I dag er det den 31. oktober. Det er Halloween med alt, hvad det indebærer af falmende orange blade, græskarudskæringer og (ved lov påbudte) masker. Jeg har primært tænkt mig at fejre dagen i dag med to ting, nemlig æbleskiver og dette indlæg – selvfølgelig.
I denne måned har det været min tur til at blive udfordret, og hvad er mere oplagt end at læse en bog med Halloween-tema – og at poste om det på Halloween? Valget faldt ikke på din typiske Halloween klassiker alá Stephen King, Mary Shelley eller Bram Stoker. Jeg hader nemlig gys og gru, hvorfor jeg i stedet udså mig svenske Pär Lagerkvists “Dvärgen”. Den findes også på dansk med den ikke så overraskende titel “Dværgen”, så der er ingen undskyldning for ikke at læse denne lille, djævelske roman.
Hvorfor “Dvärgen”?: “Dvärgen” handler om den menneskelige ondskab inkarneret i hovedpersonen og jegfortælleren, Dværgen. Bogen skildrer død, massedestruktion og had – groft sagt alt det gyselige og ulækre ved at være menneske. Og hvilke temaer er mere oplagte at undersøge i lyset af Halloween end dem, som skildres i Dvärgen?
Kort om bogens handling: Romanens handling udspiller sig ved et italiensk hof under renæssancen og fortælles af en unavngiven dværg, som siden han kvalte dværgen Josafat, har været den eneste dværg ved hoffet. Volden er således til stede fra første side.
En god del af romanens første halvdel bliver brugt på at fortælle om de mennesker, som færdes ved hoffet, om skik og brug, og om dværgens tanker om menneskene. Dværgen anser nemlig sig selv som en ældgammel og ædel race, han er altså ikke selv menneske. Det giver ham en unik position til at kunne beskue folkene ved hoffet ude fra. Han foragter stort set alle med undtagelse af den pragtige og maskuline fyrste og ser i særdeleshed ned på kærligheden og svaghed.
Hvor der ikke sker overvældende meget i første halvdel af bogen, går tingene til gengæld ned i sidste halvdel. Fyrsten og hans folk (dværgen inklusiv) drager i krig, og de igangsætter et blodbad ved en fest, der ellers skulle hylde forsoningen imellem de stridende parter, Fyrsten og il Toro. Herefter følger belejring, hungersnød og pest. Hændelser som dværgen mestendels skildrer med nådesløshed og foragt. Han besynger den rå maskulinitet, volden og destruktionen og har kun foragt til overs for kærligheden og freden, som han ikke forstår, og som han mestendels ser som udtryk for menneskelige laster og lyster.
Et sted i bogen, som fik mit hjerte til at banke hurtigt: I dværgens skildring af fredsfesten, var det rimeligt tydeligt for mig, at katastrofen ville indtræffe. Ligesom når man ser en film, og man betragter trafikulykken, som langsomt folder sig ud for sine øjne. Under fredsfesten i “Dvärgen” sad jeg tilsvarende og bed negle, for jeg vidste bare, at jeg snart ville være vidne en nedslagtning. Det skyldes muligvis, at jeg har set for meget “Game of Thrones”, og det vibede ret meget af red wedding. Det skyldes muligvis også, at man som læser har meget svært ved at stole på dværgen. Man finder sidenhen ud af, at han skriver begivenhederne ned i sin notesbog, efter de har fundet sted, og man ved bare, på det tidspunkt i bogen, at han er lidt for glad for krig, til at berette ‘begejstret’ om en fredsforening, som forløb helt, som den skulle.
Udvalgte citater: Jeg havde oprindeligt bare tænkt, at I skulle have et enkelt, men i stedet får I to korte. Det første tjener til en forståelse af relationen imellem mennesker og dværgen (ifl. dværgen), den sidste tjener til en forståelse af dværgens kærlighed til vold:
1: “Jag har märkt att jag ibland inger skräck. Men vad människorna blir rädda för är sig själva. De tror att det är jag som skrämmar dem, men det är dvärgen inom dem […] De blir rädda, för de vet inte om att de har en annan varelse inne i sig. […] När ingenting syns över ytan är de inte rädda […] De går omkring högresta och oberörda, med sina släta ansikten, som inte uttrycker någonting som helst. Men det finns alltid inom dem någonting annat, som de inte låtsas om”
Med andre ord: dværgen er en fysisk manifestation af den menneskelige ondskab, som findes i alle mennesker, men som man forsøger at skjule.
2: (sagt i forbindelse med den effekt regn har på soldaterne) “Skådespelets spänning upphör att göra sig gällande och glansen går liksom av det hela, allt det bländande och eggande som är förbundet med ett krigsföretag”.
Krigen og volden er altså også en performance, hvor soldaterne indtager bestemte roller. Noget man kan betragte og underholdes af
//Birgitte
ord om _ 