Forfatter: Shosha Fiorrie Raymond Udgivelsesår: 2021 Antal sider: 197
Hvorfor er der ikke noget ord for et venne-breakup?
Venskab som fængsel og som frihed “Tavs disko” handler om et tæt og langvarigt venskab, der er ved at gå i opløsning. Blake og Zelda er vokset op sammen, de har udviklet sig med hinanden som spejl, og selvom de er forskellige – og altid har været det – er der en symbiose mellem de to, en relation der er tættere end venskab, anderledes end søstre. Der er også en uligevægt i venskabet, den har måske altid været der, men den bliver tydeligere og er ikke længere kun god.
Der er en bog om at blive voksen, om at blive sit eget menneske på godt og ondt. Om at lede efter sin egen kerne blandt folk, der kender sig selv utroligt godt. Om at fokusere på de store ting som klima, kriser og planetens forfald, som fylder meget for Zelda, og om de små, nære ting som egne behov, relationer og seksualitet, som Blake struggler med. Venskabet mellem Blake og Zelda er båret af nærhed, både fysisk og mentalt, og selvom det skaber tryghed, bliver det også klaustrofobisk og svært at vokse op og blive til sit eget menneske.
At blive voksen i 2021 Jeg slugte bogen, og var virkeligt glad for den. Med wokeness og klima-passion falder romanen godt ind i life i 2021. Sproget er let og tilgængeligt med fine ting både på og mellem linjerne. Blakes famlen i begyndelsen af voksenlivet er så genkendelig, og på en gang tragisk og komisk, fordi man altid søger efter svar, der ikke eksisterer. Been there, still doing that tbh.
Jeg elsker billedet af et silent disco, hvor man kan vælge, hvad man vil høre, eller man kan tilpasse sig andres lyd – man vælger hvilket univers man vil eksistere i. Dét er et stort valg. Det er også et valg der i lang tid er på autopilot for Blake, der trænger til, og samtidig ikke har lyst til, at løsrive sig. Har lyst til at kramme hende. Og Zelda.
Forfatter: Louise H. A. Trankjær Udgivelsesår: 2020 Antal sider: 422
Kort og godt – jeg er ikke den rette læser til “Lysets datter”. Mine forventninger og ønsker til denne fantasy matchede simpelthen ikke indholdet. Jeg vil derfor gennemgå tre ting – plot, karakterer og sprog – og prøve at markere, hvordan de hver især bidrog til romanen på godt og ondt, for der er helt sikkert læsere, der til de ting, som ikke rammer plet hos mig.
Først, plot. Vi befinder os i en verden af Lys og Mørke – det er både i form af magi, væsner og intentioner. Vi følger Enilia, Lysets datter, som leder efter sin bror, der er taget af sted for at deltage i den store krig. Hun holder ikke ud, at han har forladt hende, ikke bare fysisk, men også i hjertet, hvor de ellers kan kommunikere på tværs af fysisk distance og uden ord. De to er skjulte børn af Kong Calras, ainatunariernes konge, hvor broren Elior er ainatunari, og Enilia er halvt ainatunari, halvt menneske – en jani. Begge er de en del af en profeti, der skal sikre Laru (deres verden) mod det mørke.
Jeg er helt klar på en god profeti, men jeg oplever faktisk at konflikten ikke er særlig tydelig: Mørket kommer, og der skal være krig. Mørket kan overtage folks sind. Mere ved jeg faktisk ikke, om den store krig og det onde. I stedet ved jeg utroligt meget om Enilias love life, som de fleste kapitler centrerer sig om.
Derfor: Karakterer, herunder Enilia, vores main character. Det starter godt ud! Hun er en selvstændig kvinde på 23, der i trods og sorg rider ud efter sin bror – hun savner ham, hun vil passe på ham, og hun har brug for ham. De to har et utroligt tæt søskendeforhold, og måske har jeg læst for meget incestuøs litteratur (“Jeg heddder Folkví”, “Rosarium” og “Kafka på stranden” to name a few), eller også er jeg bare ikke god til hele “lys vs. mørke” idéen. Jeg forventede en voksenbog, hvor det godt kunne fungere, og i hvert fald håbede jeg på noget, der kunne bryde med de enten fuldkomment gode eller onde – den har jeg svært ved at købe. Derfor var tilbageblikket på side 397-399 også min yndlingsscene – i et øjeblik får man fornemmelsen af, at Elior og Enilia ikke er bare er gode, men kontrollerende, ubehagelige, magtsyge. Det er kun et glimt, og den tanke bliver ikke forfulgt yderligere, men gid den gjorde.
Trods sine 23 år, opfører Enilia sig generelt mere som en ung teenager; tvær og trodsig, hvis ikke fjantet og fjalet. Derfor har jeg som læser svært ved at forstå, hvorfor voksne mænd falder for hende på stribe. De synes hun er betagende smuk, modig og intelligent. Smuk er jeg med på, modig yes, men intelligent – nej. Hun er dumdristig, bliver distraheret af intet mindre end tre hankøn på sin vej, og tror at gud og hver mand hader hende fordi hun er jani, uanset hvor meget de ellers erklærer hende deres troskab og kærlighed. Problemet er ikke, at hun har de dårlige traits – problemet er, at hun bliver beskrevet på én måde, men hendes adfærd er en helt anden. Der er noget, der ikke stemmer, og det stikker ud under læsningen.
