Ord om LiteratureXchange: Leonora Christina Skov

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

Sidste arrangement for mit vedkommende var med Leonora Christina Skov, og jeg glædede mig meget. For som så mange andre ser jeg virkeligt mig selv i hendes seneste to romaner Den, der lever stille og den selvstændige fortsættelse Hvis vi ikke taler om det. Jeg synes klart bedst om Den, der lever stille, som for mig er en meget almen fortælling om at blive sig selv og om ønsket om accept og kærlighed. Selvom Hvis vi ikke taler om det fortsætter i samme spor, blev den på nogle punkter lidt for indspist. Jeg mente med andre ord, at den primært ville appellere til folk, der af den ene eller anden grund var interesseret i insiderviden fra den københavnske kulturelite (læs: forlagsbranchen).

Den opfattelse fik Leonora Christina Skov rokket ved. Hvis vi ikke taler om det er, ifølge Leonora Christina Skov, en bog om klasse og om Leonoras rejse fra middelklassefamilien i Helsinge til universitetsmiljøet og forlagsbranchen i København. Her erfarede hun, hvordan netværk var altafgørende for, hvilke studiejobs, man fik, og hvordan man nogle gange var begrænset i sin adgang til bestemte litterære værker, hvis ikke man havde et familiemedlem, som man kunne låne af. Hun fortæller også om, hvordan hendes medstuderende allerede i starten af studiet vidste, hvordan man skulle gebærde sig på universitetet. De havde allerede læst de rigtige bøger, og de vidste, hvordan man skulle diskutere på den helt rigtige måde. Samtidig var man ubeskyttet, når man som ung, håbefuld forfatteraspirant indtrådte på kontorerne ved indflydelsesrige forlæggere. Hun fortæller også om, hvordan farens egen sociale opstigen fra arbejderklasse til middelklasse prægede hele hendes barndom. Hun skal arbejde hårdt og få sig en ordentlig uddannelse (det var litteraturvidenskab, som Leonora læste, bestemt ikke!) for at kunne klare sig godt i livet.

I Hvis vi ikke taler om det indgår der flere levende personer, end det var tilfældet med Den der lever stille. Selvom Leonora Christina Skov insisterer på, at man har ret til sin egen historie og sit eget stof, medfører det alligevel en række etiske overvejelser i forhold til, hvad man kan skrive om andre mennesker. Hun skærer andres problemer fra, hvis de ikke er centrale for romanens hovedspor og forsøger ellers at fremlægge scenerne så objektivt som muligt uden egne fortolkninger. Når man er dygtig til at skrive har man en kæmpe magt, og det skal man være sig bevidst. Men som Leonora Christina Skov også påpeger, hvis man vil have en helgenkåring i romanerne, så må man også tage og opføre sig ordentligt.

//Birgitte

Ord om LiteratureXchange: Ida Marie Hede og Caspar Eric

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

Det var virkeligt mærkeligt at være tilbage i Nobelauditoriet på Aarhus Universitet, hvor jeg har tilbragt så uendeligt (!) mange timer under mit studie. Det føles som en menneskealder siden her to år senere. Denne gang var anledningen dog ikke to timers støvet sætningsanalyse men en samtale imellem forfatterne Ida Marie Hede (Suget eller vasker du vores fuckfingre med dine tårer?) og Caspar Eric (Jeg vil ikke tilbage). Hovedtemaet for samtalen, som blev modereret af Katherine Diez, var forældreskabet og skildringen heraf i den nyeste danske litteratur.

Aftenen startede med, at de to forfattere fik lov til at læse op af deres nyeste bøger, Ida Marie Hedes crazy Suget, som hun kalder en parodi på Margaret Atwoods The Handmaid’s Tale og Caspar Erics digtsamling Jeg vil ikke tilbage om coronakrisens første måneder. Suget handler i høj grad om det komplicerede moderskab. Hovedkarakteren nærmest begraves i børn og lortebleer, og hendes fertilitet monitoreres af et velfungerende bureaukrati i Den Usikre og Megalomane Landsby. Koblingen imellem forældreskabstematikken og Erics digtsamling Jeg vil ikke tilbage, hvor vi ganske vist får nogle skildringer af sønnens relation til sin far, synes dog mere søgt. Det havde været mere oplagt at tale om Alt, hvad du ejer, som handler om et pars spontane abort. Det er ikke fordi, bogen slet ikke bliver nævnt, men det føltes meget kort og overfladisk, noget der lige skulle afvikles før pausen, og der åbnes op for spørgsmål.

Ida Marie Hedes moderskabsskildring er anderledes fra tidligere tiders, fordi moderskabet i Suget ikke er indadvendt og privat men snarere udadvendt. Hun skildrer det paradoksale i at ville være politisk aktiv og bekæmpe et system, man selv er en del af, og som man også forsøger at lykkes i som mor.

Caspar Eric taler om det fædrende fællesskab, og hvordan faderskabet kan være en mulighed for at komme tættere på sin egen far. Samtidig handler Erics Alt, hvad du ejer om et faderskab, som aldrig blev, og hvor svært det er at finde ord for det, der ikke er. Hos Eric er der et tomrum, som man kan insistere på, uden at tomrummet eller traumet bliver produktivt.

