Ord om “Året med 13 måneder”

[Anmeldereksemplar fra Gutkind]

Endelig (!) blev jeg færdig med Åsa Linderborgs “Året med 13 måneder”. Det har så også kun taget mig en god måneds tid. Ikke fordi bogen er dårlig, men fordi jeg har haft travlt og været utroligt ugidelig i forhold til at få læst. Jeg er lige begyndt i job og ved siden af læsning til jobbet, nye elever og kollegaer, har jeg bare ikke haft overskuddet.

Nuvel, nu er vi gået ind i anden lockdown, hvilket på besynderlig vis giver mig ny energi og overskud. Det er egentligt også meget passende, at forordet til bogen lige netop berører corona.

Dagbogsgenren

Jeg skal indrømme, at jeg har haft det en anelse ambivalent med genren ‘dagbog’. I bogen skildrer Åsa Linderborg sit liv fra september 2017 til oktober 2018 i dagbogsform. Diskussioner om presseetik, ytringsfrihed, politisk korrekthed, klasse og #metoo blander sig med hendes egne refleksioner over sin kærlighedsforhold, sine børn, aldring og ikke mindst hendes eget personlige ansvar i forbindelse med teaterdirektør Benny Fredrikssons selvmord.

Jeg kan egentligt godt lide idéen om, at vi kommer helt tæt på debattens hovedaktører og præsenteres for deres hele person. Linderborg er i bogen ikke kun repræsentant for en bestemt politisk fløj, hun er et menneske med et eget liv, fuld af kærlighed og sorg og ængstelse. Debattøren menneskeliggøres, hvilket er med til at menneskeliggøre debatten.

Når jeg så alligevel er skeptisk, er det fordi, jeg synes, at man med dagbogsprædikatet postulerer, at vi er så tæt på ‘virkeligheden’, som det kan lade sig gøre. Måske endda endnu tættere på end med autofiktionen, som trods alt er tydelig om sig selv som fiktion. Du kommer ikke tættere på et menneske end ved at kigge i deres dagbøger, selvom jeg selvfølgelig er med på, at skildringen af deres erfaringer er dybt subjektiv. Det hører med til genren, at det er vores egne personlige refleksioner over en given oplevelse.

Det er ret tydeligt, at der er tale om en fiktionalisering af dagbogens indhold. Linderborg redegør selv for det i efterordet. Derudover er det tydeligt, når der fiktionaliseres. Oplevelser dramatiseres, og der skrives replikker og forklares, hvad man ikke ville gøre, hvis der var tale om en dagbog. På trods af det, tror jeg godt nogle læsere kunne forledes til at tro, at en dagbog indeholder den skinbarlige sandhed. At her er tale om et regulært sandhedsvidne. Den slags skal man være varsom med særligt med debatter om #metoo og ytringsfrihed, som er så betændte.

Bogen som fiktion

Overvejende fungerer bogen rigtigt godt. Åsa Linderborg er en fremragende skribent, som formår at levendegøre sig selv på papiret. Derudover er bogen en vigtig politisk bog, som kan ses som et varsel om, hvor galt det kan gå, hvis særligt medierne ikke er varsomme med, hvad de publicerer. På den måde er “Året med 13 måneder” et vigtigt indspark i debatten. Det er jo uhyre vigtigt, at vi værner om retsprincipperne og presseetikken i en tid, hvor de i særdeleshed er under pres – og der tror jeg bestemt ikke coronaen hjælper.

(En mindre ting, hvis jeg lige skal svinge mig ned fra min høje hest til sidst: Jeg kunne godt have brugt, at der i mindre grad blev refereret til den svenske offentlighed. Nogle af personerne kender man da, fx Jan Guillou, Mathilda Gustavsson og Jean-Claude Arnault, men er du gal der er mange navne, der bliver slynget rundt med, som man ikke aner hvem er. Og hvad sker der seriøst for, at Åsa spiser så meget på restaurant? Er det det, det vil sige at være en del af kultureliten???)

//Birgitte

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s