Dog er det nice med en kvindelig fantasyhelt, der ikke kører hele den der jomfruelige tilgang. Enilia har en fortid med mænd, og det er forfriskende. Hun har ikke bare følelser men også lyster, og det er sådan set mere autentisk på den måde – jeg tror langt mere på begær ved første blik end kærlighed.
Udover Enilia møder vi et hav af karakterer, og desværre også så mange, at jeg aldrig når at blive investeret i størstedelen af dem. Det går meget hurtigt, og bogen vil for meget til at det hele kan lykkes.
Til sidst – sproget. Isoleret set var sproget faktisk virkelig fint. Mange sætninger er poetiske, der er et flot billedsprog, og man fornemmer en meget smuk verden. Laru er natur, skønhed og lys – og dermed er det også et dejligt sted at befinde sig. Scenerne med fejring og fest er søde; hele den vibrerende glæde og de tætte relationer er til at røre og føle på.
Så hvis man er til kærlighedsdrama i en fantasy-setting – og hvis man ikke forventer en voksen fantasy, men en YA-bog med lidt spice (et par peachy sex-scener her og der, som jeg tbh selv ville have elsket som 14-årig), så er kan den helt sikkert noget.
[Reklame: Indlægget er skrevet i samarbejde med Tales og indeholder affiliate links]
Min ønskeseddel til jul er basically 80% bøger (som om jeg ikke allerede har nok ulæste stående på hylderne *hosthost*) Med mange gode læseoplevelser, vil jeg her dele mine boganbefalinger (både nye og gamle bøger), så julegaveindkøbene bliver lidt lettere. Derudover er der både tips til billiger bøger og en rabatkode længere nede i indlægget, så keep up!
Til klimaaktivisten
Rosarium. En slægtshistorie der blander mennesker og natur fra fortid til fremtid.
Til verdens ende. En naturelsker følger de sidste havterner mod deres måske sidste træk i en verden der er i langsomt forfald.
Kød og fred. En humoristisk roman om behovet for at gøre noget ved den klimasituation, vi står i.
Til den klassiske læser
Bleg ild. Første danske oversættelse af en af Nabokovs store (og tunge) værker.
1984. Om et overvågningssamfund, om magt og om modstand
De uadskillelige. En roman om venskab og om at vokse op blandt andres forventninger og egne drømme.
Blå toner. En spændingsroman der indeholder store emner om sorg, diagnoser og medicinindustriens etik i en let tilgængelig form.
Tavs disko. Et venskab i opløsning, om symbiose og seksualitet, om klima, om at kende sig selv og om at finde sig selv.
Bøgerne kan alle købes på Tales. Med premium medlemskab kan du få rabatter på både bøger, spil og kulturoplevelser, én gange gratis fragt i måneden, og derudover adgang til alle lydbøger i appen. Du kan prøve i 14 dage gratis og få købt julegaverne (og de har dag til dag levering, WIN for typer som mig, der kan være lidt sent ude!).
Derudover har Tales fikset en rabatkode til jer, som giver 20% rabat på hele dit medlemskab! Brug koden ORD20 i feltet “Kampagnekode” når du opretter dig, og få medlemskabet til kun 79 kr. i måneden, fra nu og for evigt.
Forfatter: Daniel Dalgaard Udgivelsesår: 2021 Antal sider: 409
Det svære i relationer Hvis ikke sproget var så let, ville “Sfinx” være meget tung. Det er den måske alligevel, men en med en tyngde, jeg godt kunne bære. Mislykkede relationer føles som kernen af bogen, ønsket om at høre til, hvad enten man er albino med tyskklingende navn på Bornholm under 2. Verdenskrig, eller man er en 1,90 meter høj, ung kvinde på tracking i Sydøstasien i 2004.
På mange måder er deres historier forskellige; Jan skubbes ud af en skrabet fuglerede, Thea flygter fra sine trygge rammer – men begge mangler de noget, nogen, sig selv. Jan har levet et langt, tragisk liv, han sidder lam og stum i en rullestol i Thailand, Thea har hele livet foran sig uden at ane, hvad hun skal gøre ved den. Måske skabe noget, måske lave kunst, måske finde venner, måske en kæreste. Hele tiden forholder de sig ikke kun til sig selv, men til andre mennesker; forældre, søskende, venner, kolleger, fremmede, og de relationer er for mig kernen af fortællingen. Det er her, Daniel Dalgaard, gør det fantastisk.
Der er grader af dysfunktionalitet og af distance, alle relationerne føltes autentiske, ærlige på en måde. For mig bar de historien, bevægelsen gennem plottet, det var dem, der ramte mig.
