Ord om Min kinesiske farmor

[Anmeldereksemplar fra Grif]

Kender I det der med, at man får en bog stukket i hånden, som trækker på klassiske temaer, man kender til hudløshed, og så liiiige drejer dem, så man alligevel tænker hva faen? Sådan har jeg det med Lars Saabye Christensens nye roman “Min kinesiske farmor”.

“Jamen havde han så en kinesisk farmor?” spurgte min veninde mig, da jeg mødte hende tilfældigt på gaden i går efter et smuttur hjem til Caroline. Vi har læst sammen på universitetet, og hun kender til Saabye Christensen. Og nej, Saabye Christensen har ikke i bogstavelig forstand en kinesisk farmor – han er så hvid, som de kommer – men det kinesiske peger på romanens centrale temaer: dels farmoren og farfarens bosættelse i Hongkong i starten af 1900-tallet, da Hongkong, dels farmorens fortælling som et kinesisk æskesystem. Den er (i overført betydning) en kasse inden i en kasse, inden i en kasse osv. osv.

For at kende sig selv må man kende sin slægt i fem generationer

“Min kinesiske farmor” minder ved første øjekast mig om den klassiske autofiktive fortælling alá Karl Ove Knausgårds kæmpe værk “Min Kamp” (jeg erkender åbent, jeg gik i stå halvvejs igennem bind 1. sorry Knausi men du fangede mig ikke), som, ligesom “Min kinesiske farmor”, tager sit udgangspunkt i Karl Oves fars død. Hovedkarakteren er Karl Ove selv på samme måde som Lars Saabye Christensen også er en hovedkarakter i “Min kinesiske farmor”. I begyndelsen af romanen møder vi hovedkarakteren ved sin fars dødsleje, hvilket selvsagt sætter gang i en række refleksioner over vores eksistens i en verden, hvor tiden går, og hvor vi kun har et mikroskopisk tidsrum til at sætte vores præg på verden.

Selvom vi dør, sætter vi vores præg på eftertiden, og det er den hovedpersonen forfølger i romanen. For ifølge en kinesisk lærdom Lars’ farfar giver videre til Lars’ far, er det vigtigt “at forstå sig selv” for at kunne vide “hvor man kommer fra, helst fem generationer tilbage”. Det er altså vigtigt for Lars at forstå sin farmor, hvis han skal forstå sig selv. Og hun har ikke efterladt sig mange spor. Lars forsøger at nærme sig hende igennem billeder, interviews, breve og tilfældige film fra perioden, som er optaget i Hongkong. Problemet er bare, at han kun kan nærme sig hende indirekte. Hun har ikke efterladt sig nogen breve. Det eneste der er bevaret, er farfarens breve til hende, et interview han gav, da han blev pensioneret, og en nekrolog over ham. Det er kvindens lod i starten af 1900-tallet.

Men selvom farmoren aldrig kommer direkte til orde, spiller hun alligevel en central rolle i eftertiden. Hun har båret slægten i bogstavelig forstand, men det er også hende, der sår frøet til Lars’ forfatterskab. Hun giver ham en erindringsbog, da han er dreng, som han kan nedskrive sine erindringer i. Da det er barnets forundt at være uden fortid, skriver Lars i stedet de adresser ned, han leverer blomster på. Det bliver til et erindringskort, der også har haft kæmpe indflydelse på forfatterskabet.

Det kinesiske æskesystem

For at vende tilbage til det kinesiske æskesystem, synes jeg det er spændende, hvordan Saabye lader farmorens fortælling være en del af et større system. Hendes fortælling er ikke kun fortællingen om farmoren men også kvindekønnets historie, fortællingen om kolonisering, teknologihistorie, litteraturhistorie – og selvfølgelig en almenmenneskelig fortælling om liv, død, familie, erindring.

//Birgitte

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s