Ord om “En skøn alder”

[Anmeldereksemplar modtaget fra Gads forlag]

Forventningerne var enorme, da jeg modtog Kiley Reids roman “En skøn alder”. Selvfølgelig fordi bogen lød spændende fra forlagets beskrivelse – en ung afroamerikansk forfatter skriver levende om racisme, anmelderne går amok – og fordi alle på Instagram lovpriste romanen. Det var særligt “Jeg kunne ikke lægge den fra mig”, der gik igen.

Truth be told har jeg haft lidt svært ved at holde gang i læsningen her på det sidste, fordi der har været meget andet, der har fyldt. En pageturner var, i den sammenhæng, lige hvad jeg manglede! Desværre synes jeg ikke “En skøn alder” levede 100% op til hypen.

Godt begyndt

“En skøn alder” starter ret fedt ud. Reid kaster med det samme læseren ind i den begivenhed, som bliver romanens omdrejningspunkt. Her møder vi Emira Tucker, en ung, afroamerikansk kvinde, som arbejder deltid som barnepige for en rig, hvid familie, til en fødselsdagsfest. Festen bliver afbrudt, da Emiras chef Alix ringer og beder hende passe datteren Briar. Der er opstået et nødstilfælde i familien, og Alix har brug for at få Briar ud af huset.

Emira tager Briar med i et supermarked forbeholdt de rige (og hvide forstås). Her stoppes de af en centervagt, som er overbevist om, at Emira har kidnappet Briar. De er tydeligvis ikke beslægtet, og Emira ligner ikke en babysitter i sit festtøj. Hun bliver tilbageholdt, og et større publikum samler sig omkring dem, herunder også en ung mand, Kelley, som filmer optrinet på sin telefon. Som læser får man virkeligt ondt i maven, når man læser episoden. Det er nemt at visualisere, hvordan en kvinde trænges op i en krog af centervagten og kunderne i butikken, og forestille sig hendes desperation, når hun prøver at overbevise dem om, at hun ikke har begået den forbrydelse, hun anklages for.

Ovenstående er et eksempel på, hvordan noget så uproblematisk som at gå i supermarkedet med det barn, man passer, kan blive problematisk, når man er minoritetsperson. På den måde bliver vi virkeligt gjort opmærksomme på vores privilegieblindhed. Det er virkeligt fedt, fordi det gør os klogere på, hvordan andre mennesker eksisterer i verden.

Det hvide perspektiv

Jeg synes desværre ikke, romanen holder den gode stil fra starten hele vejen igennem. Jeg undrer mig i særdeleshed over den plads, som de hvide karakterer gives i fortællingen. Selvom Emira udsættes for mistanken i supermarkedet i starten, deles synsvinklen nærmest ligeligt imellem hende og hendes chef Alix (måske fylder Alix’ perspektiv faktisk mere – det føles i hvert fald sådan.)

Det giver selvfølgelig god mening i den forstand, at man herigennem får forskellige perspektiver på samme sag. Det er også interessant at forstå, hvordan hvide vs. afroamerikanere forstår episoder, hvor en person udsættes for racisme.

Vi får også Alix’ refleksioner over race. Hun udvikler nærmest en besættelse (forelskelse?) i Emira ovenpå episoden i supermarkedet, som kan ses i forlængelse af et “white savior”-complex, som går år tilbage. Alix føler sig medskyldig i episoden, og gør sidenhen alt for at kompensere Emira for det. Hun forsøger også at redde hende fra Kelley, som hun med tiden indleder et forhold til. Alix er generelt bedrevidende på Emiras vegne. Hun forsøger at styre hendes liv både direkte og indirekte, også selvom hun ikke kender hende, og de knap nok har en relation. Om det handler om Emiras alder, klasse eller race, skal jeg ikke kunne sige – men nedern er det i hvert fald.

Under alle omstændigheder undrer jeg mig en smule over, at en hvid karakter nærmest er mere hovedperson i romanen, end den afroamerikanske kvinde, som er i centrum for den episode, som udløser den efterfølgende handling. Det virker nærmest kontraintuitivt i forhold til det, man får indtrykket af, Reid gerne vil med bogen.

Låner fra Hollywood

Romanen indeholder desuden en række irritationsmomenter for mig. De skyldes muligvis, at forfatteren har forsøgt at gøre romanen så tilgængelig som muligt for et bredt publikum. Det er vildt fedt, for alle kunne have godt af at blive klogere på racismens mekanismer, men det leder også til en række greb, som virkeligt ikke fungerer for mig.

Hun låner greb fra genrefilmen, som jeg finder en smule irriterende, fordi de stikker ud. Det forholder sig eksempelvis sådan, at Alix engang har været kærester med Kelley, som Emira sidenhen begynder at date. Det er endda Kelley, der tog Alix’ mødom (jaja den første gang er da noget særligt og alt det der, men seriøst. Det er så teen drama). Kelley og Alix’ forhold ender dårligt, blandt andet på grund af en episode, som også har racistiske undertoner (jeg skal nok lade være med at spoile). De to genforenes til Thanksgiving i et klassisk Emira-banker-på-døren-Alix-åbner-op-og-opdager-*chok*-at-Emiras-nye-kæreste-er-hendes-ekskæreste-Kelley-moment. Hollywood kunne ikke have gjort det bedre.

Derudover bliver jeg også undervejs bremset af, at jeg ret nemt kan gennemskue, at der er tale om en oversættelse. Det er særligt, når Emira og hendes veninder bruger slang (og måske endda slang, man typisk forbinder med afroamerikanere). Der gennemskuer man rimeligt tydeligt, hvad den oprindelige ordlyd ville have været – og det er jo ikke meningen med en oversættelse.

En vigtig roman

“En skøn alder” er en vigtig roman, som formidler racisme, klasse, køn og magt til et bredt publikum i en lettilgængelig, spændende fortælling. Den bruger desværre en række irriterende greb, som bremser læsning og leder opmærksomheden hen på Hollywood teen drama”.

//Birgitte