Ord om “Afløsning”

[Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Sidste Aarhundrede]

“Afløsning” af norske Tor Ulven, er hans eneste roman netop udkommet på forlaget Sidste Aarhundrede. Og roman er måske så meget sagt. Den er ganske rigtigt skrevet i prosaform, men bogen har også klare poetiske træk og har ikke som sådan et plot.

I “Afløsning” følger læseren skiftevis en række mænds bevidstheder, som om man så må sige afløser hinanden. Vi møder en ældre mand, et barn der netop er blevet opereret, en mand som stjæler brændevinsflasker i skoven for så at smadre dem, og en lam mand. De benævnes alle som ‘Du’ med undtagelse af den ældre mand, som vi møder i indledningen og slutningen. I starten var jeg forledt til at tro, at den ældre mand og barnet, som afløser ham, var den samme. At der var tale om en ældre mand, som så tilbage på sit yngre jeg, og som havde fjernet sig så meget fra ham, at han nu kunne tiltale ham ‘Du’. Jo længere jeg kom ind i bogen, blev jeg dog opmærksom på, at der er tale om forskellige personer, snarere end den samme i forskellige livsfaser. Det siger også noget om de menneskelige grundvilkår, alle karaktererne har tilfælles.

Bevidsthederne afløser hinanden

Du undrer dig måske over, hvorfor jeg siger bevidstheder og ikke fortællinger, så lad mig tage et øjeblik til at forklare det. I Ulvens prosa er bevidstheden eller refleksionen så central, at den nærmest får forrang over begivenhedsforløbet. I visse tilfælde er der ikke engang tale om et begivenhedsforløb men snarere om tankerækker. Subjektiviteten er således helt afgørende for, hvordan begivenhederne opleves. Et eksempel er når et tordenvejr binder fortællingen om to tider sammen i et ‘Du’s’ bevidsthed.

Og det er netop det, der er formålet med romanen. Som Ulven skriver hen imod slutningen, nemlig at producere et sjælemikroskop, som viser “det enkelte menneskes tanker, forhåbninger, lyster, sindstilstande, erindringer”

Eksistentiel sammenhæng

Som læser får man, på trods af subjektiviteten, aldrig et forhold til de forskellige karakterer, og deres, i mange tilfælde, triste skæbner. Det gør det svært at forbinde sig til dem, når de alle sammen hedder ‘Du’, og når de findes i så kort tid. Det er livsvilkår for menneskene i romanen og for virkelighedens mennesker. I stedet skal vi se de mange du’er, som repræsentanter for menneskeheden. De bindes sammen sprogligt, af konkrete fysiske genstande eller mentale tilstande (som fx beruselsen eller den fysiske ælde). Afløsningen er således også en glidende overgang, der er intern sammenhæng imellem karaktererne.

“Afløsning” beskæftiger sig med de store temaer: liv og død, tid, mening, eksistens, aldring, destruktion, kærlighed, angst. Den er i høj grad provokerende, netop fordi den tematiserer livets potentielle meningsløshed. Det får man jo lyst til at modbevise, for ikke at hensynke i absolut modløshed. Samtidig følger bogen en række triste skæbner, de destruktive og ældre mennesker, de ensomme og invalide. Men overraskende nok, er bogen faktisk også morsom i sin absurditet, som når der reflekteres over sjælens udødelighed med udgangspunkt i evolutionsteorien: “På nøjagtigt hvilket stadium er mennesket så blevet udødeligt? Vil for eksempel Homo sapiens neanderthalis krepere uguddommeligt og for altid som en hvilken som helst hyæne eller fladlus, mens Homo sapiens sapiens besidder en udødelig substans og vinder evigt liv?”

//Birgitte

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s