[Anmeldereksemplar fra Gyldendal]
Olga Ravns nye bog, Mit arbejde, er en form for mødremanifest; en opfordring til at fortælle den sande, komplekse og til tider skrækkelige sandhed om at blive mor. At være ærlig. Sårbar. Selvom mine egne børn endnu kun er en fremtidsforestilling, er mødrerollen en, jeg forhåbentligt får lov til at stifte bekendtskab med engang. Det gør dog ikke bogen mindre relevant for mig – bare det at kende en mor, er nok argument for at læse Mit arbejde.
A whole new world og flydende kaos
Der er mange begyndelser, mange fortsættelser og mange slutninger i romanen, hvoraf skabelse synes at være den røde tråd, der forbinder dem alle. Skabelse af et barn; af en bog; af et hjem; af en ny hverdag. Kvinden i bogen har fået en åbenbaring sammen med fødslen af sit barn, måske endda tidligere, da pamfletter om børn, graviditet og forældre, begyndte at dukke op. Det er en hård åbenbaring, der indebærer en ny forståelse af køn og identitet i en forandret verden, hvor alle har en holdning og forventning til, hvordan man skal tænke, handle og føle.
Bogen er på en gang et stort rod af genrer, tid og personer, men samtidig føles alt flydende. Det kaotiske er et præmis, det er symbolsk for forældreskabet, det er uundgåeligt. Det tætteste, jeg kan komme på at beskrive indholdet, er autobiografisk meta-prosa, hvor der er tale om et Jeg og en Anna, som både er den samme person, men som også ikke er det. De er på en måde adskilte individer, som har født samme barn. De passager, der er mest meta – teksterne jeg’et skriver til Anna – er mine absolutte yndlings. De illustrerer bogens opgør med forventninger (til prosaregler og struktur, men også forventninger til moderrollen) og dens undersøgende tilgang til jegets fragmenterede selv, på en utroligt kærlig måde.
Det eksistentielle og vasketøjet
Det gjorde ondt at læse bogen, for det er både en gave, men også et traume, at få et barn. “At føde et barn er også at føde et kommende lig, har du tænkt på det?”. Lige så mange eksistentielle og filosofiske tanker, det bringer med sig at skabe et menneske, lige så mange lavpraktiske ting følger også med, og bogen undersøger begge ekstremer af det abstrakte og det konkrete. Det er en stor bog med omfattende indhold, og jeg er endnu ikke kommet ind på psykisk sygdom, parforhold, købekultur og skriften som både anker og redningsvest. Det kommer jeg heller ikke til – hvordan skulle et enkelt blogindlæg kunne rumme refleksion over alt det på en gang? Mit hoved kan næsten ikke rumme det. Lad os i stedet tage snakken i en dm, og indtil da, så læs den. Det var vildt.
//Caroline
ord om _ 