//Birgitte

Ord om LiteratureXchange: Stine Pilgaard og Alberte Winding

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

END-E-LIG. Endelig oprandt dagen, hvor vi kunne tage ud og mødes med hinanden og lytte til kloge mennesker fortælle om deres bøger. Det var nærmest som om, coronaen var en saga blot (men også kun som om, for som Jay Gatsby erfarer i The Great Gatsby, så kan vi ikke udviske fortiden, og der var da også afstandskrav, krav om coronapas og afspritning, hvis vi skulle deltage).

Vores første arrangement på årets LiteratureXchange var med Stine Pilgaard og Alberte Winding og bar titlen “Fiktion og sangtekster”. Samtalen, som blev modereret af Lotte Kirkeby, tog udgangspunkt i deres forfatterskaber. De to har det tilfælles, at de udover at skrive romaner også begge skriver sange. Det var det, samtalen drejede sig om: på hvilken måde adskiller sangskrivningen sig fra romanskrivningen? Hvad er det, de to genrer kan hver for sig og i samspil med hinanden?

Vi fik hurtigt stadfæstet den primære forskel imellem prosa og sang, nemlig musikken. Musikken er en afgørende del af sangskrivningen. Den vil også fortælle noget. En violinstemme kan give et ekstra lag til teksten, som ikke allerede eksisterer i den selv. Ordrene kan bekræfte melodien eller de kan stå i modsætning hertil. En væsentlig forskel på Alberte Winding og Stine Pilgaard er, at Pilgaard ikke komponerer. Hun skriver altid sine sange til eksisterende melodier. Hun fortæller, hvordan hun var særligt udfordret, da hun skulle skrive sønnens fødselsdagssang “Efterårssang uden blæst”, som indgår i hendes seneste roman Meter i Sekundet. Hun troede først, hun skulle skrive sangen på “Se, nu stiger solen”, en meget smuk og håbefuld melodi, men opdagede sidenhen, at melodien var for optimistisk, hvorfor hun valgte den vuggende og melankolske “Sov sødt barnlille”. For Alberte ligger ordene gemt i musikken.

Sangen rummer derudover et helt særligt potentiale for fællesskab. Vi synger sammen, og for Alberte gælder det også, at sangskrivningen er en fælles proces. Andre kan tage ejerskab over ens sange, og man kan høre dem synge dem sammen. Pilgaard påpeger, hvordan det for hende kommer tættere på, når hun hører sine sange sunget, end hvis hun går forbi en læser i toget. Og så kan prosa og sang to forskellige ting. Hvor sangen er en bouillonterning, kort, intens og følelsesfuld, kan prosaen rumme hverdagens små dramaer, som når Pilgaards hovedperson irriteres over en overfyldt skraldespand.

//Birgitte

Ord om LiteratureXchange: Tine Høeg

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

”Tour de chambre” er en kærlighedsroman og en kunstnerroman – sådan beskriver forfatter Tine Høeg sin smukke to’er. Den er skrevet med et ønske om at undersøge venskabet, som er den primære kærlighedsrelation i bogen, fordi den relation kan være lige så dyb og kompleks som den romantiske relation. Den er familiær, og værner man om den, kan den i lige så høj grad skabe en livspartner, som den gør det hos Asta og Maj i bogen.

I virkeligheden handler det om at gøre op med forventningerne, konstaterer Tine Høeg. Asta, hovedpersonen er i starten af trediverne, og alting er gået i stå. Det forventes, at hun snart finder sig en partner, at der er en bestemt måde at være voksen på, at have relationer på, men venskabet giver også kærlighed i ens liv. Der bliver ofte skrevet om overgangen fra barn – eller ung – til voksen, men hvorfor ikke kigge på hele det spænd, hvor man ér blevet voksen?

Det er der, dramaet for alvor går i gang, for der er noget på spil. Det er eksistentielle emner, der dukker op igen og igen, forfatteren nikker af sine egne ord. Der er ikke noget mål man kan nå i mål med, og jeg tænker, at det reelle slutmål vel er døden – først her stopper bevægelsen, først her stopper udviklingen og fremdriften. Man bliver ikke færdig. Voksenlivet er én lang organisk udvikling, og selvom Asta oplever, at alt er gået i stå, er det netop fordi der er så mange forventninger, hun forsøger at leve op til: at skrive den bog, hun har fortalt om, at finde den person, hun kan leve med og måske få børn med, hvis hun overhovedet skal have børn, og hvilken stor beslutning er det at skulle træffe allerede på første date?

”Jeg har ingen hæmninger i forhold til, hvad jeg skriver om,” smiler Tine Høeg. Om det kommer fra hendes følelser, oplevelser, observationer, det er ligegyldigt, hvis bare det bidrager til bogen. Det betyder ingenting, for alting forvandler sig til sit eget i den nye kontekst, i bogen, i det liv, der opstår på papiret. Det hele lyder magisk og organisk, og sådan var bogen også at læse.

Jeg får lyst til at læse den igen.

//Caroline

Ord om LiteratureXchange: Thomas Korsgaard

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

Der var mange, der troede, at Tue var reddet, da han stod af på Valby station i bogen ”En dag vil vi grine af det”. Men han er jo ikke reddet, han er forudsætningsløs, og derfor måtte den tredje bog, ”Man skulle nok have været der” skabes. Thomas Korsgaard er på den måde et meget empatisk menneske, han vil ikke efterlade Tue uden noget, han vil hjælpe ham lidt på vej, ikke nødvendigvis redde ham, men skubbe lidt til ham.

