Ord om “Det samme og noget helt andet”

[Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag]

Et sted i “Det samme og noget helt andet” siger 2019-versionen af jeg-fortælleren, at “Det samme og noget helt andet” er den bog, hun ville ønske, hun kunne have læst, da hun var i sine 20’ere. Det forstærker min følelse af, at bogen er skrevet til netop mig.

Før jeg dykker ned i min egen personlige læseoplevelse, skal vi dog lige have præmissen for bogen på plads. Romanen følger to versioner af jeget, det yngre jeg i start-midt 20’erne og det ældre jeg, som nedskriver sine erindringer. Begge jeg’er er fiktionaliserede versioner af forfatteren Katrine Marie Guldagers eget liv. Det er 50% auto, 50% fiktion, som jeget påpeger et sted. Bogen begynder med to tragedier. Jegets veninde Anne bliver skudt i Nicaragua, og hendes far omkommer i en togulykke. De to tab, særligt tabet af faren, er dominerende for alt andet i jegets liv: hendes følelsesmæssige udvikling, forholdet til familien og vennerne og den spirende forfatterkarriere: jegets optagelse på Forfatterskolen og udgivelse af debutdigtene. Alt dette fiktionaliseres, nedskrives og (i sidste ende om end dette er uden for romanen) publiceres af det ældre jeg, og som i Leonora Christina Skovs umådeligt populære “Den, der lever stille”, får vi det ældre jegs refleksioner over, hvordan det er at skulle gennemleve traumet på ny og give det en offentlig stemme. Det er selvsagt enormt smertefuldt for jeget, men det er en nødvendighed. Teksten er ikke 100% navlepilleri og skamløs selvoptagethed forklædt som romankunst. Den personlige fortælling er nødvendig, den er relevant og genkendelig. Og det /er/ kunst. Katrine Marie Guldagers små passager er enkle men utroligt præcise i sin måde at skrive de to jegers følelser og refleksioner frem på. De er usigeligt rammende.

Min personlige læseoplevelse

Og så er vi så fremme ved min egen personlige læseoplevelse. Jeg kan på mange måder genkende mig selv (2021-versionen) i den yngre version af jeget. Både fordi jeg, ligesom alle andre unge, er søgende efter en identitet og et ståsted, som skal definere mig som mig selv. Og fordi jeg, ligesom alle andre i min generation, er optaget af mig selv og mit eget indre følelsesliv – og alle andres. Ikke kun fordi det påvirker mig, men også fordi der igennem følelseslivet er et kæmpe potentiale for fællesskab og solidaritet, hvilket Guldager illustrerer så fint i sin bog.

Jeg blev særligt berørt af jegets forhold til familien, og den enorme sorg, hun følte, i kølvandet på sin fars død. Jeg så mig selv i beskrivelserne og føler min desillusion bekræftet: familier er mudrede, forgængelige og komplekse. Det fremkalder også den sorg, jeg følte, da min egen far var dødeligt syg med corona i foråret. Og hvordan det kommer til at blive, når ens forældre engang ikke er her mere. Den rodløshed, vrede og splittelse, som er tilbage. Men selvfølgelig også, at livet går videre uanset. At nye fællesskaber og familier opstår. Formål med at være til. At skrive bøger fx

Grænserne viskes ud

“Det samme og noget helt andet” udvisker grænsen imellem fiktion og virkelighed, imellem læser og værk. Bogen får mig til at reflektere over liv, død, familie og erindring. Samtidig kan jeg ikke undlade at drage paralleller imellem mine egne oplevelser, og dem, som bliver beskrevet i romanen. Det forstærker tekstens virkning på mig. Før i tiden vil man have afvist det som en affektiv fejlslutning, men når man bare læser litteraturen for den gode læseoplevelse (og ikke for en kold, akademisk dissekering af indholdet), er det jo netop det, god litteratur kan. Vække genklang, følelse; berøre.

//Birgitte

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s