jeg må også bare konstatere, at jeg failede min challenge lidt, hvis målet var at læse en krimi   

//Birgitte