[Anmeldereksemplar fra Gyldendal]
“Når jeg har tårer i øjnene her til aften, er det så fordi du er død, eller fordi jeg er i live?”
Sådan begynder “De uadskillelige” – med en dedikation fra Simone de Beauvoir til hendes elskede veninde Zaza, de to virkelige kvinder, bogens karakterer Andrée og Sylvie er baseret på. Dedikationen forudsiger, at de uadskillelige vil blive adskilt, og gør dermed, at læsningen påbegyndes med bevidstheden om den kommende sorg.
Tilpasningens bedrøvelse
Bogen er essentielt set Sylvies øjne, tanker, oplevelser af Andrée, fra de mødes som ni-årige, til bogens slutning kort inden Andrées 22-års fødselsdag. Meget hurtigt bliver de to piger netop det – uadskillelige – og vi fornemmer, at Sylvies kærlighed til Andrée er større end til noget andet menneske. Hengivenheden udvikler sig med alderen, og gennem jalousi, sorg og dedikation udvikler venskabet sig også.
Det er mere end en historie om kærlighed og venskab mellem to kvinder; det er også en historie om at tilpasse sig samfundets normer og de forventninger, man pålægges. Andrée er selvstændig, hun er nysgerrig, hun føler og tænker, men hun skal tæmmes. Religionen og den dominerende mor bliver de største modstykker til Andrées passion, som hun med al sin kraft forsøger at holde inde. Sylvie ser til med foragt og angst – hendes eget liv involverer hverken troen eller den finere klasse. Hun har den frihed, som Andrée længes efter, men ikke kan få del i.
Det “at tilpasse sig” er pludselig et trist begreb. I bogen ser vi det i den måde, Andrée undertrykker sig selv på – sine visioner, egenskaber, lyster, sin kærlighed. Hun forsøger at leve op til eksterne forventninger, hvilket resulterer i, at hun hele tiden mister dele af den nysgerrige og vilde ni-årige pige, der ikke lod sig begrænse.
Jean-Paul Satre og Elena Ferrante
Sylvie observerer hver eneste ændring i Andrée, men hendes kærlighed afviger ikke et eneste sekund. Den hengivenhed mellem de to piger, er så ren og fin, at jeg ikke kunne undgå at blive rørt. At Simone de Beauvoirs mand, Jean-Paul Satre, ikke havde det på samme måde over manuskriptet, er over min forstand. Måske var det autobiografiske take på hans hustrus kærlighed til en anden kvinde for meget for ham, måske var 1954 bare ikke #woke nok.
Det ærlige venskab mellem de to piger, deres udvikling fra børn til unge kvinder og Sylvies betagelse af veninden, minder mig om Elena Ferrantes Napoli-romaner – og det er kun en god ting. De tager begge to de unge piger seriøst; de viser deres dybde, ønsker, skuffelser og forbudte hemmeligheder.
“De uadskillelige” handler om at være kvinde, om passion, forfald og forelskelse. Den er mere end fin. Tilbage sidder jeg nu med tristhed og taknemmelighed. Av mit hjerte.
//Caroline
ord om _ 