Læseoplevelsen Ærlig snak: Det krævede tilvænning at læse de lange sætninger med sparsom tegnsætning og poetiske finesser. Det var en smule forstyrrende i starten, men hurtigt sank jeg ned i sproget, som jeg herefter satte meget stor pris på. Det fungerede både på Bornholm og i Asien, i 1940’erne og 2004.
Mange stemmer fik i løbet af bogen lov til at bidrage med hvert deres perspektiv, deres oplevelser, og selvom det ikke er en kollektiv roman, var alle stemmerne – uanset hvor meget eller hvor lidt plads de fik – dybe og hele. Det er en bog med hele mennesker med hele historier, også når de ikke bliver afsluttet, som jeg på en måde lidt manglede. Måske er det i virkeligheden præmissen – ufuldendte mennesker med ufuldendte historier. Det er på en måde også meget smukt.
Velkommen til endnu et debuterende forlag: Forlaget Falco! “Den perfekte mor” af Aimee Molloy er en af de to første udgivelser på forlaget, og er hentet direkte fra New York Times bestsellerlister. Very exciting!
Mommy-thriller for alle pengene Der er tale om en mødregruppe-thriller: En bunke NY-mums mødes med deres gravide maver, senere babyer, og en dag bliver en af børnene kidnappet. ’Hvem, hvad, hvorfor’ går straks i gang, og vi følger tre af mødrenes ønske om at bidrage i eftersøgningen, mens den fjerde mor er meget kryptisk.
Hvor plottet selvfølgelig giver anledning til ”who did it”-konspirationer og psykologisk drama, var selve indholdet utroligt præget af en anden form for uhygge: moderskabet. Udskamning, velmenende råd og vanvittige forventninger til deres rolle som mødre fylder kvindernes liv, og gør dem utilstrækkelige i alt, hvad de ellers foretager sig, om det er job, familie, relationer eller bare det, at passe på sig selv. Den del er næsten det mest uhyggelige.
Det er også den del, der fylder mest. Kidnapningen er i høj grad settingen, hvor vi bliver introduceret til kvindernes udfordringer som mødre i et samfund, der ønsker at de skal fejle (ærligt, sådan virker det). Man forstår godt, at de er ved at kløjes i life. Kvinderne har hver deres definition af, hvad den perfekte mor er, hvilket allerede her siger noget om konceptet (hint: it’s not real). Sammen med egen skam kommer samfundets løftede finger, og der seriøst pres fra alle sider.
Noget om at være i og udenfor målgruppen Når man ikke er mor (aka mig), er alle de udfordringer forståelige, men også lidt langt væk. Jeg bliver ikke hamrende fanget af udfordringer med at amme, eller behovet for mødregruppens støtte. De allerbedste forfattere formår dette: at skrive, så man bliver fuldstændigt involveret, uanset hvor fremmed karakterer og situationer er. Det oplevede jeg ikke helt her.
Although! Hvis man befinder sig i moderskabets vanvid, så tror jeg, at denne her bog er ret vild at læse – at man kan genkende sig selv, udfordringer, forventninger og det pres der eksisterer parallelt med rollen. Der er kæmpe paranoia omkring hvornår man gør det godt, og om godt nogensinde er nok.
Bogen er underholdende – men jeg tror den rammer endnu mere plet hos andre end lige mig.
“De virale nyheder/ om skovbrande og smittetal/ er intet andet/ end naturens gang;/ at smitte altid/ stiger eksponentielt/ at også bakterier/ kan være klimaflygtninge.”
Pandemi part II Dette er Caspar Ericsanden digtsamling (digtroman?) med udgangspunkt i pandemien, og skæbnen ville det, at jeg begyndte den samme aften som Mette F’s seneste pressemøde (som i øvrigt bragte alt for meget deja vu med sig). Det lille øjeblik man holder vejret, idet “BREAKING” skriger i versaler fra skærmen. Usikkerheden der igen siver frem, krammene der igen skal vurderes og prioriteres.
Hvor pressemødet ikke var et særlig hyggeligt gensyn, var ordene det heldigvis. Potentiel sygdom har taget plads i alt; fra relationer til ferier til fester, osv. Når vi engang imellem ignorerer restriktioner og anbefalinger – både fordi vi gerne vil og fordi vi nogle gange bare glemmer dem – følger en ny form for skam. Når verden senere åbner op igen, og vi møder noget, der minder om den gamle hverdag, er det med bevidstheden om, at alt det velkendte pludselig føles fremmed.
Kæmpe vibe og ægte relatable Gennem smuk og tilgængelig poesi krydret med pop-referencer ala Britney bitch beskrives alt fra corona, klimakrise og klassekamp. Jeg vil så gerne sige en masse klogt, men bogen siger det hele selv. Jeg har intet at tilføje. Det er en digtsamling, der fungerer som en reaktion-slash-en kommentar på samfundet lige nu og her, som rummer både al frygt, al vrede, al forglemmelse, al omsorg (og heldigvis for omsorgen!), og den er oprigtigt formidabel.
Det er ikke en bog der starter med et spørgsmål og kommer med et svar, den er famlende men det gør at den på en eller anden måde føles mere autentisk. Hvem aner noget som helst lige nu? Alle gør deres bedste, og vi kan gøre meget.
