Ord om Carnivora – min første roman

Dette indlæg vil primært være et uddrag fra Carnivora, den roman jeg flere gange har nævnt herinde. I virkeligheden har indlæggene altid handlet mere overordnet om det at skrive og ikke mit specifikke manuskript. Ikke før nu. Flere har dog spurgt ind til romanen i forhold til, hvad den handler om, og om jeg ville dele noget fra den. Det gør mig helt vildt glad, at I er nysgerrige, for mit håb er selvfølgelig, at jeg en dag kan dele hele romanen med jer. Indtil da vil jeg blot præsentere bogen, og derefter dele en scene, der introducerer bogens virkelighed ret fint.

Om bogen

Carnivora foregår i en genkendelig men dyspotisk virkelighed, hvor en enkel præmis er ændret og ført ud i en ekstrem: dyrene er uddøde, og i stedet er menneskearten homo cipus blevet fremavlet til opdræt og konsumering.

I dette samfund følger vi Hannah, der på sit fjerde sabbatår har fået et job som sekretærassistent på en skole, hvor hun en dag får en ny kollega. Mystiske Leonardo med den dunkle fortid inviterer hende med 7.b ud for at besøge et homo cipus-opdræt og -slagteri. Besøget åbner op for flere etiske dilemmaer, Hannah ikke tidligere har forholdt sig til i forbindelse med slagtning og forbrug af kød. Samtidig møder hun Andreas, en sød fyr, som viser sig at arbejde i kødindustrien, hvilket gør spirende kærlighed til en ubehagelig oplevelse. En række kidnapninger har forbindelse til selvsamme industri, og da en elev fra den skole, Hannah og Leonardo arbejder på, forsvinder, kan hun ikke længere ignorere problemerne.
Hannah bliver nødt til at finde ud af, hvor hun står, og hvor langt hun vil gå for at gøre en forskel, både for de opdrættede og for menneskene udenfor burene.

Uddrag

Vi er her på side 55, hvor Leonardo har inviteret Hannah med ind for at overvære en time med 7.b.

