Ord om “A Christmas Carol” (Månedens udfordring)

Der findes næppe noget mere traditionsbundent end julen. Vi finder glæde i, at alt er som det altid har været, og er vi vant til at spise flæskesteg, skal vi ikke have gåsesteg. “Rør blot ikke ved min gamle jul”, som man synger i Peter Fabers julesang “Sikken voldsom trængsel og alarm”.

Ligesom julemenuen er den samme hvert år, er der også bestemte fortællinger, der knytter sig til julen, og som vi fortæller igen og igen, år efter år. En af de fortællinger, er Charles Dickens’ “A Christmas Carol” fra 1844, som genopsættes på teatrene og er filmatiseret i så mange versioner, at det halve kunne være nok.

Det sjove ved klassikere som “A Christmas Carol” er, at de fleste uden tvivl kender handlingen fra et eller andet sted, men at de færreste nok har læst originalteksten. Det har jeg nu gjort for jer, som en tidlig julegave (hæhæ).

Om bogen

For jer der ikke kender bogen (hvis i findes), og for jer der måske bare har set filmen/e, kommer her et ganske kort resumé: “A Christmas Carol” handler om den nærige og generelt modbydelige forretningsmand Scrooge, som har isoleret sig efter vennen Marleys død. I løbet af fortællingen hjemsøges han af Marley og efterfølgende af tre spøgelser: fremtidens, fortidens og nutidens. Kort fortalt viser spøgelserne ham, hvordan det vil gå ham, hvis han ikke bliver et bedre menneske. Fremtidens spøgelse viser eksempelvis, hvordan ingen vil sørge over ham efter hans død. Samtidig er han i fare for at ende som genganger, ligesom Marley. På den måde er Marley også en slags dobbeltgænger, som skal vise os, hvor galt det kan gå. Spøgelserne medfører selvfølgelig en dramatisk ændring i Scrooge, og de lever lykkeligt til deres dages ende etc. etc.

Bogens popularitet

Jeg synes faktisk, det er lidt weird, at “A Christmas Carol” er blevet så populær. Det er udmærket fortælling, klassisk Dickens, men den er ret uhyggelig sammenlignet med mange andre julefortællinger. Men det er selvfølgelig Dickens, en af 1800-tallets mest prominente engelske forfattere, der har skrevet den. Derudover er det en bog, som er tilgængelig for mange forskellige målgrupper (Disney når den er bedst i virkeligheden). Den kan forstås på ét niveau af børn og på et andet niveau af voksne. Det er måske også derfor, at lige netop Disney har filmatiseret den flere gange.

I virkeligheden er det, der står tilbage for mig, at jeg synes at bogen er ret uhyggelig. Det er selvfølgelig en påmindelse om, at vi skal opføre os ordentligt over for hinanden, hvis ikke vi vil ende som Marley. Og så er der de der spøgelser, som hjemsøger ham. Jeg var ret bange for spøgelser som barn, og det er muligvis den frygt, som hænger ved. Til gengæld synes jeg også, man har haft en tendens til at portrættere Scrooge, som en komisk figur (i filmatiseringerne), hvilket jeg overhovedet ikke ser i bogen. Tværtimod. Det kan selvfølgelig være, man gerne ville peppe fortællingen lidt op for publikum. Men jeg synes det er en generel fejlslutning, at vi skal le af gamle, grumpy mennesker, så hermed en opfordring til, at vi stopper med det.

Medlidenhed med Scrooge

Jeg vil gerne slå et slag for Ebenezer Scrooge (også fra før han blev omvendt af julens ånder). Ja, Scrooge er et forfærdeligt menneske. Han er nærig, smålig og generelt virkeligt dårligt selskab, fordi han er i så dårligt humør hele tiden. Han gør derudover intet for sine medmennesker, selvom han, grundet sin formue, er i stand til det. Vi skal selvfølgelig forstå, at vi skal tage os af andre mennesker, hvad Scrooge da også lærer med tiden. Det er et ganske fint og næstekærligt budskab. Var man hardcore borgerlig, havde man nok påstået, at Scrooge ikke skylder de fattige noget som helst. Hvorfor skulle han tage ansvar for dem? Han har tjent sine egne penge og skabt sig en position i samfundet og har dermed også fortjent de penge, han nu engang har. Scrooge er selvfølgelig karakteriseret sådan, at det argument falder fuldstændigt til jorden (typisk 1800-tallets moraliserende litteratur i øvrigt, men nuvel).

Jeg vil gerne slå et slag for Ebenezer Scrooge, fordi vi alle uden tvivl kender en Scrooge. Ikke fordi personen er sådan helt The Grinch-agtig og på den måde skaber dårlig stemning, men fordi vedkommende tynges af fortidens byrder. I Scrooges tilfælde er det hans kompagnon og gode ven Jacob Marleys død.

Hvis “A Christmas Carol” lærer mig noget i denne gennemlæsning, så er det ikke at føle medlidenhed med den stakkels forkrøblede Tim, som dør alt for tidligt. I stedet er det at have medlidenhed og overbærenhed med mennesker som Scrooge, som bærer på nogle tunge byrder, som måske ikke er i stand til at bearbejde fortidens sorger, og isolerer sig som en konsekvens heraf. De andre, de som har glæden af familie, tryghed og kærlighed, skal nok klare sig.

//Birgitte

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s