En teaterroman – what a concept! Jeg har kun en enkelt gang læst en bog i manuskript-form (SKAM Sæson I, hamrende godt), og var virkeligt begejstret for at skulle læse i det format igen.
Ondskab og frygt i evig spiral En by rammes af tragedie på tragedie, da flere børn først forsvinder, herefter findes døde, druknede, mishandlede. Borgerne er bange, selvfølgelig er de det, og med angsten følger indbildte skygger. Åkvinden bevæger sig rundt blandt borgerne, som isolerer sig og vender sig mod hinanden. Alle har så travlt med hinanden, at ingen ser den groteske leg, børnene drages ind i.
“Åkvinden” er en historie om ondskab og frygt – om hvordan de to er bundet sammen, hvordan de er hønen og ægget, hvordan de er ringe i vandet, der spreder sig med enhver bevægelse. På den ene side har vi den grusomme, mytiske skikkelse, den direkte ondskab mod børnene – det fysiske og konkrete. På den anden side har vi de handlinger, der er baseret på frygt, og som i langt højere grad er den psykologiske, mentale ondskab, den utilsigtede. Det var vildt at sidde med en bog, hvor begge dele kæmpede om at blive mest skrækkelig.
Alt det usagte på godt og ondt Fordi det er et manuskript, er der meget usagt – karaktererne kan virke kolde og mangle noget dybde. Vi møder dem i handling, i dialog, vi kigger ikke indeni karaktererne på nogen måde; vi ser kun det, de i en eller anden grad vælger at afsløre. Karaktererne forblev meget skikkelser frem for hele mennesker, men måske er det en del af pointen: De hedder trods alt blot “Borgmester”, “Borger 1-22”, “En mor” og “I et parforhold 1 og 2”. Det skaber en distance til karaktererne, men gør dem på en eller anden måde også meget generiske. Det bliver tydeligt at disse karakterer kunne være hvem som helst, og det i sig selv gør for mig historien endnu mere uhyggelig.
Er man til uhygge og mystik, sagnvæsner og mord, eksperimenterende formater og det groteske, så er “Åkvinden” et godt bud. Bogen er desuden vanvittigt smuk, og derudover den første udgivelsen af Forlaget Futurum – det er en udgivelse, de godt kan være stolte af.
Når en roman formår at få etiske spørgsmål flettet ind i en bog på en flydende, naturlig måde, så løfter plottet sig flere niveauer. Og når plottet i forvejen er godt – så er der altså tale om en ret fantastisk bog. “Blå toner” er mit første møde med videnskabskrimien, og min skepsis til genren inden jeg gik i gang, tager jeg komplet i mig igen!
Etik, medicin og kapitalisme
I “Blå toner” er et middel mod klinisk sorg ved at blive udviklet, og effekten bliver forsket i på Århus Universitet. Intentionen med prædikamentet er at hjælpe mennesker med sorgdiagnosen Prolonged Grief Disorder til at få det bedre. Selvom medicin kan være en fantastisk hjælp, er selve medicinindustrien også en magtfuld spiller i et kapitalistisk samfund, og det bliver hurtigt tydeligt i romanen. Der er meget på spil, både i form af ønsket om at hjælpe mennesker, de økonomiske incitamenter og selvfølgelig de personlige agendaer alle involverede måtte have.
Det hele udspiller sig gennem to psykologistuderendes specialeskrivning, en psykologs undersøgelse af prædikamentet og skaberens udvikling af medicinen Callocain. Det giver helt vildt god mening at få flere perspektiver på – og her har vi alt fra sorgramte, medicinkritikere, forskere og brugere af medicin; alle med hver deres baggrund og motiv. Det skaber muligheden for at forstå alle facetter af medicinen, både behovet og frygten for den.
Autentisk historie og flydende
Selvom det lyder som en stor mundfuld med store etiske og filosofiske spørgsmål gennem medicinindustriens interne og eksterne perspektiver, bliver de etiske udfordringer sat i en overraskende realistisk kontekst med meget fine karakterer. Jeg blev igen og igen overrasket over, hvor autentisk hele historien føltes, og hvor sandsynlige både situationer og motiver der skildres. Man tror virkeligt på historien. Derudover var sproget overbevisende og flydende, og bidrog kun til en virkeligt god læseoplevelse!
Det bliver helt sikkert en af mine faste anbefalinger.
Ved bogens titel står der “Roman i stykker” – men det er mere end det. Det er drømme i stykker, hjerter i stykker, tårer på kinderne, sorg og afsavn. Jeg læste ikke mere end de første to sider, før mine øjne var våde, og tårerne flød ned ad mine kinder.
Fertilitetsbehandlingens vanvid
En mand og en kvinde mødes, de forelsker sig, de vil formere sig – skabe en sammensmeltning af dem. De vil lave et væsen af deres eget kød og blod, og de vil få nye roller i livet. Men de mister. Og de mister igen. Vi følger faren – for han er en far, selvom barnet, børnene, ikke eksisterer i fysisk forstand. Hans rolle i fertilitetsbehandlingen er tæt på ikke-eksisterende. Han leverer sæd og han venter. I hjemmet er de, Manden og Kvinden, fælles om processen, men i øjeblikket de rammer hospitalet, forsvinder Mandens vigtighed, hans deltagelse, hans bidrag og emotionelle respons tages ikke i betragtning som Kvindens.
