Livelæsning: Ondskabens Hotel (del I)

Det er efterhånden længe siden vi præsenterede livelæsning som koncept på bloggen, men på grund af alt for mange spændende, nye udgivelser (who are we kidding, det er aldrig for mange<3) er vi først nået til det igen nu. Med vi mener jeg mig, Caroline. Hej. Husk, at indlægget indeholder spoilere, og ellers synes jeg bare, vi skal gå i gang:

S. 14
Genkender ting fra filmen, som jeg så for et par år siden, og bliver lige pludselig bevidst om, at jeg faktisk ikke kunne lide den. Fingers crossed, bøger plejer heldigvis at være bedre!

S. 19
Jack er ved at blive ansat til opsynsmand på Hotel Overlook vinteren over, og de diskuterer, hvor afskåret han vil være fra omverdenen i seks måneder. Så var vores lockdown og karantæne altså ikke så længe ved siden af.

S. 20
Jack beskriver snekuller: “Det er et slangord, der betegner den klaustrofobiske reaktion, der kan indtræffe, når folk er spærret inde sammen gennem længere tid. Klaustrofobien kommer til udtryk som afsky for de mennesker, man tilfældigvis er spærret inde sammen med. I ekstreme tilfælde kan det resultere i hallucinationer og voldshandlinger – man har eksempler på, at folk har begået mord over så ubetydelige ting som sveden mad eller en diskussion om, hvis tur det er til at vaske op.” Så er resten af romanen i sat op til at udfolde sig på bedste Stephen Kingsk vis. How does he do it?

S. 26
Okay, Jack har åbenbart været voldelig overfor sønnen Danny, det husker jeg intet om fra filmen!

S. 43
Barnet, Danny, kan på en eller anden måde læse tanker – men også opfange mere end det. Følelser, humør, fremtid, fordi? Se det er sgu svært at vise i en film, men endelig kommer jeg måske til at forstå, hvad ‘the shining’ faktisk er! Han har også en ven, Tony, som kun han kan se. Børn i gysere er så møguhyggelige.

S. 87
Danny vil holde øje med noget der hedder Dorm, som Tony har vist ham stå et sted på hotellet. Kan i huske det fra filmen? Dorm. Stakkels femårige unge!

S. 88
Wendy har nu flere gange sagt ‘flyt dig, flue’ til sin mand, når han er lidt sjofel. Er det en ting, man burde integrere i sit sprog?

S. 110
Hotellets kok, Dick Hallorann, siger, at Danny aldrig må gå ind på værelse 217, så fra nu af kommer jeg bare til at vente på, hvornår vi skal derind! Han skinner btw også, og siger, at Danny skinner mere end nogen anden, han nogensinde har mødt. Imponerende eller klamt? Vi ved allerede det kommer til at fucke med dem alle, så hælder mest til det sidste.

S. 116
De er alene vinteren over, og har fået et værelse at bo i – men hvorfor kan de ikke jo i præsidentsuiten, når der ikke er andre?? Det havde jeg gjort.

S. 117
Okay Danny ser indtørret blod overalt i soveværelset, så måske er præsidentsuiten alligevel ikke sagen.

S. 134
Årh, Jack fik selv tæv som barn, og jo flere tæv, jo mere ballade lavede han. Fra at kaste sten efter biler til at sparke en hund og slås hver gang, han kunne opfinde en årsag. Lige så dum, man synes han er, lige så stakkels er manden jo også. Hvordan er det lige, at King formår at skabe en form for sympati med en mand, der sparker hunde og brækker armen på sin søn? Jeg er sgu imponeret.

S. 140
Okay heller ikke SÅ meget sympati, manden har ingen selvindsigt men opfinder undskyldninger for alt det lort han laver. Stakkels Jack, men også ‘for helvede, Jack’.

S. 180
En læge har kigget på Danny, og snakker nu med forældrene – siger, at de vel godt er klar over, hvorfor Tony hedder Tony. Det er de, og er enige om at Danny selv må regne det ud. Hallo, hej, jeg er her også, jeg vil også vide det!

S. 202
Jack kigger i en scrapbog om hotellets historie, og de sidste 15 sider har handlet om, hvem der ejede det på hvilket tidspunkt. Lidt langtrukkent, bare lidt(!).

S. 205
Hallorann er mørk, og i bogen bruges n-ordet. Den er skrevet i en anden tid, og den kontekst skal selvfølgelig med, men det gør mig seriøst altid lidt uncomfortable at læse det, selv lydløst i hovedet.

S. 208
Så er vi ved værelse 217, kan faktisk mærke mit hjerte hamre. Hvis jeg gætter rigtigt, er det her bare en tease – vi står foran døren, Danny har nøglen i hånden, men han skal ikke derind endnu, man skal bare blive nervøs.

S. 209
(Jeg havde ret)

S. 253
Nu oplever Jack uhyggelige ting – blandt andet at planteskulpturerne bevæger sig. Han drikker ikke, men han tager en form for smertestillende, excedrin, og knaser dem i munden. Føj, overvej at tygge en panodil! Uanset hvad, så gør han det, og det fucker med ham (det, og så at hotellet er dæmonisk i sig selv). Hans søn kan håndtere det, men ham selv – not so much.

S. 255
Næste kapitel hedder ‘indenfor i nummer 217’, så nu bliver det klamt føler jeg. Er glad for at jeg læser i fuld dagslys, men har samtidig lidt lyst til en uhyggelig stemning med efterår og mørke. Lidt masochist er man vel.

S. 262
Der er en gammel, død dame i badekarret, og nu, hvor det begynder at blive virkelig klamt, står der “Hendes døde håndflader lavede prutlyde mod porcelænet.” Det fjernede lige al uhyggen med den sætning!

S. 282
Danny er kommet ud af værelse 217 med mærker om halsen, og Wendy er overbevist om, at det er Jack. De er jo ikke andre? Ad, ad, ad. Er kun halvvejs i bogen, og Wendy tænker allerede på at flygte med Danny. Hvis resten af bogen er et forsøg på at forlade hotellet, så føles det dog lidt som en lang flugt.

S. 286
Jack taler med Lloyd i hotelbaren. Der er bare ingen andre end dem, ingen Lloyd, ingen alkohol. Han er ved at blive gal, og galskaben er så godt skrevet!

S. 312
Møgharpe, se det er et heftigt skældsord at kalde nogen.

Desuden må dette være et godt sted at stoppe for nu – del II er oppe om et par dage, og I kan godt glæde jer!

//Caroline