
[Reklame, billetter modtaget af LiteratureXchange]
Der var mange, der troede, at Tue var reddet, da han stod af på Valby station i bogen ”En dag vil vi grine af det”. Men han er jo ikke reddet, han er forudsætningsløs, og derfor måtte den tredje bog, ”Man skulle nok have været der” skabes. Thomas Korsgaard er på den måde et meget empatisk menneske, han vil ikke efterlade Tue uden noget, han vil hjælpe ham lidt på vej, ikke nødvendigvis redde ham, men skubbe lidt til ham.
Der er to oplæsninger undervejs, begge giver mig glasøjne, det er som at gennemleve romanen igen, og den var hård. Sjov, men tragisk. Let men tung. ”For Tue er et hjem en fiktion. Selv barndomshjemmet er ikke et hjem, der findes ikke et hjem,” siger Thomas Korsgaard. Jeg tænker på, at han er lidt som Tues storebror, en fætter, en pædagog i klubben, der viser den omsorg, andre fratager ham.
For Tue er jo ikke et særlig skønt menneske, han gør mange dumme ting. Kun dumme ting? ”Maden kommer før moralen” citerer forfatteren fra bogen “Laser og pjalter” af Bertolt Brecht, som passer godt til Tues omstændigheder. Først overlevelse, så alt det andet.
Jeg kan ikke lade være med at række hånden op. ”Tue er jo VIRKELIGT god til at læse mennesker – men han er også VIREKLIGT dårlig til at læse mennesker. Hvad er det, han kan og ikke kan?” Der bliver tænkt et øjeblik. Thomas Korsgaard svarer, at romanen handler om et menneske, der er ved at lære normalen at kende, han har aldrig levet i den, kun observeret den, når det var muligt. Han bruger de ting han har lært i overlevelsen, han klamrer sig til andre mennesker, men han er stadig udenforstående; han kan hægte sig på, men han kan ikke blive en del af de mennesker, han befinder sig omkring. Det, han bærer med sig fra sin traumatiske fortid, er det, der holder ham på afstand i nutiden.
”Hvordan har du det?” Det er et spørgsmål fra salen til forfatteren, som smiler og takker. Han har det virkelig godt. Han ser glad ud. Det vidner om en relation mellem forfatteren og læserne, at der i hvert fald ikke er en afstand her, der er en relation. Han skriver kærlige hilsner i bøgerne efter arrangementet (også i alle de tre, jeg grådigt har taget med), og gør det med taknemmelighed. Han er et meget fint menneske at komme forbi.
//Caroline