Manden bliver underkendt for sin rolle som Far, fertilitetsprocessen bliver underkendt som en oprigtig sorg. Det hele beskrives lyrisk og poetisk, og sproget passer uendelig fint til den sorgfulde tone.
Muligheden for genkendelse i en ukendt situation
Bogen handler om ufrivillig barnløshed, og er ikke et emne, jeg egentligt har beskæftiget mig med – hverken i litteraturen eller i mit eget liv. Alligevel er den længsel efter at formere sig, at skabe et barn, at miste og miste og miste så nærværende i romanen. Der er en art af indvielse i et meget intimt rum, og selvom jeg ikke kender det rum på forhånd, er det slet ikke så fremmed som man skulle tro. Faren bliver glemt, moren er et skaberinstrument, og med to streger på en pind er forældreskabet sat i værk – det forsvinder ikke, selvom barnet gør. Der må være langt flere usynlige forældre rundt omkring, end man forestiller sig, og med bogen bliver de set. Det føles rart.
Handlingen satte sig i min krop som skiftevise smil og krummen tæer. ”Man skulle nok have været der” er en tragikomisk, socialrealistisk roman, der er så velfungerende, at knuden i maven kan mærkes længe efter læsning. Tue kommer fra en dysfunktionel familie i Vestjylland, men er nu landet i København i et forsøg på at komme væk, få afstand, at blomstre. Selvom han ikke har meget fysisk bagage med sig, slæber han sin mentale og emotionelle bagage med sig, som en lænke om benet.
Tue har ikke fået meget hjælp hjemmefra, men en ting har han lært; at overleve. Selv som driftende hjemløs i København, uden fast løn og med manglende sociale kompetencer, gør han det, der skal til. Dermed ikke sagt, at hans strategier er velfungerende – det er de faktisk sjældent. Han er ikke et menneske, man ubetinget holder af, men han er et menneske, man holder med. Hans jagt efter omsorg gør ham så desperat, at alle midler bliver taget i brug. Det er netop dét, der gør det hele så tragisk: Alt hvad han gør for at opnå accept, er det, der gør det svært for andre at acceptere ham.
De sociale klasseskel bliver brutalt tydelige, fordi Tues udgangspunkt er så langt væk fra det, han møder. Han er kun et barn på 17 år, har ingen penge, intet hjem, intet tilhørsforhold. Dertil spøger hans opvækst, og dermed hans uhensigtsmæssige coping-mekanismer i alt, hvad han foretager sig.
Romanen er lettilgængelig og humoristisk, og samtidig en af de mest dybe og tunge tragedier, jeg er stødt på. Jeg kender Tue’r, er opvokset med flere af dem, og det er vi nok mange der er. Derfor er bøgerne om Tue så vanvittigt vigtige – de giver en indsigt i et ressourcesvagt livsvilkår, og en forståelse for, hvad dårlige valg kan udspringe af. Niveauet fra de to tidligere bøger om Tue bliver holdt fuldstændig ubesværet, og selvom dette er en selvstændig tre’er, vil jeg anbefale af læse de to andre først, for at lære Tue rigtigt at kende, og fange de fine referencer til de tidligere bøger.
Det er en af de bøger, jeg kan anbefale til alle: Dem der lever i dysfunktionaliteten, dem der står ved siden af, og dem, der aldrig har mødt den. Thomas Korsgaard skriver helt fantastisk, og jeg vil helt sikkert vende tilbage til Tue igen og igen.
En ældgammel profeti er ved at blive opfyldt, og en snigmorder og en kejser skal nu afgøre menneskehedens fremtid. Intriguing? Meget.
Vi er ude i en fantasy-roman, men jeg kan ikke vurdere målgruppen: den er skrevet ret ungt, og jeg får helt klare Skammerens Datter-vibes. Snigmorderen Zynn og kejseren Palasander mødes, som profetien har forudsagt, og skal sammen blive enige om, hvad der skal ske med menneskeheden. Både Zynn og Palasander er tranzends; mennesker, der kan styre et bestemt aspekt af livet. Deres særlige evner gør dem magtfulde, hvorfor de nu sidder med denne beslutning.
Zynn er ikke overbevist om menneskets videre færd, og for at de to kan blive enige, skal Zynn dele sin historie.
Jeg håbede – forventede – at blive involveret i deres filosofiske tanker om menneskeheden, om bevidsthed, om livets værdi og intethedens potentiale. I virkeligheden er disse overvejelser langt mere subtile i romanen. Frem for de store diskussioner, er samtalen mere en monolog: Zynn deler sin historie med Palisander. Selvom historien, stederne, karaktererne er en velformet fantasy historie, så manglede den det filosofiske element, som jeg var blevet lovet. Der er action, moraler, forskellige religioner, kulturer, mystiske evner og twists, og i bund og grund et velfungerende plot og en spændende præmis.
