[Anmeldereksemplar fra Gutkind]
Casa Tritonus er det hus, Thomas Brander, den verdenskendte dirigent, får bygget i en finsk skærgård. Meningen er, at det skal være et storslået byggeri, men som huset bliver opført, mærker man, hvor absurd og unyttigt det hele er; en ensom betonklods med elevator mellem de tre etager og en rungende stilhed. Huset er et billede på Brander, måske også naboen Reidar Lindell, måske endda på alle midaldrende mænd – ambition, prestige og ensomhed konkurrerer uløseligt med hinanden.
Den skrøbelige maskulinitet
I løbet af romanen oplevede jeg omsorg overfor mændenes usikkerhed. De sætter konstant spørgsmålstegn ved, hvor sårbare de kan være overfor andre mænd, hvilke emojis man som mand må sende til en anden mand, hvilke uskrevne regler, de må følge, for ikke at gøre andre forlegne ved at søge en tæt relation til hinanden. Der er noget sørgmodigt over at se mændene bevæge sig rundt i maskulinitet, som om det var noget, der kunne gå i stykker, som om de kan miste den, hvis ikke de bevarer afstanden til hinanden og til deres følelser. Det er det, der er bogens egentlige omdrejningspunkt, og det giver en helt ny indsigt for mig som læser, en 26-årig kvinde. Samtidig er det dog lidt tungt at følge to ensomme, triste mænd gennem 400 sider, hvoraf den ene aldrig rigtigt formår at skabe sympati.
En musikalsk bog på et fremmed sprog
Kjell Westö skriver selvsikkert og flydende – og at dømme på den musikalske viden, der går igen igennem hele bogen, er han også utroligt musikalsk begavet (eller i hvert fald kæmpe dygtig til at researche!). Musik er Branders liv og levebrød, og den anden hovedkarakter, naboen Reidar Lindell, spiller også, så musik fylder selvsagt meget i romanen. Dog vil jeg gætte på, at en fjerdedel af romanen (hvis det kan gøre det) er tanker, refleksioner og handlinger, der har med musik at gøre. Og ikke hvilken som helst musik; klassisk musik, symfonier, orkestrets tekniske kunnen og mangler, forskellige fortolkninger af bestemte værker, om Mahler, Schubert, Brahm, Sibelius, Schöneberg – om så mange (for mig) ukendte ting, at sproget bliver fremmed. Det er som om bogen ikke er skrevet til mig, men til folk med kendskab til dette sprog, jeg føler mig på en eller anden måde glemt af forfatteren, overset, ikke dygtig nok til at forstå denne musikalske roman.
De moderne trusler anno 2020
Helt diskret rummer Tritonus en stor del af de farer og trusler, som dukker op i hverdagen. Det er både racisme, metoo, sorg, pandemier, ideologier, seksualitet, toksisk maskulinitet, sårbarhed, ensomhed og alderdom som bogen beskæftiger sig med, men uden at hænge fast i nogen af temaerne – de vikler sig naturligt ind i historien, sådan som de også gør i hverdagens levede liv. Det betyder også, at de hver især ikke nødvendigvis fylder i romanen; egentligt beskæftiger den sig primært med livet som ensom, midaldrende mand og de narrativer, vi gennem livet igen og igen må tilpasse om os selv.
Hvert emne blev varetaget delikat og med seriøsitet, hvilket jeg er meget taknemmelig for – det er måske der, bogen fortjener mest ros. Til gengæld bevæger bogen sig flygtigt videre, og vigtigheden af samtalerne om eksempelvis racisme og metoo kan godt forsvinde lidt i mængden af musik-information og Branders forvrængede, meget ophøjede selvbillede.
//Caroline
ord om _ 