Ord om Brak

[Anmeldereksemplar fra People’s Press]

Brak (at marken er lagt brak betyder, at den står udyrket hen)
af Caroline Livingstone, f. 1987, debuterede med romanen Nat i April i 2016.

Om Brak: Vi følger Christine og hendes familie i begivenhederne efter mormorens død. Christine rejser hjem til familiens gård og bliver igennem mødet med barndomshjemmet konfronteret med familiens fortællinger om sig selv og hinanden og om deres kollektive traumer.

Romanen er opdelt i to dele: Del 1 beskæftiger sig primært med mormorens bisættelse, imens del 2 undersøger Christines forhold til sine forældre, som glimrer underligt ved deres fravær i første halvdel af romanen.

Jeg ville ønske forholdet til Christines forældre fyldte mere i bogen. Faren, som primært optræder igennem postkort fra Rocky Mountains, er vildt spændende og minder lidt om de der ærkeamerikanske prepper-typer, som forbereder sig på apokalypsens snarlige komme. Selvom faren er på afstand fornemmer man også stadig en kærlighed der. Også Christines sorg over morens død, er vildt godt skrevet. Livingstone indfanger virkeligt barnets komplekse følelser over at miste sin mor på en præcis og følsom måde. Det er her, forfatteren viser, hvad hun kan. Det er ærgerligt, at vi skal halvvejs ind i bogen, før vi kommer dertil. Pointen har nok været, at Christine har fortrængt mindet om moren, og at det på bedste freudianske vis tager tid at nå ind til det. Men jeg tror godt, man kunne have overvundet det problem.

Romanen fokuserer på familien og deres kollektive erfaringer. Det fylder særligt i første del af bogen. Det fede ved den kollektive udforskning er, at Christine undervejs får udforsket erindringens natur, fx at vi alle husker forskelligt, vi fortolker, føjer til, glemmer detaljer etc. Samtidig forstår hun, at tingene måske ikke altid er, som hun oprindeligt troede, da hun var yngre. Det er en coming-of-age erfaring, som godt kan være barsk. Jeg ville ønske, at vi kom tættere på de forskellige familiemedlemmer, for jeg synes ikke rigtigt jeg kan mærke dem, selvom de er igennem nogle ret svære ting. Det er ærgerligt, når man tænker på, hvor godt den yngre Christine er skrevet.

Brak er skrevet i en rimeligt let prosa, som Livingstone prøver at bryde op med sammenligninger og metaforer, som er genkommende i formen “x er som x” eller slet og ret “x er x”. Et konkret eksempel kunne være “Hvad vi gør med de ting, vi efterlades med, er seletøjet, vi bruger til at give verden retning”. Årh hvor ville jeg ønske, at hun droppede de mange figurer af den art undervejs. De minder mig lidt for meget om noget, der kunne stå på en gajolpakke. Livingstone skriver i en letforståelig prosa, den skal ikke pyntes med halvdårlige metaforer.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s