Alligevel var jeg ikke udelukkende begejstret. Bogen er Zynns historiefortælling, og hvor dette er en god måde at sikre et specifikt narrativ, skabte det også en distance. Vi oplever ikke historien, vi får den forklaret. Frem for at have tillid til, at læseren nok skal forstå, bliver Zynns fortælling til Palasander en undskyldning for at udpensle dele af især kultur, religion og baggrund i den verden, vi befinder os i.
Bagsideteksten ender med ”For hvad vil det i det hele taget sige at være menneske – og er menneskeheden overhovedet værd at bevare?” Det er en vanvittigt interessant tanke, og jeg tror virkeligt der kunne komme en vild diskussion ud af det. Dog forblev diskussionen pakket godt ind, og frem for en hybrid mellem fantasy og filosofi, føltes det som en ganske almen fantasy-roman til en lidt yngre målgruppe end jeg selv.
Den kan helt sikkert noget, men mine forventninger og selve oplevelsen matchede bare ikke rigtigt. Dog vil jeg sige, at hvis man er til en solid gang ungdoms-fantasy med alle de klassiske elementer, så er Intethedens tegn et rigtig fint bud.
[Anmeldereksemplar modtaget fra Lindhardt og Ringhof]
Forleden var jeg ude at gå med min veninde Natasja på Nordre Kirkegård i Aarhus. Om foråret er det et af de smukkeste steder i byen, for blomsterne står i fuldt flor, og man bliver mødt af en farveeksplosion af rød, grøn, gul, lilla, orange, hvid i det øjeblik, man går igennem kirkegårdens sorte port. Jeg fortalte hende, at det mindede mig om en bog, jeg var i gang med at læse, Adam i Paradis hed den, skrevet af forfatter Rakel Haslund-Gjerrild. Bogen var endnu ikke udkommet på forlaget, men jeg var allerede fuldstændigt opslugt af den.
Sanseeksplosion
Man kan ikke tale om en decideret handling i Adam i Paradis. Det er i det hele taget en meget utraditionel roman, som springer frem og tilbage imellem historiske kilder og fiktion; tid (start 1900-tallet) og sted (København og Italien). Romanens konstant er hovedkarakteren maleren Kristian Zahrtmann (1843-1917), hvis liv vi følger igennem hans kunstværker. Samtidig er Sædelighedsskandalen 1906-1907, hvor en række mænd blev dømt for deres seksualitet i København, også central for handlingen og for Zahrtmanns liv.
At Haslund-Gjerrild tager udgangspunkt i kunstnerens malerier, kan man virkeligt mærke på skriften. Bogen er en sanseeksplosion, og det er tydeligt, at forfatteren har forsøgt at oversætte Zahrtmanns sans for det visuelle til romankunst. Det vrimler med mættede synsindtryk, blomster og farver. Det er lige før, det er kunsten, som er tekstens egentlige hovedperson og ikke kunstneren Zahrtmann selv. Haslund-Gjerrilds smukke beskrivelser vækker i den grad mindelser om J.P. Jacobsen, som skriver så klart og detaljeret om naturen. En anden association, jeg får, er den franske film Portræt af en kvinde i flammer (2019) af Céline Sciamma. Filmen handler, ligesom Adam i Paradis, om en maler, og fortællingen opleves igennem malerens sans for det visuelle. Det er virkeligt en visuelt smuk film på samme måde som Adam i Paradis er det. Hvor er det i grunden vildt, at man kan opnå det med ord.
En del af en tendens
Med romanen skriver Haslund-Gjerrild sig ind i en tendens, hvor historiens marginaliserede – kvinder, farvede, LGBT+-personer – pludseligt gives en stemme, som ikke var dem forundt på deres levetid. Fra et menneskeligt perspektiv er det et sympatisk projekt. Samtidig sætter det den historiske udvikling for de marginaliserede, LGBT+-personer i dette tilfælde, i perspektiv. Vi er kommet langt i kampen for ligestilling imellem køn og seksualiteter, men det er en dynamisk proces. Det er ikke lang tid siden, homoseksualitet var ulovligt og moralsk forkasteligt. Det er en påmindelse om, at ligestillingen ikke er naturligt givent, men noget vi skal kæmpe for. Nødvendigheden af det budskab forstærkes af Haslund-Gjerrilds sammenblanding af faktiske kilder og fiktion. Hun skriver nemlig breve og avisartikler ind i teksten undervejs. Det underbygger den fiktive skildring af den historiske kontekst men bidrager samtidig med en række forskellige stemmer, som ufiltreret får lov til at komme til orde. Da jeg først opdagede dem, troede jeg, de ville være forstyrrende for læsningen. Tværtimod nuancerer de billedet af Zahrtmann og perioden og giver læseren mulighed for selv at tage aktivt stilling. Til datidens begivenheder og ikke mindst til, hvordan vi lever livet nu.
