[Anmeldereksemplar fra Brændpunkt]
Det er ikke kun omslaget, der imiterer en lavalampe – bogens indre gør det samme; der er ikke noget mål, ikke nogen retning, bare løsrevne brudstykker af en helhed, der forsøger at leve deres eget liv, før de igen bliver opslugt af det resterende lyserøde materie. Silke forsøger at løsrive sig, samtidig med hun igen og igen oplever, hvor afhængig hun er af andre. Hun opsluges af rastløshed, men hun er langt fra den eneste. Aida, Silkes nye veninde, kæmper endnu mere, hun eksisterer i ekstremerne, der essentielt set er hendes tryghedszone.
Velvet morning mindede mig om filmen Ladybird. Det er en coming of age historie om ikke bare en enkelt pige, men en gruppe af mennesker, der stiller spørgsmålstegn til det samfund, de lever i. Hvad sker der, hvis man ikke følger konventionerne, normerne, forventningerne? Det er hele tiden det, karaktererne udforsker. Bogen er én lang stemning, en oplevelse af Camden i 1995, med al den vildskab og kaos ungdommen bringer til bordet, af frygt for tomgang og ensformighed. Det er derfor paradoksalt, at deres evindelige fester og grænseoverskridende adfærd bliver deres egen tomgang, et hamsterhjul, som de sidder mere og mere fast i.
Trine Bøhm skriver meget smukt – hvor jeg først mente, at der var en tand for mange karakterer og beskrivelser, lod jeg mig lidt efter lidt rive med af dem, og nød virkeligt det levende sprog. Fuldskab, skævhed, effekten af utallige stoffer var litterært hamrende fint, og selvom frustrationen over de unges manglende forhold til konsekvenser somme tider drev mig til vanvid, så var det også sigende for deres perspektiv – antiautoritære, antikapitalistiske idealister med en idé om, at det er bedst at live wild, die young.
Selvom idealismen manifesterer sig i en kaotisk tilgang til livet, er der interessante tanker bag, og flere gange har jeg sat streger under Aidas ytringer, der ofte er ret så fine, omend en smule dystre.
“Det er der livet er i al sin enkelthed, én lang opløsning. Vi desintegrerer i slow motion og bilder os selv ind, at vi er udødelige. Vi lever og ånder vores egen død. Det er et faktum.” – Aida om glitrende støvfnug, der danser i sollyset fra vinduet.
Selvom mange af 90’er referencerne røg over hovedet på mig, og selvom en del af karaktererne forblev flygtige bekendtskaber, sidder jeg tilbage med en nostalgisk følelse. Der er noget fint ved det smukke, rolige sprog, og den hektiske, spontane hverdag, der på én gang ikke matcher, og alligevel forstærker hinanden med deres kontrast.
// Caroline
ord om _ 