[Anmeldereksemplar fra Byens Forlag]
Nogle gange går man i gang med en bog, på baggrund af de anmeldelser den har fået, og man sidder derfor med skyhøje forventninger fra starten. Måske er det et uretfærdigt udgangspunkt at begynde læsningen fra, men ikke desto mindre var det sådan, jeg startede på Jeg ser dig af Anne-Mette Sohn Jensen.
Instaanmeldelser sammenligner den med en moderne YA-udgave af George Orwells 1984 og Margaret Atwoods The Handmais Tale, og selvom jeg kan se parallellerne, levede den desværre ikke op til mine litterære forventninger.
Samfundsrelevant kritik og spændende plot
I Jeg ser dig følger vi Josinda, som er vokset op i Kelind, et land, der stræber efter perfektionisme, uanset omkostningerne. Yderligere er hendes far kansleren, der har skabt hele dette dystopiske overvågningssamfund. En dag kommer der dog (bogstavelig talt) en rids i Josindas forståelse for hendes omstændigheder, og snart begynder hemmelighederne at vælte frem. Under den perfekte facade er der en afgrund af løgne, som får konsekvenser for hele Kelinds befolkning.
Jeg elsker præmissen for bogen – faren ved overvågning, kontrol og censur; det at blive bevidst om problemerne, og at ville tage kampen op mod magthaverne. Med et dynamisk plot og en samfundsrelevant kritik, er der solid fremdrift i bogen, hvilket er skønt.
Romanen, der vil for meget
Dog er der mange litterære småting, der fjerner fokus fra det egentlige plot, og det forstyrrer læsningen.
Jeg ser dig vil lidt for mange ting, og når derfor ikke at gå i dybden med dem. Forelskelsen mellem River og Josinda føles forceret og unaturlig, og Nigel har et subplot, som ikke rigtigt giver mening for det resterende af bogen eller hans karakter. Derudover er samfundets forventning angående racerenhed afslappet nævnt flere steder i romanen, uden at dette emne overhovedet bliver behandlet. Disse ting har ikke nogen relevans for selve plottet, og tager derfor lidt luften af ballonen. Det gør også, at der ikke bliver plads til at udfolde vigtige karakterer som River, Benjamin og Miranda, som jeg tror havde været meget mere givende.
Bogen har så meget potentiale, og plottet i sig selv er egentligt ganske velfungerende; problemet er de omveje og vildspor, der aldrig bliver fulgt til dørs, og derfor kom til at påvirke hele læseoplevelsen for mig.
// Caroline
ord om _ 