Der er to oplæsninger undervejs, begge giver mig glasøjne, det er som at gennemleve romanen igen, og den var hård. Sjov, men tragisk. Let men tung. ”For Tue er et hjem en fiktion. Selv barndomshjemmet er ikke et hjem, der findes ikke et hjem,” siger Thomas Korsgaard. Jeg tænker på, at han er lidt som Tues storebror, en fætter, en pædagog i klubben, der viser den omsorg, andre fratager ham.

For Tue er jo ikke et særlig skønt menneske, han gør mange dumme ting. Kun dumme ting? ”Maden kommer før moralen” citerer forfatteren fra bogen “Laser og pjalter” af Bertolt Brecht, som passer godt til Tues omstændigheder. Først overlevelse, så alt det andet.

Jeg kan ikke lade være med at række hånden op. ”Tue er jo VIRKELIGT god til at læse mennesker – men han er også VIREKLIGT dårlig til at læse mennesker. Hvad er det, han kan og ikke kan?” Der bliver tænkt et øjeblik. Thomas Korsgaard svarer, at romanen handler om et menneske, der er ved at lære normalen at kende, han har aldrig levet i den, kun observeret den, når det var muligt. Han bruger de ting han har lært i overlevelsen, han klamrer sig til andre mennesker, men han er stadig udenforstående; han kan hægte sig på, men han kan ikke blive en del af de mennesker, han befinder sig omkring. Det, han bærer med sig fra sin traumatiske fortid, er det, der holder ham på afstand i nutiden.

”Hvordan har du det?” Det er et spørgsmål fra salen til forfatteren, som smiler og takker. Han har det virkelig godt. Han ser glad ud. Det vidner om en relation mellem forfatteren og læserne, at der i hvert fald ikke er en afstand her, der er en relation. Han skriver kærlige hilsner i bøgerne efter arrangementet (også i alle de tre, jeg grådigt har taget med), og gør det med taknemmelighed. Han er et meget fint menneske at komme forbi.

//Caroline

Ord om LiteratureXchange: Caspar Eric

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

”Jeg begyndte at skrive af en akuthed,” siger Caspar Eric, og på en eller anden måde forstår jeg ham. Han fortsætter, for han har meget at sige, samtalen er naturlig, selvom vi sidder en lille sal og observerer. ”Hvem skriver først en bog om Covid19?” blev der spurgt på diverse forfatterforums, som en joke om, hvem der kan skrive om noget så ligetil, noget der pludselig er dagligdag, noget man ikke kan se retrospekt og reflekteret på, men aktuelt lever igennem.

Det blev næsten en konkurrence, Caspar Eric forstår ikke, hvorfor det skulle være mindre fint at skrive om nuet. Det er, som om der er en frygt for, at skrive noget, der bliver outdated på et tidspunkt, men det er ikke det centrale. ”Litteraturen skal hjælpe os med at huske,” siger han, og fortsætter med at tale om, hvordan politikerne allerede har glemt deres praise af sygeplejerskerne nu, hvor de fleste har stemt nej til ny overenskomst. Jeg nikker og tænker at det private er politisk, at dagligdagen er politisk, at kroppen er politisk, og at digtsamlingen ”Jeg vil ikke tilbage” i den grad er politisk.

Det er samtalen også et godt stykke tid, Caspar Eric taler hurtigt, han er passioneret.

Hvad er det, vi ikke vil tilbage til, jamen primært automatismerne“, siger han, det er især det, den tvetydige titel refererer til. Vi skal huske, vi skal være bevidste, vi skal være kritiske. Digtsamlingen, ligesom det meste andet i hans forfatterskab, er tilgængeligt, dagligdags, og rækker alligevel fra det personlige ud i det samfundsmæssige. Han konstaterer, at der er brug for litteraturen, den langsomme beretning, den der tager tid at skabe og læse, især nu, hvor det går så hurtigt online. Vi har lært at det er vigtigt, at alle har en stemme, men nu hvor stemmerne råber løs på Facebook, er det så stadig så værdifuldt som det var i teorien?

Der er mange spørgsmål, knap så mange svar, og det er sådan det er at skrive midt i orkanens øje, når der ikke er en afstand med bagklogskab, når man skriver fra forvirringen. Det er dét, Caspar Eric gør, og det er fungerer. Det hæver ikke teksterne over læseren, det skaber en bog i øjenhøjde, og det er vel det, vi alle sammen ønsker. At blive set, mødt, at genkende.

//Caroline

Ord om LiteratureXchange: Maria Hesselager

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

Det er første gang jeg befinder mig på Moesgaard Museum, og det ærgrer mig, at jeg ikke tog herhen tidligere – foruden aftenens oplæg er der masser at opleve. Jeg lover mig selv at tage herhen snart igen. Omgivelserne er storslåede, det er som at komme ind i et rum for historie, vores historie, og samtalen vil foregå i det spændingsfelt der ligger mellem den egentlige historie og den fiktive historie. Folkvís historie.

På de tre stole forrest sidder Maria Hesselager, forfatter til debutromanen ”Jeg hedder Folkví” (som man kan læse om her), Sara Heil Jensen, arkæolog, og Anders Emil Rasmussen, museumsinspektør på Moesgaard Museum. De taler smilende sammen inden mikrofonerne bliver tændt, og jeg ville ønske jeg kunne høre med allerede.

