Ord om “Præsensmaskine”

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Jeg har ædt Gunhild Øyehaugs roman “Præsensmaskine” i et, for mit vedkommende, uhørt lyntempo. Min læselyst har på det seneste været kvalt af, at jeg har haft alt for travlt og dermed alt for lidt mentalt overskud til at læse, så det var en seriøs befrielse endelig at mærke den. Lysten til at læse og lysten til ikke at lægge bogen fra mig, at kigge utålmodigt på sidetallet (ikke højt nok) og uret (er der kun gået fem minutter siden sidst, jeg kiggede på uret?). Bare være i skriften, basically.

Da jeg sad der med Øyehaugs finurlige lille roman, er det første jeg tænkte, at vi nok havde at gøre med en roman, hvor narrativet ikke er det allervigtigste. Altså en bog der i langt højere grad er reflekterende, end den vil berette et egentligt handlingsforløb for os. En bog som emmer af kompleksitet, og som formår at tætpakke sine sider med mening til en sådan grad, at læseoplevelsen bliver så tung, at man nærmest brækker halsen på romanen. Sådan er det heldigvis ikke med “Præsensmaskine”.

Nutiden rummer fremtiden

I “Præsensmaskine” formår Øyehaug på ganske fin vis at kombinere det filosofisk reflekterende (om alt lige fra sprog til eksistens, religion, natur og kunst – puha!) med fortællingen. I romanen følger vi to hovedpersoner, den gravide Laura og hendes mor Anna. Med tiden spaltes kvindernes (og de andre karakterers) eksistens ud i forskellige versioner af deres liv. Eksperimentet minder mig om Paul Austers “4 3 2 1”, hvor hovedpersonen Archie ligeledes lever sit liv i forskellige versioner. Auster og Øyehaug har det tilfælles, at de begge undersøger de begivenheder, som ligger kimen til den, vi bliver. I “Præsensmaskine” spaltes karaktererne, når de læser et ord forkert i en bog. I Annas tilfælde er det ordet “trädgård”, som bliver til “tärdgård”. Da det sker, deles hun i to versioner af sig selv med to forskellige levede liv. I nutiden ligger der således flere potentialer for fremtid, og det er også sådan, jeg anskuer denne præsensmaskine, som giver navn til romanen. Altså at nutiden kan generere forskellige versioner af fremtiden afhængigt af, hvilke knapper vi skruer på. Det minder mig om idéen om tiden som ikke-lineær, der gennemsyrede Virginia Woolfs forfatterskab, hvor netop fremtid, fortid og nutid alle var præsente i netop nutiden.

En fortælling om menneskelige grundvilkår

“Præsensmaskine” rummer en større undersøgelse af sprog, kunst, eksistens, religion, natur og astronomi. Foruden fortællingen om Laura og Anna, tilføjer Øyehaug endnu et lag til teksten, nemlig en jeg-fortæller, som, ligesom Anna, er forfatter. Jeget nedskriver Anna og Lauras fortælling og har desuden muligheden for at intervenere i begivenhederne. Jeget fungerer som endnu en fordobling (eller spaltning) i teksten: ligesom Anna (og Gunhild Øyehaug) skriver hun en roman om sproget og sprogets potentiale til at forløse menneskets skabertrang. Idéen er, at når du læser forkert, skaber du en parallel verden, som ikke eksisterede forud for denne sproglige handling, og at du på den måde gør noget, som ellers kun er Gud forundt.

Ser man et øjeblik bort fra disse større diskussioner, er “Præsensmaskine” også bare en god (og til tider morsom!) fortælling om menneskelige relationer: om ensomhed, isolation, kærlighed, jalousi, lyst og om angst. Den fortælling formår Øyehaug at skabe samtidig med den større filosofiske diskussion, og det får i den grad teksten til at gå op i en højere enhed! Derfor: læs den hvis du ikke allerede har gjort det.

//Birgitte

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s