Leo nikkede til mig, da jeg gik ind i lokalet, hvor stemmer stadig summede. Mine øjne landede på en stol bagerst i lokalet, men Leo rømmede sig hurtigt og pegede på en stol ved siden af katederet.
Lidt efter lidt kom der ro på eleverne, uden Leo havde sagt noget. Frida og Torsten stod ved Mikas bord, men udover det sad alle klar.
”Goddag allesammen – vil de sidste være værsgo at sætte sig ned?” De sidste elever handlede øjeblikkeligt på Leos ord endda med venlige miner. I stilheden lod han et varmt blik glide over samtlige elever, og da blikket sluttede på mig, rømmede han sig igen.
”Vi starter i dag med noget af det, som jeg ser som vores hverdags største forandring gennem tiden. Det er alt, jeg vil sige for nu – er der nogen, der tør gætte på, hvad det mon kan være?”
“Plastikkrisen?”
“En eller anden opfindelse?”
“Hvad med olieforbuddet?”
”Det er nogle gode bud, men nej. Det er noget, der ofte er ganske overset. Det handler om vores mad.”
”Kunstig befrugtning!”
”Det har ikke noget med mad at gøre, din spade.”
”Jamen hvad hedder det så, sådan noget klonet mad?”
”Taler du om GMO og sådan noget?”
”Sikkert.”
”Ej, nu stopper du.” Stemmer og fnis fik lydstyrken i lokalet til at stige.
”Det kan være, at jeg bare selv skal begynde. Det handler om det, vi spiser, nemlig kød. Og i relation til det, ressourcemangel og overbefolkning. Begynder det at dæmre for nogen? Alina, måske?” Han pegede på stille, søde Alina. Andre øjne fulgte hans finger, og landede også på hende. Hendes øjenbryn bevægede sig opad, hun kiggede rundt.
“Homo cipus?”
”Korrekt, godt fanget.” Han nikkede til hende. ”Kan du fortælle, hvordan fænomenet opstod?” Hendes hævede bryn vandrede over mod Mads ved siden af hende.
”Jeg kan lige fortælle,” begyndte Mads og talte langt højere end Alina. Øjne skiftede fokus mod ham og lod hende være. Mine egne hang hos hende endnu og så lettelsen skylle ned over hendes ansigt. ”For noget nær en milliard år siden eller sådan noget, spiste mennesker dyr. Det er vel så længe siden, at selv du ikke kan huske det, eller hvad, Leo?” Mads elskede at være på, og glimtet i hans øjne gjorde, at han kunne slippe af sted med at sige det meste.
”Jo tak Mads, det var før min tid, men en milliard år er måske lige højt nok sat. Tak for svaret, men næste gang venter du, til det er din tur. Aftale?” Han smilede til Mads, og sendte ham et blink. Mads kiggede på Alina og trak på skuldrene. Han havde prøvet.
”Alina. Vil du være sød at fortælle videre? Det er helt okay, hvis det ikke er med samme engagerede fortællestemme som Mads.” Et par stykker grinede. Jeg ledte efter navneskilte på bordene men så ingen. Det var mange nye navne at huske for en ny lærer, men Leo lod til at kende dem alle.
Alina bed sig i læben.
“Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare på.”
“Hvorfor stoppede vi med at spise dyr?”
“Altså de forsvandt. Der var jo de der sygdomme. Svinesyge, kopest og fuglefeber. Dem der.”
“Igen korrekt, fint Alina. Du ved jo en masse! Tak for det. Hvorfor kunne vi ikke gøre noget for de syge dyr? Hvem ved det?” Alina smilede og kiggede ned i bordet. En hånd strakte sig opad.
“Ja, Karen?”
“Det prøvede man også på, men det var noget med, at der altid var medicin i deres foder i forvejen, så de blev resistente af det.” Karen løftede hagen, hun havde ikke svært ved skolen. Selvom jeg kun kendte eleverne fra deres frie øjeblikke, kunne jeg let gætte mig til, hvordan de ville være i en klassesammenhæng. Jeg havde ret.
“Det gjorde de nemlig,” nikkede Leo. “Hvad gjorde vi så, da dyrene lidt efter lidt forsvandt? Lasse?”
“Øh hvad? Altså, vi begravede dem. Eller?” Lasse så forvirret ud, fnisen spredte sig.
“Sh, vi griner ikke af hinanden.” Leo kiggede ud over klassen, og det gik op for mig, at det var første gang jeg så ham uden et smil. Hans kæber var skarpt markerede, opdagede jeg. “Lasse, lyt ordentligt med, tak.” Så smilede han igen.
Karen løftede igen armen op, men Leo kiggede videre over flokken. Han trak den ud, men gav op til sidst.
“Ja, Karen igen?”
“Der var alt for mange mennesker, og lige pludselig var der bare alt for lidt mad. Med alle de sygdomme, kunne vi ikke spise de dyr, der var tilbage, og folk var vildt bange for selv at blive syge. Så man begyndte at opdrætte homo cipus. Det er også sundere end dyrekød, har jeg hørt.”
“Nemlig, tak Karen. Der var overbefolkning på planeten, og det betød også ressourcemangel. Kan du svare på, hvorfor kød fra cipus er sundere end kød fra dyr?”
“Noget med… Vitaminer?” Endelig så hun usikker ud.
