Ord om “Konvertitten”

[Anmeldereksemplar modtaget af People’s Press]

Jeg kan lige så godt sige det som det er, jeg er en HUND efter historiske film og serier. Jeg labber det i mig som var det ren fløde (den med 38% selvklart), og det er nærmest uanset, om der er tale om klassisk Jane Austen-filmatisering, gangster-serien “Peaky Blinders” (se den for æstetikken for wow) eller den aktuelle HBO-serie “It’s a Sin” om 80’ernes AIDS-epidemi. Af en eller anden grund er min historiebegejstring aldrig slået igennem på skrift. Måske skyldes det, at historiske bøger ikke på samme måde appellerer til det fulde sanseapparat, som “Peaky Blinders” fx gør så mesterligt. Måske skyldes det, at historisk skønlitteratur har et blakket ry på linje med lægeromaner og dårlige krimier. Der bliver ganske enkelt ikke skrevet gode historiske romaner, hvis man da måske ser bort fra Mich Vraas trilogi om De Dansk Vestindiske Øer, og nå ja, selvfølgelig også Stolz’ “Cahun” om Claude Cahun (1894-1954) og Hørslevs “Dyrets år”, endnu engang om Marie Grubbe. De to sidstnævnte undslipper dog dette historisk-fiktion-label, fordi forfatterne er dem, de er. De har jo også skrevet andet ‘rigtig’ litteratur.

Men så læste jeg “Konvertitten”

Nuvel. Så dumpede belgiske Stefan Hertmans “Konvertitten” ind af min brevsprække, og jeg blev alligevel fanget af bagsideteksten og det smukke sort-hvide cover. Selvom min interesse blev vakt af omslaget, skulle jeg dog kæmpe for at bibeholde opmærksomheden de første 120 sider (en tredjedel af bogen!), og jeg nåede at frygte for, hvad der måtte komme. Der er ikke noget værre end at skulle tvinge sig igennem en bog, man ikke umiddelbart føler for. Hertmans redegør ellers relativt tidligt for den kontekst, bogen udspiller sig i. Vi møder vores hovedpersonerne, den katolsk-fødte-nu-jødiske-konvertit Hamoutal og hendes mand David i 1090’erne, efter de er flygtet fra Hamoutals familie, som vil stoppe deres forbindelse. Det er en vildt spændende periode, fordi spændingerne imellem de to religioner lurer lige under overfladen. De første 100 sider formår dog slet ikke at formidle dette på en spændende måde. Fokus er på Hamoutals spirende forelskelse i David og hendes bevægelse væk fra familien og mod ham. Det er en klassisk “Romeo og Julie”-fortælling og af den årsag også pinagtigt forudsigelig. Vi kommer aldrig rigtigt helt tæt på de purunge elskende, hvis historie fortælles af en nutidig jeg-fortæller, som rejser i deres fodspor. Et fuldstændigt unødvendigt spor, som efter min opfattelse ikke rigtigt tilfører fortællingen vildt meget, måske udover til sidst, hvor man hører om nogle af de arkæologiske fund, som dokumenterer Hamoutals historie (hvilket i øvrigt er mega spændende(!!!))

Man skal desværre en tredjedel ind i bogen, før det begynder at blive rigtigt godt – men så bliver det faktisk også godt! Hamoutal og David flygter fra hendes familie og ender i bjerglandsbyen Monieux. Her etablerer de sig for efterfølgende at blive frarevet det hele, da en gruppe korsriddere ankommer til byen og kræver alt, hvad de ejer. En brutal begivenhed, som har en kæmpe dramatisk kvalitet, og som samtidig for alvor sætter gang i handlingen. Og fra da af bliver det for alvor spændende at følge Hamoutal på hendes farefulde færd i verden. Jeg synes også, vi kommer væsentligt tættere på hende som voksen sammenlignet med i starten af bogen. Vi får i højere grad en forståelse for hendes motivation, situation og følelser. For mig er det ekstremt vigtigt, når jeg læser, at jeg, udover at få serveret en velskrevet historie, som vækker min læselyst, også føler, at jeg faktisk kan mærke og forstå de karakterer, jeg præsenteres for. Det er en utrolig vigtig del af læseoplevelsen, fordi det også typisk er igennem karaktererne, at vi for alvor oplever bogens (og derigennem vores egen) virkelighed.

Læs den hvis: Du skal læse Stefan Hertmans “Konvertitten”, hvis du er til historisk fiktion, som på én gang giver dig et spændende indblik i korstogenes konsekvenser for almindelige mennesker i 1000-tallets Frankrig såvel som indsigt i, hvad det vil sige at være ung jødisk kvinde og konvertit på det tidspunkt. Væbn dig dog med tålmodighed, for det bliver først for alvor godt efter de første 120 sider.

//Birgitte