Det er de færreste som kan skrive, som Svend Åge Madsen. Helt eminent, skarpt, drilsk, humoristisk og ekstremt klogt. Han væver filosofi og videnskab sammen med gode fortællinger, som giver læseren lyst til at blive ved med at læse-læse-læse (!), lige til man når sidste side.
En eksperimenterende roman om eksperimenter
I “Fremtidsspejl” (2020) møder vi kronofysikeren Sverre Jun, som i begyndelsen forelsker sig i to kvinder, som han møder tilfældigt mere eller mindre samtidig. Det er jo et dilemma, for Sverre Jun må vælge imellem de to. I stedet for bare at date de to kvinder samtidig, som et almindeligt menneske, bygger han en maskine, som kan forudse de to kvinders udvikling over tid. Hvilken af de to kvinder vil han passe bedst med, når der er gået to – fem og ti år?
Sideløbende med Sverre Juns eksperimenter påbegyndes et psykologisk eksperiment, hvis mål det er dels at helbrede deprimerede personer, dels at optimere personligheden hos patienten. I begge tilfælde er idéen, at man påfører patienten elektrochok, hvilket giver dem et øjeblik af hukommelsestab. I det øjeblik kan man fortælle depressionen væk eller tilføre personligheden nuancer. I tilfældet med den deprimerede giver man patienten en anden livshistorie, hvilket helbreder dem for sygdommen. Eksperimentet finder vi også i “Enden på tragedie”, Svend Åge Madsens roman fra 2019. Det er et klassisk Madsensk træk, at hans fortællinger altid hænger sammen. Enten fordi karaktererne og miljøerne går igen, eller fordi det altid er de samme temaer, som udfoldes på ny. I “Fremtidsspejl” bliver dette endnu mere tydeligt. Mere om det om et øjeblik.
De to videnskabelige eksperimenter udfoldes ikke i Århus, som ellers er typisk for Madsen, men i en lille by Nøjrup. Byen kan vel bedst beskrives som et kommunistisk paradis. Penge eksisterer ikke, og alt der produceres tilhører fællesskabet. Man arbejder, fordi det har en funktion at arbejde, ikke fordi det giver status, magt og penge. Nøjrups identitet bygger på en fortælling, hvilket er endnu et klassisk madsensk tema, nemlig: hvad er fortællingens potentiale?
Det litterære eksperiment
Jeg synes i forvejen det er vildt, hvordan Svend Åge Madsen skaber sammenhæng på tværs af sine romaner. Det betyder ikke, at man skal have læst samtlige af hans bøger for at kunne forstå den nyeste. Men det er imponerende, hvordan han, igennem flere årtier, har opbygget et helt univers. I “Fremtidsspejl” bliver dette endnu mere tydeligt end i de andre romaner. I forgængeren “Enden på tragedie” kunne man genkende en række karakterer, steder og temaer, som gik igen fra hans andre bøger. Det er sjældent, man får en Madsen-bog uden en Adam d’Eden eller Mikkel Deden. Det er en lille indforstået treat til den, som før har læst Madsen, og som måske betragter den nyeste bog som en fortsættelse af de diskussioner, som er gået forud for. I “Fremtidsspejl” refererer Madsen imidlertid direkte til sine tidligere værker igennem et slutnotesystem. Refererer han til noget, han har skrevet om i sine tidligere romaner, laver han med andre ord en reference, som man kan bladre om og finde bagest i romanen.
For mig personligt fungerede dette træk slet ikke. Selvom jeg har læst flere af Madsens romaner, var der mange af referencerne, der ikke sagde mig noget. Derudover synes jeg, det var utroligt forstyrrende, at man hele tiden skulle have sin læsning afbrudt, fordi der kom en reference, man skulle bladre om bagest i bogen for at finde. Til sidst gav jeg op og stoppede helt med at forholde mig til slutnoterne. Det er et valg, som Madsen delvist blåstempler “de der er nysgerrige [kan] kigge bagi. De der er ligeglade finder sikkert selv ud af uanfægtet at læse videre”. Jeg tror udgangspunktet for tanken er, at alle fortællinger hænger sammen, eller i det mindste står på skuldrene af hinanden. På den måde er de udviklinger af hinanden. Madsen ville ikke kunne have skrevet “Fremtidsspejl”, før han havde skrevet “Enden på Tragedie”. I tillæg hertil er noget af det fede ved Madsens romaner også, at oplevelsen af dem netop bliver individuelle, fordi det vil være forskelligt, hvor mange referencer læseren fanger. Det er netop det, Mithya (en af karaktererne), kommenterer på i midten af romanen:
“et univers hvor hver deltager kunne finde sin indfaldsvinkel, sit oplevelsesrum, generere sine egne fortællinger. Til forskel fra hovedløse skyd-og-udryd-historier, der ikke danner mange tanker i hovedet”
//Birgitte
ord om _ 