Med ét kan jeg, og samtalen om “Vikingetidens kvinder”, som er aftenens overskrift, går i gang. “Romanen er troværdig, ikke nødvendigvis på grund af al omgivelserne, men på grund af det realistiske menneskeportræt,” siger Sara Heil Jensen, som er meget belæst i sagalitteratur, og flere gange citerer linjer fra den ene, snart den anden bog. Maria smiler, det er et stort kompliment, og som læser er jeg enig.

Der bliver diskuteret, hvorvidt bogen foregår i vikingetiden. Maria Hesselager tror selv, at den foregår lidt parallelt, i en verden der ikke er vores, men som alligevel er. Jeg elsker når forfattere ”tror” om deres bøger, som om bøgerne har deres eget liv. Den mytiske tænkning handler om at overskride grænserne, at udviske dem og arbejde i netop det grænseland, hvor alting kan ske, hvor rammerne er åbne. Det er dér, magien opstår, og det er derfor, Maria Hesselager skriver i denne periode. Den lokker. Det går også meget godt i tråd med, at bogen skulle have sit eget liv.

Emnet seksualitet fylder også en del, der bliver talt om, at Folkví bruger seksualiteten som kontrol, hvorimod hendes bror Aslakr oplever den som et kontroltab. For kvinden er seksualiteten magt, kontrol, magi, frihed, måske blot i romanen, men også ude i verden, tror jeg. Jeg kommer til at tænke på heksene, de fylder meget i litteraturen i øjeblikket, måske også ude i samfundet, og spørger, om Folkví, om vikingekvinden, er den originale heks?: Hendes forbundethed til naturen, hendes magi, hendes frie seksualitet. Sara Heil Jensen tror, det heksen står for, er kommet længe før vikingekvinden, at magien eksisterede længe inden. Den har altid været forbundet til kvinden, selvom det, at kalde en kvinde “sejd/seiðr” (på nutidens dansk “magisk”) var et vanvittigt skældsord.

Jeg synes nu, det er meget fint.

//Caroline

Ord om ”Man skulle nok have været der”

[Anmeldereksemplar af Lindhardt og Ringhof]

Handlingen satte sig i min krop som skiftevise smil og krummen tæer. ”Man skulle nok have været der” er en tragikomisk, socialrealistisk roman, der er så velfungerende, at knuden i maven kan mærkes længe efter læsning. Tue kommer fra en dysfunktionel familie i Vestjylland, men er nu landet i København i et forsøg på at komme væk, få afstand, at blomstre. Selvom han ikke har meget fysisk bagage med sig, slæber han sin mentale og emotionelle bagage med sig, som en lænke om benet.

Tue har ikke fået meget hjælp hjemmefra, men en ting har han lært; at overleve. Selv som driftende hjemløs i København, uden fast løn og med manglende sociale kompetencer, gør han det, der skal til. Dermed ikke sagt, at hans strategier er velfungerende – det er de faktisk sjældent. Han er ikke et menneske, man ubetinget holder af, men han er et menneske, man holder med. Hans jagt efter omsorg gør ham så desperat, at alle midler bliver taget i brug. Det er netop dét, der gør det hele så tragisk: Alt hvad han gør for at opnå accept, er det, der gør det svært for andre at acceptere ham.

De sociale klasseskel bliver brutalt tydelige, fordi Tues udgangspunkt er så langt væk fra det, han møder. Han er kun et barn på 17 år, har ingen penge, intet hjem, intet tilhørsforhold. Dertil spøger hans opvækst, og dermed hans uhensigtsmæssige coping-mekanismer i alt, hvad han foretager sig.

Romanen er lettilgængelig og humoristisk, og samtidig en af de mest dybe og tunge tragedier, jeg er stødt på. Jeg kender Tue’r, er opvokset med flere af dem, og det er vi nok mange der er. Derfor er bøgerne om Tue så vanvittigt vigtige – de giver en indsigt i et ressourcesvagt livsvilkår, og en forståelse for, hvad dårlige valg kan udspringe af. Niveauet fra de to tidligere bøger om Tue bliver holdt fuldstændig ubesværet, og selvom dette er en selvstændig tre’er, vil jeg anbefale af læse de to andre først, for at lære Tue rigtigt at kende, og fange de fine referencer til de tidligere bøger.

Det er en af de bøger, jeg kan anbefale til alle: Dem der lever i dysfunktionaliteten, dem der står ved siden af, og dem, der aldrig har mødt den. Thomas Korsgaard skriver helt fantastisk, og jeg vil helt sikkert vende tilbage til Tue igen og igen.

//Caroline

Ord om ”Intethedens Tegn”

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Snepryd]

En ældgammel profeti er ved at blive opfyldt, og en snigmorder og en kejser skal nu afgøre menneskehedens fremtid. Intriguing? Meget.

Vi er ude i en fantasy-roman, men jeg kan ikke vurdere målgruppen: den er skrevet ret ungt, og jeg får helt klare Skammerens Datter-vibes. Snigmorderen Zynn og kejseren Palasander mødes, som profetien har forudsagt, og skal sammen blive enige om, hvad der skal ske med menneskeheden. Både Zynn og Palasander er tranzends; mennesker, der kan styre et bestemt aspekt af livet. Deres særlige evner gør dem magtfulde, hvorfor de nu sidder med denne beslutning.

