Ord om Fortællersken

[Anmeldereksemplar fra forlaget Apuleius Æsel]

Det er svært for mig at skrive om bøger, der ikke falder i min smag. Jeg har stor respekt for forfatterens arbejde, og jeg ved jo, at nogen synes om bogen, ellers var den aldrig blevet udgivet. Alligevel kan jeg blive helt frustreret over at læse en bog, der har en masse potentiale, og endda et virkelig fint sprog, men som bare ikke leverer. Sådan havde jeg det desværre med Fortællersken.
Forfatter Jørgen Stormgaard skriver flydende og roligt, og man fornemmer hurtigt, hvordan Karen Blixens forfatterskab har inspireret hans skrivestil – det gør også det fine, lidt gammeldags sprog til bogens bedste kvalitet.

Manglende fremdrift
Vi bliver knap introduceret for karaktererne Hans Emilling og Fortællersken, før hun insisterer på at lytte til hans historier og lære ham at kende derigennem. Vi ved ikke, hvad der gør netop Hans interessant – men håber selvfølgelig på, at fortællingerne kan gøre os kloge på det.
Herfra begynder romanen, som har en meget konsekvent form; ved starten af hvert kapitel mødes Hans og Fortællersken et nyt sted. De får noget mad, noget at drikke eller en smøg, og derefter begynder Hans at fortælle om en person eller en begivenhed i hans liv. Det foregår primært som en monolog, og når historien er fortalt til ende, forlader de to igen hinanden. Det hele bliver forudsigeligt og uvigtigt. Ved starten af hvert eneste kapitel håbede jeg på, at nu ville der ske noget nyt, men den eneste afveksling var menuen, placeringen og historiens overordnede indhold.

Mere referater end faktiske fortællinger
Frem for at dykke ned i hver af de fortællinger, hvert kapitel er dedikeret til, føles det som om, der er en vis distance til hver eneste historie. De bliver ikke præsenteret som faktiske fortællinger, men nærmere referater af fortællingerne selv. Vi hører om de overordnede begivenheder på en meget reflekteret måde fra en, som selv har lagt det bag sig, og nu bare observerer det udefra.
Derudover forbliver de to karakterer, Hans og Andrée, som Fortællersken hedder, på samme måde overfladiske og svære at relatere til. Deres fortællinger – selv den store afsløring til sidst, som man let kan gætte sig til fra første kapitel – giver aldrig den indsigt og dybde, som man fra starten af håber, at fortællingerne vil give.

Alt i alt oplevede jeg Fortællersken som en omstændelig bog med stor forudsigelighed og et meget langsommeligt tempo – det var desværre ikke en bog for mig, men forhåbentligt finder den frem til de læsere, der vil nyde den.

//Caroline

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s