[TW: seksuelle overgreb, vold, selvmord]
[Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget Gladiator]
Ved første øjekast ligner Casper Havsers debutdigtsamling “Så tavsheden ikke længere kun er mellemrum i min tale” endnu en bog om klimaet. Omslaget prydes af en sort skov, på bagsiden står der blot “Om dyret, dyrene”, og digtene præsenteres af et uddrag af en tekst om, hvordan man skal avle på hunde fra Dansk Kennelklub. Her har vi det jo, tænkte jeg! Menneskets indgriben i naturen. Dyrevelfærd. Bæredygtighed. Min hjerne har sporet sig ind på tekstens centrale tematikker. Men det har den så ikke, for digtsamlingen handler ikke om klima, men snarere om incest og vold i de nære relationer, og de voldsomme konsekvenser, overgrebene har på jeget, der som barn udsættes for seksuelle overgreb af sin far.
Jeg kan ikke helt finde ud af, om Havser burde have foregrebet, at man som læser automatisk ville komme til at tænke på klimaet. For mig betød det i hvert fald et rimeligt dramatisk skifte, da overgrebene introduceres. Så afbryder man selvfølgelig sin læsning og går tilbage, men det betyder også, at bogens naturlige progressionen tilsidesættes en smule.
Det naturstridige
Digtsamlingen er en barsk beretning om et barn, der misbruges seksuelt af sin far, og de konsekvenser det har for jeget som barn. Det naturstridige, som også præsenteres i det indledende uddrag fra Dansk Kennelklub, består både i farens seksuelle misbrug, i jegets tidlige seksuelle debut, der tvinger ham til at blive voksen, men også det fuldstændigt fucked up forhold han får til, hvad kærlighed er.
Volden er noget der gives videre i arv fra far til søn. Faren udøver vold på jeget (ikke kun seksuelt), de går på jagt sammen, og jeget slår deres hund ihjel. Ved sidstnævnte begår han også vold på sig selv, for han deler navn med hunden og gør sig ulækker som en hund, for at faren skal lade ham være. Volden er både destruktion og trøst. Det er en trøst for jeget, at han kan begå selvmord. Børnene gøres stumme for at bevare familiehemmeligheden og familietraumet lægges, om man så må sige, i graven. I døden er jeget tilsvarende tavs.
Samtidig hænger volden uigenkaldeligt sammen med kærligheden: “kærlighed er sygdom / og kærlighed er smerte / og drab”. Selvom kærligheden associeres med vold og seksuelle overgreb, higer jeget efter det, imens han samtidig ønsker dødens befrielse. Det er et hårdtslående problem i digtsamlingen, og utroligt svært fordi det nærmest er umuligt at se sig ud af. Hvad jeget i digtsamlingen da også giver udtryk for.
Der er ikke meget håb at hente i den barske beretning. Og så alligevel. For selvom digtene tematiserer tavsheden, så taler jeget jo igennem digtene – og det er der alligevel et skud håb i, for hans historie er vigtig.
//Birgitte
ord om _ 