Ord om månedens udfordring (september)

Denne måneds udfordring kommer fra Birgitte og går således:
“Læs to bøger simultant, som beskæftiger sig med samme tematik, og reflekter over, hvordan de hver især forholder sig til det givne emne.”
Jeg valgte at gå med Ansigterne af Tove Ditlevsen og The Bell Jar af Sylvia Plath – ræsonnementet bag dette valg kan I læse lige her.

Ansigterne (1968)
Der er så mange fantastiske bøger i verden, at jeg sjældent tillader mig selv at bruge tid på at genlæse. Denne gang gjorde jeg dog en undtagelse, og det var en god beslutning. Ansigterne er endnu bedre, end jeg huskede den!
Vi følger Lise Mundus, en midaldrende forfatter som lider af skizofreni, og bliver indlagt på psykiatrisk afdeling. Ved at følge hendes perspektiv, ser vi de rædsler hun oplever som virkelighed; hvordan hendes husholderske, mand og børn eksisterer i hospitalets rør og udluftningskanaler, hvad de siger til hende og hvilke skrækkelige ting, de gør ved hinanden. Det er en meget mørk bog, hvor Lise føler sig sikker på, at hun ikke fejler noget. Jo mere rask hun bliver for alle omkring hende, jo mere sindssyg føler hun sig.

The Bell Jar (1963)
I bogen følger vi 19-årige Esther Greenwood i tiden inden og mens hun får et mentalt sammenbrud. Hun føler sig mere og mere lukket inde af samfundets forventninger til hende angående fremtiden med mand og børn, og udvikler i denne sammenhæng en depression. Flere gange forsøger hun at slippe sig selv fri ved at skabe og ved at ville miste sin mødom, som ellers bliver omtalt som noget dyrebart, hun bør passe på.
Hendes ønske om at løsrive sig fra normerne bliver ikke taget godt imod, hvorfor det formentligt går så galt, som det gør.

Tanker
Begge romaner handler om den skabende kvindes mentale sammenbrud og er autobiografiske, skønlitterære værker. Mens Lise Mundus internaliserer sin frygt for ikke at være god nok i sit forfatterskab, støder Esther Greenwood hele tiden hovedet mod muren i sine omgivelser. De to kvinders sammenbrud bliver skabt af forventningerne til dem – Lises indre og Esthers ydre. Selvom de er udgivet meget tæt på hinanden, finder The Bell Jar sted i starten af 1950’erne, hvilket muligvis besvarer, hvorfor der er forskel på, hvor forventningspresset kommer fra.

Begge kvinder lider desuden af “impostor-syndrome”: de tror ikke på deres egne evner, og frygter konstant at blive afsløret for deres svindel. De er uden tvivl dygtige – Lise er en berømt forfatter, og Esther har vundet en måneds praktikophold på et modemagasin og desuden fået et stipendium til det college, hun går på. De modtager derfor begge to anerkendelse for deres talent, men denne positive del har de svært ved at tage ind. Alt det negative derimod får masser af plads, og vokser i dem som en afgrund.

Tiden op til sammenbruddet fylder en betydelig del af The Bell Jar, mens der i Ansigterne er større fokus på selve sygdommen. Årsagen er ikke det væsentlige for Tove Ditlevsen, hvor oplevelsen af sygdom og bedring er i fokus. For Sylvia Plath er det et forløb, en eskalering af hverdagen, indtil den ikke er andet end en glasklokke uden mulighed for at bevæge sig. Lise er fysisk fikseret af et bælte, Esther er mentalt fanget under en glasklokke. Kvinderne oplever restriktioner, både indre og ydre, og kampen for at opnå frihed er det højeste mål, de kan opnå.

//Caroline

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s