Begejstring, nervøsitet og forløsning – det var den rutsjebane jeg oplevede, da jeg så, at Maria Hesselager udgav sin debutroman hos Gutkind. Her er mine faktiske tanker:
Begejstring: Jeg kender Maria! Hun var min skrivementor på DTA, og hjalp mig til at færdiggøre min første roman, Carnivora. Hun er fagligt dygtig, en skøn formidler, velreflekteret og super intelligent – det kan kun blive godt! *Skriver straks for at få et anmeldereksemplar*
Nervøsitet: Vent, hvad nu hvis jeg ikke synes om bogen? Det er altid svært at skrive kritisk om bøger, der ikke falder i ens smag, så det bliver jo kæmpe svært, hvis det endda er en man kender! Fandme en dårlig idé, Caroline.
Forløsning: Are you kidding me, den er vitterligt fantastisk! Den minder om første del af Rosarium af Charlotte Weitze – som jeg ELSKEDE – og dertil tilsat et drys Vikings. Både dramatisk og poetisk, fyldt med store følelser, bedrag, forbudt kærlighed og mystik. Jeg er så glad!
Vi befinder os i Vikingetiden, og følger den unge Folkví og hendes bror Áslakr. Deres tætte forhold bliver sat på prøve, da Áslakr forlover sig, og Folkví sygner hen i jalousi og vrede. Romanens nutidsspor bliver suppleret fortidens hændelser, og hele tiden lærer vi de to søskende bedre at kende, mens tragedierne rammer dem hver især. Der er en stor distance mellem deres higen og realitet, begge kæmper de en kamp for at nedlægge den distance. Spørgsmålet er, om det er det værd – og om de nogensinde når det?
Jeg hedder Folkvíer på mange måder en tragisk historie, men også en smuk en. Sproget er dragende, og hele bogen føles som et drømmespind, sommetider let og fint, andre gange tungt og kaotisk. Vi følger mørket i de to, mørket der lever i Folkví og kravler over i Áslakr. Både omgivelser og følelser er så simpelt og sikkert beskrevet, at de mindste ting får stor tyngde, ordene rummer en dybde, jeg sjældent oplever.
Specielt var Folkvís ikke altid særligt sympatiske væsen forunderligt, både i dets arrigskab og sårbarhed. Hendes usikkerhed i vølve-gerningen, hendes boblende glæde med dem hun elsker, hendes halvhjertede forsøg på at opretholde hierarkiet blandt de arbejdende, hendes store og altædende savn til dem, der forlader hende – de mange facetter gør hende til en vildt interessant karakter. Det gør romanen til et reelt drama, der manifesterer sig i krop og sjæl.
I bogens midte dukker Nornerne op, som en menneskelig opdeling mellem Folkví og Áslakrs historier. Deres opgave, at flette skæbnetråde, bliver præsenteret som et snørklet foretagende, og bogen er opbygget på samme måde: skæbnetråde af forskellige tider, erindringer, handlinger skaber et samlet værk, en helhed der er større end sine enkeltdele. Det der kan forekomme kaotisk på grund af menneskets sammenfiltrede historie, men leder alle i retning af enden.
Og selvom alt bevæger sig mod enden, stille men stødt, er intet som man forventer det.
[Anmeldereksemplar modtaget fra Politikens Forlag]
Jeg var KÆMPE FAN af Den, der lever stille, Leonora Christina Skovs bestsellerroman fra 2018, da den udkom. Leonora Christina Skov formåede, hvad jeg stadig mener er de færreste forundt, at skrive i et sprog, man som læser glider ubesværet igennem, samtidig med, at hun skriver store almenmenneskelige følelser frem. Det er nok også derfor, bogen blev så stor en succes, som den blev. Den taler om oplevelser, de fleste kan nikke genkendende til i et sprog, de fleste kan forstå. For mit vedkommende følte jeg, der blev sat ord på oplevelser og tanker, jeg havde haft, men som aldrig var blevet italesat før. Jeg følte et kæmpe fællesskab med hovedkarakteren, som jeg kunne spejle mig i. Jeg var ikke alene med mine oplevelser. Dem delte jeg med Leonora og mange andre, der læste hendes bog.
Nu er hun tilbage med opfølgeren, Hvis vi ikke taler om det. Bogen lægger sig i direkte forlængelse af den første. Vi møder Leonora under sin foredragsturné med Den, der lever stille, og dykker efterfølgende ned i det, Leonora kalder sit andet store udspring: nemlig, at springe ud som forfatter.
At blive til som forfatter
Ligesom i forgængeren springer vi imellem erindringsscener fra barndom, ungdom og voksenliv og et nutidsspor, hvor forfatteren reflekterer over skriveprocessen, og de valg der træffes, når man nedfælder sine egne oplevelser i romanformen. Den åbenhed fungerer rigtigt godt, for vi er efterhånden så bekendte med genren, at vi alligevel godt ved, at det ikke er ~*~ den objektive sandhedTM (den findes ikke). Der giver det noget, at komme helt tæt på hendes overvejelser. Hvor svært det kan være, at gennemleve perioder i sit liv og skrive om dem og selvfølgelig også, hvorfor det er vigtigt.