“Noget ala det, ja. Man fandt ud af, at menneskekød har præcis den mængde aminosyrer, mennesker selv har brug for, så det var oplagt at skifte dyrekød ud med menneskekød. Homo cipus er en menneskeart, det ved I selvfølgelig godt, men det er den første underart, som ikke er skabt gennem evolution. Homo cipus eksisterer kun, fordi vi bevidst har skabt den. Folk var bange for, hvordan hele situationen ville påvirke den generelle sundhed, og frygt kan få folk til at gøre mange mærkelige ting, som at spise sine egne artsfæller. Det gør vi også nu, men for os er det noget, vi allesammen er vokset op med, og derfor er det ikke underligt. Det var det dengang.”
Leo kiggede rundt for at sikre sig, at hans ord gav mening, men de rynkede pander i lokalet vidnede om, at det var meget information på en gang. Jeg vidste ikke engang, om man havde lært om aminosyrer i syvende klasse. Jeg prøvede på selv at huske, hvad det var. Noget med fabrikker, hvor aminosyrer blev lavet om til proteiner eller omvendt måske?
“Hvordan var det muligt at skabe en ny underart uden den naturlige evolution?”
Alle hænder forblev på eller under bordene. Emil hvilede sit hoved i hænderne og kiggede op i loftet.
“Lad mig omformulere: skiftede man bare dyrekød ud med menneskekød fra den ene dag til den anden?”
Stilhed. Jeg bemærkede min imitation af eleverne – ubevægelige hænder, et undvigende blik, og et forsøg på at gøre sig usynlig. Jeg rettede mig op, og forsøgte i stedet at imitere Leos selvsikre mine. En hånd løftede sig forsigtigt.
“Ja, Alina?”
“Det startede som et forsøg først.” Leo nikkede med løftede bryn, og holdt hendes blik. “Man tog først dem fra dødsgangen, for de skulle jo dø alligevel, og så sendte man dem til slagterierne først.” Jeg mærkede mine mundvige løfte sig imponeret over, hvad der havde fået Alina til at tage initiativ til at svare på et spørgsmål foran hele klassen.
“Det er nemlig rigtigt. Andre der vil fortsætte? Sam?” Han havde ikke hånden oppe, men han svarede upåvirket.
“Forsøget gik fordi menneskekød og dyrekød fungerede totalt ens. Så ændrede man lovgivninger og alt det der, fordi hårdere straffe sendte flere til slagterierne.” Sam smilede overlegent. Sådan en er der altid i en klasse – en person, man ikke tror hører efter, og som sikkert ikke engang laver sine lektier men som ubesværet svarer på det hele.
“Yes! Og hvorfor var det godt?” Igen blev der stille, hænderne lå ubevægelige på bordene. “Ingen? Kom nu! Nej, så tager jeg den selv. Når der var færre i fængsel, betød det også færre ressourcer på kriminelle. Det betød at ét, kriminaliteten dalede med det samme, og to, at vi fik flere ressourcer til resten af samfundet. Giver det mening?”
Elever nikkede og flere tog noter. Karen skrev ivrigt ned, kunne jeg se. Jeg forestillede mig hende skrive sine noter ordret fra Leos mund.
“Vi tager den lidt videre, nu må I komme på banen igen, venner. Er det stadig kriminelle, der ender på tallerkenen? Ja, Mika?”
“Nej, det er det ikke.”
“Hvordan kan det være? Du fortsætter bare.”
“Altså, for det første, så var der ikke så mange kriminelle mere. For det andet, så ville folk ikke spise deres egne, så man skulle gøre, så der kom mere afstand.”
“Mere afstand, ja, det er en glimrende måde at sige det på. Hvad spiser vi så?” Karen viftede igen ivrigt med hånden. “Ja?”
“Cipus er en underart, ligesom du siger, som bliver opdrættet og avlet på. Så de er deres egen slags, som vokser op som en form for slagtemennesker. De er bare ikke rigtige mennesker, de er cipus.”
“Den del kan man så diskutere, men ja, tak Karen. Sikke en udvikling, hvad siger I? Slutresultatet opdager vi nærmest ikke selv – her sidder vi og spiser nuggets og steaks og kødpålæg, og påstår at vi ved, hvor det kommer fra. Hvor mange af jer, har besøgt en gård med cipus eller et rigtigt slagteri?”
“Jeg har været i en slagterbutik,” lød det nede bagfra.
“En slagterbutik, så er vi et stykke. Men en rigtig gård der opdrætter cipus?”
Stilhed i lokalet. Nogle rystede på hovedet.
“Jeg er her i stedet for Iben, så det er en begrænset periode, men i den periode skal vi ud og opleve verden frem for bare at snakke om den. Hvordan lyder det?” Dæmpet jubel summede gennem lokalet. “Vores første udflugt sammen er allerede på fredag. Hannah tager med, det er derfor, jeg har bedt hende om at være med i dag.”
Støjen tog til imens mundvige bevægede sig kollektivt opad. Jeg nød udsigten af den entusiasme, der pludselig havde bredt sig ind over lokalet.
“Hvor skal vi hen?” trængte en enkelt stemme endelig igennem myldret. De mumlende stemmer lagde sig igen, alle var nysgerrige på svaret.
”Vi skal besøge Lundgården.” Lyden af stemmer genoptog straks en højere frekvens igen. ”Jeg har sendt en seddel ud på intra. Det er allerede på fredag, så husk at få den underskrevet så hurtigt som muligt!” Leos stemme døde hen, hans læber lukkede sig, og han observerede yderligere sin flok.

//Caroline