Zynn er ikke overbevist om menneskets videre færd, og for at de to kan blive enige, skal Zynn dele sin historie.

Jeg håbede – forventede – at blive involveret i deres filosofiske tanker om menneskeheden, om bevidsthed, om livets værdi og intethedens potentiale. I virkeligheden er disse overvejelser langt mere subtile i romanen. Frem for de store diskussioner, er samtalen mere en monolog: Zynn deler sin historie med Palisander. Selvom historien, stederne, karaktererne er en velformet fantasy historie, så manglede den det filosofiske element, som jeg var blevet lovet. Der er action, moraler, forskellige religioner, kulturer, mystiske evner og twists, og i bund og grund et velfungerende plot og en spændende præmis.

Alligevel var jeg ikke udelukkende begejstret. Bogen er Zynns historiefortælling, og hvor dette er en god måde at sikre et specifikt narrativ, skabte det også en distance. Vi oplever ikke historien, vi får den forklaret. Frem for at have tillid til, at læseren nok skal forstå, bliver Zynns fortælling til Palasander en undskyldning for at udpensle dele af især kultur, religion og baggrund i den verden, vi befinder os i.

Bagsideteksten ender med ”For hvad vil det i det hele taget sige at være menneske – og er menneskeheden overhovedet værd at bevare?” Det er en vanvittigt interessant tanke, og jeg tror virkeligt der kunne komme en vild diskussion ud af det. Dog forblev diskussionen pakket godt ind, og frem for en hybrid mellem fantasy og filosofi, føltes det som en ganske almen fantasy-roman til en lidt yngre målgruppe end jeg selv.

Den kan helt sikkert noget, men mine forventninger og selve oplevelsen matchede bare ikke rigtigt. Dog vil jeg sige, at hvis man er til en solid gang ungdoms-fantasy med alle de klassiske elementer, så er Intethedens tegn et rigtig fint bud.

//Caroline

Ord om “Adam i Paradis”

[Anmeldereksemplar modtaget fra Lindhardt og Ringhof]

Forleden var jeg ude at gå med min veninde Natasja på Nordre Kirkegård i Aarhus. Om foråret er det et af de smukkeste steder i byen, for blomsterne står i fuldt flor, og man bliver mødt af en farveeksplosion af rød, grøn, gul, lilla, orange, hvid i det øjeblik, man går igennem kirkegårdens sorte port. Jeg fortalte hende, at det mindede mig om en bog, jeg var i gang med at læse, Adam i Paradis hed den, skrevet af forfatter Rakel Haslund-Gjerrild. Bogen var endnu ikke udkommet på forlaget, men jeg var allerede fuldstændigt opslugt af den.

Sanseeksplosion

Man kan ikke tale om en decideret handling i Adam i Paradis. Det er i det hele taget en meget utraditionel roman, som springer frem og tilbage imellem historiske kilder og fiktion; tid (start 1900-tallet) og sted (København og Italien). Romanens konstant er hovedkarakteren maleren Kristian Zahrtmann (1843-1917), hvis liv vi følger igennem hans kunstværker. Samtidig er Sædelighedsskandalen 1906-1907, hvor en række mænd blev dømt for deres seksualitet i København, også central for handlingen og for Zahrtmanns liv.

At Haslund-Gjerrild tager udgangspunkt i kunstnerens malerier, kan man virkeligt mærke på skriften. Bogen er en sanseeksplosion, og det er tydeligt, at forfatteren har forsøgt at oversætte Zahrtmanns sans for det visuelle til romankunst. Det vrimler med mættede synsindtryk, blomster og farver. Det er lige før, det er kunsten, som er tekstens egentlige hovedperson og ikke kunstneren Zahrtmann selv. Haslund-Gjerrilds smukke beskrivelser vækker i den grad mindelser om J.P. Jacobsen, som skriver så klart og detaljeret om naturen. En anden association, jeg får, er den franske film Portræt af en kvinde i flammer (2019) af Céline Sciamma. Filmen handler, ligesom Adam i Paradis, om en maler, og fortællingen opleves igennem malerens sans for det visuelle. Det er virkeligt en visuelt smuk film på samme måde som Adam i Paradis er det. Hvor er det i grunden vildt, at man kan opnå det med ord.

En del af en tendens

Med romanen skriver Haslund-Gjerrild sig ind i en tendens, hvor historiens marginaliserede – kvinder, farvede, LGBT+-personer – pludseligt gives en stemme, som ikke var dem forundt på deres levetid. Fra et menneskeligt perspektiv er det et sympatisk projekt. Samtidig sætter det den historiske udvikling for de marginaliserede, LGBT+-personer i dette tilfælde, i perspektiv. Vi er kommet langt i kampen for ligestilling imellem køn og seksualiteter, men det er en dynamisk proces. Det er ikke lang tid siden, homoseksualitet var ulovligt og moralsk forkasteligt. Det er en påmindelse om, at ligestillingen ikke er naturligt givent, men noget vi skal kæmpe for. Nødvendigheden af det budskab forstærkes af Haslund-Gjerrilds sammenblanding af faktiske kilder og fiktion. Hun skriver nemlig breve og avisartikler ind i teksten undervejs. Det underbygger den fiktive skildring af den historiske kontekst men bidrager samtidig med en række forskellige stemmer, som ufiltreret får lov til at komme til orde. Da jeg først opdagede dem, troede jeg, de ville være forstyrrende for læsningen. Tværtimod nuancerer de billedet af Zahrtmann og perioden og giver læseren mulighed for selv at tage aktivt stilling. Til datidens begivenheder og ikke mindst til, hvordan vi lever livet nu.

