Ord om ”Man skulle nok have været der”

[Anmeldereksemplar af Lindhardt og Ringhof]

Handlingen satte sig i min krop som skiftevise smil og krummen tæer. ”Man skulle nok have været der” er en tragikomisk, socialrealistisk roman, der er så velfungerende, at knuden i maven kan mærkes længe efter læsning. Tue kommer fra en dysfunktionel familie i Vestjylland, men er nu landet i København i et forsøg på at komme væk, få afstand, at blomstre. Selvom han ikke har meget fysisk bagage med sig, slæber han sin mentale og emotionelle bagage med sig, som en lænke om benet.

Tue har ikke fået meget hjælp hjemmefra, men en ting har han lært; at overleve. Selv som driftende hjemløs i København, uden fast løn og med manglende sociale kompetencer, gør han det, der skal til. Dermed ikke sagt, at hans strategier er velfungerende – det er de faktisk sjældent. Han er ikke et menneske, man ubetinget holder af, men han er et menneske, man holder med. Hans jagt efter omsorg gør ham så desperat, at alle midler bliver taget i brug. Det er netop dét, der gør det hele så tragisk: Alt hvad han gør for at opnå accept, er det, der gør det svært for andre at acceptere ham.

De sociale klasseskel bliver brutalt tydelige, fordi Tues udgangspunkt er så langt væk fra det, han møder. Han er kun et barn på 17 år, har ingen penge, intet hjem, intet tilhørsforhold. Dertil spøger hans opvækst, og dermed hans uhensigtsmæssige coping-mekanismer i alt, hvad han foretager sig.

Romanen er lettilgængelig og humoristisk, og samtidig en af de mest dybe og tunge tragedier, jeg er stødt på. Jeg kender Tue’r, er opvokset med flere af dem, og det er vi nok mange der er. Derfor er bøgerne om Tue så vanvittigt vigtige – de giver en indsigt i et ressourcesvagt livsvilkår, og en forståelse for, hvad dårlige valg kan udspringe af. Niveauet fra de to tidligere bøger om Tue bliver holdt fuldstændig ubesværet, og selvom dette er en selvstændig tre’er, vil jeg anbefale af læse de to andre først, for at lære Tue rigtigt at kende, og fange de fine referencer til de tidligere bøger.

Det er en af de bøger, jeg kan anbefale til alle: Dem der lever i dysfunktionaliteten, dem der står ved siden af, og dem, der aldrig har mødt den. Thomas Korsgaard skriver helt fantastisk, og jeg vil helt sikkert vende tilbage til Tue igen og igen.

//Caroline

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s