[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]
Ord om “Inderligt”, eller inderlige ord af Margaret Atwood. Lad mig starte sådan her – jeg anede ikke, at denne powerwoman også skrev digte, men selvfølgelig gør hun det. “Inderligt” er hendes første digtsamling i over et årti, hvor indholdet er skrevet og samlet sammen fra 2008 til 2019. I den tid er verden blevet et mørkere sted, skriver Atwood i forordet. Hun er blevet ældre. Hun har mistet.
Alligevel er digtsamlingen ikke blot sorg og mørke. Den indeholder en blanding af håb og realistisk klarsyn, der fungerer virkelig fint.
“Der er flere fugle i disse digte end der plejede at være. Jeg ønsker mig endnu flere fugle i den næste digtsamling, hvis der kommer en; og jeg ønsker mig flere fugle i verden.”
Efter det meget smukke forord, kommer digtene. Samlingen er delt op i fem dele, som jeg har forsøgt at navngive:
Del I – Fortid
Del II – Køn og kvinder
Del III – Fremtid
Del IV – Klima
Del V – Alderdom og sorg
Der er noget absolut yndigt og fænomenalt makabert i Atwoods skriveri, det er svævende og det voldsomt jordnært. Som digtene om dyr, om edderkopperne i bogreolerne, hvor jeg på få sætninger føler omsorg for deres mange ben og sirlige spind. Især digtene om fremtid og klima ramte mig, fordi deres indhold er så altsigende og aktuelle.
“Vi måtte vide / hvordan sådanne fortællinger ender: / og hvorfor. / De ender i flammer / fordi det er det, vi vil have. / Vi vil have det sådan.” [I Flammer]
Digtsamlingen rummer den menneskelige natur som en selvdestruktiv force, viser vores forfærdelige sider, vores ødelæggelse, ansvarsfralæggelse, og vores sorg over netop dette. Den svindende natur, den kapitalistiske egoisme, mennesket som en del af naturen, mennesket som løsrevet fra naturen. Det er brutalt ærligt, og det gør ondt – men det er det, der fungerer så vidunderligt. Atwood adskiller ikke sig selv fra dette, hun hæver sig ikke og tager ikke afstand. Det falder tilbage på et fælles ansvar. Et fælles problem. Fælles løsning.
“Vi kan godt lide det sted hvor vi bliver reddet. / Vi kan godt lide det sted hvor vi bliver ødelagt. / Hvorfor føltes de så ens?” [Rumvæsnerne ankommer]
Jeg ville ønske, jeg havde flere kloge ord at dele, men digte er svære at omfavne på et enkelt post; i virkeligheden kunne jeg lave en anmeldelse af hvert enkelt digt, og det ville fylde mere end det her. Den bedste løsning må være at opleve den selv. Flyv ind i digtsamlingen med fuglene og undgå mikroplasten, sid på skulderen af en vis, ældre kvinde, og syng for børnene, åh børn, og den fremtid, de går i møde.
// Caroline
ord om _ 