Hvis vi ikke taler om det har ikke samme bredde appel som forgængeren. Fokus er i for høj grad på Leonoras vej ind i forlagsbranchen. Det er en klassisk fortælling om social mobilitet og om at satse på sine drømme, hvor hårdt arbejde det er undervejs, og hvor lykkeligt det er, når det går godt. Jeg tror ikke, at det er alle mennesker, der nødvendigvis vil kunne forholde sig til skildringen af den københavnske kulturelite eller nødvendigvis er interesseret i branchen som sådan. Billedet af Leonora er også noget mere mudret end i den første bog. For mig personligt er det ikke et problem. Jeg synes, det gør hende mere menneskelig, når hun skildrer sine egne mørke sider (som når hun fx er irriterende optaget af, hvad andre mennesker tænker om hende, og hvorvidt de synes, hun er interessant eller ej). Det er også frustrerende, når hendes arbejdsmoral og pligtopfyldenhed nærmest leder til, at hun arbejder sig halvt i stykker. Successen er et privilegium, men den er samtidig hård at være i. Det er meget tydeligt i bogen.
Titlens løfte
Leonora Christina Skov vil have os til at tale om det, der er svært. Hvis ikke vil det få konsekvenser for os. Det fik konsekvenser for hendes mor, som aldrig dannede nogen tætte relationer, måske med undtagelse af Leonoras far, før det var for sent. Det er en påmindelse om at turde at tage bladet fra munden og tale – for kun på den måde kan vi leve autentisk som os selv og danne stærke relationer til andre.
Jeg elskede at læse tegneserier som barn. Jeg slugte side op og side ned af jumbobøger, Valhalla-tegneserierne og anime-serier, som kunne lånes på bibliotekets børneafdeling. Så på et tidspunkt stoppede jeg med det. Måske fordi genren ganske enkelt ikke fandtes på voksenbiblioteket, som jeg overgik til, som tiden gik, og jeg blev ældre. Tegneserieformatet er noget, vi typisk forbinder med barndom, men over de seneste år har flere og flere fået øje på genrens potentiale, og de grafiske romaner bliver mere og mere udbredt – også til voksne. “Pseudo” af debutanten Mathilde Digmann er en sådan roman.
At læge sine sår
I bogen følger vi hovedkarakteren Cat, som prøver at samle sig sammen og komme videre efter bruddet med sin kæreste. Hun læger sine sår ved at kaste sig ud i det ene problematiske forhold med mænd, hun ikke rigtigt gider være sammen med, selvom hun prøver at få sig selv overbevist om det modsatte. Hun trives ikke på jobbet og bruger det meste af sin tid i en konstant hashtåge sammen med sin primære følgesvend, hendes kat. Så bliver nedsmeltningen vist ikke mere rockstjerne-dekadent. Bortset fra at Cats sammenbrud ikke er særligt sexet (uanset hvor mange nøgenbilleder, hun tager) men snarere tragisk. Som læser har man ondt af hende, når man ser hende fylde sit liv ud med stoffer og sex. Det gør hende ikke lykkelig, selvom hun så desperat gerne vil være det.
Den grafiske romans potentiale
Jeg synes, bogen fungerer rigtigt godt som grafisk roman. Billeder og tekst komplementerer hinanden virkeligt flot, og tegningerne, som i øvrigt ikke er farvelagte, illustrerer rigtigt fint Cats mentale tilstand. Jeg tror ikke, man skal underkende genrens potentiale for netop at skildre følelser, uanset hvor ekstreme de følelser er. Den har en måde at fortælle på, som er anderledes fra, hvad en almindelig roman ville kunne udtrykke. Og vi er aldrig i tvivl om, hvor skidt Cat har det, når vi ser hende portrætteret igennem hele romanen. Hendes mentale tilstande gestaltes nemlig så fint i Mathilde Digmanns tegninger.
Der er generelt gjort rigtigt meget ud af bogens visuelle udtryk. Det gælder selvfølgelig indholdet, men det gælder ikke mindst også bogens omslag, hvis blanke overflade fungerer som et spejl. Vi skal altså kunne spejle os i Cat, hendes tanker og følelser undervejs i bogen. Det er et grundvilkår for de fleste mennesker at miste, og de fleste vil kunne se sig selv i Cats afgrundsdybe sorg over tabet af forholdet, og hendes forsøg på at udfylde det tomrum, som ekskæresten efterlader. At være så desperat efter at finde en ny, at man affinder sig med hvem som helst og på den måde også overskrider sine egne grænser. Men Cat er også en hovedkarakter med meget ekstreme copingmekanismer, som jeg personligt har meget svært ved at genkende mig selv i. På den måde bliver hun en lidt utilgængelig hovedperson, som jeg har svært ved at connecte fuldstændigt med. Det betyder dog ikke, at hendes (og personer som hende) historie ikke er vigtig at fortælle. Det gør Mathilde Digmann med den grafiske roman “Pseudo”, som på mange måder er en visuelt smuk og barsk bog.
ord om _ 