[Anmeldereksemplar modtaget fra Politikens Forlag]
Jeg var KÆMPE FAN af Den, der lever stille, Leonora Christina Skovs bestsellerroman fra 2018, da den udkom. Leonora Christina Skov formåede, hvad jeg stadig mener er de færreste forundt, at skrive i et sprog, man som læser glider ubesværet igennem, samtidig med, at hun skriver store almenmenneskelige følelser frem. Det er nok også derfor, bogen blev så stor en succes, som den blev. Den taler om oplevelser, de fleste kan nikke genkendende til i et sprog, de fleste kan forstå. For mit vedkommende følte jeg, der blev sat ord på oplevelser og tanker, jeg havde haft, men som aldrig var blevet italesat før. Jeg følte et kæmpe fællesskab med hovedkarakteren, som jeg kunne spejle mig i. Jeg var ikke alene med mine oplevelser. Dem delte jeg med Leonora og mange andre, der læste hendes bog.
Nu er hun tilbage med opfølgeren, Hvis vi ikke taler om det. Bogen lægger sig i direkte forlængelse af den første. Vi møder Leonora under sin foredragsturné med Den, der lever stille, og dykker efterfølgende ned i det, Leonora kalder sit andet store udspring: nemlig, at springe ud som forfatter.
At blive til som forfatter
Ligesom i forgængeren springer vi imellem erindringsscener fra barndom, ungdom og voksenliv og et nutidsspor, hvor forfatteren reflekterer over skriveprocessen, og de valg der træffes, når man nedfælder sine egne oplevelser i romanformen. Den åbenhed fungerer rigtigt godt, for vi er efterhånden så bekendte med genren, at vi alligevel godt ved, at det ikke er ~*~ den objektive sandhedTM (den findes ikke). Der giver det noget, at komme helt tæt på hendes overvejelser. Hvor svært det kan være, at gennemleve perioder i sit liv og skrive om dem og selvfølgelig også, hvorfor det er vigtigt.
Hvis vi ikke taler om det har ikke samme bredde appel som forgængeren. Fokus er i for høj grad på Leonoras vej ind i forlagsbranchen. Det er en klassisk fortælling om social mobilitet og om at satse på sine drømme, hvor hårdt arbejde det er undervejs, og hvor lykkeligt det er, når det går godt. Jeg tror ikke, at det er alle mennesker, der nødvendigvis vil kunne forholde sig til skildringen af den københavnske kulturelite eller nødvendigvis er interesseret i branchen som sådan. Billedet af Leonora er også noget mere mudret end i den første bog. For mig personligt er det ikke et problem. Jeg synes, det gør hende mere menneskelig, når hun skildrer sine egne mørke sider (som når hun fx er irriterende optaget af, hvad andre mennesker tænker om hende, og hvorvidt de synes, hun er interessant eller ej). Det er også frustrerende, når hendes arbejdsmoral og pligtopfyldenhed nærmest leder til, at hun arbejder sig halvt i stykker. Successen er et privilegium, men den er samtidig hård at være i. Det er meget tydeligt i bogen.
Titlens løfte
Leonora Christina Skov vil have os til at tale om det, der er svært. Hvis ikke vil det få konsekvenser for os. Det fik konsekvenser for hendes mor, som aldrig dannede nogen tætte relationer, måske med undtagelse af Leonoras far, før det var for sent. Det er en påmindelse om at turde at tage bladet fra munden og tale – for kun på den måde kan vi leve autentisk som os selv og danne stærke relationer til andre.
//Birgitte
ord om _ 