Ord om LiteratureXchange: Stine Pilgaard og Alberte Winding

[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]

END-E-LIG. Endelig oprandt dagen, hvor vi kunne tage ud og mødes med hinanden og lytte til kloge mennesker fortælle om deres bøger. Det var nærmest som om, coronaen var en saga blot (men også kun som om, for som Jay Gatsby erfarer i The Great Gatsby, så kan vi ikke udviske fortiden, og der var da også afstandskrav, krav om coronapas og afspritning, hvis vi skulle deltage).

Vores første arrangement på årets LiteratureXchange var med Stine Pilgaard og Alberte Winding og bar titlen “Fiktion og sangtekster”. Samtalen, som blev modereret af Lotte Kirkeby, tog udgangspunkt i deres forfatterskaber. De to har det tilfælles, at de udover at skrive romaner også begge skriver sange. Det var det, samtalen drejede sig om: på hvilken måde adskiller sangskrivningen sig fra romanskrivningen? Hvad er det, de to genrer kan hver for sig og i samspil med hinanden?

Vi fik hurtigt stadfæstet den primære forskel imellem prosa og sang, nemlig musikken. Musikken er en afgørende del af sangskrivningen. Den vil også fortælle noget. En violinstemme kan give et ekstra lag til teksten, som ikke allerede eksisterer i den selv. Ordrene kan bekræfte melodien eller de kan stå i modsætning hertil. En væsentlig forskel på Alberte Winding og Stine Pilgaard er, at Pilgaard ikke komponerer. Hun skriver altid sine sange til eksisterende melodier. Hun fortæller, hvordan hun var særligt udfordret, da hun skulle skrive sønnens fødselsdagssang “Efterårssang uden blæst”, som indgår i hendes seneste roman Meter i Sekundet. Hun troede først, hun skulle skrive sangen på “Se, nu stiger solen”, en meget smuk og håbefuld melodi, men opdagede sidenhen, at melodien var for optimistisk, hvorfor hun valgte den vuggende og melankolske “Sov sødt barnlille”. For Alberte ligger ordene gemt i musikken.

Sangen rummer derudover et helt særligt potentiale for fællesskab. Vi synger sammen, og for Alberte gælder det også, at sangskrivningen er en fælles proces. Andre kan tage ejerskab over ens sange, og man kan høre dem synge dem sammen. Pilgaard påpeger, hvordan det for hende kommer tættere på, når hun hører sine sange sunget, end hvis hun går forbi en læser i toget. Og så kan prosa og sang to forskellige ting. Hvor sangen er en bouillonterning, kort, intens og følelsesfuld, kan prosaen rumme hverdagens små dramaer, som når Pilgaards hovedperson irriteres over en overfyldt skraldespand.

//Birgitte