//Birgitte

Ord om ”Jeg hedder Folkví”

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Gutkind]

Begejstring, nervøsitet og forløsning – det var den rutsjebane jeg oplevede, da jeg så, at Maria Hesselager udgav sin debutroman hos Gutkind. Her er mine faktiske tanker:

  • Begejstring: Jeg kender Maria! Hun var min skrivementor på DTA, og hjalp mig til at færdiggøre min første roman, Carnivora. Hun er fagligt dygtig, en skøn formidler, velreflekteret og super intelligent – det kan kun blive godt! *Skriver straks for at få et anmeldereksemplar*
  • Nervøsitet: Vent, hvad nu hvis jeg ikke synes om bogen? Det er altid svært at skrive kritisk om bøger, der ikke falder i ens smag, så det bliver jo kæmpe svært, hvis det endda er en man kender! Fandme en dårlig idé, Caroline.
  • Forløsning: Are you kidding me, den er vitterligt fantastisk! Den minder om første del af Rosarium af Charlotte Weitze – som jeg ELSKEDE – og dertil tilsat et drys Vikings. Både dramatisk og poetisk, fyldt med store følelser, bedrag, forbudt kærlighed og mystik. Jeg er så glad!

Vi befinder os i Vikingetiden, og følger den unge Folkví og hendes bror Áslakr. Deres tætte forhold bliver sat på prøve, da Áslakr forlover sig, og Folkví sygner hen i jalousi og vrede. Romanens nutidsspor bliver suppleret fortidens hændelser, og hele tiden lærer vi de to søskende bedre at kende, mens tragedierne rammer dem hver især. Der er en stor distance mellem deres higen og realitet, begge kæmper de en kamp for at nedlægge den distance. Spørgsmålet er, om det er det værd – og om de nogensinde når det?

Jeg hedder Folkví er på mange måder en tragisk historie, men også en smuk en. Sproget er dragende, og hele bogen føles som et drømmespind, sommetider let og fint, andre gange tungt og kaotisk. Vi følger mørket i de to, mørket der lever i Folkví og kravler over i Áslakr. Både omgivelser og følelser er så simpelt og sikkert beskrevet, at de mindste ting får stor tyngde, ordene rummer en dybde, jeg sjældent oplever.

Specielt var Folkvís ikke altid særligt sympatiske væsen forunderligt, både i dets arrigskab og sårbarhed. Hendes usikkerhed i vølve-gerningen, hendes boblende glæde med dem hun elsker, hendes halvhjertede forsøg på at opretholde hierarkiet blandt de arbejdende, hendes store og altædende savn til dem, der forlader hende – de mange facetter gør hende til en vildt interessant karakter. Det gør romanen til et reelt drama, der manifesterer sig i krop og sjæl.

I bogens midte dukker Nornerne op, som en menneskelig opdeling mellem Folkví og Áslakrs historier. Deres opgave, at flette skæbnetråde, bliver præsenteret som et snørklet foretagende, og bogen er opbygget på samme måde: skæbnetråde af forskellige tider, erindringer, handlinger skaber et samlet værk, en helhed der er større end sine enkeltdele. Det der kan forekomme kaotisk på grund af menneskets sammenfiltrede historie, men leder alle i retning af enden.

Og selvom alt bevæger sig mod enden, stille men stødt, er intet som man forventer det.

//Caroline

Ord om “Hvis vi ikke taler om det”

[Anmeldereksemplar modtaget fra Politikens Forlag]

Jeg var KÆMPE FAN af Den, der lever stille, Leonora Christina Skovs bestsellerroman fra 2018, da den udkom. Leonora Christina Skov formåede, hvad jeg stadig mener er de færreste forundt, at skrive i et sprog, man som læser glider ubesværet igennem, samtidig med, at hun skriver store almenmenneskelige følelser frem. Det er nok også derfor, bogen blev så stor en succes, som den blev. Den taler om oplevelser, de fleste kan nikke genkendende til i et sprog, de fleste kan forstå. For mit vedkommende følte jeg, der blev sat ord på oplevelser og tanker, jeg havde haft, men som aldrig var blevet italesat før. Jeg følte et kæmpe fællesskab med hovedkarakteren, som jeg kunne spejle mig i. Jeg var ikke alene med mine oplevelser. Dem delte jeg med Leonora og mange andre, der læste hendes bog.

Nu er hun tilbage med opfølgeren, Hvis vi ikke taler om det. Bogen lægger sig i direkte forlængelse af den første. Vi møder Leonora under sin foredragsturné med Den, der lever stille, og dykker efterfølgende ned i det, Leonora kalder sit andet store udspring: nemlig, at springe ud som forfatter.

At blive til som forfatter

Ligesom i forgængeren springer vi imellem erindringsscener fra barndom, ungdom og voksenliv og et nutidsspor, hvor forfatteren reflekterer over skriveprocessen, og de valg der træffes, når man nedfælder sine egne oplevelser i romanformen. Den åbenhed fungerer rigtigt godt, for vi er efterhånden så bekendte med genren, at vi alligevel godt ved, at det ikke er ~*~ den objektive sandhedTM (den findes ikke). Der giver det noget, at komme helt tæt på hendes overvejelser. Hvor svært det kan være, at gennemleve perioder i sit liv og skrive om dem og selvfølgelig også, hvorfor det er vigtigt.

