Ord om Hedeselskabet

[Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof]

“Det lyder som en bog for dig,” skrev Birgitte til mig, og linkede til Malte Tellerups anden roman, Hedeselskabet. En idealistisk trio fra storbyen flytter til udkantsdanmark (mit hood), for at være selvforsynende, at leve i ét med naturen og at udleve hver deres kunstneriske drømme. Allerede dér kunne jeg identificere mig med trioen, og havde en oplevelse af, at deres skæbne var min skæbne.

I skovens dybe stille ro hersker kaos
I den første del af bogen er naturen idyllisk, den er grøn og frodig, næsten æterisk beskrevet, som et grønt paradis, og selvom der er bump på vejen i de unge kunstneres nye eksistens, er livet på landet overordnet set velfungerende. Det positive mindset hjælper med at holde fanen højt, lige indtil vejret vender, pengene fortsat er små og de relationer de har fået, begynder at falme. Det er svært at holde sig ovenvande, når alle i nærheden synker.

Selvom der er et ønske om at skabe noget nyt på heden, er det også lidt som om, den fungerer som kviksand; store bevægelser er farlige, og stilstand er at foretrække, selvom alle bliver hevet ned i sidste ende – det ser vi i form af naboens konkurs og lukningen af de mindre landbrug. De idealistiske unge fra byen er et symbol på en generation med ambitioner, håb og opgør med de gængse rammer, men den idealisme er endnu ikke nået de unge på heden, hvor tiden står stille. I sidste ende er spørgsmålet vel, hvor længe man kan leve på idealisme, når vand bliver til mudder?

Kampen for overlevelse i udkanten
Sproget er ikke bare jysk, det er bondsk, og samtalerne mellem byboernes slangprægede fraseringer og hedens sprog, der er overrepræsenteret af vokaler, er intet mindre end fantastisk at læse. Jeg er selv opvokset nær det område, Tobias og de andre bosætter sig i, og kender til det stærke fællesskab og ønsket om at bidrage til områdets overlevelse. Uanset hvor hårdt der kæmpes, er man ladt til sig selv i udkantsdanmark, og det er en kamp, der i løbet af bogen bliver mere og mere tydelig.

Jeg elskede romanen. Dog var der nogle få kapitler, to eller tre, som blev fortalt fra nabokonen Phuengs synspunkt. Det føltes meningsløst, der var ingen forløsning, ingen yderligere sammensmeltning, bare et par fragmenterede tekststykker, som romanen sagtens kunne have undværet. Når det er sagt, ramte resten plet. Den handler om ensomhed og fællesskab, naturen på godt og ondt, at være anderledes, håbefuld, at ville skabe, at møde modstand. Den handler om mig, mine venner, mine bekendte og min hede, og det skal den have tak for.

//Caroline

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s