Hvis vi ikke taler om det har ikke samme bredde appel som forgængeren. Fokus er i for høj grad på Leonoras vej ind i forlagsbranchen. Det er en klassisk fortælling om social mobilitet og om at satse på sine drømme, hvor hårdt arbejde det er undervejs, og hvor lykkeligt det er, når det går godt. Jeg tror ikke, at det er alle mennesker, der nødvendigvis vil kunne forholde sig til skildringen af den københavnske kulturelite eller nødvendigvis er interesseret i branchen som sådan. Billedet af Leonora er også noget mere mudret end i den første bog. For mig personligt er det ikke et problem. Jeg synes, det gør hende mere menneskelig, når hun skildrer sine egne mørke sider (som når hun fx er irriterende optaget af, hvad andre mennesker tænker om hende, og hvorvidt de synes, hun er interessant eller ej). Det er også frustrerende, når hendes arbejdsmoral og pligtopfyldenhed nærmest leder til, at hun arbejder sig halvt i stykker. Successen er et privilegium, men den er samtidig hård at være i. Det er meget tydeligt i bogen.

Titlens løfte

Leonora Christina Skov vil have os til at tale om det, der er svært. Hvis ikke vil det få konsekvenser for os. Det fik konsekvenser for hendes mor, som aldrig dannede nogen tætte relationer, måske med undtagelse af Leonoras far, før det var for sent. Det er en påmindelse om at turde at tage bladet fra munden og tale – for kun på den måde kan vi leve autentisk som os selv og danne stærke relationer til andre.

//Birgitte

Ord om “Pseudo”

[Anmeldereksemplar modtaget af forlaget Basilisk]

Jeg elskede at læse tegneserier som barn. Jeg slugte side op og side ned af jumbobøger, Valhalla-tegneserierne og anime-serier, som kunne lånes på bibliotekets børneafdeling. Så på et tidspunkt stoppede jeg med det. Måske fordi genren ganske enkelt ikke fandtes på voksenbiblioteket, som jeg overgik til, som tiden gik, og jeg blev ældre. Tegneserieformatet er noget, vi typisk forbinder med barndom, men over de seneste år har flere og flere fået øje på genrens potentiale, og de grafiske romaner bliver mere og mere udbredt – også til voksne. “Pseudo” af debutanten Mathilde Digmann er en sådan roman.

At læge sine sår

I bogen følger vi hovedkarakteren Cat, som prøver at samle sig sammen og komme videre efter bruddet med sin kæreste. Hun læger sine sår ved at kaste sig ud i det ene problematiske forhold med mænd, hun ikke rigtigt gider være sammen med, selvom hun prøver at få sig selv overbevist om det modsatte. Hun trives ikke på jobbet og bruger det meste af sin tid i en konstant hashtåge sammen med sin primære følgesvend, hendes kat. Så bliver nedsmeltningen vist ikke mere rockstjerne-dekadent. Bortset fra at Cats sammenbrud ikke er særligt sexet (uanset hvor mange nøgenbilleder, hun tager) men snarere tragisk. Som læser har man ondt af hende, når man ser hende fylde sit liv ud med stoffer og sex. Det gør hende ikke lykkelig, selvom hun så desperat gerne vil være det.

Den grafiske romans potentiale

Jeg synes, bogen fungerer rigtigt godt som grafisk roman. Billeder og tekst komplementerer hinanden virkeligt flot, og tegningerne, som i øvrigt ikke er farvelagte, illustrerer rigtigt fint Cats mentale tilstand. Jeg tror ikke, man skal underkende genrens potentiale for netop at skildre følelser, uanset hvor ekstreme de følelser er. Den har en måde at fortælle på, som er anderledes fra, hvad en almindelig roman ville kunne udtrykke. Og vi er aldrig i tvivl om, hvor skidt Cat har det, når vi ser hende portrætteret igennem hele romanen. Hendes mentale tilstande gestaltes nemlig så fint i Mathilde Digmanns tegninger.

Der er generelt gjort rigtigt meget ud af bogens visuelle udtryk. Det gælder selvfølgelig indholdet, men det gælder ikke mindst også bogens omslag, hvis blanke overflade fungerer som et spejl. Vi skal altså kunne spejle os i Cat, hendes tanker og følelser undervejs i bogen. Det er et grundvilkår for de fleste mennesker at miste, og de fleste vil kunne se sig selv i Cats afgrundsdybe sorg over tabet af forholdet, og hendes forsøg på at udfylde det tomrum, som ekskæresten efterlader. At være så desperat efter at finde en ny, at man affinder sig med hvem som helst og på den måde også overskrider sine egne grænser. Men Cat er også en hovedkarakter med meget ekstreme copingmekanismer, som jeg personligt har meget svært ved at genkende mig selv i. På den måde bliver hun en lidt utilgængelig hovedperson, som jeg har svært ved at connecte fuldstændigt med. Det betyder dog ikke, at hendes (og personer som hende) historie ikke er vigtig at fortælle. Det gør Mathilde Digmann med den grafiske roman “Pseudo”, som på mange måder er en visuelt smuk og barsk bog.

//Birgitte

Ord om månedens udfordring: Læs noget russisk litteratur

Efter en kæmpestor litterær oplevelse med “Lolita” af Vladimir Nabokov, kastede jeg mig over endnu en af hans bøger; nemlig ”Pnin” fra 1952. Det var en blandet oplevelse. Bogen er meget anderledes end “Lolita”, om end man godt kan fornemme forfatterens overlegne litterære evner.

For mig lå ”Pnin” på grænsen mellem vanvittigt fascinerende og direkte kedelig. Nabokov er uden tvivl hamrende intelligent, og romanen kræver en del af sin læser. Man kan få nok så meget med, men nogle af tingene ryger direkte over hovedet på mig, og det er jeg desværre bevidst nok til at opfange. Jeg føler mig derfor ikke helt inviteret indenfor, men står lidt ved siden af og observerer, frem for at opleve.

Det, jeg forstår, er dog interessant. Timofey Pavlovich Pnin, bogens hovedperson, er eksilrusser og underviser på et amerikansk universitet. Han forsøger at passe ind på sin egen pninske måde, men formår hele tiden at leve i afstand til sine nye landsmænd. Der foregår konstant en mere eller mindre ubevidst latterliggørelse af Pnin og hans særegne person. Manden struggler – hans intellekt og engagement ift. at falde til, bliver ikke helt oversat korrekt. Frem for at se hans brave forsøg på at formulere sig ordentligt og give hans studerende så meget værdi som muligt, ser folk omkring ham kun de mislykkedes forsøg; accenten, sproglige fejl, fremmede kulturelle handlinger, de ikke forstår.

Jeg følte stor sympati for Pnin og hans kamp for at passe ind, på at vise sig fra sin bedste side, og alligevel blive set helt forbi. Hans baggrund er ikke bare anderledes, den er tung og dyster, og den vægt må han bære på, sammen med de uretfærdige fordomme han konstant møder.

Selvom det umiddelbart lyder skønt, var den lidt for svær til blot at nyde. Måske er det mit manglende læseoverskud, der spænder ben (og mere om det en anden dag), men jeg følte ikke, at vi helt mødte hinanden, bogen og jeg – vi ville to forskellige ting. Jeg er slet ikke i tvivl om, at den kan noget, men samtidig ramte den lidt forbi hos mig.

Læs den hvis du er til: Bøger der kræver noget af sin læser, et meget visuelt og intelligent sprog, og hovedpersoner, der er lidt stakkels og misforståede.

//Caroline

Ord om “SCUM Manifest” af Valerie Solanas

[Anmeldereksemplar fra Forlaget Grif]

Læsningen af “SCUM Manifest” (‘Society for Cutting Up Men’) satte flere ting i gang i mig, nogle gode, andre mindre gode. Dens bramfri (og satiriske) måde at observere og reflektere over manden på som køn, går nemlig lige i mine usikkerheder som feminist.

“Feminister er ekstremister, de hader mænd, de vil undertrykke mænd, de tror de er mænd overlegne, de er psykopater.” Jeg har mødt alle disse påstande, og ved godt, at det er direkte vanvid. Samtidig er det underligt at læse en bog, der – ganske vist med humor – netop argumenterer for, at manden bør udryddes. Noget ved det gør mig utryg. Når jeg læser det, og hvis jeg endda nyder det, bliver de ovenstående påstande så mere rigtige?

Selvfølgelig ikke. Bogen er både humoristisk, men den er også dybt tragisk. Jeg læser dens kritik af mænd som en parodi på den retorik der igen og igen er blevet anvendt mod kvinder igennem historien: som ynkelige, ikke-selvstændige, hysteriske væsner, der ikke bør tages seriøst og som man ikke bør lytte på. Det er på en gang sjovt at se de overdrivelser, som Solanas skriver ud i ekstremer, men samtidig også ubehageligt at se, hvor absurde tilskrivninger man kan lave til et helt køn. Det gør mig mere vred på kvinders vegne, og jeg ønsker på ingen måde det samme for mænd. Jeg elsker mænd. Men jeg hader dem også.

Alt for meget kognitiv dissonans – for hvad betyder det, når jeg siger, at jeg hader mænd? Hvad betyder det, når Solanas siger, at vi skal slå mændene ihjel?

Begrebet ‘mænd’ er mere symbolsk end det er bogstaveligt. Der bliver flere gange skrevet, at det ikke er en kamp mellem mænd og kvinder. Alligevel bliver de to køn konstant sat op mod hinanden (yes, den er ren binær og ikke inkluderende like that). ‘Manden’ bliver reelt en manifestationen af patriarkatet. I stedet for at læse “manden”; kunne man læse “toxic maskulinity”, og stadig få det samme ud af bogen – måske endda mere. Frem for at gå efter at udrydde manden som køn, går bogen efter at udrydde de giftige maskuline tendenser og de undertrykkende strukturer som vores samfund er bygget op af.

Da det gik op for mig, at bogen kunne læses sådan, føltes det som en forløsning. Min usikkerhed og dårlige samvittighed forsvandt. Pludselig kunne jeg relatere til bogen, til Solanas, til det Utopia, hun beskriver. Den bevidsthed tror jeg er god at have med, når man læser bogen – også selvom Sanne Søndergaards forord i sig selv er meget meget fint.

// Caroline